M’Cheyne Bible Reading Plan
Manna og vagtler
16 Fra Elim rejste israelitterne ind i Sins ørken, området mellem Elim og Sinai. De kom dertil en måned efter, at de havde forladt Egypten. 2 Igen beklagede hele folket sig bittert til Moses og Aron.
3 „Gid vi dog var blevet i Egypten!” jamrede de. „Der havde vi både kød og brød og kunne spise os mætte. Det var bedre, om Herren havde ladet os dø der. Men nu har I bragt os ud i den her ørken, hvor vi er ved at dø af sult.”
9 Da[a] sagde Moses til Aron: „Sig til folket, at de skal komme frem for Herren, for han har hørt deres beklagelser.”
10 Mens Aron talte til israelitterne, skete der noget ude i ørkenen. Alle vendte sig og kiggede derhen, og nu så de Herrens herlighed vise sig i skysøjlen, som plejede at lede dem. 11 Da talte Herren til Moses: 12 „Jeg har hørt israelitternes klager. Sig til dem: ‚I aften skal I få kød at spise, og i morgen tidlig skal I spise jer mætte i brød. Da skal I indse, at jeg er Herren, jeres Gud.’ ”
4 Endvidere sagde Herren: „Jeg vil lade mad falde ned fra himlen som regn. Folket kan så hver dag gå ud og samle så meget, de har behov for til den dag. Jeg vil sætte dem på prøve for at se, om de vil følge mine befalinger. 5 Sig til dem, at de skal samle en dobbelt portion på ugens sjette dag.”
6 Moses fortalte det til Aron, som derefter sagde til folket: „I aften skal I få at se, at det var Herren, som førte jer ud af Egypten. 7 Og i morgen skal I få mere af hans herlighed at se, for han har hørt jeres klage. Det er jo ham, I beklager jer over for, ikke os!” 8 Moses fortsatte: „I aften vil Herren give jer kød at spise, og i morgen vil han give jer brød. Og husk på, at når I beklager jer, er det ikke mod os, men mod Herren selv. Vi er jo kun hans talerør.”
13 Samme aften kom en stor flok vagtler flyvende, og de faldt i et tykt lag over hele lejren. Og næste morgen lå duggen tæt rundt om lejren. 14 Da duggen forsvandt, var ørkenen dækket af tynde flager, noget, der lignede rimfrost. 15 Da israelitterne så det, sagde de til hinanden: „Hvad er det?”[b] De vidste jo ikke, hvad det var.
„Det er det brød, som Herren har givet jer at spise,” svarede Moses. 16 „Herren har befalet, at enhver af jer skal samle så meget, der er brug for i jeres familie—omkring to liter[c] til hver person.”
17 Israelitterne gjorde nu, som Moses havde sagt, og nogle samlede meget, andre mindre. 18 Da de bagefter målte, hvad de havde samlet, viste det sig, at de, der havde samlet meget, ikke havde for meget, og de, der havde samlet mindre, havde ikke for lidt. Alle fik, hvad de havde brug for.
19 „I må ikke gemme noget af det fra den ene dag til den anden,” sagde Moses til dem.
20 Der var dog nogle, som ikke rettede sig efter Moses, og de gemte noget af det til næste morgen. Men om morgenen var det fuldt af orme og lugtede grimt. Da blev Moses vred på dem.
21 De følgende morgener samlede hver familie så meget, de havde behov for. Når solen begyndte at brænde, smeltede det, som endnu lå på jorden. 22 Den sjette dags morgen var der dobbelt så meget som de andre morgener—fire liter til hver i stedet for to. Da kom folkets ledere til Moses og spurgte ham, hvordan det kunne være.
23 Moses svarede: „Fordi Herren har befalet, at i morgen skal være en hviledag, en hellig sabbatsdag, indviet til Gud. Bag og kog derfor så meget I vil i dag, og gem resten til i morgen.” 24 Og næste morgen viste det sig, at maden ikke fejlede noget. Den lugtede ikke, og der var ikke gået orm i. 25 Da sagde Moses: „Det er den mad, I skal spise i dag, for i dag er det sabbat for Herren. Der bliver ikke noget at samle ind i dag. 26 I seks dage kan I samle mad, men den syvende dag er sabbat, og derfor er der intet at finde.”
