Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
118 Pris Herren, for han er god, hans miskunnhet varer evindelig!
2 Israel sie: Hans miskunnhet varer evindelig!
14 Herren er min styrke og lovsang, og han blev mig til frelse.
15 Det høres fryderop om frelse i de rettferdiges telt; Herrens høire hånd gjør storverk.
16 Herrens høire hånd ophøier, Herrens høire hånd gjør storverk.
17 Jeg skal ikke dø, men leve og fortelle Herrens gjerninger.
18 Hårdt tuktet Herren mig, men til døden overgav han mig ikke.
19 Lukk op rettferdighets porter for mig! Jeg vil gå inn gjennem dem, jeg vil prise Herren.
20 Dette er Herrens port; de rettferdige skal gå inn gjennem den.
21 Jeg vil prise dig fordi du svarte mig og blev mig til frelse.
22 Den sten som bygningsmennene forkastet, er blitt hovedhjørnesten.
23 Av Herren er dette gjort, det er underfullt i våre øine.
24 Dette er dagen som Herren har gjort; la oss fryde oss og glede oss på den!
1 I begynnelsen skapte Gud himmelen og jorden.
2 Og jorden var øde og tom, og det var mørke over det store dyp, og Guds Ånd svevde over vannene.
3 Da sa Gud: Det bli lys! Og det blev lys.
4 Og Gud så at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.
5 Og Gud kalte lyset dag, og mørket kalte han natt. Og det blev aften, og det blev morgen, første dag.
6 Og Gud sa: Det bli en hvelving midt i vannene, og den skal skille vann fra vann.
7 Og Gud gjorde hvelvingen og skilte vannet som er under hvelvingen, fra vannet som er over hvelvingen. Og det blev så.
8 Og Gud kalte hvelvingen himmel. Og det blev aften, og det blev morgen, annen dag.
9 Og Gud sa: Vannet under himmelen samle sig til ett sted, og det blev så.
10 Og Gud kalte det tørre land jord, og vannet som hadde samlet sig, kalte han hav. Og Gud så at det var godt.
11 Og Gud sa: Jorden bære frem gress, urter som sår sig, frukttrær som bærer frukt med deres frø i, på jorden, hvert efter sitt slag. Og det blev så.
12 Og jorden bar frem gress, urter som sår sig, hver efter sitt slag, og trær som bærer frukt med deres frø i, hvert efter sitt slag. Og Gud så at det var godt.
13 Og det blev aften, og det blev morgen, tredje dag.
14 Og Gud sa: Det bli lys på himmelhvelvingen til å skille dagen fra natten! Og de skal være til tegn og fastsatte tider og dager og år.
15 Og de skal være til lys på himmelhvelvingen, til å lyse over jorden. Og det blev så.
16 Og Gud gjorde de to store lys, det største til å råde om dagen og det mindre til å råde om natten, og stjernene.
17 Og Gud satte dem på himmelhvelvingen til å lyse over jorden
18 og til å råde om dagen og om natten og til å skille lyset fra mørket. Og Gud så at det var godt.
19 Og det blev aften, og det blev morgen, fjerde dag.
35 Men en kunde si: Hvorledes opstår de døde? og med hvad slags legeme kommer de frem?
36 Du dåre! det du sår, blir ikke levendegjort uten det dør.
37 Og når du sår, sår du ikke det legeme som skal bli, men et nakent korn, kan hende av hvete eller av noget annet slag;
38 men Gud gir det et legeme efter sin vilje, og hvert slags sæd sitt eget legeme.
39 Ikke alt kjøtt er det samme kjøtt, men ett er kjøtt i mennesker, et annet i fe, et annet i fugler, et annet i fisker.
40 Og der er himmelske legemer, og der er jordiske legemer; men én herlighet har de himmelske legemer, en annen de jordiske.
41 Én glans har solen, og en annen månen, og en annen stjernene; for den ene stjerne skiller sig fra den andre i glans.
42 Så er det og med de dødes opstandelse. Det såes i forgjengelighet; det opstår i uforgjengelighet;
43 det såes i vanære, det opstår i herlighet; det såes i skrøpelighet, det opstår i kraft;
44 der såes et naturlig legeme, der opstår et åndelig legeme. Så visst som det gis et naturlig legeme, gis det og et åndelig legeme.
45 Således er det og skrevet: Det første menneske, Adam, blev til en levende sjel; den siste Adam er blitt til en levendegjørende ånd.
46 Men det åndelige er ikke det første, men det naturlige, derefter det åndelige.
47 Det første menneske var av jorden, jordisk; det annet menneske er av himmelen.
48 Sådan som den jordiske var, så er og de jordiske, og sådan som den himmelske er, så skal og de himmelske være,
49 og likesom vi har båret den jordiskes billede, så skal vi og bære den himmelskes billede.