Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 146

Om at sætte sin lid til Herren

146 Halleluja!
    Min sjæl, pris Herren!
Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever,
    synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret.
Stol ikke på stormænd,
    for mennesker kan ikke frelse jer.
De dør og bliver lagt i deres grav,
    da er det slut med alle deres planer.
Velsignede er de, der stoler på Israels Gud,
    de, der sætter deres lid til Herren.
Han skabte himlen og jorden,
    havet og alt, hvad der lever deri.
        Han er trofast til evig tid.
Han står på de undertryktes side
    og sørger for mad til de sultne.
Han sætter fanger i frihed
    og åbner de blindes øjne.
Han løfter de nedbrudte op,
    han elsker dem, der gør hans vilje.
Han tager sig af de fremmede,
    viser omsorg for enker og forældreløse,
        men de ondes planer forpurrer han.
10 Herren skal regere for evigt!
    Jerusalem, din Gud er konge fra slægt til slægt!
Halleluja!

Esajas 33:1-9

Guds dom over de fjendltige nationer og løfter til Guds folk

33 Ve dig, Undertrykker![a] Du har undertrykt andre, men du er aldrig selv blevet undertrykt. Du svigter dine forbundsfæller, selv om de ikke svigter dig. Nu er det din tur til at blive undertrykt og svigtet.

Herre, vær os nådig, for vi sætter vores lid til dig. Styrk os hver morgen og red os, når vi er undergangen nær. Vores fjender flygter, når de hører dig komme. Når du går til angreb, spredes vores fjender for alle vinde. De bliver berøvet alt, som når en græshoppesværm æder alt, hvad den passerer.

Herren er mægtig, han bor i Himlen. Han vil gøre Jerusalem til retfærdighedens og sandhedens højborg. Han vil give tryghed og fuld beskyttelse, visdom og kundskab. Gudsfrygt er kilden til velsignelse.

De tapre krigere[b] klynker i Jerusalems gader, fredsudsendingene vender grædende tilbage. Vejene er øde, for ingen tør vove sig ud. Fredstraktater annulleres, og løfter brydes, selv om de var afgivet i vidners nærvær. Hele Israels land er i vanskeligheder, Libanon er skamferet, Saronsletten lagt øde, Bashan og Karmel plyndret.

Matthæus 15:21-31

En ikke-jødisk kvindes tro(A)

21 Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon.

22 En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: „Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”

23 Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: „Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.” 24 Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: „Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.” 25 Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: „Herre, hjælp mig dog!”

26 Jesus svarede: „Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”

27 „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.”

28 „Du har stor tro!” udbrød Jesus. „Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.

Mange helbredelser blandt ikke-jøder(B)

29 Jesus vendte derefter tilbage til området øst for Galilæasøen, hvor han gik op på en bakke og satte sig ned for at undervise. 30 Store folkeskarer kom til ham. Blandt dem var mange lamme, blinde, stumme og andre handicappede. Og Jesus helbredte dem alle!

31 Det var et fantastisk syn. Mennesker som før var stumme, kunne nu tale. Handicappede blev helbredt, lamme gik omkring, blinde kunne se. Folkeskaren blev slået af forundring og lovpriste Israels Gud.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.