Book of Common Prayer
Bøn om Herrens indgreb
102 Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp.
2 Herre, hør min bøn,
lad mit nødråb nå frem til dig.
3 Vend dig ikke bort fra mig,
for jeg lider og er i stor nød.
Hør mig, når jeg kalder på dig,
kom mig hurtigt til hjælp.
4 Jeg føler mit liv forsvinde som en røg,
det er, som om jeg blev lagt på et bål.
5 Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne,
jeg har mistet lysten til at spise.
6 Jeg sukker og stønner højlydt,
jeg er snart ikke andet end skind og ben.
7 Jeg er mager som en grib i ørkenen,
som en ugle i øde ruiner.
8 Om natten ligger jeg vågen og jamrer,
så ulykkelig som en ensom fugl på taget.
9 Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender,
de gør nar af mig og forbander mig.
10 Den mad, jeg spiser, smager som aske,
min drik er blandet med tårer,
11 fordi du udøste din vrede over mig,
du tog mig i kraven og kastede mig bort.
12 Mit liv er snart forbi som aftenskyggen,
jeg visner bort som afskåret græs.
13 Men du, min Gud, sidder evigt på tronen,
din storhed berømmes fra slægt til slægt.
14 Rejs dig og se i nåde til Zion.
Det er tid til at vise din barmhjertighed,
du har jo lovet at komme os til hjælp.
15 Selv om Jerusalem ligger i ruiner,
elsker dit folk byens sten og murbrokker.
16 Folkeslag skal ære Herrens navn,
og jordens konger skal frygte for hans magt.
17 For Herren vil genopbygge Jerusalem,
han vil åbenbare sin magt og herlighed.
18 Han vil lytte til de nødstedtes råb,
ikke afvise deres indtrængende bøn.
19 Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld,
så kommende generationer må prise Herren.
20 Herren ser os fra sin bolig i himlen,
han betragter jorden fra sit himmelske tempel.
21 Han hører de tilfangetagne stønne og klage,
han befrier dem, som var dømt til at dø.
22 Sådan skal Herrens magt fejres i Zion,
hans frelse skal prises i Jerusalem.
23 Da vil nationerne rådslå med hinanden,
og konger skal bøje sig for Herren.
24 Herre, du har ramt mig i min bedste alder,
jeg føler, at min livskraft ebber ud.
25 Åh, min Gud, du som lever for evigt,
lad mig ikke dø i min bedste alder.
26 I begyndelsen grundlagde du jorden,
med egne hænder skabte du himmelrummet.
27 Det hele skal forgå, men du vil bestå.
Himmel og jord slides op som en klædning,
du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.
28 Men du er altid den samme,
dine leveår får aldrig ende.
29 De kommende slægter skal leve i sikkerhed,
de skal få lov at trives i din nærhed.
Herrens trofasthed mod sit folk
107 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Det er, hvad Herrens folk bør sige,
dem, han befriede fra fjendens magt
3 og bragte tilbage fra fjerne lande,
fra øst og vest og syd og nord.
4 De måtte vandre længe gennem øde egne,
de ledte efter et sted at bo.
5 De var udmattede af sult og tørst
og nær ved at give op.
6 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
7 Han førte dem ad den rigtige vej
til en by, hvor de kunne bosætte sig.
8 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
9 Han slukkede de udmattedes tørst,
og han mættede de sultne med gode gaver.
10 De sad i et trøstesløst mørke
og led under deres fangenskab,
11 fordi de havde gjort oprør mod Gud,
ringeagtet den Højestes bud.
12 Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser,
når de segnede, hjalp ingen dem op.
13 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
14 Han førte dem ud af mørket
og rev deres lænker i stykker.
15 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene.
16 Han sprængte porte af bronze
og huggede gennem slåer af jern.
17 De blev mishandlet og betragtet som tåber
på grund af deres synd og oprør mod Gud.
18 De mistede appetitten og fik kvalme af maden,
de var døden nær af sult.
19 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
20 Han sagde blot et ord, og de blev reddet,
han rev dem ud af dødens gab.
21 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere han gør for menneskene.
22 Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed,
synge med glæde om hans vældige gerninger.
23 Nogle stod til søs med deres skibe,
drev handel på det store hav.
24 Også de fik Herrens gerninger at se,
de undere han udførte på havet.
25 Han befalede stormvejret at bryde løs,
bølgerne rejste sig som bjerge.
26 De steg mod himlen, sank atter ned i dybet.
Sømændene var ved at give op over for orkanen.
27 De ravede rundt som fulde folk,
de kunne intet stille op.
28 Men i deres nød råbte de til Herren,
og han reddede dem ud af problemerne.
29 Stormen blev stille som en hvisken,
havets bølger faldt hurtigt til ro.
30 Da fyldtes de af fred, åndede lettet op,
og han førte dem til deres rejses mål.
31 De bør takke Herren for hans trofasthed,
for de undere, han gør for menneskene,
32 ophøje ham offentligt i folkets forsamling
og for landets ledende råd.
