Add parallel Print Page Options

Peters åbenbaring om Jesus som Messias(A)

13 Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: „Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”

14 „Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af profeterne, der er genopstået.”

15 „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”

16 Simon Peter svarede: „Du er Messias, Guds egen Søn!”

17 „Simon, Jonas’ søn, du er en velsignet mand,” sagde Jesus, „for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig! 18 Derfor siger jeg til dig: Du skal hedde Peter,[a] og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen[b] vil aldrig kunne få magten over den. 19 Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.”[c]

20 Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias.[d]

Messias som den lidende Frelser(B)

21 Fra da af begyndte Jesus at sige lige ud til sine disciple, at han var nødt til at tage til Jerusalem, at ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere ville udsætte ham for store lidelser, når han kom derhen, at han ville blive slået ihjel, og at han på den tredje dag[e] ville blive oprejst fra de døde.

Read full chapter

Footnotes

  1. 16,18 På græsk er der et ordspil mellem navnet Petros og ordet for klippegrund, som er petra. Det var almindeligt at bygge en fæstning på toppen af en klippe, og en sådan fæstning var nærmest uindtagelig. Jesus tænker specielt på billedet med at bygge sit liv på klippegrund, dvs. at høre Guds stemme og handle derefter, jf. Matt. 7,15-27 og noten til 7,25.
  2. 16,18 Teksten siger ordret „dødsrigets porte”. Datidens byråd samledes i byporten til rådslagning og planlægning. Dødsriget hentyder her sikkert til Djævelen og hans dæmoner. På trods af alle Djævelens snigløb og onde anslag, vil han ikke kunne besejre den sande Guds menighed, som er bygget på Abrahams klippegrund, der betegner lydighed og tro.
  3. 16,19 Mere ordret står der: „Hvad du binder på jorden, vil være blevet bundet i Himlen, og hvad du løser på jorden, vil være blevet løst i Himlen.” Ordene „binde” og „løse” finder vi i den hebraiske tekst i Es. 22,22. At „løse” betyder på hebraisk at give tilladelse til eller give frihed til at gøre. At „binde” er det modsatte, nemlig at forbyde noget eller sætte en stopper for noget. For eksempel kan en mor sige til sit barn: „Køleskabet er bundet” i betydningen: „Du har ikke lov til at åbne det eller tage noget fra det.” Siger man „køleskabet er løst” betyder det tilsvarende, at der er fri adgang. Ordene blev ofte brugt, når rabbinerne skulle afgøre, om noget var tilladt eller forbudt ifølge Toraen. Der er altså tale om autoritative beslutninger i den nye menighed. ApG. 15 har et kendt eksempel på den slags beslutninger.
  4. 16,20 Det skyldtes nok, at folk havde de forkerte, politiske forventninger knyttet til navnet Messias, og Jesus ønskede ikke at blive tvunget til at være nogen politisk frelser. Efter at Jesus var død og genopstået, skulle disciplene netop forkynde Jesus som Messias, men i den åndelige betydning.
  5. 16,21 Selv om det ville være mere klart på dansk at oversætte „på den tredje dag” med „to dage efter”, har vi valgt at fastholde „den tredje dag”. Hvis fredag er den første dag, vil søndag være den tredje dag.

Peters åbenbaring om Jesus som Messias(A)

27 Jesus og disciplene forlod nu Galilæa og satte kursen mod landsbyerne omkring Cæsarea Filippi. Undervejs spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?”

28 „Nogle mener, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, du er Elias eller en anden af de gamle profeter, der er genopstået.”

29 „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”

Peter svarede: „Du er Messias, den frelser, vi har ventet på!”

30 Jesus advarede dem dog imod at fortælle det til nogen.

Messias som den lidende Frelser(B)

31 Derefter gav Jesus sig til at fortælle dem om de lidelser, der ventede ham. „De vil forkaste mig alle sammen,” sagde han, „både ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. Til sidst dræber de mig—men på den tredje dag[a] står jeg op fra de døde.”

Read full chapter

Footnotes

  1. 8,31 I Mellemøsten og mange andre dele af verden tæller man dagene inklusivt. Det vil sige, at udtrykket „på den tredje dag” eller „tre dage efter” svarer til, når vi på dansk siger „to dage efter”. Vi ved jo også, at det drejer sig om tidsrummet fra fredag til søndag.