Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Beginning

Read the Bible from start to finish, from Genesis to Revelation.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
2 Samuel 4-7

Mordet på Ishboshet

Da Ishboshet fik at vide, at Abner var blevet myrdet i Hebron, blev han rystet, og Nordrigets folk blev urolige. 2-3 Ishboshet overgav derefter kommandoen over Nordrigets hær til de to brødre Ba’ana og Rekab, der begge var anførere for kongens udrykningsstyrker. Ba’ana og Rekab var sønner af Rimmon, som boede i Be’erot og var fra Benjamins stamme. Be’erot var nemlig blevet indlemmet under Benjamin, efter at byens oprindelige indbyggere var flygtet til Gittajim, hvor de bor i landflygtighed den dag i dag.

(Jonatan havde en søn, der hed Mefiboshet. Han var kun fem år gammel, da der kom bud om, at Saul og Jonatan var blevet dræbt i slaget ved Jizre’el. Mefiboshets plejemor greb ham straks og flygtede, men i skyndingen snublede hun og tabte ham, og han blev lam i benene.)

En dag, hvor det var meget varmt, ankom Ba’ana og Rekab til kong Ishboshets hus, mens han lå og sov til middag. Dørvogtersken, som var ved at rense hvede, var også faldet i søvn,[a] så de slap uset forbi hende. De sneg sig ind i kongens soveværelse, slog ham ihjel og huggede hovedet af ham. Så tog de hovedet med sig og vandrede hele natten ned gennem Jordandalen. Da de ankom til Hebron, overbragte de hovedet til David.

„Se her er Ishboshets hoved!” sagde de. „Han var jo søn af Saul, som forsøgte at slå dig ihjel. I dag har Herren givet dig hævn over Saul og hans familie!”

Men David svarede: „Jeg sværger ved den levende Gud, som hidtil har reddet mig fra mine fjender, at jeg vil straffe jer for en sådan udåd. 10 I Ziklag lod jeg den budbringer dræbe, som troede, at jeg ville blive glad for at høre om Sauls død! Det var den belønning, han fik for sit budskab. 11 Hvor meget strengere straf fortjener da ikke sådan et par forbrydere, der har myrdet en uskyldig mand, mens han lå og sov hjemme i sin seng! I må bøde med jeres liv!”

12 Så befalede David sine mænd at slå Ba’ana og Rekab ihjel. Da det var gjort, skar de hænder og fødder af dem og hængte ligene op ved dammen i Hebron. Men Ishboshets hoved begravede de i Abners grav i Hebron.

David bliver konge over hele Israel

Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de. „Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.” Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.

(David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år. I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)

David indtager Jerusalem

Så snart David var blevet udråbt til konge over begge riger, rykkede han og hans mænd op imod Jerusalem for at bekæmpe jebusitterne, som boede der.

„Her kommer du aldrig ind!” sagde jebusitterne til David. „Om så vores vagtposter var både blinde og lamme, ville det være umuligt for dig!” 7-9 Da David hørte deres overmodige ord, sagde han til sine mænd: „Træng ind i byen gennem vandtunnelen og gør det af med disse ‚lamme og blinde’, som er fjendtligt indstillet overfor os.” Derfor siger man, at „lamme og blinde får ikke lov at komme ind i Guds Hus”. Det lykkedes på den måde David at indtage klippeborgen Zion, hvorefter han flyttede ind i den og ændrede dens navn til Davidsbyen. Og han udbyggede og befæstede byen yderligere, både forsvarstårnet og de øvrige bygninger.

10 I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.

11 Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han tømrere og stenhuggere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham. 12 Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.

Davids sønner, født i Jerusalem

13 Efter at David var flyttet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere koner og medhustruer, og han fik mange sønner og døtre. 14 Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon, 15 Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia, 16 Elishama, Eljada og Elifelet.

David besejrer filistrene

17 Da filistrene hørte, at David også var blevet kronet til konge over Nordriget, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og tog ned til sin klippeborg. 18 Filistrenes hær kom og slog lejr i Refaimdalen.