Saul og Samuel mødes
9 Der var en rig og anset mand af Benjamins stamme, som hed Kish. Kish var søn af Abiel, som var søn af Zeror, som var søn af Bekorat, som var søn af Afia. 2 Kish havde en søn, der hed Saul. Han var den flotteste fyr i hele Israel, og han var et hoved højere end nogen anden i landet.
3 En dag var nogle af Kish’ æsler løbet væk. Derfor sagde han til Saul: „Tag en tjener med dig og gå ud og led efter dem.” 4 Saul og hans tjener gennemsøgte Efraims højland, Shalisha-egnen, Shalim-egnen og hele Benjamins land uden at finde æslerne. 5 Da de til sidst nåede Zuf-området, sagde Saul til tjeneren: „Lad os gå hjem. Nu er min far sikkert mere bekymret for os end for æslerne.”
6 Men tjeneren svarede: „Ved du hvad? I den by dér bor der en Guds profet, som folk har stor respekt for, fordi alt, hvad han siger, sker. Lad os opsøge ham. Måske han kan fortælle os, hvor vi kan finde æslerne.”
7 „Men vi har ingen penge med, så vi kan betale ham,” indvendte Saul. „Vi har ingen verdens ting, ikke engang et stykke brød.”
8 „Jo,” svarede tjeneren. „Jeg har et lille stykke sølv, en kvart shekel. Den vil jeg give ham, så han kan sige os, hvad vi skal gøre.” 9-11 „Godt,” sagde Saul. „Lad os så bare prøve.”
Så begav de sig op ad bakken mod byen, hvor profeten holdt til. Undervejs mødte de nogle unge piger, som var på vej ned for at hente vand, og de spurgte dem: „Er seeren hjemme?” (På den tid kaldte man endnu profeter for „seere”. „Lad os gå hen og spørge seeren,” sagde man, når man ville spørge Gud til råds).
12-13 Pigerne svarede: „Jo, han er kommet til byen i dag, for der skal ofres et dyr på offerhøjen. Hvis I følger vejen lige frem og går ind i byen, vil I træffe ham der. Han går snart op til offerhøjen, for det er ham, der skal velsigne slagtofferet, og folk har ikke lov at spise af slagtofferet, før han kommer.”
14 Så skyndte de sig op til byen, og netop som de kom til byporten, kom Samuel gående hen imod dem på vej til offerhøjen.
17 Nu nærmede tidspunktet sig, da Gud ville opfylde sit løfte til Abraham om, at hans efterkommere skulle befries fra slaveriet og få det lovede land i eje. Netop i den periode voksede det jødiske folk og blev meget talstærkt i Egypten. 18 Så kom der en ny konge til magten, og han kendte ikke noget til Josefs bedrifter. 19 Han udnyttede vores folk groft og mishandlede vores forfædre. Blandt andet tvang han de israelitiske forældre til at sætte deres spædbørn ud, så de døde. 20 På den tid blev Moses født, og Gud syntes godt om barnet. I tre måneder passede moderen i al hemmelighed det lille barn hjemme, 21 men til sidst måtte hun alligevel sætte ham ud. Faraoens datter fandt ham og adopterede ham, 22 og han blev oplært i egypternes visdom og voksede op til at blive en magtfuld mand i ord og gerning.
23 Da Moses var 40 år gammel, besluttede han at opsøge sine landsmænd, Israels folk. 24 Under sit besøg hos dem blev han øjenvidne til, at en egypter mishandlede en israelit. Moses angreb egypteren og slog ham ihjel. 25 Han regnede nu med, at det måtte få hans landsmænd til at indse, at Gud havde sendt ham for at redde dem, men det forstod de ikke.
26 Næste dag fik han øje på to israelitter, der var oppe at slås. Han forsøgte at lægge sig imellem og råbte: ‚Stands! Hvorfor slås I, når I er landsmænd?’ 27 Men manden, som var årsag til slagsmålet, skubbede Moses til side og sagde: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? 28 Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?’ 29 Da Moses hørte det, flygtede han skyndsomt ud af landet og boede som fremmed i Midjan, hvor han blev gift og fik to sønner.
Jesus forudsiger, at Peter vil tage afstand fra ham(A)
31 Jesus henvendte sig nu til Simon Peter: „Simon, Satan vil friste jer til fald, 32 men jeg har bedt om, at du ikke skal miste troen. Når du senere hen angrer og omvender dig, da styrk de andre disciple.”
33 „Herre,” svarede Peter, „for dig er jeg villig til at gå i fængsel, ja, til at dø, om det skal være.”
34 „Det siger jeg dig, Peter, inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
Hårde tider forude
35 Derefter spurgte Jesus disciplene: „Da jeg sendte jer ud uden pung eller taske eller ekstra sandaler, kom I da til at mangle noget?” „Nej,” svarede de.
36 „Men nu skal den, som har penge, tage dem med. Den, som har en taske, skal tage den med, og den, som ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe et. 37 Det skriftsted, der siger: ‚Han blev regnet som en synder,’[a] vil snart gå i opfyldelse, for det, der er skrevet om mig, skal nødvendigvis opfyldes.”
38 „Se, Herre! Vi har to sværd!”
„Nok om det,” svarede Jesus.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.