Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Gud udvælger Abram

12 Herren havde sagt^[a] til Abram: „Forlad dit land, dine slægtninge og din fars hjem, og tag af sted til det land, jeg vil vise dig. ² Jeg vil velsigne dig og gøre dig til stamfar for et mægtigt folk. Jeg vil gøre dig kendt vidt omkring, og du skal blive til velsignelse for mange. ³ Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig. Og gennem dig vil alle jordens folkeslag blive velsignet.”

⁴ Abram rejste nu videre til det land, Herren havde talt om, og Lot fulgte med ham. Abram var 75 år, da han forlod Karan. ⁵ Han rejste til Kana’ans land sammen med sin kone Saraj og sin nevø Lot, og han tog alle sine ejendele med og de slaver, han havde erhvervet sig i Karan. ⁶ De fortsatte ind i landet og kom til Sikem, til Mores egetræ.^[b] Området var på det tidspunkt beboet af det kana’anæiske folk.

⁷ Dér viste Herren sig for Abram og sagde: „Jeg vil give dette land til dine efterkommere.” På det sted byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham. ⁸ Derpå forlod Abram stedet og rejste sydpå, indtil han kom til bjerglandet med Betel mod vest og Aj mod øst. Der slog han lejr og byggede et alter for at tilbede Herren. ⁹ Derefter rejste han fra sted til sted i sydlig retning, indtil han bosatte sig i Negev.

Lovsang om Herrens magt og trofasthed

¹³ Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. ¹⁴ Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud. ¹⁵ Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.

¹⁶ Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. ¹⁷ Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”^[a] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. ^18-19 Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud. ²⁰ Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. ²¹ Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

²² Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham, ²³ som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham. ²⁴ Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. ²⁵ Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.

Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster^(A)

⁹ Da Jesus gik videre, fik han øje på en mand, der sad og opkrævede told til den romerske besættelsesmagt. Han hed Mattæus. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Mattæus rejste sig straks op og fulgte med ham som en af hans disciple.

¹⁰ Senere blev Jesus og disciplene inviteret til at spise i Mattæus’ hjem. Også en del skatteopkrævere og andre „syndere” var inviteret med. ¹¹ Farisæerne var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan jeres læremester få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”

¹² Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. ¹³ Tænk over, hvad det skriftord betyder: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre.’^[a] Det er syndere, jeg er kommet for at invitere til at vende om fra deres synd. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”

Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde^(A)

¹⁸ Mens Jesus talte, kom en af byens ledende mænd hen til ham, faldt på knæ foran ham og sagde: „Min datter er lige død. Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, vil hun blive levende igen.”

¹⁹ Jesus og disciplene rejste sig og gik med ham.

²⁰ Undervejs skete det imidlertid, at der kom en kvinde bagfra og rørte ved kvasten på Jesu bedesjal. Hun havde lidt af vedvarende blødninger i 12 år, ²¹ og hun tænkte: „Hvis bare jeg får rørt ved hans sjal, bliver jeg helbredt.”

²² Jesus vendte sig om og sagde til hende: „Vær ved godt mod, min ven! Din tro har reddet^[a] dig.” Fra det øjeblik var kvinden rask.

²³ Da Jesus kom til lederens hjem og så det jamrende grædekor og hørte begravelsesmusikken, ²⁴ sagde han: „Forsvind herfra! Pigen er ikke død. Hun sover bare.” De lo ad ham alle sammen. ²⁵ Da flokken omsider var kommet udenfor, gik Jesus ind og tog pigen ved hånden, og hun rejste sig op, som om intet var hændt.

²⁶ Nyheden om det mirakel gik som en løbeild over hele egnen.