Old/New Testament

62 For Zions Skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld ej hvile før dets Ret rinder op som Lys, som en luende Fakkel dets Frelse. ² Din Ret skal Folkene skue og alle Konger din Ære. Et nyt Navn giver man dig, som Herrens Mund skal nævne. ³ Og du bliver en dejlig Krone i Herrens Hånd, et kongeligt Hovedbind i Hånden på din Gud.

⁴ Du kaldes ej mer "den forladte", dit Land "den ensomme"; nej, "Velbehag" kaldes du selv, og dit Land kaldes "Hustru". Thi Herren har Velbehag i dig, dit Land skal ægtes. ⁵ Som Ynglingen ægter en Jomfru, så din Bygmester dig, som Brudgom glædes ved Brud, så din Gud ved dig. ⁶ Jeg sætter Vægtere på dine Mure, Jerusalem; ingen Sinde bag eller Nat skal de tie. I, som minder Herren, und jer ej Ro ⁷ og lad ham ikke i Ro, før han bygger Jerusalem, før han får gjort Jerusalem til Pris på Jorden. ⁸ Herren svor ved sin højre, sin vældige Arm: Jeg giver ej mer dine Fjender dit Korn til Føde; Mosten, du sled for, skal Udlandets Sønner ej drikke; ⁹ nej, de, der høster, skal spise prisende Herren; de, der sanker, skal drikke i min hellige Forgård.

¹⁰ Drag ud gennem Portene, drag ud, ban Folket Vej, byg Vej, byg Vej, sank alle Stenene af, rejs Banner over Folkeslagene! ¹¹ Se, Herren lader det høres til Jordens Ende: Sig til Zions Datter: "Se, din Frelse kommer, se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham!" ¹² De skal kaldes: det hellige Folk, Herrens genløste, og du: den søgte, en By, som ej er forladt.

63 Hvem kommer der fra Edom, i Højrøde Klæder fra Bozra, han i det bølgende Klædebon, stolt i sin vældige Kraft?"Det er mig, som taler i Retfærd, vældig til at frelse!" ² Hvorfor er dit Klædebon rødt, dine Klæder som en Persetræders? ³ "Jeg trådte Vinpersen ene, af Folkeslagene var ingen med mig; jeg trådte dem i min Vrede, tramped dem i min Harme; da sprøjted deres Blod på mine Klæder, jeg tilsøled hele min Klædning. ⁴ Thi til Hævnens Dag stod min Hu, mit Genløsningsår var kommet. ⁵ Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod mig bi. Da kom min Arm mig til Hjælp, og min Harme, den stod mig bi; ⁶ jeg søndertrådte Folkeslag i Vrede, i Harme knuste jeg dem, deres Blod lod jeg strømme til Jorden."

⁷ Jeg vil synge om Herrens Nåde, kvæde hans Pris, efter alt, hvad Herren har gjort os, huld imod Israels Hus, gjort os efter sin Miskundhed, sin Nådes Fylde. ⁸ Han sagde: "De er jo mit Folk, de er Børn, som ej sviger." Og en Frelser blev han for dem ⁹ i al deres Trængsel; intet Bud, ingen Engel, hans Åsyn frelste dem. I sin Kærlighed og Skånsel genløste han dem, han løfted og bar dem alle Fortidens Dage. ¹⁰ Men de stred imod og bedrøved hans hellige Ånd; så blev han deres Fjende, han kæmped imod dem. ¹¹ Da tænkte hans Folk på gamle Dage, på Moses: "Hvor er han, som drog sit Småkvægs Hyrde op af Vandet? Hvor er han, som lagde sin hellige Ånd i hans Hjerte, ¹² lod vandre sin herlige Arm ved Moses's højre, kløvede Vandet for dem og vandt et evigt Navn, ¹³ førte dem gennem Dybet som en Hest på Steppen? ¹⁴ Som Kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte Herrens Ånd. Således ledte du dit Folk for at vinde dig et herligt Navn." ¹⁵ Sku ned fra Himlen, se ud fra din hellige, herlige Bolig! Hvor er din Nidkærhed og Vælde, dit svulmende Hjerte, din Medynk? Hold dig ikke tilbage, ¹⁶ du, som dog er vor Fader. Thi Abraham ved ej af os, Israel kendes ej ved os, men du er vor Fader, Herre, "vor Genløser" hed du fra Evighed. ¹⁷ Hvi leder du os vild fra dine Veje, Herre, forhærder vort Hjerte mod din Frygt? Vend tilbage for dine Tjeneres, din Arvelods Stammers Skyld! ¹⁸ Hvi har gudløse trådt i din Helligdom, vore Fjender nedtrampet dit Tempel? ¹⁹ Vi er som dem, du aldrig har styret, over hvem dit Navn ej er nævnt.

