1 Mosebog 15-21
Bibelen på hverdagsdansk
Guds løfte til Abram
15 Senere talte Herren til Abram i et syn: „Vær ikke bange, Abram, for jeg er med dig, og jeg vil belønne dig rigeligt.” 2-3 „Men almægtige Herre,” udbrød Abram, „hvad skal jeg med din velsignelse, hvis jeg dør barnløs? Min tjener Eliezer kommer til at arve al min rigdom, for du har jo ikke givet mig en søn.” 4 Men Herren svarede: „Nej, han skal ikke være din arving. Det skal din egen søn!”
5 Herren førte nu Abram udenfor og sagde: „Kig op mod himlen og prøv at tælle stjernerne. Dine efterkommere skal blive lige så talrige.” 6 Abram troede på Herren, og derfor blev han accepteret.
7 Herren fortsatte: „Jeg er Herren, som førte dig fra din hjemby Ur for at give dig det land, du nu bor i.” 8 Men Abram indvendte: „Almægtige Herre, hvordan kan jeg være sikker på, at du vil give mig det?” 9 Da sagde Herren: „Bring mig en treårs kvie, en treårs ged, en treårs vædder, en turteldue og en ung due.”[a] 10 Abram hentede dyrene og slagtede dem. Så skar han dem midt igennem på langs og lagde halvdelene overfor hinanden. Dog skar han ikke fuglene over. 11 Straks slog gribbene ned på de døde dyr, men Abram jog dem bort.
12 Hen mod aften faldt Abram i en dyb søvn, og et stort og frygteligt mørke sænkede sig over ham.
13 Da sagde Herren til Abram: „Dine efterkommere vil komme til at bo i et fremmed land i 400 år og opleve slaveri og undertrykkelse, 14 men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem, og til sidst skal dit folk rejse bort derfra med megen rigdom. 15 (Dette skal dog ikke ske i din tid. Du skal nå en høj alder og dø i fred.) 16 Fire generationer[b] senere skal de vende tilbage til dette land. På det tidspunkt er amoritternes synd blevet så voldsom, at jeg må straffe dem.”
17 Da Abram vågnede, var solen gået ned, og han så noget som en rygende ovn eller en flammende fakkel passere midt imellem halvdelene af de døde dyr. 18 Sådan bekræftede Herren den dag pagten med Abram. „Jeg giver dette land til dig og dine efterkommere,” sagde han, „lige fra grænsen til Egypten mod syd og op til Eufratfloden mod nord—hele det område, 19 som bebos af kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, 20 hittitterne, perizzitterne, refaitterne, 21 amoritterne, kana’anæerne, girgashitterne og jebusitterne.”
Menneskelig problemløsning
16 Abrams kone, Saraj, kunne stadig ingen børn få, men hun havde en egyptisk slavepige, der hed Hagar. 2-3 En dag sagde hun til Abram: „Herren har hindret mig i at få børn. Prøv du at gå ind til Hagar. Måske hun så får en søn, som jeg kan regne for min egen.”
Abram gik ind på forslaget, og Saraj gav ham egypterpigen Hagar som hans anden kone. Dette skete ti år efter, at Abram var kommet til Kana’ans land. 4 Men da Hagar blev gravid, viste hun foragt for Saraj.
5 Saraj beklagede sig til Abram: „Hvorfor tillader du Hagar at være nedladende overfor mig? Jeg gav dig min slavepige, for at jeg kunne få en søn, men nu hvor hun er gravid, har hun ingen respekt for mig. Må Herren selv dømme om du eller jeg har ret!”
6 „Siden hun er din slavepige, kan du gøre med hende, hvad du vil,” svarede Abram. Fra da af var Saraj så hård imod Hagar, at hun til sidst løb sin vej.
7 Herrens engel fandt hende ved en kilde langs den øde vej til Shur. 8 Englen sagde til hende: „Hagar, Sarajs slavepige, hvor kommer du fra, og hvor er du på vej hen?” „Jeg er løbet væk fra min frue,” svarede hun. 9 „Vend tilbage til din frue og adlyd hende,” fortsatte englen. 10 „Jeg vil give dig flere efterkommere, end man kan tælle. 11 Du skal føde en søn, som du skal give navnet Ishmael.[c] Herren har nemlig hørt din bøn om hjælp. 12 Men din søn bliver en mand med et hidsigt temperament og stædig som et æsel. Han vil være i oprør mod alle, og alle vil være imod ham. Selv sine nærmeste slægtninge vil han strides med.”
13 Efter den oplevelse omtalte Hagar altid Herren, der havde talt til hende, som „den Gud, der ser mig”, for—som hun sagde: „Jeg har set den Gud, som ser mig.” 14 Senere blev stedet kaldt Be’er-Lahaj-Roi.[d] Den findes stadig mellem Kadesh og Bered.
15 Så fødte Hagar en søn, og Abram kaldte ham Ishmael. 16 På det tidspunkt var Abram 86 år gammel.
Pagten med Abraham
17 Da Abram var 99 år gammel, viste Herren sig for ham og sagde: „Jeg er den almægtige Gud! Adlyd mig og gør, hvad der er rigtigt. 2 Jeg opretter en pagt med dig. Jeg lover dig, at dine efterkommere skal blive umådelig talrige.”
3 Abram bøjede sig med ansigtet mod jorden i ærefrygt, og Gud fortsatte: 4 „Dette er mit pagtsløfte til dig: Du skal blive far til mange folkeslag. 5 Jeg vil også give dig et andet navn. Du skal ikke længere hedde Abram, men Abraham[e], for du skal blive far til mange folkeslag. 6 Mange folk vil se dig som deres far, og konger skal nedstamme fra dig. 7 Denne pagt skal fortsætte fra slægt til slægt—til evig tid. Jeg vil altid være din Gud og dine efterkommeres Gud. 8 Dette Kana’ans land, hvor du nu bor som fremmed, giver jeg til dig og dine efterkommere for evigt, og jeg vil være deres Gud. 9 Men du skal holde din del af pagten. Det gælder både dig og dine efterkommere fra slægt til slægt: 10-13 Alle mænd og drenge iblandt jer skal omskæres. Det skal være tegnet på, at I vil holde pagten. I skal omskære alle drenge på den ottende dag efter fødslen; det gælder også slaver, der hører til jeres husstand. Det skal være tegnet på pagten mellem os til evig tid. 14 Enhver, som ikke bliver omskåret, skal udelukkes fra folket, for han har brudt min pagt.”
