Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 63

Længsel efter Herren

63 En sang af David, da han opholdt sig i Judæas ødemark.

Gud, du er min Gud, og jeg opsøger dig.
    Min sjæl tørster efter fællesskab med dig.
Hele min krop sukker efter et møde med dig
    i dette afsvedne og tørre land.
Jeg har oplevet din nærhed i helligdommen,
    jeg har set din magt og herlighed.
At opleve din godhed er mere værd end livet.
    Derfor vil jeg altid lovsynge dig.
Jeg vil takke dig, så længe jeg lever,
    løfte mine hænder i tilbedelse til dig.
Du mætter min sjæl med udsøgte retter,
    jeg lovsynger dig med fryd i hjertet.
Når jeg ligger i min seng, mindes jeg din storhed,
    jeg tænker på din nåde, når jeg vågner om natten.

Jeg husker, hvor ofte du har hjulpet mig,
    jeg fryder mig under dine vingers skygge.
Jeg klynger mig til dig,
    og du holder mig i dine stærke arme.
10 Mine fjender prøver at dræbe mig,
    men de skal styrtes i dødsriget.
11 De skal falde for sværdet
    og blive føde for sjakaler.
12 Men jeg vil glæde mig over min Gud.
    Enhver, der stoler på ham, har grund til at juble,
        men de falske bedragere må forblive tavse.

Salme 98

Lovsang til Gud for hans frelse

98 Syng en ny sang for Herren
    om de underfulde ting, han har gjort.
Han har vundet en vældig sejr
    ved sin egen guddommelige kraft.
Han har vist sin magt til at frelse,
    alle folkeslag har set hans retfærdige dom.

Han har vist sin trofasthed og nåde mod Israel,
    hele jorden har set, hvordan han frelste sit folk.
Bryd ud i lovsang til Gud, hele jorden,
    råb af fryd og syng af glæde.
Syng for Herren til harpeklang,
    lad lovsangen lyde til strengespil,
til trompeter og vædderhornets lyd,
    en vældig symfoni til Herren, vor konge.
Lad havet med alt dets liv stemme i,
    sammen med jorden og alle dens folk.
Lad floderne juble og klappe i hænderne,
    bjergene bryde ud i glædessang for Herren,
for han kommer og dømmer jorden.
    Han dømmer verden med retfærdighed,
        alle folkeslag får en fair behandling.

Salme 103

Guds nåde og trofasthed

103 En sang af David.

Min sjæl, pris Herren,
    alt i mig skal ophøje hans hellige navn.
Min sjæl, pris Herren,
    glem ikke hans velgerninger.

Han tilgiver alle mine synder
    og helbreder alle mine sygdomme.
Han frier mig fra dødens gab,
    velsigner mig med sin nåde og godhed.
Han mætter mig med gode gaver,
    jeg får min livskraft igen som ørnen.

Han lader retfærdigheden ske fyldest,
    så de undertrykte får deres ret.
Han åbenbarede sine planer for Moses,
    Israels folk var vidner til hans undere.
Herren er barmhjertig og nådig
    med tålmodig og trofast kærlighed.
Han fortsætter ikke med at anklage os,
    bliver ikke ved med at være vred.
10 Han giver os ikke løn som forskyldt,
    straffer os ikke i forhold til vore synder.
11 Så højt som himlen er over jorden,
    så stor er hans nåde mod dem, der har ærefrygt.
12 Så langt som østen er fra vesten,
    har han fjernet vore synder fra os.
13 Som en far er barmhjertig mod sine børn,
    er Herren barmhjertig mod dem, der ærer ham.
14 Han forstår, hvor skrøbelige vi er,
    han ved, at vi kun er som støv.
15 Vores liv på jorden er som græsset,
    som markblomster, der hurtigt forsvinder.
16 Blæsten gør en ende på blomsten,
    man skulle tro, den aldrig havde været der.

17 Men Herrens trofasthed er evig,
    den omslutter dem, der ærer ham.
Hans godhed bliver alle generationer til del,
18     hvis de holder hans pagt og adlyder hans bud.
19 Herren sidder på sin trone i Himlen,
    alt er underlagt hans herredømme.
20 Lovpris Herren, alle hans engle,
    I vældige krigere, som adlyder hans ordrer
        og udfører alle hans befalinger.
21 Ja, pris Herren, I englehære,
    som tjener ham og udfører hans vilje.
22 Pris Herren, alle hans skabninger,
    hvor I end befinder jer i hans rige.
Min sjæl, pris Herren.

Amos 9:11-15

Davids rige skal genrejses

11 Til sin tid vil jeg genopbygge Davids rige. Jeg vil udbedre skaderne, genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen, så det bliver som før. 12 Derefter skal Israels folk overtage resterne af Edom og de andre folkeslag, som også tilhører mig.” Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.

