Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Nødråb til Gud
69 Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”.
2 Red mig, Gud, for jeg er ved at drukne,
vandet når mig allerede til halsen.
3 Jeg er som sunket i et bundløst hul,
jeg leder forgæves efter fodfæste.
Jeg er kommet ud på det dybe vand,
snart skyller bølgerne hen over mig.
13 Byens ledere taler nedsættende om mig,
fulde folk synger spottesange.
14 Jeg beder til dig om hjælp, Herre,
se i nåde til mig, Gud.
Du er en kærlig og trofast Gud.
Hør min bøn og hjælp mig.
15 Træk mig op af det dybe dynd,
lad mig ikke synke helt til bunds.
Red mig fra dem, der hader mig,
lad mig ikke drukne i dybet.
16 Lad ikke bølgerne begrave mig.
Lad ikke dybet opsluge mig.
Lad ikke døden få det sidste ord.
30 Åh, Gud, hvor længe vil du lade mig lide?
Red mig snart fra min elendighed.
31 Så vil jeg prise og tilbede dig,
ophøje dig med takkesange.
32 For i dine øjne er dét mere værd
end at ofre både okser og tyre.
33 Når de ydmyge og gudfrygtige ser min redning,
vil de glæde sig og fatte nyt mod.
34 For Herren hører den ydmyges råb,
han foragter ikke dem, han opdrager.
35 Selv himlen og jorden skal prise ham,
havet og fiskene stemme i med lovsang.
36 Ja, Gud vil redde Jerusalem
og genopbygge Judas byer.
Hans folk kommer igen til at bo der
og tager landet i eje som før.
Kains slægt
17 Kain lå hos sin kone, og hun blev gravid og fødte en søn, som fik navnet Enok. Kain grundlagde også en by og kaldte den Enok efter sin søn. 18 Enok blev far til Irad, Irad blev far til Mehujael, Mehujael blev far til Metushael, og Metushael blev far til Lemek. 19 Lemek tog sig to koner, Ada og Silla. 20 Ada fik en søn, som fik navnet Jabal. Han blev stamfar til dem, der bor i telte og holder kvæg. 21 Hans bror hed Jubal og blev stamfar til dem, der spiller på lyre og fløjte. 22 Silla fik en søn, som blev kaldt Tubal-Kain. Han blev stamfar til dem, der smeder kobber[a] og jern. Tubal-Kain havde en søster ved navn Na’ama.
23 Lemek sagde engang til sine koner:
„Ada og Silla, hør på mig,
lyt til, hvad jeg siger!
Jeg har dræbt en ung mand som hævn for et sår,
en dreng som hævn for en skramme.
24 Hvis Kain skulle hævnes 7 gange,
så skal jeg hævnes 77 gange!”
Adam og Eva får sønnen Set
25 Adam og Eva fik en søn mere, som de kaldte Set,[b] for—som Eva sagde: „Gud har givet mig en anden søn i stedet for Abel, som Kain slog ihjel.” 26 Set fik senere en søn, som han kaldte Enosh. På den tid begyndte man at påkalde og tilbede Gud som Herren over alle ting.
Adams efterkommere
5 I det følgende kommer en fortegnelse over Adams efterkommere indtil oversvømmelsen.
Da Gud skabte menneskene, skabte han dem, så de lignede ham. 2 Som mand og kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og kaldte dem fra begyndelsen „mennesker”.
3 Adam var 130 år, da hans søn Set blev født. Set var på alle måder en tro kopi af Adam. 4 Efter Sets fødsel levede Adam endnu 800 år og fik mange sønner og døtre. 5 Han døde 930 år gammel.
Også jøderne er under Guds dom
9 „Hvad så?” spørger du måske. „Er vi jøder da ikke bedre end andre mennesker?” Nej, for jeg har jo allerede gjort rede for, at alle mennesker, både jøder og ikke-jøder, er under syndens magt. 10 Det fremgår også af følgende citater fra Skrifterne:[a]
„Ingen gør Guds vilje,
ikke en eneste.
11 Ingen er forstandig,
ingen søger Gud.
12 Alle er kommet på afveje,
fordærvede af synd.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.”
13 „Deres strube stinker som en åben grav,
deres tunge er belagt med smiger.”
„Deres ord dræber som slangegift.”
14 „De har munden fuld af forbandelser og trusler.”
15 „De kommer hurtigt ind i slagsmål og vold.
16 Der er ødelæggelse og elendighed i deres kølvand.
17 De kender ikke fredens vej.”
18 „De har ingen respekt for Gud.”
19 Vi ved, at Skriften[b] henvender sig til dem, der tror på den. Når Skriften på den måde udtaler dom over jøderne, forstår vi, at hele verden er under Guds dom, også jøderne. Ingen kan undskylde sig. 20 Der er nemlig ingen mennesker, der kan blive accepteret af Gud ved at prøve at overholde Guds lov. Den afslører kun, at vi ikke kan overholde den.
Hvordan bliver man accepteret af Gud?
21-22 Gud har nu åbenbaret en ny måde, hvorpå vi kan blive accepteret af ham, og den er allerede omtalt i Toraen[c] og de Profetiske Bøger. Det sker ikke ved at overholde den jødiske lov, men ved at tro på Jesus Kristus, og det gælder alle mennesker, uanset deres baggrund.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.