15 Og Gud tilføjede: „Hvad din kone Saraj angår, skal du ikke længere kalde hende Saraj. Fra nu af skal du kalde hende Sara.[f] 16 Jeg vil velsigne hende og give dig et barn med hende. Hun skal blive stammor til mange folk—selv konger skal nedstamme fra hende.”
17 Da bøjede Abraham sig igen for Herren med ansigtet mod jorden, men han lo for sig selv og tænkte: „Kan en hundredårig blive far? Og kan Sara, der er 90, blive mor?” 18 Men til Gud sagde han: „Ja, Herre, må din velsignelse være med Ishmael!”
19 „Nej, det er Sara, der skal føde din søn!” svarede Gud, „og du skal kalde ham Isak.[g] Den samme pagt skal gælde for ham og for hans efterkommere til evig tid. 20 Hvad Ishmael angår, vil jeg gøre, som du siger. Jeg vil også velsigne ham og gøre hans efterkommere til et stort folk. Tolv fyrster skal nedstamme fra ham. 21 Men min pagt gælder ikke for Ishmael, men for Isak—den søn, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.” 22 Da Gud var færdig med at tale med Abraham, gik han sin vej.
23 Samme dag omskar Abraham sin søn Ishmael og alle andre mænd og drenge i sin teltlejr, sådan som Gud havde sagt. 24 Abraham var 99 år 25-26 og Ishmael 13 år, da de blev omskåret 27 sammen med alle deres slaver, både de købte og dem, der var født som slaver.
Gud besøger Abraham og gentager løftet om en søn
18 Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. 2 Pludselig lagde han mærke til, at der stod tre mænd i nærheden. Han løb dem i møde og bød dem velkommen ved at bøje sig dybt til jorden.
3 „Herre,” sagde han, „vis mig den gunst ikke at gå din tjeners dør forbi, men tag imod min gæstfrihed. 4 Lad mig sørge for, at I får vand til at vaske støvet af jeres fødder. I kan hvile jer under træet her. 5 Så kommer jeg med lidt mad, som I kan styrke jer på. Siden I nu er kommet denne vej, håber jeg, I vil gøre mig den ære at blive lidt, inden I rejser videre.” „Tak, det vil vi gerne,” svarede de.
6 Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” 7 Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den. 8 Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne.
9 „Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. 10 Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”
Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. 11 Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. 12 Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”
13 Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? 14 Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”
15 Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. „Jeg lo ikke!” løj hun. „Jo, du gjorde!” svarede Herren.
Abraham går i forbøn for Sodoma
16 Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. 17 Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? 18 Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. 19 Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”
20 Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. 21 Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” 22 De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. 23 Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? 24 Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? 25 Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”
26 Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”
27 Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. 28 Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”
29 „Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.”
30 „Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren.
31 „Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.”
32 Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.”
33 Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.
Sodomas ondskab
19 Samme aften ankom de to engle til Sodoma. Lot sad på torvet lige inden for byporten, og da han fik øje på dem, gik han dem straks i møde og bøjede sig ærbødigt for dem.
2 „Mine herrer,” sagde han, „kom hjem til mig og få vasket støvet af jeres fødder. I skal være mine gæster, og i morgen tidlig kan I så begive jer videre på rejsen.” „Nej tak,” svarede de. „Vi vil hellere tilbringe natten her på torvet.”
3 Men Lot pressede på, og til sidst gik de med ham hjem. Han fik bagt noget brød i en fart, selv om der ingen surdej var i huset, og han serverede et måltid mad for dem.
4 Efter måltidet, da de skulle til at gå til ro, blev huset omringet af byens mænd, både unge og gamle. 5 De råbte til Lot: „Hvor er de mænd, som kom for at overnatte hos dig? Bring dem ud til os, så vi kan have sex med dem!”
6 Men Lot gik ud til dem og lukkede døren efter sig. 7 „Rolig, venner!” sagde han. „Gør jer ikke skyldig i noget så ondt! 8 Jeg har to døtre, som endnu er jomfruer. Dem kan jeg bringe ud til jer. Så kan I gøre med dem, hvad I vil. Men I må lade disse mænd i fred. De er mine gæster og under min beskyttelse.”
9 „Flyt dig!” råbte de. „Hvad bilder du dig ind? Vi gav dig lov til at bo iblandt os, og så vil du fortælle os, hvad vi skal gøre eller ikke gøre! Bare vent til vi får fat i dig, så skal vi behandle dig værre end dine gæster!” De nærmede sig truende Lot, parate til at brække døren op om nødvendigt.
10 Da rakte de to mænd hænderne ud efter Lot, trak ham ind i huset og lukkede døren. 11 Samtidig gjorde de mændene udenfor blinde, så de ikke kunne finde døren.
12 „Har du nogen pårørende her i byen, Lot, svigersønner, sønner, døtre eller andre, som hører til din familie?” spurgte englene, „så sørg for at få dem ud af byen hurtigst muligt! 13 Vi har nemlig fået ordre til at tilintetgøre dette sted! Synden her er blevet så himmelråbende, at Herren har besluttet at ødelægge byen.”
14 Lot skyndte sig af sted til de mænd, der var forlovet med hans døtre. „I må forlade byen hurtigst muligt!” sagde han. „For Herren vil ødelægge den!” Men de troede, det var hans spøg.
Sodoma og Gomorra ødelægges
15 Ved daggry næste morgen, skyndede englene på Lot. „Få fat i din kone og dine to døtre og kom af sted, så I ikke skal miste livet på grund af byens synd.”
16 Da Lot tøvede, tog englene ham og hans kone og de to døtre ved hånden og førte dem skyndsomst uden for byen, for Herren ville redde dem.
17 „Løb for livet!” sagde englene. „Se jer ikke tilbage og stands ikke nogen steder i Jordandalen. Flygt op i bjergene, hvis I vil redde livet!” 18 Men Lot indvendte: „Åh nej, herre! 19 I skal have mange tak, fordi I har vist os den nåde at frelse os fra ødelæggelsen. Men vi kan ikke nå op i bjergene, før ulykken indhenter os, og vi dør. 20 Se den lille by derovre. Det er jo bare en lille landsby, som I ikke behøver at ødelægge. Kan vi ikke flygte derhen? Den er jo ikke ret langt væk.”
