Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
2 Mosebog 24:12-18

12 Herren sagde til Moses: „Kom højere op på bjerget, kom op til mig og vent. Så vil jeg give dig de befalinger, jeg har nedskrevet på stentavler, og som du skal lære folket at adlyde.” 13 Så gik Moses sammen med sin medhjælper Josva højere op ad Guds bjerg. 14 Forinden havde han sagt til Israels ledere: „Bliv her og vent på os, til vi kommer tilbage. Hvis der opstår problemer, mens jeg er væk, kan I rådføre jer med Aron og Hur, som er her sammen med jer.”

15 Da Moses og Josva var på vej op ad bjerget, sænkede en sky sig over bjergets top. 16 Herrens herlighed hvilede over Sinaibjerget, og skyen dækkede det i seks dage. På den syvende dag kaldte Herren på Moses fra skyen. 17 Og israelitterne ved bjergets fod så et fantastisk syn: Herrens herlighed lignede et flammehav på bjergets top. 18 Moses gik nu alene endnu højere op og forsvandt ind i skyen. Og han var på bjerget i 40 dage.[a]

Salme 2

Guds udvalgte konge

1-2 Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
    Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
    Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
    de angriber hans udvalgte tjener.
„Lad os bryde de snærende bånd,” siger de.
    „Lad os sprænge de tunge lænker.”

Men han, som troner i Himlen, ler,
    han ryster på hovedet ad deres planer.
Så taler han til dem i vrede,
    de skælver af rædsel ved hans ord:
„Jeg har allerede indsat min konge,
    han skal regere fra Zion, mit hellige bjerg.”

(Den udvalgte konge siger:)
    „Lad mig fortælle jer, hvad Herren har lovet.
Han sagde til mig: ‚Du er min søn,
    i dag er jeg blevet din Far.
Bed mig, og du skal få verden i eje,
    alle jordens riger skal tilhøre dig.
Med dit jernscepter skal du fælde en knusende dom,
    som pottemageren smadrer de fejlslagne kar.’ ”

10 Hør efter, I konger og fyrster,
    vær kloge og lyt til mit råd.
11 Bøj jer ærbødigt for Herren,
    søg ham med frygt og bæven.
12 Bøj jer med respekt i støvet,
    så I ikke bliver knust under hans vrede.[a]
For hans dom kan hurtigt ramme jer.
    Velsignede er de, der søger tilflugt hos ham.

Salme 99

Herren er en god og retfærdig konge

99 Herren er konge, og alle folkeslag bæver.
    Han sidder på en trone af keruber,
        og hele jorden skælver.
Han sidder som konge på Zions bjerg,
    han hersker over alle jordens folkeslag.
De skal ære hans store og herlige navn.
    Hans navn er helligt.
Du store konge, som elsker retfærdighed,
    du har sørget for lighed og retfærdighed i Israel.
Lovpris Herren, vor hellige Gud,
    bøj jer ned for hans fødder,
        for han er hellig.
Moses og Aron var hans præster,
    Samuel en profet, der bad til Gud.
        De påkaldte Herren, og han svarede dem.
Han talte til dem fra skysøjlen,
    og de fulgte den vejledning, han gav dem,
        adlød hans bud og befalinger.
Herre, vor Gud, du svarede dem og var villig til at tilgive,
    selv om du måtte straffe dem for deres synder.
Lovpris Herren, vor Gud,
    tilbed ham på hans hellige bjerg.
        Hellig er Herren.

2 Peter 1:16-21

16 Det var ikke opspind og myter, vi bragte videre, dengang vi fortalte jer om, at vores Herre, Jesus Kristus, vil komme igen[a] med stor kraft og herlighed, for vi har med egne øjne set hans fantastiske storhed. 17-18 Han tog os jo med op på det hellige bjerg, og vi så den ære og herlighed, som Gud Fader gav ham. Vi hørte den mægtige Guds røst, der lød fra himlen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med.”[b]

Om sand profeti og falsk lære

19 Vi er nu mere end nogensinde overbeviste om sandheden i profeternes ord, og I gør klogt i at værdsætte dem som en lygte, der viser vej gennem mørket, indtil Jesus kommer og hans strålende lys[c] oplyser jeres hjerter. 20 I skal være klar over, at ingen af profetierne i Skriften udsprang af profeternes egne idéer. 21 Profetier bygger nemlig ikke på menneskers vilje, men tilskyndet af Helligånden bragte mennesker de budskaber, som de fik fra Gud.

Matthæus 17:1-9

Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed(A)

17 Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes (Jakobs bror) med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans ansigt strålede som solen, og hans klæder blev blændende hvide. Derefter så disciplene Moses og Elias komme til syne og tale med Jesus. „Herre, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Hvis du synes, så vil jeg bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”

Endnu mens Peter talte, kom en lysende sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med. Lyt til ham!”

Disciplene faldt på knæ med ansigtet mod jorden, helt overvældede og skrækslagne. Men Jesus bøjede sig ned og rørte ved dem. „Rejs jer op,” sagde han. „I skal ikke være bange.” Da de kiggede op, var Jesus alene tilbage.

På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle om, hvad de lige havde set, før han var oprejst fra de døde.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.