Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Beginning

Read the Bible from start to finish, from Genesis to Revelation.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Aabenbaringen 17-19

Babylon, den store skøge

17 En af de syv engle, som hver havde fået en skål med Guds vrede, kom hen for at tale med mig. „Kom!” sagde han. „Jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som bor ved de mange vande. Jordens konger har forgudet hende, og alle, der bor på jorden, har beruset sig i hendes forførende vin.”

Englen bragte mig i ånden ud i en ørken, hvor jeg så en kvinde sidde på et skarlagenrødt uhyre, der havde syv hoveder og ti horn. Uhyret var fuldt af blasfemiske ord. Kvinden var klædt i kostbart, purpurfarvet og skarlagenrødt tøj, og hun havde smykket sig med guld, ædelsten og perler. I hånden havde hun et guldbæger, som var fyldt til randen med modbydelige og urene symboler på hendes onde handlinger. På hendes pande var der skrevet et hemmelighedsfuldt navn: „Det Mægtige Babylon, igangsætteren af al jordens modbydelighed og afguderi.” Og jeg så, at kvinden var beruset efter at have drukket blodet fra de mennesker, der troede på Jesus og ikke fornægtede ham. Jeg blev meget forundret, da jeg så hende.

Englen sagde til mig: „Hvorfor er du forundret? Lad mig forklare dig hemmeligheden om kvinden og det uhyre med de syv hoveder og ti horn, som hun sidder på. Uhyret har haft stor magt, men har det ikke nu. Det vil stige op fra afgrunden med ny magt, men det går sin undergang i møde. Alle dem, der bor på jorden, hvis navne ikke fra verdens grundlæggelse har været skrevet i livets bog, vil fyldes af beundring for det uhyre, som var engang, ikke er nu, men snart kommer tilbage.

Her gælder det om at have visdom. De syv hoveder symboliserer de syv høje, som kvinden sidder på, men de viser også hen til syv konger. 10 Fem er faldet, en regerer nu, og den sidste er endnu ikke kommet. Når han kommer, vil han kun have magt i kort tid. 11 Selve uhyret, som var engang, men ikke er nu, symboliserer en konge nummer otte, af samme art som de syv, men også den konge vil gå sin undergang i møde. 12 De ti horn symboliserer ti fyrster, som ikke har noget at regere over, men i en kort periode vil de få lov at regere sammen med uhyret. 13 De ti har fælles mål og tanke, og de stiller deres magt og indflydelse til rådighed for uhyret. 14 De vil gå til angreb på Lammet, men Lammet vil sejre over dem, fordi han er Kongen over alle konger og har magten over alle magthavere. Og de, der står på Lammets side, er de kaldede, udvalgte og trofaste.”

15 Derefter sagde englen til mig: „De mange vande du så, dér hvor skøgen bor, symboliserer alverdens folkemasser, alle folkeslag og sprog. 16 Uhyret og de ti horn vil senere hade skøgen og ødelægge hende. De vil rive tøjet af hende, fortære hendes kød og brænde resterne op. 17 Det var nemlig en del af Guds plan, at de ti konger skulle underkaste sig uhyrets vilje, indtil Guds ord er gået i opfyldelse. 18 Kvinden, som du så sidde på de syv høje, symboliserer Den Store By, som alle jordens herskere bøjer sig for.”

Babylons fald

18 Derefter så jeg en anden engel komme ned fra Himlen. Den havde stor magt, og dens herlighed oplyste jorden. Den råbte med høj stemme: „Hun er faldet! Det mægtige Babylon ligger i ruiner! Byen er nu bolig for dæmoner, et fængsel for alverdens forhadte, urene ånder, et opholdssted for alskens urene fugle, for alle slags urene og afskyelige dyr. Alle folkeslag drak af hendes forførende vin.[a] Alle jordens konger forgudede hende. Alverdens handelsfolk blev rige på grund af hendes liv i overvældende luksus.”

Dernæst hørte jeg en anden stemme råbe fra Himlen: „Mit folk, fjern jer fra hende, så I ikke tager del i hendes synder og bliver ramt af hendes plager, for hendes synder har tårnet sig op til himlen, og Gud vil straffe hendes ondskab. Hun vil få løn som forskyldt, ja en dobbelt portion straf for alt det onde, hun har gjort. Fyld det bæger op, hun har forført andre med, men gør drikken dobbelt så stærk! Hun vil få lige så meget sorg og pine, som hun før havde selvglæde og luksus. Hun sagde til sig selv: ‚Jeg er en rig dronning og ikke en fattig enke. Sorg kommer jeg aldrig til at opleve.’ Derfor skal hun på én og samme dag blive ramt af alle sine plager: Sult, sorg og død. Hun skal komme til at brænde op, for Gud Herren, som dømte hende, er stærk.

Når regenterne på jorden, som forgudede hende og tog del i hendes luksus, ser røgen fra de brændende ruiner, vil de græde og sørge over hende. 10 De vil holde sig på lang afstand af frygt for, at hendes plager skal ramme dem, og de vil råbe: ‚Ak og ve, du store by! Babylon, du mægtige by! På én time kom straffen over dig!’

11-12 Jordens handelsmænd vil græde og sørge over hende, fordi ingen mere køber deres varer, deres ladninger af guld, sølv, ædelsten, perler, fint linned, silke og kostbare stoffer, fornemt træ, udsøgte elfenbens- og træskærerarbejder, samt fine ting af kobber, jern og marmor. 13 Der er heller ikke salg i deres kostbare krydderier, røgelse, parfumer, vin, olivenolie, fint mel, hvede, køer, får, heste, vogne og slaver. 14 Deres tanker går til den ødelagte by: ‚De vidunderlige ting, du satte så stor pris på, kan du ikke nyde længere, og alle dine kostbarheder er ødelagt. Det er alt sammen forbi for evigt.’