21 „Godt,” svarede englen, „jeg vil gå ind på dit forslag. Jeg vil sørge for, at den landsby ikke bliver ødelagt. 22 Men skynd dig! Jeg kan nemlig ikke gå i gang, før I er i sikkerhed i landsbyen.” Derfor kom landsbyen til at hedde Zoar.[h]
23 Solen var kommet et stykke op, før Lot ankom til Zoar. 24 Med det samme lod Herren ild og svovl regne ned fra himlen over Sodoma og Gomorra. 25 Han ødelagde byerne totalt tillige med hele Jordandalen, alle der boede der, og alt, hvad der voksede på markerne. 26 Men på vej bort fra byen, havde Lots kone set sig tilbage, og i det samme hun gjorde det, stivnede hun og blev til en saltstøtte.
27 Den næste morgen skyndte Abraham sig ud til det sted, hvor han havde stået og talt med Herren. 28 Da han kiggede ud over sletten i retning af Sodoma og Gomorra, så han en tyk røg stige til vejrs over hele området. 29 Men Gud havde hørt Abrahams bøn og frelst Lot ved at redde ham fra den katastrofe, som ødelagde byerne i dalen.
Lot og hans døtre
30 Senere forlod Lot Zoar, for han var bange for at blive boende der. I stedet tog han op i bjergene med sine to døtre og indrettede sig i en bjerghule. 31 En dag sagde den ældste søster til den yngste: „Der findes ingen mænd i dette øde område, som vi kan gifte os med. Desuden er vores far snart for gammel til selv at avle børn. 32 Lad os få ham til at drikke sig fuld og så ligge med ham, så hans slægt kan fortsætte.” 33 Så drak de ham fuld, og samme nat lå den ældste søster med sin far, men han sansede intet—hverken at hun lagde sig, eller at hun stod op.
34 Næste morgen sagde hun til den yngste: „Jeg lå hos vores far i nat. Lad os drikke ham fuld igen i aften, så du kan gøre det samme. Det er den eneste måde, slægten kan overleve på.” 35 Så drak de ham fuld, og derefter gik den yngste søster ind og lå hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op igen. 36 Sådan gik det til, at begge døtre blev gravide ved deres far. 37 Den ældste fødte en søn, som hun kaldte Moab.[i] Han blev stamfar til moabitterne. 38 Den yngste fødte også en søn, som kom til at hedde Ben-Ammi.[j] Han blev stamfar til ammonitterne.
Abraham hos kong Abimelek
20 Abraham flyttede nu fra Mamres egelund til Negev, hvor han først slog sig ned mellem Kadesh og Shurs ørken, og senere boede han en tid som fremmed nær ved byen Gerar. 2 Han omtalte sin kone, Sara, som om hun var hans søster. Derfor sendte kong Abimelek af Gerar bud efter hende.
3 Men en nat sagde Gud til Abimelek i en drøm: „Du skal dø! For kvinden, du tog, er gift med en anden!” 4 Abimelek havde imidlertid ikke ligget med Sara. Derfor sagde han: „Herre, vil du slå uskyldige mennesker ihjel? 5 Manden sagde jo, at hun var hans søster—og i øvrigt bekræftede hun det selv. Det var bestemt ikke min hensigt at gøre noget forkert!”
6 „Det ved jeg,” svarede Herren. „Det var derfor, jeg hindrede dig i at synde imod mig, idet jeg ikke tillod dig at røre hende. 7 Send hende tilbage til hendes mand. Han er en profet, så han kan gå i forbøn for dig, så du ikke dør. Men hvis du ikke sender hende tilbage, skal du og hele din husstand dø!”
8 Tidligt næste morgen sammenkaldte Abimelek alle sine tjenere og fortalte dem, hvad der var sket, og de blev skrækslagne. 9 Derefter sendte Abimelek bud efter Abraham. „Hvad er det dog, du har gjort imod os?” sagde han. „Hvad har du imod mig, siden du synes, jeg og mit rige fortjener at blive skyldige i sådan en stor synd? Sådan noget burde ikke ske! 10 Hvorfor har du gjort det imod os?”
11 „Jeg regnede med, at det her var et gudløst sted, og at man derfor uden videre ville slå mig ihjel og tage min kone,” svarede Abraham. 12 „Desuden er hun faktisk min søster, for vi har samme far, men ikke samme mor. Men vi giftede os alligevel. 13 Da Gud i sin tid pålagde mig at rejse bort fra mit eget land, sagde jeg til hende: ‚Hvor som helst vi kommer frem, så vær sød at sige, at jeg er din bror.’ ”
14 Derefter gav Abimelek Abraham får, køer og slaver, både mænd og kvinder, og gav ham også hans kone tilbage. 15 Abimelek sagde desuden: „Se dig omkring i mit rige og vælg det sted, hvor du helst vil slå dig ned.” 16 Til Sara sagde han: „Jeg giver din bror 1000 sølvstykker i erstatning for det, som er overgået dig. Så regner jeg med, at vi er kvit.”
17 Abraham bad nu til Gud og gik i forbøn for kong Abimelek, og Gud helbredte både ham, hans kone og de øvrige kvinder i hans harem, så de igen kunne få børn. 18 Herren havde nemlig gjort alle kvinderne i Abimeleks husstand ufrugtbare på grund af det med Sara.
Isaks fødsel
21 Herren velsignede Sara, som han havde lovet: 2 Hun blev gravid og fødte Abraham en søn i hans alderdom—på det tidspunkt, som Gud havde sagt. 3 Abraham kaldte sin søn Isak. 4 På ugedagen[k] efter fødslen omskar Abraham sin søn Isak, sådan som Gud havde pålagt ham. 5 Abraham var på det tidspunkt 100 år gammel.
6 Ved den lejlighed sagde Sara: „Gud har fået mig til at le! Og alle, som hører om det her, vil le sammen med mig. 7 Hvem turde sige til Abraham, at jeg kunne få et barn? Men nu har jeg født ham et barn i hans alderdom.”
