Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

121 Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp? ² Fra Herren kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber. ³ Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; ⁴ nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. ⁵ Herren er den, som bevarer dig, Herren er din Skygge ved din højre; ⁶ Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten; ⁷ Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl; ⁸ Herren bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!

1 I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Månde da jeg var bandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud. ² Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at Kong Jojakin var bortført - ³ kom Herrens Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes Land ved Floden Kebar, og Herrens Hånd kom over ham der.

⁴ Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis Midte det glimtede som funklende Malm. ⁵ Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de så således ud: De havde et Menneskes Skikkelse; ⁶ men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger; ⁷ deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnede som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt; ⁸ der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider. ⁹ De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik, men de gik alle lige ud". ¹⁰ Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et Ørneansigt bagtil; ¹¹ Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer. ¹² De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de vendte sig ikke, når de gik. ¹³ Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra. ¹⁴ Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til

¹⁵ Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af hvert af de fire levende Væsener; ¹⁶ og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et andet Hjul; ¹⁷ de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når de gik. ¹⁸ Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var på dem alle fire rundt om fulde af Øjne. ¹⁹ Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig; ²⁰ hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene; ²¹ når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene.

²² Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres Hoveder; ²³ og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer. ²⁴ Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær. ²⁵ Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de stod, sænkede de Vingerne.

¹⁹ Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus.

²⁰ Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds Søn. ²¹ Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?" ²² Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus. ²³ Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham ihjel. ²⁴ Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel. ²⁵ Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv. ²⁶ Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at han var en Discipel. ²⁷ Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn. ²⁸ Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem ²⁹ og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel. ³⁰ Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham videre til Tarsus.

³¹ Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Helligånds Formaning voksede den.