Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Guds storhed og menneskets værdighed
8 Til korlederen: Brug strengeinstrumenter.[a] En sang af David.
2 Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!
Ingen i verden kan måles med dig.
Universets vidundere viser din storhed.
3 Du har udvalgt småbørn til at lovprise din herlighed[b]
for at lukke munden på dine modstandere.
4 Når jeg ser op mod himlen, dine hænders værk,
månen og stjernerne, som du har skabt,
5 hvad er da et menneske, at du bekymrer dig om det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
6 Du skabte det kun lidt ringere end det guddommelige,[c]
gav det kongelig ære og værdighed.
7 Du gav mennesket ansvar for dit skaberværk,
det blev sat som hersker over alle ting,
8 over får og kvæg og vilde dyr,
9 fugle, fisk og alt havets liv.
10 Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!
Ingen i verden kan måles med dig.
15 Da Farao hørte om det, gav han ordre til, at Moses skulle arresteres og henrettes. Men Moses flygtede til Midjans land,[a] hvor han satte sig ved en brønd.
16 Der var en præst i Midjan, som havde syv døtre. De kom nu for at hente vand og fylde vandtrugene, så deres fars får kunne drikke. 17 Samtidig kom nogle hyrder til brønden, som ville jage pigerne væk, men Moses lagde sig imellem og hjalp dem. Han trak også vand op til deres får.
18 Da pigerne kom hjem til deres far, Reuel, udbrød han: „I kommer tidligt hjem i dag! Hvordan kunne I give fårene vand så hurtigt?”
19 „En egypter hjalp os mod hyrderne,” forklarede de. „Og han trak endda vand op fra brønden til fårene!”
20 „Hvor er han nu?” spurgte faderen. „I lod ham vel ikke bare blive stående ude ved brønden? Inviter ham til at spise sammen med os.”
21 Moses tog imod invitationen og slog sig ned hos familien. Efter nogen tid gav Reuel ham en af sine døtre, Zippora, til kone. 22 Hun fødte en dreng, som Moses kaldte Gershom,[b] for—som han sagde: „Jeg bor jo som udlænding i et fremmed land.”
En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død(A)
6 Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.[a] 7 Da kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med en kostbar, aromatisk olie. Den hældte hun ud over Jesu hoved, mens han lå til bords og spiste.
8 Da disciplene så det, blev de fortørnede. „Sikken et spild,” sagde de. 9 „Den olie kunne have indbragt mange penge, og pengene kunne være givet til de fattige.” 10 Jesus hørte, hvad de sagde, og satte dem i rette: „Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 11 De fattige har I jo altid iblandt jer—men mig har I ikke altid. 12 Hun hældte den olie ud over mit hoved som en forberedelse til min begravelse. 13 Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.