Hagar og Ishmael sendes væk
8 Drengen voksede til og blev vænnet fra. I den anledning holdt Abraham en stor fest. 9 Men da Sara opdagede, at Ishmael drillede hendes søn Isak, 10 sagde hun til Abraham: „Jag den slavekvinde og hendes søn bort, for slavekvindens søn skal ikke have del i arven sammen med min søn, Isak.” 11 Det blev Abraham meget oprørt over, for Ishmael var trods alt også hans søn.
12 Men Gud sagde til Abraham: „Vær ikke bekymret for slavekvinden og hendes søn. Gør som Sara siger! For det er gennem Isak, din slægt skal opbygges. 13 Men jeg vil også gøre slavekvindens søn til et stort folk, fordi han er din søn.”
14 Tidligt næste morgen kom Abraham med en pose mad og en skindsæk med vand til Hagar og drengen. Han anbragte provianten på hendes skulder og sendte dem af sted. De vandrede rundt på lykke og fromme i Be’ershebas ørken. 15 Da vandbeholdningen slap op, efterlod hun drengen udmattet i skyggen af en busk. 16 Så gik hun omkring hundrede meter væk og satte sig ned. „Jeg kan ikke holde ud at se ham dø,” sagde hun og brast i gråd.
17 Men Gud hørte drengens klynken, og Herrens engel råbte fra Himlen: „Hagar, hvad er der i vejen? Du skal ikke være bange! Gud har hørt drengens klynken, dér hvor han ligger. 18 Gå hen og hjælp ham op og trøst ham. Hans efterkommere skal blive et stort folk.” 19 I det samme åbnede Gud hendes øjne, så hun fik øje på en kilde med vand. Hun fyldte straks vandsækken og gav drengen noget at drikke.
20-21 Gud velsignede drengen. Han voksede op i Parans ørken og blev en dygtig bueskytte. Hans mor fandt en pige til ham fra Egypten, som han giftede sig med.
En pagt mellem Abraham og Abimelek
22 Omkring den tid blev Abraham opsøgt af kong Abimelek og hans hærfører Pikol. „Der er ingen tvivl om, at Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig,” sagde Abimelek. 23 „Jeg vil derfor bede dig sværge i Guds navn, at du aldrig vil handle forræderisk imod mig eller mine børn eller børnebørn. Jeg har været loyal over for dig, så sværg nu på, at du altid vil være loyal over for mig og mit land, hvor du bor som gæst.”
24 „Det sværger jeg på!” svarede Abraham. 25 Men derefter beklagede han sig over, at Abimeleks folk med vold havde tilranet sig en af hans brønde. 26 Dertil svarede Abimelek: „Det havde jeg ingen anelse om! Siden jeg ikke har hørt om det før, ved jeg ikke, hvem der er ansvarlig i den sag. Hvorfor har du ikke sagt det til mig noget før?”
27 Derpå gav Abraham kong Abimelek nogle får og køer som tegn på den pagt, han indgik med ham. 28 Men da Abraham satte yderligere syv lam til side, 29 spurgte Abimelek: „Hvad vil du gøre med dem?” 30 „De syv lam er en særlig gave—og en offentlig bekræftelse på, at brønden tilhører mig,” svarede Abraham. 31 Fra da af kaldte man brønden Be’ersheba,[l] for det var der, de indgik deres pagt.
32 Efter at pagten var indgået, vendte Abimelek og hans hærfører Pikol tilbage til filistrenes land. 33 Men Abraham plantede en tamarisk ved pagtsbrønden, og tilbad Herren, den evige Gud, på det sted. 34 Abraham boede som fremmed i filistrenes land i lang tid.
Footnotes
- 15,9 Et offer for at bekræfte indgåelsen af en pagt.
- 15,16 Folk levede længe dengang, så en generation kunne være op til 100 år.
- 16,11 Det betyder: „Gud hører”.
- 16,14 Det betyder: „Brønden, hvor den Levende (Gud) ser mig”.
- 17,5 „Abram” betyder „ophøjet fader”. „Abraham” betyder „far til mange”.
- 17,15 Det betyder: „prinsesse”.
- 17,19 Det betyder: „latter”.
- 19,22 Det betyder: „lille by”.
- 19,37 Det betyder: „kommet af faderen”.
- 19,38 Det betyder: „slægtningens søn”.
- 21,4 I Mellemøsten og Afrika tæller man dagene inklusivt. Udtrykket „på den ottende dag” svarer derfor til „syv dage efter” på dansk. Det er ugedagen efter fødslen.
- 21,31 Det betyder: „pagtsbrønden” eller „syvbrønden”.
Genesis 15-21
New International Version
The Lord’s Covenant With Abram
15 After this, the word of the Lord came to Abram(A) in a vision:(B)
2 But Abram said, “Sovereign Lord,(F) what can you give me since I remain childless(G) and the one who will inherit[c] my estate is Eliezer of Damascus?(H)” 3 And Abram said, “You have given me no children; so a servant(I) in my household(J) will be my heir.”
4 Then the word of the Lord came to him: “This man will not be your heir, but a son who is your own flesh and blood will be your heir.(K)” 5 He took him outside and said, “Look up at the sky and count the stars(L)—if indeed you can count them.” Then he said to him, “So shall your offspring[d] be.”(M)
6 Abram believed the Lord, and he credited it to him as righteousness.(N)
7 He also said to him, “I am the Lord, who brought you out(O) of Ur of the Chaldeans(P) to give you this land to take possession of it.”(Q)
8 But Abram said, “Sovereign Lord,(R) how can I know(S) that I will gain possession of it?”(T)
9 So the Lord said to him, “Bring me a heifer,(U) a goat and a ram, each three years old,(V) along with a dove and a young pigeon.(W)”
10 Abram brought all these to him, cut them in two and arranged the halves opposite each other;(X) the birds, however, he did not cut in half.(Y) 11 Then birds of prey came down on the carcasses,(Z) but Abram drove them away.