²⁰ Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit Åsyn! 64 ¹ Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære dine Fjender, at dit Navn må kendes iblandt dem, og Folkene bæve for dit Åsyn, ² når du gør Undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit Åsyn vakler Bjergene ³ og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre har hørt, intet Øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham. ⁴ Du ser til dem, der øver Retfærd og kommer dine Veje i Hu. Men se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved. ⁵ Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet Klædning al vor Retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort Brøde bortvejred os som Vinden. ⁶ Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig; thi du skjulte dit Åsyn for os og gav os vor Brøde i Vold. ⁷ Men du, o Herre, er dog vor Fader, vi er Leret, og du har dannet os, Værk af din Hånd er vi alle. ⁸ Vredes ej, Herre, så såre, kom ej evigt Brøde i Hu, se dog til, vi er alle dit Folk! ⁹ Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet en Ørk, Jerusalem ligger i Grus; ¹⁰ vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene priste dig, er blevet Luernes Rov, en Grushob er alt, hvad vi elskede. ¹¹ Ser du roligt Herre, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt?

1 Paulus, Kristi Jesu Apostel efter Befaling af Gud, vor Frelser, og Kristus Jesus, vort Håb, ² til Timotheus, sit ægte Barn i Troen: Nåde, Barmhjertig Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus vor Herre!

³ Det var derfor, jeg opfordrede dig til at blive i Efesus, da jeg drog til Makedonien, for at du skulde påbyde visse Folk ikke at føre fremmed Lære ⁴ og ikke at agte på Fabler og Slægtregistre uden Ende, som mere fremme Stridigheden end Guds Husholdning i Tro. ⁵ Men Påbudets Endemål er Kærlighed af et rent Hjerte og af en god Samvittighed og af en uskrømtet Tro, ⁶ hvorfra nogle ere afvegne og have vendt sig til intetsigende Snak, ⁷ idet de ville være Lovlærere uden at forstå, hverken hvad de sige, eller hvorom de udtale sig så sikkert. ⁸ Men vi vide, at Loven er god, dersom man bruger den lovmæssigt, ⁹ idet man veed dette, at Loven ikke er sat for den retfærdige, men for lovløse og ulydige, ugudelige og Syndere, ryggesløse og vanhellige, for dem, som øve Vold imod deres Fader og Moder, for Manddrabere, ¹⁰ utugtige, Syndere imod Naturen, Menneskerøvere, Løgnere, Menedere, og hvad andet der er imod den sunde Lære, ¹¹ efter den salige Guds Herligheds Evangelium, som er blevet mig betroet.

¹² Jeg takker ham, som gjorde mig stærk, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han agtede mig for tro, idet han satte mig til en Tjeneste, ¹³ skønt jeg forhen var en Bespotter og en Forfølger og en Voldsmand; men der blev vist mig Barmhjertighed, thi jeg gjorde det vitterligt i Vantro, ¹⁴ Ja, vor Herres Nåde viste sig overvættes rig med Tro og Kærlighed i Kristus Jesus. ¹⁵ Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til Verden for at frelse Syndere, iblandt hvilke jeg er den største" ¹⁶ Men derfor blev der vist mig Barmhjertighed, for at Jesus Kristus kunde på mig som den første vise hele sin Langmodighed, til et Forbillede på dem, som skulle tro på ham til evigt Liv. ¹⁷ Men Evighedens Konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud være Pris og Ære i Evighedernes Evigheder! Amen.

¹⁸ Dette Påbud betror jeg dig, mit Barn Timotheus, ifølge de Profetier, som tilforn ere udtalte over dig, at du efter dem strider den gode Strid, ¹⁹ idet du har Tro og en god Samvittighed, hvilken nogle have stødt fra sig og lidt Skibbrud på Troen; ²⁰ iblandt dem ere Hymenæus og Aleksander, hvilke jeg har overgivet til Satan, for at de skulle tugtes til ikke at bespotte.