19 Da spurgte David Herren til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?”

Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”

20 Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Herren, der gjorde det!” erklærede han. „Herren brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.[b]

21 De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David konfiskerede dem.

22 Men filistrene kom tilbage og slog atter lejr i Refaimdalen. 23 David rådførte sig igen med Herren, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ud for baka-træerne.[c] 24 Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Herren selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”

25 David gjorde, som Herren havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer.

David henter arken og fører den til Jerusalem

Derefter udvalgte David 30.000 af Israels bedste krigere og gik i spidsen for dem til Ba’ala[d] i Judas stammeområde for at bringe den almægtige Herres Ark hjem—han, der troner mellem keruberne. 3-4 Arken, der i lang tid havde stået i Abinadabs hus på højen, blev anbragt på en ny oksekærre, som blev styret af Abinadabs to sønner, Uzza og Ahjo. Uzza gik ved siden af arken og Ahjo foran. David og Israels øvrige ledere dansede og sang af alle kræfter til Herrens ære til musik fra lyrer, harper, tamburiner, kastagnetter og bækkener.

Men da de nåede til Nakons tærskeplads, snublede okserne, og Uzza rakte hånden ud for at støtte Guds Ark. Da blev Herren vred og straffede Uzza, fordi han ikke viste ærefrygt for Guds Ark, som ikke måtte røres, og han døde på stedet. David var oprørt over, at Herren havde straffet Uzza så hårdt. Derfor kaldte han stedet for „Peretz-Uzza”,[e] hvilket det hedder den dag i dag.

Episoden gjorde, at David blev bange for Herren. „Hvordan tør jeg bringe Herrens Ark hjem til mig?” sagde han. 10 Derfor ombestemte han sig, og i stedet for at føre Herrens Ark ind i Davidsbyen, lod han den indtil videre opbevare hos Obed-Edom fra Gat. 11 Der stod den i tre måneder, og Herren velsignede Obed-Edom og hans familie.

12 Da David hørte, at Herrens Ark havde bragt velsignelse til Obed-Edoms familie og ejendom, arrangerede han et festligt optog for at føre arken op til Davidsbyen. 13 Så snart de, som bar Herrens Ark, havde gået seks skridt, gjorde de holdt, mens der blev ofret en tyr og en fedekalv. 14 David var begejstret og dansede uhæmmet for Herren, iført en præstedragt. 15 Sådan førte David og israelitterne under jubelråb og trompetfanfarer Herrens Ark op til Davidsbyen.

16 Men da processionen nåede ind til Davidsbyen, og Davids kone Mikal, Sauls datter, fra sit vindue så kong David hoppe rundt og danse for Herren, følte hun foragt for ham.

17 Herrens Ark blev anbragt i det telt, som David havde ladet indrette til den. Derefter ofrede han brændofre og takofre til Herren, 18 og han velsignede folket i Herren den Almægtiges navn. 19 Så gav han hver af de tilstedeværende, både mænd og kvinder, en gave bestående af et brød, en daddelkage og en rosinkage, og de gik alle hver til sit.

20 Da David vendte hjem for at velsigne sin familie, kom Mikal ham i møde og udbrød forarget: „Som Israels konge dog tog sig værdigt ud i dag! Hvad skulle det gøre godt for at danse halvnøgen omkring for øjnene af byens kvinder? Sikken tåbelig opførsel!”

21 David svarede: „Jeg dansede for Herren, som udvalgte mig til konge i stedet for din far og hans slægt, og som gjorde mig til leder for sit folk Israel. 22 Og jeg vil blive ved med at danse til Guds ære, også selvom det er ydmygende, og du foragter mig for det. Men de kvinder, du nævnte, respekterer mig faktisk for at vise min glæde!”

23 Mikal, Sauls datter, forblev barnløs hele sit liv.

Guds pagtsløfte til David og hans slægt

David var nu flyttet ind i sit kongelige palads, og Herren havde skaffet fred i landet, så israelitterne ikke længere lå i konstant krig med nabofolkene. En dag sagde David til profeten Natan: „Her sidder jeg i mit smukke palads af cedertræ—men Guds Ark står stadig i et telt!”

