Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

New Testament in a Year

Read the New Testament from start to finish, from Matthew to Revelation.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Lukas 22:47-71

Jesus pågribes og afslår at forsvare sig(A)

47 Allerede mens Jesus talte, nærmede en flok mænd sig med Judas, en af de Tolv, i spidsen. Han gik lige hen til Jesus og hilste ham med et kys på kinden. 48 „Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” sagde Jesus.

49 Da de andre disciple blev klar over, hvad der var ved at ske, råbte de: „Skal vi slå til, Herre?” 50 Uden at vente på svar langede en af dem ud efter ypperstepræstens tjener med sit sværd og huggede hans højre øre af. 51 „Nej, lad dem blot gå så vidt!” svarede Jesus, og så rørte han ved mandens øre og helbredte ham.

52 Derefter henvendte han sig til dem, der var kommet for at arrestere ham: ypperstepræsterne, officererne blandt vagtmandskabet og de øvrige jødiske ledere, som var fulgt med. „Jeg må være en farlig forbryder, siden I kommer med sværd og knipler for at arrestere mig! 53 Hvorfor pågreb I mig ikke i templet? Jeg var der jo hver eneste dag. Men nu er det jeres time, og mørket har magten.”

Jesus føres bort, og Peter nægter at kendes ved ham(B)

54 Så greb de Jesus og førte ham til ypperstepræstens hus. Peter fulgte efter, men på sikker afstand. 55 Vagtmandskabet havde tændt bål midt i gården, og Peter slog sig ned blandt dem, der sad rundt om det. 56 En tjenestepige lagde mærke til ham i skæret fra ilden og stirrede på ham. Så udbrød hun: „Han dér var også sammen med Jesus!”

57 „Kvinde, jeg kender overhovedet ikke den mand,” forsikrede Peter.

58 Lidt efter var der en anden, som fik øje på Peter: „Du er også en af dem!” råbte han.

„Vel er jeg ej, mand!” råbte Peter tilbage.

59 En times tid senere var der en, der forsikrede: „Han dér er bestemt en af Jesu disciple. I kan jo selv høre, at han er fra Galilæa!”

60 Men Peter råbte: „Mand dog, jeg aner ikke, hvad du taler om!”

Netop da var der en hane, der galede.

61 Jesus vendte sig om og så på Peter, og pludselig huskede han, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer i nat, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” 62 Da gik Peter udenfor og brast i en fortvivlet gråd.

Jesus bliver hånet af vagterne(C)

63 Vagterne, der stod omkring Jesus, slog og hånede ham. 64 De gav ham bind for øjnene, og efter hvert slag råbte de: „Hvem var det, der slog dig, profet?” 65 Også på mange andre måder hånede de ham.

Jesus i forhør hos de jødiske ledere(D)

66 Det var nu ved at blive lyst, og det jødiske råd var samlet, både ypperstepræsterne, de skriftlærde og alle de øvrige ledere. Jesus blev ført frem for rådet, 67 og man tog ham i forhør: „Er du Messias, så sig os det lige ud.”

„I tror jo ikke på, hvad jeg siger,” svarede Jesus. 68 „Og I plejer heller ikke at svare, når jeg spørger jer om noget. 69 Men snart skal Menneskesønnen tage plads ved den mægtige Guds højre side.”

70 Straks råbte de i munden på hinanden: „Så er du altså Guds Søn?”

Jesus svarede: „I siger det selv. Ja, jeg er!”

71 „Så er der ikke brug for flere vidner!” lød det rundt omkring. „Nu har han selv indrømmet det.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.