27 Nogle af dem gik alligevel ud for at samle, selv om det var sabbat. Men de fandt ikke noget.
28 „Hvor længe vil mit folk nægte at adlyde mine befalinger og instruktioner?” spurgte Herren Moses. 29 „Forstår de ikke, at jeg har givet dem den syvende dag som en hviledag? Det er jo derfor, jeg giver jer dobbelt så meget mad på den sjette dag, så der er nok til to dage. Om sabbatten skal I blive hjemme i lejren og ikke gå ud for at samle mad.” 30 Så hvilede folket på den syvende dag.
31 Israelitterne kaldte flagerne for „manna”.[d] De var hvide, på størrelse med korianderfrø og smagte som honningkager.
32 Derpå sagde Moses: „Herren har påbudt, at vi skal tage to liter af denne manna og gemme det som et dyrebart minde om, hvordan han sørgede for os. På den måde vil kommende generationer kunne se, hvad det var for noget brød, Herren gav os at spise i ørkenen, efter at han havde ført os ud af Egypten.” 33 Derpå sagde Moses til Aron: „Få fat i en krukke, hæld to liter manna i den og opbevar den for Herrens ansigt som et minde for kommende generationer.” 34 Aron gjorde, hvad Herren havde pålagt Moses, og krukken blev senere anbragt i pagtens ark foran stentavlerne.
35-36 I 40 år spiste Israels folk manna—lige indtil de bosatte sig i Kana’ans land, hvor der var afgrøder at spise.[e]
Zakæus kommer til tro på Jesus
19 Jesus og hans følge gik derefter ind i Jeriko. 2 Her boede en rig mand ved navn Zakæus, som var en højtstående skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt. 3 Han var ivrig efter at få et glimt af Jesus, men han var ikke ret høj og kunne ikke se noget for de mange mennesker. 4 Derfor løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ et sted, hvor Jesus helt sikkert ville komme forbi. 5 Da Jesus nåede frem til træet, kiggede han op og sagde: „Skynd dig at komme ned, Zakæus! Gud vil, at jeg skal besøge dig i dag.”
6 Zakæus klatrede ned i en fart og inviterede glad Jesus med sig hjem til spisning, 7 mens folk forarget mumlede: „Enhver ved da, at den mand er en stor synder, og nu går Jesus med ham hjem!”
8 Under måltidet rejste Zakæus sig og sagde til Jesus: „Herre, jeg vil give halvdelen af, hvad jeg ejer, til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, så vil jeg give det firedobbelt tilbage.”
9 Da udbrød Jesus: „I dag er frelsen kommet til dette hjem, for denne mand har vist den samme tro som Abraham.[a] 10 Menneskesønnen er jo netop kommet for at opsøge og frelse de fortabte.”
Om betroede midler og dommen for ulydighed(A)
11 Mens folk sad og lyttede, fortalte Jesus følgende historie, fordi han var så tæt på Jerusalem, og fordi mange ventede, at Gud snart ville oprette sit rige synligt på jorden:
12 „Der var en mand af kongelig slægt, som var nødt til at rejse til et fjernt land for at få sin kongeværdighed bekræftet. Derefter ville han så vende tilbage som konge. 13 Inden han rejste, tilkaldte han ti af sine tjenere, betroede dem hver en sum penge og sagde: ‚Se, hvad I kan få ud af pengene, mens jeg er væk.’
14 Men en del af landets borgere hadede ham og sendte en delegation af sted med følgende erklæring: ‚Vi ønsker ikke, at den mand skal regere over os.’
15 Manden blev alligevel indsat som konge, og da han vendte tilbage, sendte han bud efter de tjenere, som han havde betroet sine penge. Han ville se, hvad hver enkelt havde fået ud af dem.
16 Den første kunne aflægge rapport om, at han nu havde ti gange så meget, som han oprindelig havde fået. 17 ‚Godt,’ sagde kongen. ‚Du er en god og pålidelig tjener. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor giver jeg dig ansvar for ti byer.’
18 Den næste kunne fortælle, at hans penge var vokset til det femdobbelte. 19 ‚Godt,’ sagde hans herre. ‚Du får ansvaret for fem byer.’
20 Den tredje mand afleverede følgende rapport: ‚Her har du dine penge. Jeg har haft dem liggende godt gemt i et tørklæde. 21 Jeg var nemlig bange for dig og turde ikke løbe nogen risiko. Jeg ved jo, at du er en streng herre. Du indkasserer udbyttet fra andres arbejde, og du høster, hvad du ikke selv har sået.’ 22 Kongen blev vred og sagde: ‚Du er en doven og dårlig arbejder! Jeg vil dømme dig ud fra dine egne ord: Du siger, jeg er en streng herre, og at jeg indkasserer udbyttet fra andres arbejde. 23 Hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem.’