12 As the sun was setting, Abram fell into a deep sleep,(AA) and a thick and dreadful darkness came over him. 13 Then the Lord said to him, “Know for certain that for four hundred years(AB) your descendants will be strangers in a country not their own and that they will be enslaved(AC) and mistreated there. 14 But I will punish the nation they serve as slaves, and afterward they will come out(AD) with great possessions.(AE) 15 You, however, will go to your ancestors(AF) in peace and be buried at a good old age.(AG) 16 In the fourth generation(AH) your descendants will come back here,(AI) for the sin of the Amorites(AJ) has not yet reached its full measure.”
17 When the sun had set and darkness had fallen, a smoking firepot with a blazing torch(AK) appeared and passed between the pieces.(AL) 18 On that day the Lord made a covenant with Abram(AM) and said, “To your descendants I give this land,(AN) from the Wadi[e] of Egypt(AO) to the great river, the Euphrates(AP)— 19 the land of the Kenites,(AQ) Kenizzites, Kadmonites, 20 Hittites,(AR) Perizzites,(AS) Rephaites,(AT) 21 Amorites, Canaanites, Girgashites and Jebusites.”(AU)
Hagar and Ishmael
16 Now Sarai,(AV) Abram’s wife, had borne him no children.(AW) But she had an Egyptian slave(AX) named Hagar;(AY) 2 so she said to Abram, “The Lord has kept me from having children.(AZ) Go, sleep with my slave; perhaps I can build a family through her.”(BA)
Abram agreed to what Sarai said. 3 So after Abram had been living in Canaan(BB) ten years,(BC) Sarai his wife took her Egyptian slave Hagar and gave her to her husband to be his wife. 4 He slept with Hagar,(BD) and she conceived.
When she knew she was pregnant, she began to despise her mistress.(BE) 5 Then Sarai said to Abram, “You are responsible for the wrong I am suffering. I put my slave in your arms, and now that she knows she is pregnant, she despises me. May the Lord judge between you and me.”(BF)
6 “Your slave is in your hands,(BG)” Abram said. “Do with her whatever you think best.” Then Sarai mistreated(BH) Hagar; so she fled from her.
7 The angel of the Lord(BI) found Hagar near a spring(BJ) in the desert; it was the spring that is beside the road to Shur.(BK) 8 And he said, “Hagar,(BL) slave of Sarai, where have you come from, and where are you going?”(BM)
“I’m running away from my mistress Sarai,” she answered.
9 Then the angel of the Lord told her, “Go back to your mistress and submit to her.” 10 The angel added, “I will increase your descendants so much that they will be too numerous to count.”(BN)
11 The angel of the Lord(BO) also said to her:
“You are now pregnant
and you will give birth to a son.(BP)
You shall name him(BQ) Ishmael,[f](BR)
for the Lord has heard of your misery.(BS)
12 He will be a wild donkey(BT) of a man;
his hand will be against everyone
and everyone’s hand against him,
and he will live in hostility
toward[g] all his brothers.(BU)”
13 She gave this name to the Lord who spoke to her: “You are the God who sees me,(BV)” for she said, “I have now seen[h] the One who sees me.”(BW) 14 That is why the well(BX) was called Beer Lahai Roi[i];(BY) it is still there, between Kadesh(BZ) and Bered.
15 So Hagar(CA) bore Abram a son,(CB) and Abram gave the name Ishmael(CC) to the son she had borne. 16 Abram was eighty-six years old(CD) when Hagar bore him Ishmael.
The Covenant of Circumcision
17 When Abram was ninety-nine years old,(CE) the Lord appeared to him(CF) and said, “I am God Almighty[j];(CG) walk before me faithfully and be blameless.(CH) 2 Then I will make my covenant between me and you(CI) and will greatly increase your numbers.”(CJ)
3 Abram fell facedown,(CK) and God said to him, 4 “As for me, this is my covenant with you:(CL) You will be the father of many nations.(CM) 5 No longer will you be called Abram[k]; your name will be Abraham,[l](CN) for I have made you a father of many nations.(CO) 6 I will make you very fruitful;(CP) I will make nations of you, and kings will come from you.(CQ) 7 I will establish my covenant(CR) as an everlasting covenant(CS) between me and you and your descendants after you for the generations to come, to be your God(CT) and the God of your descendants after you.(CU) 8 The whole land of Canaan,(CV) where you now reside as a foreigner,(CW) I will give as an everlasting possession to you and your descendants after you;(CX) and I will be their God.(CY)”
9 Then God said to Abraham, “As for you, you must keep my covenant,(CZ) you and your descendants after you for the generations to come.(DA) 10 This is my covenant with you and your descendants after you, the covenant you are to keep: Every male among you shall be circumcised.(DB) 11 You are to undergo circumcision,(DC) and it will be the sign of the covenant(DD) between me and you. 12 For the generations to come(DE) every male among you who is eight days old must be circumcised,(DF) including those born in your household or bought with money from a foreigner—those who are not your offspring. 13 Whether born in your household or bought with your money, they must be circumcised.(DG) My covenant in your flesh is to be an everlasting covenant.(DH) 14 Any uncircumcised male, who has not been circumcised(DI) in the flesh, will be cut off from his people;(DJ) he has broken my covenant.(DK)”
15 God also said to Abraham, “As for Sarai(DL) your wife, you are no longer to call her Sarai; her name will be Sarah.(DM) 16 I will bless her and will surely give you a son by her.(DN) I will bless her so that she will be the mother of nations;(DO) kings of peoples will come from her.”
17 Abraham fell facedown;(DP) he laughed(DQ) and said to himself, “Will a son be born to a man a hundred years old?(DR) Will Sarah bear a child at the age of ninety?”(DS) 18 And Abraham said to God, “If only Ishmael(DT) might live under your blessing!”(DU)
19 Then God said, “Yes, but your wife Sarah will bear you a son,(DV) and you will call him Isaac.[m](DW) I will establish my covenant with him(DX) as an everlasting covenant(DY) for his descendants after him. 20 And as for Ishmael, I have heard you: I will surely bless him; I will make him fruitful and will greatly increase his numbers.(DZ) He will be the father of twelve rulers,(EA) and I will make him into a great nation.(EB) 21 But my covenant(EC) I will establish with Isaac, whom Sarah will bear to you(ED) by this time next year.”(EE) 22 When he had finished speaking with Abraham, God went up from him.(EF)
23 On that very day Abraham took his son Ishmael and all those born in his household(EG) or bought with his money, every male in his household, and circumcised them, as God told him.(EH) 24 Abraham was ninety-nine years old(EI) when he was circumcised,(EJ) 25 and his son Ishmael(EK) was thirteen; 26 Abraham and his son Ishmael were both circumcised on that very day. 27 And every male in Abraham’s household(EL), including those born in his household or bought from a foreigner, was circumcised with him.
