Revised Common Lectionary (Complementary)

⁶ En søn ærer sin far, og en slave respekterer sin herre. Jeg er både jeres Far og Herre, men alligevel ærer og respekterer I mig ikke! I er mine præster, men I ringeagter mig!

‚Hvordan har vi ringeagtet dig?’ spørger I.

⁷ Hver gang I bringer urene ofre til alteret!

‚Hvordan er vores ofre blevet urene?’

Fordi I siger: ‚Der er ingen grund til at give det bedste til Gud!’

⁸ Er det måske ikke forkasteligt at ofre syge, lamme og blinde dyr til mig? Prøv at bringe sådanne gaver til jeres guvernør! Vil han synes om dem og gøre, hvad I beder ham om? ⁹ Tror I, at jeg vil hjælpe jer, når I bringer mig sådanne gaver? ¹⁰ Det ville være bedre at spærre døren til templet, så I ikke kom og ofrede den slags nytteløse gaver. Jeg kan ikke acceptere jeres handlemåde, og jeg vil ikke tage imod jeres ofre.

¹¹ Alle folkeslag fra den ene ende af jorden til den anden skal erkende min magt og storhed. Overalt vil mennesker bringe mig røgelse og egnede ofre. ¹² I, derimod, vanærer mig ved at sige: ‚Det er ikke så væsentligt, om det, vi ofrer til Herren, er som foreskrevet.’

¹³ I beklager jer oven i købet og siger: ‚Hvor er det besværligt at tjene Herren!’

Hvorfor foragter I mig? I bringer stjålne, lamme og syge dyr som offergave til mig. Skulle jeg virkelig tage imod sådan noget? ¹⁴ Den bedrager, som lover at bringe en flot vædder fra sin hjord, men bringer et defekt dyr i stedet, fortjener min straf. For jeg er en mægtig Konge, og alverdens folkeslag har ærefrygt for mig! siger Herren, den Almægtige.”

Advarsel til præsterne

2 I præster, lyt til denne advarsel fra Herren den Almægtige:

² „Hvis I ikke adlyder mig og ændrer indstilling, hvis I ikke tager det alvorligt med at vise ærefrygt for mig, må I tage konsekvensen. I stedet for at velsigne jer vil jeg sende forbandelse over jer, og de velsignelser, I udtaler over andre, bliver til forbandelser. Ja, det er allerede sket, fordi I ikke tog mine befalinger alvorligt.

³ Jeg vil vride armen om på jer,^[a] kaste affaldet fra jeres offerdyr i ansigtet på jer og smide jer på møddingen sammen med det. ⁴ Jeg har givet jer denne advarsel, for at I skal overholde den pagt, jeg sluttede med levitterne. ⁵ Min pagt med dem var, at jeg ville give dem liv og fremgang, og de skulle til gengæld vise mig ære og respekt. Og det gjorde de før i tiden. ⁶ De underviste folket i sandheden. De snød og bedrog mig ikke—nej, de handlede ærligt og oprigtigt, og de fik mange til at omvende sig fra deres synder.

⁷ Enhver præst bør tale med visdom, så folk kan komme til ham og få undervisning, for en præst er et sendebud fra Gud, den Almægtige. ⁸ Men I har vendt mig ryggen, og med jeres lære har I fået folket til at overtræde mine befalinger. I har brudt den pagt, jeg indgik med levitterne om at de skulle være mine tjenere. ⁹ Derfor bliver I vanæret i folkets øjne, for I gør ikke, hvad jeg siger. I stedet udnytter I loven til egen fordel.”^[b]

Den syvfoldige anklage imod religiøst hykleri^(A)

¹³ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I har smækket døren i til Guds rige! I er ikke selv gået derind, og når andre er på vej derind, gør I, hvad I kan, for at holde dem ude.^[a]

¹⁵ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I farer land og rige rundt for at hverve tilhængere, og så gør I dem til Helvedes børn, dobbelt så slemme, som I selv er!

¹⁶ Ve jer blinde vejledere, for I lærer folk, at hvis man sværger ‚ved Guds tempel’, så gælder det ikke, men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved guldet i templet’. ¹⁷ I blinde tåber! Hvad er størst: guldet eller templet, som gør guldet helligt? ¹⁸ I lærer dem også, at hvis man sværger ‚ved alteret’, gælder det ikke. Men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved gaven’, der er lagt på alteret. ¹⁹ Det er en tåbelig tanke! Hvad er størst: gaven eller alteret, som gør gaven hellig? ²⁰ Den, der sværger ‚ved alteret’, sværger både ved alteret og ved alt, hvad der er lagt derpå. ²¹ Og den, der sværger ‚ved templet’, sværger både ved templet og ved Gud, som bor deri. ²² Den, der sværger ‚ved Himlen’, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.

²³ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen—nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab.^[b] Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet. ²⁴ I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.

²⁵ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt—mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær. ²⁶ Du blinde farisæer! Rens først bægeret indvendigt, så bliver det ydre rent bagefter.

²⁷ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er som hvidkalkede gravkamre,^[c] der udvendigt ser fine ud, men indvendigt er fyldt op med skeletter og lig, der er gået i forrådnelse. ²⁸ I prøver at have en pæn facade, men under det fromme ydre er I fulde af hykleri og råddenskab.