24 Derpå vendte kongen sig til de mænd, der stod omkring ham. ‚Tag pengene fra ham,’ sagde han, ‚og giv dem til ham, der har fået det største udbytte.’
25 ‚Jamen, herre,’ indvendte de, ‚han har da rigeligt allerede!’
26 Kongen svarede: ‚Det siger jeg jer: Alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, men de, der ikke gør brug af det, de fik betroet, vil miste det, de fik. 27 Lad nu mine fjender, dem, der ikke ville anerkende mig som konge, blive ført ind og henrettet for mine øjne.’ ”
Messias’ indtog i Jerusalem(B)
28 Efter opholdet hos Zakæus fortsatte Jesus og hans følge vandringen op mod Jerusalem. 29 Da de var i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Olivenbjerget, kaldte han på to af sine disciple og sagde til dem: 30 „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Når I kommer derhen, vil I finde et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. 31 Hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I bare sige: ‚Herren har brug for det.’ ”
32 De gik så derhen og fandt æselføllet, nøjagtigt som Jesus havde sagt. 33 Da de var ved at løse føllet, kom ejerne. „Hvorfor løser I føllet?” råbte de.
34 „Herren har brug for det,” svarede disciplene.
35 Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op.
36 Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus, 37 og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre. 38 De råbte:
„Velsignet er den Konge, som nu kommer i Herrens navn!
Fred fra Himlen,
og herlighed fra det Højeste!”
39 Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: „Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!”
40 Jesus svarede: „Hvis de tier, vil stenene råbe!”
Jesus græder over Jerusalems vantro
41 Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde: 42 „Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. 43 Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. 44 De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”
Den sidste tempeludrensning(C)
45 Senere[b] gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud. 46 Han råbte til dem: „Skriften siger: ‚Mit hus skal være et bønnens hus,’[c] men I har gjort det til ‚et tilholdssted for røvere.’[d]”
47 Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel. 48 Dog kunne de ikke finde nogen anledning til det, for folk stimlede sammen om ham og slugte hvert ord, han sagde.
Elihu påpeger Jobs selvretfærdighed
34 Elihu fortsatte:
2 „Hør godt efter, I vismænd,
lyt til mig, I som er så kloge.
3 Man må vurdere alt, hvad man hører,
ligesom man smager på maden, før man spiser den.
4 Lad os derfor i fællesskab finde ud af,
hvad der er sandt og rigtigt.
5 Job siger: ‚Jeg er uskyldig,
det er Gud, der gør mig uret.
6 Jeg regnes for en løgner, selvom jeg taler sandt,
jeg bliver straffet hårdt, skønt jeg ikke har syndet.’
7 Hvor har Job lært at tale sådan?
Det er jo en hån imod Gud.
8 Han må have tilbragt sin tid i dårligt selskab
med onde og gudløse mennesker.
9 Han påstår jo, at man intet får ud af
at leve retskaffent ind for Gud.
10 I vise mænd, vil I ikke give mig ret i,
at det er umuligt for Gud at være ond?
Den Almægtige kan ikke være uretfærdig.
11 Nej, vi ved, at han straffer mennesker for, hvad de har gjort.
Han lader dem opleve følgerne af deres synd.
12 Gud handler absolut ikke ondt,
den Almægtige er aldrig uretfærdig.
13 Han alene har al magt på jorden,
han opretholder og styrer verden.
14 Hvis Gud en dag besluttede
at trække sin livsånde til sig igen,
15 da ville alt levende uddø,
og menneskene igen blive til støv.
16 Tag nu og brug din forstand.
Prøv at forstå, hvad jeg siger.
17 Kunne Gud være den almægtige Dommer,
hvis han ikke var uangribelig?
Vil du anklage selve ‚Retfærdigheden’
og påstå, at han kan være uretfærdig?
18 Han dømmer konger og regenter
for deres onde og uretfærdige handlinger.
19 Han gør ikke forskel på folk,
men behandler rige og fattige ens.
Alle mennesker er jo skabt af Gud,
20 og de skal alle sammen dø en gang.
Uden varsel er livet slut,
og ingen kan gøre fra eller til.
21 Gud kender alle deres handlinger,
han ser alt, hvad de foretager sig.
22 Ingen steder findes så tæt et mørke,
at de onde kan skjule sig for Gud.
23 Gud behøver ikke at vente til dommens dag
med at straffe et menneske for dets synder.
