Beginning
Dom over et land mod syd
21 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, vend dig mod syd og profetér imod sydlandets skov af mennesker. 3 Profetér imod dem og sig: Hør Herrens ord: Jeg vil antænde en brand iblandt jer, så både de grønne og de udtørrede træer[a] bliver fortæret af ilden. Ilden kan ikke slukkes, og hele landet bliver berørt, fra syd til nord. 4 Alle vil kunne se, at det er mig, Herren, som har sendt ilden, og den kan ikke slukkes.”
5 „Åh, Herre, min Gud,” udbrød jeg. „Folk beklager sig over, at jeg altid taler i gåder.”
Profeti om Nebukadnezars angreb på Juda
6 Herren sagde til mig: 7 „Du menneske, vend dig imod Jerusalem og profetér imod Israel og imod templet. 8 Sig til Israels folk: Hør, hvad Herren siger: Nu angriber jeg jer. Jeg trækker mit sværd og udrydder både de retskafne og de onde. 9 Jeg skåner ingen, men svinger sværdet mod alle fra syd til nord for at straffe mit folk. 10 Da vil alle forstå, at det er mig, Herren, der har trukket sværdet, og jeg stikker det ikke tilbage i skeden.
11 Du menneske, i folkets påhør skal du sukke af sorg med sønderknust hjerte. 12 Og når de spørger dig, hvorfor du sørger, skal du svare: ‚Fordi Herren har givet mig dårlige nyheder om noget, der snart vil ske. Når det går i opfyldelse, vil alle tabe modet og ryste af skræk. Ja, ulykken er på vej! Det sker snart, siger Herren!’ ”
13 Herren sagde til mig: 14-16 „Sig til dem: Sværdet er pudset, så det blinker i lyset. Det er slebet skarpt og klar til at dræbe. Mit folks konge giver ingen glæde, og sværdet vil hugge alle ned.[b] Nu er sværdet parat til at slagte. Det lægges i bøddelens hænder. 17 Begynd at sukke og jamre, du menneske, for sværdet er rettet mod mit folk, og alle Israels ledere bliver slået ned. Vis bare din store fortvivlelse. 18 Mit folk bliver hårdt prøvet, og det er slut med Judas kongerige, for sværdet rammer alle, siger Herren. 19 Profetér, du menneske, og slå hænderne sammen som tegn på start. Sværdet vil slå til igen og igen. Det er et dræbende sværd, og mange vil miste livet. 20 Folk vil blive grebet af rædsel, for ved hver eneste port er der et draget sværd, der blinker i lyset. 21 Du sværd, hug ned til højre og venstre, hvor du end kommer frem. 22 Nu er tiden inde, og jeg udøser min vrede over jer. Jeg, Herren, har talt.”
23 Herren sagde til mig: 24-25 „Du menneske, tegn et landkort og markér de to ruter, som Babylons konges sværd kan følge, den ene mod Jerusalem i Juda, og den anden mod ammonitternes hovedstad Rabba. Tegn et vejskilt dér, hvor vejen fra Babylon deler sig i to i retning af de to byer. 26 Dér standser Babylons konge og tager varsler for at se, hvor han først skal tage hen. Han ryster pilene ud på jorden, rådspørger sine guder og undersøger offerdyrets lever. 27 Resultatet peger på Jerusalem. Så begynder han sin belejring af byen. Rambukkene bliver gjort klar uden for portene, man bygger angrebsramper, kaster volde op mod murene og venter på kampråbet. 28 Jerusalems indbyggere tror, det er en fejltagelse. De har jo indgået en pagt med Babylons konge. Men han minder dem om deres oprør og tager dem til fange på grund af deres synd.
29 Gud Herren siger: Fordi I fortsatte med at synde åbenlyst, og alle jeres handlinger afslører jeres ondskab, skal I nu føres i eksil.
30 Og du kong Zidkija, Israels ugudelige leder, nu er tiden inde, hvor du må tage din straf. 31 Tag din kongekrone af, siger Herren, for dit herredømme er forbi. Nu får de svage oprejsning, og de stolte blive kastet i støvet. 32 Landet vil ligge i ruiner, indtil den rette hersker kommer, som jeg vil overdrage magten til.[c]
33 Du menneske, profetér også imod ammonitterne, som har hånet mit folk.
Hør, hvad jeg har at sige til dem: Sværdet er pudset og slebet, klar til at dræbe. Det blinker i lyset. 34 Mens jeres seere fortæller jer om deres falske syner, og sandsigerne spår jer løgn, skal sværdet, når tiden er inde, ramme jer lige så hårdt som alle andre syndere. 35 I kan godt opgive kampen med det samme, for I bliver slået i jeres eget land. 36 Jeg vil udgyde min vrede over jer som en ild, der fortærer jer. Jeg overgiver jer i voldsmænds hænder, folk, der er trænede i at dræbe og ødelægge. 37 I bliver tilintetgjort i flammerne, og jeres blod vil blive udgydt over hele landet. Ingen vil herefter huske jer. Jeg, Herren, har talt.”
