Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Hannas lovprisning

2 Da lovpriste Hanna Herren med følgende ord:

¹⁵ Og Gud tilføjede: „Hvad din kone Saraj angår, skal du ikke længere kalde hende Saraj. Fra nu af skal du kalde hende Sara.^{[a] 16} Jeg vil velsigne hende og give dig et barn med hende. Hun skal blive stammor til mange folk—selv konger skal nedstamme fra hende.”

¹⁷ Da bøjede Abraham sig igen for Herren med ansigtet mod jorden, men han lo for sig selv og tænkte: „Kan en hundredårig blive far? Og kan Sara, der er 90, blive mor?” ¹⁸ Men til Gud sagde han: „Ja, Herre, må din velsignelse være med Ishmael!”

¹⁹ „Nej, det er Sara, der skal føde din søn!” svarede Gud, „og du skal kalde ham Isak.^[b] Den samme pagt skal gælde for ham og for hans efterkommere til evig tid. ²⁰ Hvad Ishmael angår, vil jeg gøre, som du siger. Jeg vil også velsigne ham og gøre hans efterkommere til et stort folk. Tolv fyrster skal nedstamme fra ham. ²¹ Men min pagt gælder ikke for Ishmael, men for Isak—den søn, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.” ²² Da Gud var færdig med at tale med Abraham, gik han sin vej.

Vend ikke tilbage til slaveriet

⁸ Før i tiden var I slaver af afguder og ting, der ikke kommer fra den sande Gud. I kendte ham jo ikke dengang. ⁹ Men nu kender I Gud, ja endnu mere: I er kendt af Gud. Hvorfor vil I så vende tilbage til et liv styret af ineffektive lovregler og nytteløse anstrengelser? Vil I gerne være slaver af dem igen? ¹⁰ I går højt op i reglerne for de ugentlige, månedlige og årlige jødiske ceremonier og fester. ¹¹ Jeg er bange for, at mit arbejde hos jer har været forgæves. ¹² Kære venner, jeg beder jer inderligt om at leve, som jeg gør—i frihed fra disse ting—for jeg er blevet som jer ikke-jøder—frigjort fra de jødiske lovregler.

I tog så venligt imod mig, da jeg kom til jer første gang. ¹³ I husker jo nok, at det var min fysiske svaghed, der blev anledningen til, at jeg første gang fortalte jer om Jesus. ¹⁴ Men selvom jeg så ynkelig ud, viste I hverken foragt eller afsky for mig. I tog imod mig som Guds sendebud, ja, som havde jeg været Frelseren Jesus selv. ¹⁵ I var så glade og lykkelige dengang. Hvor er den glæde henne i dag? Jeg husker jeres kærlighed til mig. I ville endog have revet jeres øjne ud og givet dem til mig, hvis det havde været muligt. ¹⁶ Mon I nu bliver vrede på mig, fordi jeg siger jer sandheden?

¹⁷ De mennesker, som ønsker, at I skal følge de jødiske lovregler, gør alt, for at I skal komme over på deres side. De tænker ikke på, hvad der er bedst for jer, men kun på at trække jer væk fra os, så I kan blive lige så ivrige efter at følge reglerne, som de selv er. ¹⁸ Det er fint at være ivrig, hvis det altså er efter at gøre det rigtige. Det burde I altid være, ikke kun når jeg er hos jer. ¹⁹ Åh, mine elskede børn, jeg føler en dyb smerte for jer, som om jeg var i fødselsveer. Jeg kæmper for, at I må komme til at ligne Kristus mere og mere. ²⁰ Jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu, så jeg kunne udtrykke mig klarere og bedre vide, hvad jeg skal sige. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke om jer.