„Gør du bare, hvad du har på hjerte,” svarede Natan, „for Herren er med dig.”

Men samme nat sagde Herren til Natan: „Sig til min tjener David, at han ikke skal bygge et hus til mig! Jeg har endnu aldrig haft et hus at bo i. Min bolig har været et telt lige siden den dag, jeg førte israelitterne ud af Egypten, og jeg er flyttet med dem fra sted til sted. Har jeg nogen sinde beklaget mig over det til de ledere, jeg indsatte som hyrder for mit folk, Israel? Har jeg bedt nogen af dem om at bygge mig et fornemt hus af cedertræ? Derfor skal du give David følgende besked fra den almægtige Herre: ‚Jeg hentede dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, og satte dig til at være leder for mit folk. Overalt hvor du kom frem, var jeg med dig og tilintetgjorde dine fjender. Jeg vil gøre dig lige så berømt som de kendteste mænd i verden. 10-11 Jeg har givet mit folk et sted at slå sig ned og bo uden frygt og uden at blive mishandlet af deres fjender, sådan som det skete før i tiden, dengang jeg indsatte dommere til at lede mit folk. Jeg har skaffet dig fred for alle dine fjender. Hør nu efter, hvad jeg siger: I stedet for at du bygger mig et hus, vil jeg „bygge” dig et kongehus. 12 Når du engang er død, skal en af dine efterkommere overtage tronen, og jeg vil gøre hans kongedømme stærkt. 13 Han skal bygge mig et tempel, og jeg vil gøre hans herredømme urokkeligt for evigt.[f] 14 Jeg vil være hans far, og han skal være min søn. Når han forsynder sig overfor mig, vil jeg sende andre folkeslag imod ham for at straffe ham, 15 men jeg vil altid være trofast over for ham. Jeg vil ikke rive kongemagten ud af hans hænder, som jeg gjorde med Saul for at overdrage magten til dig. 16 Der vil altid stå en konge fra din slægt for mit ansigt. Ja, din slægts herredømme vil vare til evig tid.’ ”

17 Så gik Natan til David og fortalte ham alt, hvad Herren havde sagt. 18 David gik da ind i teltet, hvor arken stod, og han satte sig for Herrens ansigt og bad: „Herre, min Gud, du har allerede gjort så meget for mig. 19 Og nu giver du mig tilmed løfter, der gælder mine efterkommere langt ud i fremtiden! Min Herre og Gud, måtte mennesker forstå, hvad det her betyder.[g] 20 Hvad mere kan jeg sige? Du ved, at jeg ønsker at tjene dig. 21 Du har gjort dette for at stadfæste dit ord, og fordi du ville det. Det er store løfter, du har åbenbaret for din tjener. 22 Herre, du er uendelig stor—der er ingen anden Gud end dig! Det ved vi så godt. 23 Hvilket andet folk på den vide jord har du gjort så meget for som for Israel, dit eget folk? Du har befriet dit folk, så de kunne bringe ære til dit navn. Du har udført mægtige undere ved at frelse dit folk fra slaveriet i Egypten og drive de andre folkeslag og deres guder bort foran dig. 24 Du udvalgte Israels folk til at være dit folk for evigt, og du blev Israels Gud.

25-26 Min Herre og Gud, gid det løfte, du har givet mig og min slægt, må stå fast for evigt. Må dets opfyldelse bringe dig evig ære, så folk erkender, at Israels Gud er den almægtige Gud. Må din tjener Davids slægt altid tjene dig. 27 Almægtige Herre, Israels Gud, du har sagt, at du vil bygge mig et kongehus. Det er derfor, jeg drister mig til at komme med følgende bøn til dig. 28 Almægtige Herre, min Gud, dine ord kan man altid regne med, og du har givet mig gode løfter for fremtiden. 29 Velsign min slægt, så den altid må bestå for dit ansigt. Min Herre og min Gud, det er dit løfte, og når du velsigner min slægt, vil den altid være velsignet!”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.