The Three Visitors
18 The Lord appeared to Abraham(EM) near the great trees of Mamre(EN) while he was sitting at the entrance to his tent(EO) in the heat of the day. 2 Abraham looked up(EP) and saw three men(EQ) standing nearby. When he saw them, he hurried from the entrance of his tent to meet them and bowed low to the ground.(ER)
3 He said, “If I have found favor in your eyes,(ES) my lord,[n] do not pass your servant(ET) by. 4 Let a little water be brought, and then you may all wash your feet(EU) and rest under this tree. 5 Let me get you something to eat,(EV) so you can be refreshed and then go on your way—now that you have come to your servant.”
“Very well,” they answered, “do as you say.”
6 So Abraham hurried into the tent to Sarah. “Quick,” he said, “get three seahs[o] of the finest flour and knead it and bake some bread.”(EW)
7 Then he ran to the herd and selected a choice, tender calf(EX) and gave it to a servant, who hurried to prepare it. 8 He then brought some curds(EY) and milk(EZ) and the calf that had been prepared, and set these before them.(FA) While they ate, he stood near them under a tree.
9 “Where is your wife Sarah?”(FB) they asked him.
“There, in the tent,(FC)” he said.
10 Then one of them said, “I will surely return to you about this time next year,(FD) and Sarah your wife will have a son.”(FE)
Now Sarah was listening at the entrance to the tent, which was behind him. 11 Abraham and Sarah were already very old,(FF) and Sarah was past the age of childbearing.(FG) 12 So Sarah laughed(FH) to herself as she thought, “After I am worn out and my lord(FI) is old, will I now have this pleasure?”
13 Then the Lord said to Abraham, “Why did Sarah laugh and say, ‘Will I really have a child, now that I am old?’(FJ) 14 Is anything too hard for the Lord?(FK) I will return to you at the appointed time next year,(FL) and Sarah will have a son.”(FM)
15 Sarah was afraid, so she lied and said, “I did not laugh.”
But he said, “Yes, you did laugh.”
Abraham Pleads for Sodom
16 When the men(FN) got up to leave, they looked down toward Sodom, and Abraham walked along with them to see them on their way. 17 Then the Lord said, “Shall I hide from Abraham(FO) what I am about to do?(FP) 18 Abraham will surely become a great and powerful nation,(FQ) and all nations on earth will be blessed through him.[p] 19 For I have chosen him(FR), so that he will direct his children(FS) and his household after him to keep the way of the Lord(FT) by doing what is right and just,(FU) so that the Lord will bring about for Abraham what he has promised him.”(FV)
20 Then the Lord said, “The outcry against Sodom(FW) and Gomorrah is so great(FX) and their sin so grievous(FY) 21 that I will go down(FZ) and see if what they have done is as bad as the outcry that has reached me. If not, I will know.”
22 The men(GA) turned away and went toward Sodom,(GB) but Abraham remained standing before the Lord.[q](GC) 23 Then Abraham approached him and said: “Will you sweep away the righteous with the wicked?(GD) 24 What if there are fifty righteous people in the city? Will you really sweep it away and not spare[r] the place for the sake of the fifty righteous people in it?(GE) 25 Far be it from you to do such a thing(GF)—to kill the righteous with the wicked, treating the righteous(GG) and the wicked alike.(GH) Far be it from you! Will not the Judge(GI) of all the earth do right?”(GJ)
26 The Lord said, “If I find fifty righteous people in the city of Sodom, I will spare the whole place for their sake.(GK)”
27 Then Abraham spoke up again: “Now that I have been so bold as to speak to the Lord, though I am nothing but dust and ashes,(GL) 28 what if the number of the righteous is five less than fifty? Will you destroy the whole city for lack of five people?”
“If I find forty-five there,” he said, “I will not destroy it.”
29 Once again he spoke to him, “What if only forty are found there?”
He said, “For the sake of forty, I will not do it.”
30 Then he said, “May the Lord not be angry,(GM) but let me speak. What if only thirty can be found there?”
He answered, “I will not do it if I find thirty there.”
31 Abraham said, “Now that I have been so bold as to speak to the Lord, what if only twenty can be found there?”
He said, “For the sake of twenty, I will not destroy it.”
32 Then he said, “May the Lord not be angry, but let me speak just once more.(GN) What if only ten can be found there?”
He answered, “For the sake of ten,(GO) I will not destroy it.”
33 When the Lord had finished speaking(GP) with Abraham, he left,(GQ) and Abraham returned home.(GR)
Sodom and Gomorrah Destroyed
19 The two angels(GS) arrived at Sodom(GT) in the evening, and Lot(GU) was sitting in the gateway of the city.(GV) When he saw them, he got up to meet them and bowed down with his face to the ground.(GW) 2 “My lords,” he said, “please turn aside to your servant’s house. You can wash your feet(GX) and spend the night and then go on your way early in the morning.”
“No,” they answered, “we will spend the night in the square.”(GY)
3 But he insisted(GZ) so strongly that they did go with him and entered his house.(HA) He prepared a meal for them, baking bread without yeast,(HB) and they ate.(HC) 4 Before they had gone to bed, all the men from every part of the city of Sodom(HD)—both young and old—surrounded the house. 5 They called to Lot, “Where are the men who came to you tonight? Bring them out to us so that we can have sex with them.”(HE)
6 Lot went outside to meet them(HF) and shut the door behind him 7 and said, “No, my friends. Don’t do this wicked thing. 8 Look, I have two daughters who have never slept with a man. Let me bring them out to you, and you can do what you like with them. But don’t do anything to these men, for they have come under the protection of my roof.”(HG)
9 “Get out of our way,” they replied. “This fellow came here as a foreigner,(HH) and now he wants to play the judge!(HI) We’ll treat you worse than them.” They kept bringing pressure on Lot and moved forward to break down the door.
