Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Read the New Testament in 24 Weeks

A reading plan that walks through the entire New Testament in 24 weeks of daily readings.
Duration: 168 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Aabenbaringen 3-4

Budskabet til menigheden i Sardes

Skriv til menigheden i Sardes: Dette budskab kommer fra ham, der har Guds syv ånder og de syv stjerner.

Jeg ved, hvad du har udrettet, og at man siger om dig, at du har åndeligt liv, men du er næsten død. Vågn op og styrk den smule liv, som endnu er tilbage i dig. Dine handlinger har ikke været tilfredsstillende i min Guds øjne. Husk på det budskab, du i sin tid hørte og tog imod. Vend tilbage til det og følg det. Men hvis du ikke vågner op af din sløvhed, så kommer jeg over dig som en tyv om natten. Du vil ikke have nogen anelse om, hvornår jeg kommer.

Dog er der nogle få i menigheden i Sardes, som ikke lever i synd. De vil komme til at vandre sammen med mig, klædt i hvidt, for det er de værdige til. De, der sejrer, skal nemlig klædes i hvidt, og jeg vil aldrig slette deres navne af livets bog, men jeg vil kendes ved dem over for min Far og over for hans engle.

Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne.

Budskabet til menigheden i Filadelfia

Skriv til menigheden i Filadelfia: Dette budskab kommer fra den Sande og Hellige, ham, som har Davids nøgle. Når han lukker op, kan ingen lukke i, og når han lukker i, kan ingen lukke op.

Jeg ved, hvad du har udrettet, og jeg har lukket en dør op foran dig, som ingen kan lukke i. For selvom du ikke er særlig stærk, har du holdt fast ved mit ord, og du har ikke fornægtet din tro på mig. Jeg vil give dig nogle af dem fra Satans forsamling, dem, der siger om sig selv, at de er de sande jøder. Men de lyver, for det er de ikke. De vil komme til at kaste sig ned for dine fødder i ærefrygt, og de vil forstå, at jeg har vist dig min kærlighed. 10 Fordi du har holdt fast ved mit budskab om at holde ud, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den tid med prøvelser, som skal komme over hele jorden for at sætte alle dem, der bor på jorden, på prøve. 11 Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, så ingen skal tage din sejrskrans.

12 De, der sejrer, vil jeg gøre til søjler i min Guds helligdom,[a] og de skal altid forblive hos Gud. Jeg vedkender mig dem ved at skrive min Guds navn på dem og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himlen fra min Gud. Mit eget nye navn vil jeg også skrive på dem.

13 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne.

Budskabet til menigheden i Laodikea

14 Skriv til menigheden i Laodikea: Dette budskab kommer fra ham, der opfylder alle løfter. Han er trofast og taler altid sandt. Han er Guds skaberværks ophav.

15 Jeg ved, hvad du har udrettet, men også, at du hverken er kold eller varm. Gid du dog var enten kold eller varm.[b] 16 Men fordi du er som lunkent vand, har jeg til hensigt at spytte dig ud. 17 Du siger, at du er rig, har alt og ikke trænger til noget. Men du er ikke klar over, at du er elendig og ynkværdig, fattig, blind og nøgen. 18 Derfor råder jeg dig til at købe det ædle guld hos mig, for så bliver du rig. Køb den hvide klædning hos mig, så du ikke skal gå nøgen og skamfuld omkring. Køb også salve til dine øjne, så du kan få øjnene op for sandheden. 19 Dem, jeg holder af, irettesætter jeg. Jeg opdrager dem. Tag derfor afstand fra din lunkenhed og bliv brændende i din iver.

20 Hør! Jeg står uden for døren og banker på. Hvis du hører min stemme og åbner døren, så vil jeg komme indenfor, og vi kan have fællesskab med hinanden. 21 Dem, der vinder sejr, vil jeg gøre til mine medregenter, akkurat som jeg selv vandt sejr og nu sidder på tronen ved siden af min Far.

22 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne.”

Guds trone i Himlen

Efter at jeg havde set Jesus og fået budskabet til de syv menigheder, fik jeg et andet syn. Jeg så en åben dør ind til Himlen, og jeg hørte den samme stemme, som havde talt til mig før, den, der lød som en trompetfanfare. Stemmen sagde til mig: „Kom herop! Så vil jeg vise dig, hvad der vil ske senere hen.” Straks kom jeg under Åndens magt, og i den himmelske verden så jeg nu en trone, og der sad en person på den. Han strålede som diamanter og rubiner.[c] Hele vejen rundt om ham var der ligesom en regnbue, der lyste som smaragd. Rundt om Guds trone stod 24 andre troner, og der sad 24 medregenter[d] på dem, alle klædt i hvidt og med en gylden sejrskrans på hovedet. Ud fra tronen kom der lynglimt og tordenbrag, og foran tronen var der syv brændende fakler, det er Guds syv ånder. Foran tronen var der også noget ligesom et gennemsigtigt, krystalklart hav. Tæt rundt om Guds trone var der fire levende væsener med øjne overalt, både foran og bagpå. Det første levende væsen lignede en løve, det andet en okse, det tredje havde et ansigt som et menneske, og det fjerde lignede en ørn. De fire væsener havde hver seks vinger med øjne både på ydersiden og indersiden. Dag og nat råbte de uafbrudt: „Hellig, hellig, hellig er Herren, den øverste hersker, han, som var, og som er, og som kommer!”

Hver gang de fire væsener med deres hyldest og tak ærede ham, der sad på tronen, ham, som lever i al evighed, 10 bøjede de 24 medregenter sig ned for ham, og de hyldede ham. De tog deres sejrskranse af og lagde dem ned foran ham og råbte: 11 „Herre, vores Gud, du er værdig til at få al ære, hyldest og magt, for du har skabt alle ting, og de eksisterer, fordi du ville det!”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.