Old/New Testament
7 Så kom der nogle folk fra Kirjat-Jearim og førte arken til Abinadabs hus, der lå på en bakke, og de satte hans søn Eleazar til at passe på den. 2 Arken stod opbevaret dér i 20 år, og i al den tid sørgede hele Israels folk, for det så ud, som om Herren havde forladt dem.
Samuel som Israels leder
3 Da sagde Samuel til Israels folk: „Hvis I virkelig alvorligt ønsker at komme tilbage til Herren, så hold op med at dyrke fremmede guder. Ødelæg alt, hvad der repræsenterer gudinden Astarte og beslut jer for at adlyde Herren alene, så vil han frelse jer fra filistrene.”
4 Så ødelagde israelitterne deres afgudsbilleder af Ba’al og Astarte og tilbad Herren alene. 5 Derefter sagde Samuel: „Kom til Mitzpa, så vil jeg gå i forbøn for jer hos Herren.”
6 Folket samledes så i Mitzpa. Den dag fastede de som udtryk for, at de angrede deres synder; og som en symbolsk offerhandling øste de vand fra brønden og hældte det ud på jorden for Herren. Det var dér ved Mitzpa, at Samuel først blev anerkendt som leder i Israel.
7 Filisterkongerne fik imidlertid nys om, at alle israelitterne havde samlet sig i Mitzpa. Derfor mobiliserede de deres hære og rykkede ud imod Israel. Da israelitterne hørte det, blev de skrækslagne.
8 „Bed Gud Herren om at frelse os!” råbte de til Samuel. 9 Samuel tog da et lam og ofrede hele dyret som et brændoffer til Herren, alt imens han gik i forbøn for Israel. Og Herren greb ind. 10 Mens Samuel var i færd med at ofre lammet, stormede filistrene dem, men Herren sendte et voldsomt tordenvejr imod dem, og filistrene blev så bange og forvirrede, at israelitterne nemt kunne slå dem. 11 Israelitternes hær forfulgte dem fra Mitzpa helt til Bet-Kar og huggede mange af dem ned undervejs. 12 Da tog Samuel en stor sten og anbragte den mellem Mitzpa og Jeshana, og han kaldte stenen Eben-Ezer,[a] for han sagde: „Hidtil har Herren hjulpet os!”
13 Filistrenes nederlag holdt dem i lang tid fra at angribe israelitterne, og Herren var med Israel, så længe Samuel levede. 14 De israelitiske byer mellem Ekron og Gat samt de øvrige områder, som filistrene havde erobret, fik Israel nu tilbage. I den periode var der også fred mellem israelitterne og amoritterne.
15 Samuel var Israels leder så længe han levede. 16 En gang om året foretog han en rundrejse mellem Betel, Gilgal og Mitzpa for at tage sig af folkets retssager. 17 Men han vendte altid tilbage til sit hjem i Rama, hvor han også afgjorde retssager. Og i Rama byggede han et alter for Herren.
Israels folk forlanger en konge
8 Da Samuel blev gammel, satte han sine to sønner til at være dommere i Israel. 2 Den ældste hed Joel, og den anden hed Abija. De havde deres dommersæde i Be’ersheba, 3 men de var pengegriske og slet ikke som deres far. De tog imod bestikkelse og dømte uretfærdigt. 4 Til sidst mødtes Israels ledere i Rama for at diskutere sagen med Samuel. 5 „Hør her,” sagde de. „Du er blevet gammel, og dine sønner er ikke som dig. Giv os en konge, sådan som de andre folk har.” 6 Samuel var oprørt over forslaget, og han gik til Herren for at spørge om råd. 7 „Gør, som de siger,” svarede Herren. „Det er ikke dig, de forkaster, men mig, for de ønsker ikke længere mig som konge. 8 Lige siden jeg førte dem ud af Egypten, har de forkastet mig og vendt sig til andre guder for at få hjælp, og nu behandler de dig på samme måde. 9 Giv dem, hvad de beder om, men advar dem om, hvordan en konge vil behandle dem.”