Jerusalems og Judas synd
22 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, døm Jerusalem, den morderiske by. Oprems folkenes synder. 3 Giv byen følgende budskab fra mig: Du har selv bragt straffen over dig ved at myrde uskyldige mennesker, og du har gjort dig uren ved at fremstille og dyrke afskyelige afgudsbilleder. 4 Du er skyldig, Jerusalem, og du er selv årsag til din ulykke. Nu er tiden inde til, at du får din straf. Jeg vil ramme dig så hårdt, at alle andre folkeslag vil se ned på dig. 5 Alle nationer, både nære og fjerne, skal håne dig for dit indre kaos og din afgudsdyrkelse.
6 Israels ledere misbruger deres magt til vold og mord. 7 Byens indbyggere er respektløse over for forældre, undertrykker de fremmede og mishandler enker og faderløse. 8 De ringeagter mine love og min helligdom, og de ignorerer mine sabbatsdage. 9 Folk arresteres og dømmes til døden på grundlag af sladder. Som en del af jeres afgudsdyrkelse holder I fester og begår al slags umoral rundt omkring på offerhøjene. 10 Nogle mænd har seksuelt samvær med deres mor eller stedmor, eller med en kvinde, som har menstruation. 11 Mange begår ægteskabsbrud, og nogle går i seng med en svigerdatter eller halvsøster.[d] 12 Korruptionen florerer i byen. Der er lejemordere, sortbørshandlere, pengeafpressere og profitmagere overalt. Men mig er der ingen, der skænker en tanke, siger Herren.
13 Men jeg gør ende på den strøm af undertrykkelse og mord, du har på samvittigheden, Jerusalem. 14 Regnskabets time er kommet, og så vil det vise sig, om du stadig er lige kry og selvrådig. Jeg, Herren, har talt, og mit ord står ved magt. 15 Jeg spreder jer ud blandt fremmede folkeslag og sætter en stopper for al den uretfærdighed, I har begået. 16 I vil blive ydmyget for øjnene af hele verden, og derefter vil I erkende, at jeg er Herren.”
17 Herren sagde til mig: 18 „Du menneske, Israels folk burde være som det ædle sølv, men er nu blandet med uædle metaller, såsom kobber, tin, jern og bly. 19-20 Derfor skal du sige til dem fra mig af: Fordi I er blandet op med uædle metaller, vil jeg hælde jer i en smeltedigel i Jerusalem. Jeg vil smelte jer over min vredes ild. 21-22 Jeg vil puste til ilden med min vredes åndepust, så I smelter som sølv, der smeltes over en voldsom ild. Derefter vil I forstå, at jeg er Herren, og at det er mig, der i min vrede har taget jer under behandling.”
23 Herren sagde til mig: 24 „Du menneske, sig til Israels folk, at når jeg udøser min vrede over landet, er det, som når regnen udebliver.[e] 25 Landets regenter opfører sig som sultne løver på rov. De dræber uskyldige mennesker, røver andres ejendom og gør mange kvinder til enker. 26 Landets præster bryder mine love, gør mit tempel urent og skelner ikke mellem helligt og syndigt, rent og urent. De overholder ikke sabbatten, men vanærer mig på alle måder. 27 Landets politiske ledere er som ulve på rov, parate til at myrde for pengenes skyld. 28 Profeterne holder hånden over dem ved at opdigte syner og varsler. ‚Hør Herrens ord!’ siger de, men jeg har ikke talt til dem. 29 Hele landets befolkning er blevet uhæderlig og voldelig. De fattige og fremmede bliver undertrykt. Der er hverken lov eller ret i landet.
30 Jeg søgte iblandt dem efter en retskaffen person, som ville kunne opbygge et forsvar og gå i forbøn for landet, så det ikke skulle ødelægges, men jeg fandt ingen. 31 Derfor må jeg udøse min vrede over dem og straffe dem med tilintetgørelse. De rammes af følgerne af, hvad de har gjort, siger Herren.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.