10 But the men(HJ) inside reached out and pulled Lot back into the house and shut the door. 11 Then they struck the men who were at the door of the house, young and old, with blindness(HK) so that they could not find the door.
12 The two men said to Lot, “Do you have anyone else here—sons-in-law, sons or daughters, or anyone else in the city who belongs to you?(HL) Get them out of here, 13 because we(HM) are going to destroy this place. The outcry to the Lord against its people is so great(HN) that he has sent us to destroy it.”(HO)
14 So Lot went out and spoke to his sons-in-law, who were pledged to marry[s] his daughters. He said, “Hurry and get out of this place, because the Lord is about to destroy the city!(HP)” But his sons-in-law thought he was joking.(HQ)
15 With the coming of dawn, the angels urged Lot, saying, “Hurry! Take your wife and your two daughters who are here, or you will be swept away(HR) when the city is punished.(HS)”
16 When he hesitated, the men grasped his hand and the hands of his wife and of his two daughters(HT) and led them safely out of the city, for the Lord was merciful to them.(HU) 17 As soon as they had brought them out, one of them said, “Flee for your lives!(HV) Don’t look back,(HW) and don’t stop anywhere in the plain!(HX) Flee to the mountains(HY) or you will be swept away!”
18 But Lot said to them, “No, my lords,[t] please! 19 Your[u] servant has found favor in your[v] eyes,(HZ) and you[w] have shown great kindness(IA) to me in sparing my life. But I can’t flee to the mountains;(IB) this disaster will overtake me, and I’ll die. 20 Look, here is a town near enough to run to, and it is small. Let me flee to it—it is very small, isn’t it? Then my life will be spared.”
21 He said to him, “Very well, I will grant this request(IC) too; I will not overthrow the town you speak of. 22 But flee there quickly, because I cannot do anything until you reach it.” (That is why the town was called Zoar.[x](ID))
23 By the time Lot reached Zoar,(IE) the sun had risen over the land. 24 Then the Lord rained down burning sulfur(IF) on Sodom and Gomorrah(IG)—from the Lord out of the heavens.(IH) 25 Thus he overthrew those cities(II) and the entire plain,(IJ) destroying all those living in the cities—and also the vegetation in the land.(IK) 26 But Lot’s wife looked back,(IL) and she became a pillar of salt.(IM)
27 Early the next morning Abraham got up and returned to the place where he had stood before the Lord.(IN) 28 He looked down toward Sodom and Gomorrah, toward all the land of the plain, and he saw dense smoke rising from the land, like smoke from a furnace.(IO)
29 So when God destroyed the cities of the plain,(IP) he remembered(IQ) Abraham, and he brought Lot out of the catastrophe(IR) that overthrew the cities where Lot had lived.(IS)
Lot and His Daughters
30 Lot and his two daughters left Zoar(IT) and settled in the mountains,(IU) for he was afraid to stay in Zoar. He and his two daughters lived in a cave. 31 One day the older daughter said to the younger, “Our father is old, and there is no man around here to give us children—as is the custom all over the earth. 32 Let’s get our father to drink wine and then sleep with him and preserve our family line(IV) through our father.”(IW)
33 That night they got their father to drink wine, and the older daughter went in and slept with him. He was not aware of it when she lay down or when she got up.(IX)
34 The next day the older daughter said to the younger, “Last night I slept with my father. Let’s get him to drink wine again tonight, and you go in and sleep with him so we can preserve our family line through our father.”(IY) 35 So they got their father to drink wine(IZ) that night also, and the younger daughter went in and slept with him. Again he was not aware of it when she lay down or when she got up.(JA)
36 So both of Lot’s daughters became pregnant by their father.(JB) 37 The older daughter had a son, and she named him Moab[y];(JC) he is the father of the Moabites(JD) of today. 38 The younger daughter also had a son, and she named him Ben-Ammi[z]; he is the father of the Ammonites[aa](JE) of today.
Abraham and Abimelek(JF)
20 Now Abraham moved on from there(JG) into the region of the Negev(JH) and lived between Kadesh(JI) and Shur.(JJ) For a while(JK) he stayed in Gerar,(JL) 2 and there Abraham said of his wife Sarah, “She is my sister.(JM)” Then Abimelek(JN) king of Gerar sent for Sarah and took her.(JO)
3 But God came to Abimelek(JP) in a dream(JQ) one night and said to him, “You are as good as dead(JR) because of the woman you have taken; she is a married woman.”(JS)
4 Now Abimelek had not gone near her, so he said, “Lord, will you destroy an innocent nation?(JT) 5 Did he not say to me, ‘She is my sister,(JU)’ and didn’t she also say, ‘He is my brother’? I have done this with a clear conscience(JV) and clean hands.(JW)”
6 Then God said to him in the dream, “Yes, I know you did this with a clear conscience, and so I have kept(JX) you from sinning against me.(JY) That is why I did not let you touch her. 7 Now return the man’s wife, for he is a prophet,(JZ) and he will pray for you(KA) and you will live. But if you do not return her, you may be sure that you and all who belong to you will die.”(KB)
8 Early the next morning Abimelek summoned all his officials, and when he told them all that had happened, they were very much afraid. 9 Then Abimelek called Abraham in and said, “What have you done to us? How have I wronged you that you have brought such great guilt upon me and my kingdom? You have done things to me that should never be done.(KC)” 10 And Abimelek asked Abraham, “What was your reason for doing this?”
11 Abraham replied, “I said to myself, ‘There is surely no fear of God(KD) in this place, and they will kill me because of my wife.’(KE) 12 Besides, she really is my sister,(KF) the daughter of my father though not of my mother; and she became my wife. 13 And when God had me wander(KG) from my father’s household,(KH) I said to her, ‘This is how you can show your love to me: Everywhere we go, say of me, “He is my brother.”’”
14 Then Abimelek(KI) brought sheep and cattle and male and female slaves and gave them to Abraham,(KJ) and he returned Sarah his wife to him. 15 And Abimelek said, “My land is before you; live wherever you like.”(KK)
16 To Sarah he said, “I am giving your brother a thousand shekels[ab] of silver. This is to cover the offense against you before all who are with you; you are completely vindicated.”
