Revised Common Lectionary (Complementary)

100 En salme til lovprisning. Rop med fryd for Herren, all jorden!

² Tjen Herren med glede, kom frem for hans åsyn med jubel!

³ Kjenn at Herren er Gud! Han har skapt oss, og ikke vi selv, til sitt folk og til den hjord han før.

⁴ Gå inn i hans porter med pris, i hans forgårder med lov, pris ham, lov hans navn!

⁵ For Herren er god; hans miskunnhet varer til evig tid, og hans trofasthet fra slekt til slekt.

²⁸ Og det skjedde dengang Herren talte til Moses i Egyptens land,

²⁹ da sa Herren til Moses: Jeg er Herren; tal til Farao, kongen i Egypten, alt det jeg taler til dig.

³⁰ Men Moses sa, der han stod for Herrens åsyn: Du vet jeg har uomskårne leber; hvorledes skulde da Farao høre på mig?

7 Da sa Herren til Moses: Se, jeg har satt dig til en Gud for Farao, og Aron, din bror, skal være din profet.

² Du skal tale alt det jeg byder dig; men Aron, din bror, skal tale til Farao, og han skal la Israels barn fare ut av sitt land.

³ Men jeg vil forherde Faraos hjerte, og jeg vil gjøre mange tegn og under i Egyptens land.

⁴ Farao skal ikke høre på eder; men jeg vil legge min hånd på Egypten og føre mine hærer, mitt folk, Israels barn, ut av Egyptens land ved store straffedommer.

⁵ Og egypterne skal kjenne at jeg er Herren, når jeg rekker ut min hånd over Egypten og fører Israels barn ut fra dem.

⁶ Og Moses og Aron gjorde dette; som Herren hadde pålagt dem, således gjorde de.

⁷ Moses var åtti år gammel, og Aron tre og åtti år, da de talte til Farao.

⁸ Og Herren sa til Moses og Aron:

⁹ Når Farao taler til eder og sier: La mig få se et under av eder, da skal du si til Aron: Ta din stav og kast den ned foran Farao! Og den skal bli til en slange.

¹⁰ Så gikk Moses og Aron inn til Farao og gjorde som Herren hadde sagt; Aron kastet sin stav ned foran Farao og hans tjenere, og den blev til en slange.

¹¹ Da lot Farao sine vismenn og trollmenn kalle, og de, Egyptens tegnsutleggere, gjorde det samme med sine hemmelige kunster;

¹² de kastet hver sin stav, og de blev til slanger; men Arons stav slukte deres staver.

¹³ Men Faraos hjerte blev forherdet, og han hørte ikke på dem, således som Herren hadde sagt.

7 Og fariseerne og nogen av de skriftlærde, som var kommet fra Jerusalem, samlet sig om ham.

² Og de fikk se at nogen av hans disipler åt med vanhellige, det er uvaskede, hender;

³ fariseerne og alle jøder eter ikke uten at de først omhyggelig har vasket hendene, for de holder fast ved de gamles vedtekt,

⁴ og når de kommer fra torvet, eter de ikke før de har vasket sig, og det er meget annet som de har vedtatt å holde: vaskninger av beger og krus og kobberkar og benker.

⁵ Og fariseerne og de skriftlærde spurte ham: Hvorfor følger ikke dine disipler de gamles vedtekt, men eter med vanhellige hender?

⁶ Men han sa til dem: Rett spådde Esaias om eder, I hyklere, således som skrevet er: Dette folk ærer mig med lebene, men deres hjerte er langt borte fra mig;

⁷ men de dyrker mig forgjeves, idet de lærer lærdommer som er menneskebud.

⁸ I forlater Guds bud og holder fast ved menneskers vedtekt.

⁹ Og han sa til dem: Det er riktig vakkert at I gjør Guds bud til intet for å holde eders vedtekt.

¹⁰ For Moses har sagt: Hedre din far og din mor, og: Den som banner far eller mor, skal visselig dø;

¹¹ men I sier: Om et menneske sier til far eller mor: Det du skulde ha hatt til hjelp av mig, det skal være en korban, det er en gave til templet,

¹² så lar I ham ikke lenger få lov til å gjøre noget for far eller mor,

¹³ og således gjør I Guds ord til intet ved eders vedtekt, som I har pålagt menneskene. Og meget av samme slag gjør I.