13 Herren siger: „Engang bliver der igen fremgang og frugtbarhed, så man ikke bliver færdig med at høste, før det er tid til at pløje, og så man ikke bliver færdig med at presse druerne, før det er tid til at plante. Bjergskråningerne vil dryppe af druernes saft. 14 Jeg vil sætte mit folk, Israel, fri af fangenskabet. Da skal de genopbygge deres ødelagte byer og flytte ind i dem. De skal plante vingårde og drikke vinen derfra. De skal anlægge haver og nyde frugten deraf. 15 Jeg planter dem tilbage i deres land. Aldrig mere skal de rykkes op fra det land, jeg har givet dem.” Herren, Israels Gud, har talt!

2 Tessalonikerne 2:1-3

Før Jesus kommer igen, vil ondskaben vokse

1-2 Hvad angår spørgsmålet om, hvornår vores Herre, Jesus Kristus, kommer igen, og hvordan vi skal mødes med ham, så beder vi jer om ikke at blive forvirrede eller forskrækkede over rygter om, at han allerede skulle være kommet. Tro ikke på den slags, lige meget om det kommer via såkaldt åndelig åbenbaring, via et kundskabsord eller via et brev, som man påstår, vi skulle have skrevet. Lad ikke nogen vildlede jer.

Før Herrens Dag kommer, bliver der et stort oprør mod Gud, og Det onde[a] Menneske, som er dømt til fortabelse, vil komme frem af sit skjul.

2 Tessalonikerne 2:13-17

Opmuntring til at stå fast

13 Vi har virkelig grund til at takke Gud for jer til hver en tid, venner. Herren elsker jer, og Gud udvalgte jer til at være blandt de første, der blev frelst. I kom til tro på sandheden og blev renset og helliget af hans Ånd. 14 Gennem budskabet om Kristus, som vi bragte til jer, får I del i den herlighed, som kommer fra Jesus Kristus, vores Herre.

15 Stå fast, kære venner, og hold jer til den undervisning, I fik af os, enten det var mundtligt eller gennem et brev. 16 Herren Jesus Kristus og Gud, vores Far, som elsker os og i sin nåde har givet os en evig trøst og et sikkert håb, 17 vil selv opmuntre jer og styrke jer til gode ord og handlinger.

Johannes 5:30-47

30 Jeg kan ikke gøre noget af mig selv, men jeg lytter til min Far, og på det grundlag dømmer jeg. Derfor er min dom retfærdig. Det er jo ikke min egen vilje, jeg vil fremme, men hans vilje, som sendte mig.

Forskellige vidneudsagn om Jesus som Guds Søn

31 Hvis jeg anbefaler mig selv, er min anbefaling ikke gyldig. 32-33 Men nu er der en anden, som har fortalt jer om mig, og det er Johannes. I har selv forhørt jer hos ham, og jeg kan forsikre jer for, at det, han har sagt om mig, er sandt. 34 Jeg er ikke afhængig af menneskers vidneudsagn, men jeg har sagt det her i håb om, at I vil tro på, hvad jeg siger, og få del i det evige liv. 35 Johannes var for en tid som lyset fra en lampe, og I var glade for at høre, hvad han havde at sige, 36 men jeg henviser til et vidnesbyrd, der er større end hans, nemlig de undere, jeg har gjort. Det er min Far, der giver mig magt til at udføre dem, og de viser, at Faderen har sendt mig.

37 Også Faderen selv har vidnet om mig, men I har aldrig set eller hørt ham. 38 Og fordi I nægter at tro på den, han har sendt, har hans ord ikke slået rod i jer.

39 Skriften fortæller også om mig. I studerer Skriften, fordi I tror, at I finder det evige liv dér. Og selv om Skriften fortæller om mig, 40 er I alligevel ikke villige til at komme til mig for at få livet.

41 Jeg er ikke ude efter menneskers anerkendelse. 42 Jeg ved, hvordan I er, og at I ikke har kærligheden til Gud i jer. 43 Jeg er kommet, fordi min Far har sendt mig, men I vil ikke høre efter, hvad jeg siger. Men folk, der ikke er sendt af ham, og som kun anbefaler sig selv, dem lytter I gerne til. 44 I søger efter anerkendelse fra hinanden, men den anerkendelse, som kommer fra den eneste sande Gud, den er I ikke interesseret i. Hvordan skulle I da kunne tro på mig?

45 I skal ikke tro, det er mig, der vil anklage jer over for Faderen. Nej, det bliver Moses, ham som I har sat jeres lid til. 46 Hvis I virkelig troede Moses, ville I også tro på mig, for det er om mig, han har skrevet. 47 Men hvis I ikke tror på hans skrifter, hvordan skulle I så kunne tro på mig?”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.