10 Da fortalte Samuel, hvad Herren havde sagt: 11 „Siden I vil have en konge, skal I vide, hvordan konger behandler deres undersåtter. Kongen vil indkalde jeres sønner til sin hær. Nogle skal bemande hans stridsvogne, andre bliver ryttersoldater, og nogle må løbe foran hans kongelige vogne. 12 Nogle af dem bliver anførere i hæren, mens andre bliver udskrevet til tvangsarbejde. Nogle bliver tvunget til at pløje og høste hans marker, andre til at lave våben og udstyr til de kongelige vogne. 13 Kongen vil også tage jeres døtre og tvinge dem til at lave mad, bage brød og tilberede de salver, han smører sig ind i. 14 Han vil tage jeres bedste marker og vingårde og olivenplantager og give dem til sine venner. 15 Han vil tage en tiendedel af jeres høst og fordele den mellem folkene i sin inderkreds. 16 Han vil gøre krav på jeres slaver og på jeres bedste okser og æsler til eget brug. 17 Han vil forlange at få udleveret en tiendedel af jeres fåreflokke, og I kan ikke sætte jer op imod ham. 18 Når I så engang beder om at bliver fri for den konge, I selv har forlangt at få, da er det for sent. Herren vil ikke høre jeres bøn.”
19 Men folket nægtede at høre på Samuels advarsel. „Det er lige meget,” svarede de. „Vi vil have en konge. 20 Vi vil ikke stå tilbage for vores nabolande. Vores konge skal regere landet og være vores anfører i krig.”
21 Så fortalte Samuel Herren, hvad folket havde sagt, 22 og Herren svarede: „Så gør, som de siger, og giv dem en konge.” Da gik Samuel med til ledernes forslag og sendte dem hjem.
Saul og Samuel mødes
9 Der var en rig og anset mand af Benjamins stamme, som hed Kish. Kish var søn af Abiel, som var søn af Zeror, som var søn af Bekorat, som var søn af Afia. 2 Kish havde en søn, der hed Saul. Han var den flotteste fyr i hele Israel, og han var et hoved højere end nogen anden i landet.
3 En dag var nogle af Kish’ æsler løbet væk. Derfor sagde han til Saul: „Tag en tjener med dig og gå ud og led efter dem.” 4 Saul og hans tjener gennemsøgte Efraims højland, Shalisha-egnen, Shalim-egnen og hele Benjamins land uden at finde æslerne. 5 Da de til sidst nåede Zuf-området, sagde Saul til tjeneren: „Lad os gå hjem. Nu er min far sikkert mere bekymret for os end for æslerne.”
6 Men tjeneren svarede: „Ved du hvad? I den by dér bor der en Guds profet, som folk har stor respekt for, fordi alt, hvad han siger, sker. Lad os opsøge ham. Måske han kan fortælle os, hvor vi kan finde æslerne.”
7 „Men vi har ingen penge med, så vi kan betale ham,” indvendte Saul. „Vi har ingen verdens ting, ikke engang et stykke brød.”
8 „Jo,” svarede tjeneren. „Jeg har et lille stykke sølv, en kvart shekel. Den vil jeg give ham, så han kan sige os, hvad vi skal gøre.” 9-11 „Godt,” sagde Saul. „Lad os så bare prøve.”
Så begav de sig op ad bakken mod byen, hvor profeten holdt til. Undervejs mødte de nogle unge piger, som var på vej ned for at hente vand, og de spurgte dem: „Er seeren hjemme?” (På den tid kaldte man endnu profeter for „seere”. „Lad os gå hen og spørge seeren,” sagde man, når man ville spørge Gud til råds).
12-13 Pigerne svarede: „Jo, han er kommet til byen i dag, for der skal ofres et dyr på offerhøjen. Hvis I følger vejen lige frem og går ind i byen, vil I træffe ham der. Han går snart op til offerhøjen, for det er ham, der skal velsigne slagtofferet, og folk har ikke lov at spise af slagtofferet, før han kommer.”
14 Så skyndte de sig op til byen, og netop som de kom til byporten, kom Samuel gående hen imod dem på vej til offerhøjen.
15 Dagen før havde Herren sagt til Samuel: 16 „I morgen ved denne tid sender jeg en mand fra Benjamins land til dig. Ham skal du salve til konge over mit folk. Han skal frelse folket fra filistrenes herredømme, for jeg har hørt folkets klageråb og har besluttet at hjælpe dem.”
17 Da Samuel fik øje på Saul, sagde Herren til ham: „Det er den mand, jeg fortalte dig om. Han skal regere over mit folk.”