15 Handelsmændene, der har tjent formuer ved at sælge deres varer til hende, holder sig på lang afstand af frygt for, at hendes plager skal ramme dem. De vil græde og sørge 16 og råbe: ‚Ak og ve! Det var en mægtig by, den var som en dronning klædt i det fineste purpur og skarlagenrøde klæder, smykket med guld, ædelsten og perler. 17 Al den umådelige rigdom blev ødelagt—på én time.’

Alle, der sejler på havene, styrmænd, kaptajner og menige søfolk stod på lang afstand, 18 og mens de så på røgen fra brandtomten, råbte de: ‚Verdens rigeste by ligger i ruiner!’ 19 De sørgede og græd, kastede støv på hovedet og råbte: ‚Ak og ve. Hvilken storslået by! Alle, der havde skibe på havet, blev rige på grund af dens købekraft. Men nu er den lagt i aske—på én time!’ ”

20 Til slut råbte stemmen: „Fryd dig, Himmel! Glæd jer, I som tilhører Gud! Glæd jer, apostle og profeter! For Gud har givet jer oprejsning og dømt hende, der kæmpede imod jer.”

21 En vældig engel tog en sten, der var så stor som en møllesten, kastede den i havet og råbte: „Så hurtigt og voldsomt vil den store by, Babylon, blive fjernet fra jordens overflade. 22 Aldrig mere skal der lyde sang eller musik derfra, hverken harper, fløjter eller trompeter. Aldrig mere vil man høre den kendte lyd af håndværkere i arbejde eller kvinder ved kværnen. 23 Aldrig mere skal der tændes en lampe, og ingen brudepars glade stemmer skal høres. Denne bys handelsmænd var de rigeste i verden. Alle folkeslag blev forført af byens besnærende rigdom. 24 Og den var skyld i, at Guds folk og profeter ud over hele verden blev slået ihjel.”

Lammets bryllup

19 Efter dette hørte jeg et vældigt råb fra en stor flok mennesker i Himlen:

„Halleluja!
    Nu er Guds herlighed kommet med kraft og frelse.
Hans domme er korrekte og retfærdige.
Han dømte den store skøge,
    som ødelagde verden med sin forførelse.
Han straffede hende, som dræbte hans tjenere.
Halleluja!
    Røgen fra byen vil stige op i al evighed.”

De 24 medregenter og de fire levende væsener faldt på knæ og tilbad Gud, der sad på tronen. „Amen! Halleluja!” råbte de. Derpå lød en stemme fra tronen: „Pris Gud, alle hans tjenere og de, der ærer ham, både kendte og ukendte!”

Dernæst hørte jeg lyden af råb fra en stor menneskemængde. Det var en buldrende lyd som et mægtigt vandfald eller en kraftig torden:

„Halleluja!
Nu er det Herren, den Gud, som hersker over alle ting, der regerer!
    Lad os være glade og juble og lovprise ham.
Nu kan Lammets bryllupsfest begynde.
    Hans brud har gjort sig parat,
        hun har fået en skinnende hvid klædning at tage på.”

(Den hvide klædning er Guds folks gode gerninger.)

Englen sagde nu til mig: „Skriv: Velsignede er alle, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.” Og han fortsatte: „De ord, du hørte, er Guds sande ord!” 10 Jeg kastede mig ned for hans fødder for at hylde ham, men han sagde til mig: „Nej, gør det ikke. Jeg er Guds tjener ligesom du og de andre kristne, der holder fast ved budskabet om Jesus. Giv Gud al ære, for den profetiske Ånd fortæller om Jesus og ophøjer ham.”

Rytteren på den hvide hest

11 Derefter så jeg Himlen blive åbnet, og en person kom ridende på en hvid hest. Han blev kaldt „Trofast og Sand”, for han dømmer retfærdigt og fører kun retfærdig krig. 12 Hans øjne strålede som ild. På hovedet havde han mange kroner, og der stod et navn, som kun han selv kan tyde. 13 Kappen, han havde om sig, var dyppet i blod, og hans navn var „Guds Ord”. 14 En meget stor flok ryttere kom ud fra Himlen på hvide heste. De var iført skinnende hvide klæder og sluttede sig til den første rytter. 15 I munden havde han et skarpt sværd, som han vil bruge mod folkeslagene, for han vil herske over dem med et jernscepter og udføre den højeste Guds straf, som når man træder druer i en vinperse. 16 På hans kappe og hans lår[b] stod der en beskrivelse: „Kongen over alle konger” og „Herren over alle herrer”.

17 Derefter så jeg en anden engel, der stod i solen. Han råbte med høj stemme til alle fugle, som flyver højt over jorden: „Kom til Guds store festmåltid! 18 Kom og spis kødet af regenter, hærchefer og helte, af heste og ryttere, af slaver og frie, høj og lav!” 19 Dernæst så jeg uhyret og alle jordens regenter og deres hære. De samlede sig til krig mod ham, der sad på hesten, og mod hans hær. 20 Men uhyret blev overmandet sammen med den falske profet, der havde udført mirakler på uhyrets vegne. (De mirakler havde forført dem, der bar uhyrets mærke, og dem, der tilbad dets statue). Begge to blev kastet levende i søen med brændende svovl. 21 Men resten blev dræbt med det sværd, som han, der sad på hesten, havde i munden. Og alle fuglene åd sig mætte i de dræbtes kød.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.