17 Then Abraham prayed to God,(KL) and God healed Abimelek, his wife and his female slaves so they could have children again, 18 for the Lord had kept all the women in Abimelek’s household from conceiving because of Abraham’s wife Sarah.(KM)
The Birth of Isaac
21 Now the Lord was gracious to Sarah(KN) as he had said, and the Lord did for Sarah what he had promised.(KO) 2 Sarah became pregnant and bore a son(KP) to Abraham in his old age,(KQ) at the very time God had promised him.(KR) 3 Abraham gave the name Isaac[ac](KS) to the son Sarah bore him. 4 When his son Isaac was eight days old, Abraham circumcised him,(KT) as God commanded him. 5 Abraham was a hundred years old(KU) when his son Isaac was born to him.
6 Sarah said, “God has brought me laughter,(KV) and everyone who hears about this will laugh with me.” 7 And she added, “Who would have said to Abraham that Sarah would nurse children? Yet I have borne him a son in his old age.”(KW)
Hagar and Ishmael Sent Away
8 The child grew and was weaned,(KX) and on the day Isaac was weaned Abraham held a great feast. 9 But Sarah saw that the son whom Hagar the Egyptian had borne to Abraham(KY) was mocking,(KZ) 10 and she said to Abraham, “Get rid of that slave woman(LA) and her son, for that woman’s son will never share in the inheritance with my son Isaac.”(LB)
11 The matter distressed Abraham greatly because it concerned his son.(LC) 12 But God said to him, “Do not be so distressed about the boy and your slave woman. Listen to whatever Sarah tells you, because it is through Isaac that your offspring[ad] will be reckoned.(LD) 13 I will make the son of the slave into a nation(LE) also, because he is your offspring.”
14 Early the next morning Abraham took some food and a skin of water and gave them to Hagar.(LF) He set them on her shoulders and then sent her off with the boy. She went on her way and wandered in the Desert of Beersheba.(LG)
15 When the water in the skin was gone, she put the boy under one of the bushes. 16 Then she went off and sat down about a bowshot away, for she thought, “I cannot watch the boy die.” And as she sat there, she[ae] began to sob.(LH)
17 God heard the boy crying,(LI) and the angel of God(LJ) called to Hagar from heaven(LK) and said to her, “What is the matter, Hagar? Do not be afraid;(LL) God has heard the boy crying as he lies there. 18 Lift the boy up and take him by the hand, for I will make him into a great nation.(LM)”
19 Then God opened her eyes(LN) and she saw a well of water.(LO) So she went and filled the skin with water and gave the boy a drink.
20 God was with the boy(LP) as he grew up. He lived in the desert and became an archer. 21 While he was living in the Desert of Paran,(LQ) his mother got a wife for him(LR) from Egypt.
The Treaty at Beersheba
22 At that time Abimelek(LS) and Phicol the commander of his forces(LT) said to Abraham, “God is with you in everything you do.(LU) 23 Now swear(LV) to me here before God that you will not deal falsely with me or my children or my descendants.(LW) Show to me and the country where you now reside as a foreigner the same kindness I have shown to you.”(LX)
24 Abraham said, “I swear it.”
25 Then Abraham complained to Abimelek about a well of water that Abimelek’s servants had seized.(LY) 26 But Abimelek said, “I don’t know who has done this. You did not tell me, and I heard about it only today.”
27 So Abraham brought sheep and cattle and gave them to Abimelek, and the two men made a treaty.(LZ) 28 Abraham set apart seven ewe lambs from the flock, 29 and Abimelek asked Abraham, “What is the meaning of these seven ewe lambs you have set apart by themselves?”
30 He replied, “Accept these seven lambs from my hand as a witness(MA) that I dug this well.(MB)”
31 So that place was called Beersheba,[af](MC) because the two men swore an oath(MD) there.
32 After the treaty(ME) had been made at Beersheba,(MF) Abimelek and Phicol the commander of his forces(MG) returned to the land of the Philistines.(MH) 33 Abraham planted a tamarisk tree(MI) in Beersheba, and there he called on the name of the Lord,(MJ) the Eternal God.(MK) 34 And Abraham stayed in the land of the Philistines(ML) for a long time.
Footnotes
- Genesis 15:1 Or sovereign
- Genesis 15:1 Or shield; / your reward will be very great
- Genesis 15:2 The meaning of the Hebrew for this phrase is uncertain.
- Genesis 15:5 Or seed
- Genesis 15:18 Or river
- Genesis 16:11 Ishmael means God hears.
- Genesis 16:12 Or live to the east / of
- Genesis 16:13 Or seen the back of
- Genesis 16:14 Beer Lahai Roi means well of the Living One who sees me.
- Genesis 17:1 Hebrew El-Shaddai
- Genesis 17:5 Abram means exalted father.
- Genesis 17:5 Abraham probably means father of many.
- Genesis 17:19 Isaac means he laughs.
- Genesis 18:3 Or eyes, Lord
- Genesis 18:6 That is, probably about 36 pounds or about 16 kilograms
- Genesis 18:18 Or will use his name in blessings (see 48:20)
- Genesis 18:22 Masoretic Text; an ancient Hebrew scribal tradition but the Lord remained standing before Abraham
- Genesis 18:24 Or forgive; also in verse 26
- Genesis 19:14 Or were married to
- Genesis 19:18 Or No, Lord; or No, my lord
- Genesis 19:19 The Hebrew is singular.
- Genesis 19:19 The Hebrew is singular.
- Genesis 19:19 The Hebrew is singular.
- Genesis 19:22 Zoar means small.
- Genesis 19:37 Moab sounds like the Hebrew for from father.
- Genesis 19:38 Ben-Ammi means son of my father’s people.
- Genesis 19:38 Hebrew Bene-Ammon
- Genesis 20:16 That is, about 25 pounds or about 12 kilograms
- Genesis 21:3 Isaac means he laughs.
- Genesis 21:12 Or seed
- Genesis 21:16 Hebrew; Septuagint the child
- Genesis 21:31 Beersheba can mean well of seven and well of the oath.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
Holy Bible, New International Version®, NIV® Copyright ©1973, 1978, 1984, 2011 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
NIV Reverse Interlinear Bible: English to Hebrew and English to Greek. Copyright © 2019 by Zondervan.