18 I det samme henvendte Saul sig til Samuel dér i byporten og spurgte: „Kan du sige mig, hvor seeren bor?”
19 „Det er mig, der er seeren,” svarede Samuel. „Gå foran mig op til offerhøjen. Så kan vi spise sammen, og i morgen tidlig skal jeg fortælle dig, hvad du ønsker at vide, og sende dig af sted. 20 Du skal ikke bekymre dig om æslerne, der løb bort for tre dage siden. De er i god behold. Men hvem er det, hele Israels håb står til, om ikke det er til dig og din slægt?”
21 „Hvordan kan du sige sådan noget,” indvendte Saul. „Jeg er jo fra Benjamins stamme, den mindste i hele Israel. Og min slægt er den mest ubetydelige i hele stammen!”
22 Men Samuel førte Saul og hans tjener ind i gildesalen og gav dem hæderspladsen blandt de 30 indbudte gæster, 23 og han sagde til kokken: „Kom med det fine stykke kød, som er forbeholdt hædersgæsten.” 24 Kokken løftede kødet op og lagde det foran Saul. „Spis! Det er til dig,” sagde Samuel. „Jeg havde lagt det stykke til side til dig, så du ved denne lejlighed kunne spise det sammen med de øvrige gæster.”
Så spiste Saul sammen med Samuel. 25 Derefter gik de ned fra offerhøjen. Da de var kommet tilbage til byen, blev der redt op til Saul på tagterrassen. 26-27 Ved daggry næste morgen råbte Samuel op til Saul: „Stå op! Jeg vil følge dig på vej.” Så stod Saul op, og Samuel gik med dem et stykke hen ad vejen. Da de var nået til udkanten af byen, sagde Samuel til Saul: „Sig til tjeneren, at han skal gå i forvejen, men bliv du her lidt endnu. Herren har nemlig givet mig et særligt budskab til dig.”
Peters åbenbaring om Jesus som Messias(A)
18 En dag var Jesus alene sammen med disciplene, og han tilbragte en tid i bøn. Derefter spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?” 19 De svarede: „Nogle siger, at du er Johannes Døber, andre, at du er Elias, og andre igen, at en anden af de gamle profeter må være genopstået fra de døde.”
20 „Og hvad siger I?” spurgte han. „Hvem tror I, at jeg er?”
„Du er Messias, den frelser, Gud har sendt!” svarede Peter.
21 Jesus forbød dem strengt at omtale ham på den måde over for andre, og han tilføjede: 22 „Menneskesønnen skal igennem mange lidelser og vil blive forkastet af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere. Til sidst dræber de mig, men på den tredje dag[a] bliver jeg oprejst fra de døde.”
Det koster dyrt at følge Guds vilje(B)
23 Så sagde Jesus henvendt til alle, der var hos ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig hver dag, også selv om det koster livet. 24 De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. 25 Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis det selv går fortabt og mister alt? 26 Hvis I fornægter mig og mine ord, så vil jeg, Menneskesønnen, også fornægte jer, når jeg kommer i min Fars og de hellige engles herlighed. 27 Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme.”
Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed(C)
28 En uges tid senere tog Jesus Peter, Johannes og Jakob med op på et bjerg for at bede. 29 Mens han bad, begyndte hans ansigt at stråle, og hans lange kjortel blev blændende hvid. 30 Pludselig var der to mænd, som stod og talte med ham. Det var Moses og Elias. 31 De strålede af himmelsk herlighed, og de talte med ham om hans snarlige bortgang, der skulle finde sted i Jerusalem. 32 Peter og de andre var frygtelig døsige og kæmpede mod søvnen. Det lykkedes dem at holde sig vågne,[b] og de så, hvordan både Jesus og de to mænd udstrålede Guds herlighed. 33 Da Moses og Elias skulle til at forlade Jesus, udbrød Peter: „Mester, hvor er det skønt at være her. Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.” Han vidste ikke, hvad han skulle sige. 34 I det samme kom der en sky ned over dem, og de blev bange, da de pludselig befandt sig midt inde i den. 35 Så lød der en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn.[c] Lyt til ham!” 36 Da stemmen lød, var der ingen andre at se end Jesus.
Den oplevelse holdt disciplene foreløbig for sig selv. Det var først lang tid senere, de fortalte andre om, hvad de havde set.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.