Beginning

Historien om kongesønnens bryllupsfest^(A)

22 Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:

² „Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn. ³ Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme. ⁴ Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’ ⁵ Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning. ⁶ Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel. ⁷ Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. ⁸ Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen. ⁹ Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’ ¹⁰ Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.

¹¹ Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på. ¹² ‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar. ¹³ Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse, ¹⁴ for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord^(B)

¹⁵ Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for. ¹⁶ Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne^[a] for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden. ¹⁷ Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?” ¹⁸ Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig? ¹⁹ Vis mig den mønt, I betaler skat med.”

De rakte ham en. ²⁰ „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

²¹ „Det er kejserens navn og billede.”

„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”^[b]

²² Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde^(C)

²³ Samme dag kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: ²⁴ „Mester, Moses har sagt, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. ²⁵ Nu var der en familie med syv brødre. Den ældste giftede sig, men døde kort efter. Da han ingen børn havde fået, blev hans enke gift med bror nummer to, ²⁶ men han døde også uden at få børn. Og sådan gik det dem alle syv. ²⁷ Til sidst døde også konen. ²⁸ Hvem af de syv brødre skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle været gift med hende.”

²⁹ „I er helt på vildspor, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. ³⁰ Efter genopstandelsen fra de døde er der ikke længere nogen, der gifter sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. ³¹ Og med hensyn til genopstandelsen fra de døde, har I så ikke læst det sted, hvor Gud taler til Moses om de afdøde forfædre? Han sagde:

³² ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’

Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever.”

³³ Alle tilhørerne var fulde af beundring over det svar, Jesus gav.

Det vigtigste bud i Toraen^(D)

³⁴ Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål. ³⁵ De fik en af de skriftlærde til at spørge:

³⁶ „Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?”

³⁷ Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker.^{[c] 38} Det er det største og fornemmeste bud. ³⁹ Der er også et andet bud, som er lige så vigtigt: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’^{[d] 40} Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.”

Messias som Davids søn^(E)

⁴¹ Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: ⁴² „Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?”^[e]

„Han er Davids søn,” svarede de.

⁴³ „Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‚herre’? David sagde jo:

⁴⁵ Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”

⁴⁶ Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.

Jesus advarer imod farisæerne og de skriftlærde^(F)

23 Derpå sagde Jesus henvendt til folkemængden og til sine disciple: ² „De skriftlærde og farisæerne har påtaget sig rollen som fortolkere af Toraen. ³ I kan roligt handle efter, hvad de siger, men følg ikke deres eksempel. De følger nemlig ikke deres egne råd. ⁴ De lægger tunge byrder på menneskers skuldre, men er ikke selv villige til at bære de samme byrder. ⁵ Alt, hvad de gør, gør de for at blive lagt mærke til. De gør deres bederemme ekstra brede og kvasterne på deres bedesjaler ekstra store. ⁶ De elsker at være æresgæster ved de fine middage, og de kappes om de fornemste pladser i synagogerne. ⁷ De nyder, at man hilser ærbødigt på dem på gaderne, og at folk kalder dem for ‚rabbi’—læremester. ⁸ Sådan må I ikke opføre jer. Tværtimod, I skal betragte jer selv som søskende på lige fod med hinanden. I må ikke lade jer kalde ‚rabbi’, for kun Gud er jeres læremester. ⁹ I skal heller ikke sige ‚Ærværdige Fader’ til nogen her på jorden, for kun én er en sådan Far for jer, nemlig jeres himmelske Far. ¹⁰ Lad heller ikke nogen kalde jer ‚Herre’, for kun Messias har autoritet som jeres Herre. ¹¹ Den største iblandt jer er den, der tjener de andre. ¹² Enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og enhver, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Den syvfoldige anklage imod religiøst hykleri^(G)

¹³ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I har smækket døren i til Guds rige! I er ikke selv gået derind, og når andre er på vej derind, gør I, hvad I kan, for at holde dem ude.^[g]

¹⁵ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I farer land og rige rundt for at hverve tilhængere, og så gør I dem til Helvedes børn, dobbelt så slemme, som I selv er!

¹⁶ Ve jer blinde vejledere, for I lærer folk, at hvis man sværger ‚ved Guds tempel’, så gælder det ikke, men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved guldet i templet’. ¹⁷ I blinde tåber! Hvad er størst: guldet eller templet, som gør guldet helligt? ¹⁸ I lærer dem også, at hvis man sværger ‚ved alteret’, gælder det ikke. Men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved gaven’, der er lagt på alteret. ¹⁹ Det er en tåbelig tanke! Hvad er størst: gaven eller alteret, som gør gaven hellig? ²⁰ Den, der sværger ‚ved alteret’, sværger både ved alteret og ved alt, hvad der er lagt derpå. ²¹ Og den, der sværger ‚ved templet’, sværger både ved templet og ved Gud, som bor deri. ²² Den, der sværger ‚ved Himlen’, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.

²³ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen—nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab.^[h] Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet. ²⁴ I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.

²⁵ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt—mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær. ²⁶ Du blinde farisæer! Rens først bægeret indvendigt, så bliver det ydre rent bagefter.

²⁷ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er som hvidkalkede gravkamre,^[i] der udvendigt ser fine ud, men indvendigt er fyldt op med skeletter og lig, der er gået i forrådnelse. ²⁸ I prøver at have en pæn facade, men under det fromme ydre er I fulde af hykleri og råddenskab.

^29-30 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I bygger monumenter til ære for de profeter, som jeres forfædre slog ihjel. I pynter gravstederne for de gudfrygtige mænd, som jeres forfædre dræbte. Og så siger I: ‚Hvis vi havde levet på vores forfædres tid, ville vi ikke have været med til at slå profeterne ihjel.’ ³¹ Men ved at kalde dem jeres forfædre afslører I jer selv. I er nemlig af samme skuffe som dem, der slog profeterne ihjel. ^32-33 Slangeyngel! Fortsæt I bare i jeres forfædres spor, men hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?

³⁴ Derfor vil I også korsfæste eller på anden måde dræbe mange af de profeter, vismænd og skriftkyndige, jeg vil sende til jer. Nogle vil I piske i jeres synagoger og jagte dem fra by til by. ³⁵ Men I og jeres forfædre vil blive krævet til regnskab for at have myrdet alle disse retskafne mænd, fra Abel, der blev slået ned uden grund, til Zakarias, Barakias’ søn, som blev dræbt mellem indgangen til templet og brændofferalteret. ³⁶ Det siger jeg jer: Mennesker som jer vil blive dømt for deres onde gerninger.

Jerusalems indbyggere anklages for deres vantro^(H)

³⁷ Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger? Men I ville ikke! ³⁸ Derfor bliver jeres hus øde og forladt, ³⁹ for det siger jeg jer: Fra nu af får I mig ikke længere at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”^[j]