Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Bøn for nationens genopbygning
80 Til korlederen: En sang af Asaf. Synges til melodien „Pagtens lilje.”
2 Hør os, du Israels Hyrde,
du, som leder dit folk med omsorg,
du, som troner blandt hellige keruber,
bøj dig og lyt til vor bøn.
Træd frem i magt og stråleglans.
3 Hjælp Efraim, Benjamin og Manasse.
Stå frem i din vælde og red os.
4 Genopret dit folk, Gud.
Se i nåde til os og frels os.
5 Herre, almægtige Gud,
hvor længe vil du blive ved at være vred?
Hvor længe er du døv for vore bønner?
6 Du gav os sorg i overflod,
tårer i rigeligt mål,
7 vore nabofolk foragter os,
vore fjender ler ad os.
8 Genopret dit folk, almægtige Gud.
Se i nåde til os og frels os.
9 Du tog os som en ung vinstok fra Egypten,
jog folkeslag bort, så vi kunne få plads.
10 Du beredte jorden for din vinstok,
den slog rod og spredte sig over landet.
11 Den bredte sig ud over bjergene,
dækkede de mægtige cedertræer.
12 Den bredte sine ranker til Middelhavet
og nåede helt op til Eufratfloden.
13 Hvorfor har du nedbrudt vingårdens gærde,
så alle og enhver kan plukke af druerne?
14 Skovens vildsvin gnaver af planterne,
de vilde dyr æder af druerne.
15 Vend dit ansigt imod os, almægtige Gud!
Se i nåde til os fra din himmel.
Tag dig af din mishandlede vinstok.
16 Genopliv det skud, du plantede, det folk, du udvalgte.
17 Din vinstok er nu hugget ned og brændt.
Dit folk er bukket under for din vrede.
18 Velsign det folk, som vil tjene dig,
den nation, som du selv har udvalgt.
19 Så skal vi aldrig svigte dig mere.
Genopret dit folk,
så vi igen kan påkalde dit navn.
20 Genopret dit folk, almægtige Herre.
Se i nåde til os og frels os.
Den forestående ulykke
9 Hør efter, I sorgløse kvinder! Lyt til mig, I husmødre uden problemer! 10 Om et års tid får I noget at bekymre jer over, I ubekymrede. For vinhøsten slår fejl, og frugthøsten udebliver. 11 I vil komme til at skælve af skræk, I sorgløse og magelige kvinder. Læg jeres fine tøj til side og klæd jer i sæk og aske. 12 Slå jer for brystet i fortvivlelse over den skæbne, som vil overgå jeres frugtbare marker og bugnende frugthaver. 13 Jeres jord vil gro til med tjørn og tidsel. Jeres sorgløse hjem og glade byer vil blive ødelagt. 14 Byens fæstningsanlæg lægges i ruiner, og alle folk må flygte. Vildæsler, får og geder vil græsse ved ruinerne og de forladte vagttårne for evigt.
Håb for fremtiden
15 Men når Ånden fra Himlen udgydes over os, bliver ødemarken igen til frugthaver, og frugttræerne skal stå så tæt som i en skov. 16 Retfærdighed og ret skal blomstre i landet, 17 og fredens frugt vokse frem. Da bliver der ro og tryghed for evigt. 18 Mit folk vil bo i fred og tryghed, i ro og sikkerhed. 19 Hvis haglene falder, skal de ikke ramme jer, og de, der bor i skoven, skal være lige så trygge som dem i byen.[a] 20 I oplever Guds velsignelse, når I kan plante ved hvert et vandløb og lade kvæg og æsler gå frit omkring og græsse i fred.
17 Men den visdom, der kommer fra Gud, er først og fremmest uskyldsren, dernæst fredselskende og imødekommende. Den tager hensyn til andre og er kendetegnet ved barmhjertighed og gode gerninger. Den er upartisk og oprigtig. 18 Fredselskende mennesker planter fred, og de høster frugterne deraf.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.