24 Han afsætter magtfulde ledere uden forhør
og indsætter andre i deres sted,
25 for han kender deres onde handlinger
og kan vende deres skæbne på en enkelt nat.
26 Han straffer dem for deres ondskab
på en måde, så alle kan se det,
27 for de vendte sig bort fra Gud
og var ligeglade med hans vilje.
28 Deres magtmisbrug over for de svage
førte til et råb om hjælp, som Gud hørte.
29 Selv når Gud er tavs, kan du ikke dømme ham for det.
Hvis han skjuler sig, kan du ikke tvinge ham frem.
Han hersker jo over alt, hvad han har skabt,
30 så de gudløse ikke skal have magten
og undertrykke andre mennesker.
31 Hvad nu hvis et menneske siger til Gud:
‚Hvis jeg har syndet, vil jeg ikke gøre det mere.
32 Sig mig, hvad jeg har gjort forkert.
Hvis jeg har svigtet, lover jeg at forbedre mig.’
33 Mon så ikke Gud er nådig,
selv om du benægter, at han er det?
Om du vil bede om nåde, er op til dig.
Sig os, hvad du har i tanke.
34 Ethvert forstandigt menneske
vil være enig med mig og sige:
35 ‚Job taler uden indsigt.
Han ved ikke, hvad han snakker om.’
36 Er det mærkeligt, at Job bliver straffet så hårdt?
Han taler jo som de gudløse taler.
37 Ud over sin oprindelige synd
gør han nu oprør mod Gud
ved at vise foragt for vores vejledning
og ved stadig at anklage Gud.”
Vi går ærligt og åbent til værks
4 Da det er på grund af Guds barmhjertighed, at vi har fået lov at tjene ham, giver vi ikke op, selvom vi møder modstand. 2 Vi tager afstand fra alle uetiske og lyssky metoder og forfalsker ikke Guds ord med snedige omfortolkninger. Gud er vores vidne! Vi fremlægger sandheden åbent og ærligt, så I med god samvittighed kan tro på, hvad vi siger. 3 Hvis vores budskab om frelsen i Kristus virker uforståeligt for nogle, er det tegn på, at der endnu ligger et slør over deres tanker, og at de er på vej mod fortabelsen. 4 Denne verdens gud, Satan, har gjort dem så blinde og vantro, at de ikke kan se det herlige lys, der stråler fra budskabet om Kristus, han, som er Guds billede.
I Kristus er Guds herligheds lys åbenbaret
5 Det er ikke vores egne idéer, vi forkynder, eller vores egen ære, vi søger. Nej, vi forkynder, at Jesus Kristus er Herre over alle mennesker, mens vi er jeres tjenere på grund af den opgave, Jesus har givet os. 6 Gud, som ved skabelsen befalede, at der skulle blive lys midt i mørket, lod nemlig sit lys skinne ind i vores hjerter, så vi kunne se hans herlighed, som den er åbenbaret gennem Jesus Kristus.
Guds skat er anbragt i skrøbelige lerkar
7 Vi er som skrøbelige lerkar, hvori en vidunderlig skat er blevet lagt. På den måde kan det ses, at den overvældende kraft kommer fra Gud og ikke fra os selv. 8 Vi møder modstand fra alle sider, men vi er ikke sat ud af spillet. Vi kender til at leve i uvished, men vi giver ikke op. 9 Vi bliver forfulgt, men vil aldrig blive forladt. Vi er blevet slået til jorden, men ikke slået ihjel. 10 Vi har ar og mærker efter pisk og har været døden nær i vores tjeneste for Jesus. Men så har vi til gengæld også oplevet hans livgivende kraft. 11 Ja, vi lever i konstant livsfare for Jesu skyld med det resultat, at hans kraft bliver åbenbaret i vores dødelige legemer. 12 Vores tjeneste betyder død for os, men den bringer liv til jer.
13 „Jeg troede, og derfor talte jeg,”[a] står der i Skriften, og vi har den samme troens ånd. Vi taler, fordi vi har tro, 14 for vi ved, at den samme Gud, som oprejste Herren Jesus fra døden, vil oprejse os på samme måde og lade os stå foran sin trone sammen med jer. 15 Alt det her gør vi for at tjene jer. Jo flere mennesker, der får del i Guds nåde, jo større bliver lovprisningen til Guds ære.
16 Derfor giver vi ikke op. Selvom vores krop efterhånden bliver nedslidt, bliver vores indre liv fornyet dag for dag. 17 Vi kan bære vores nuværende trængsler, fordi de fører os frem til en evig, umådelig herlighed. 18 Vi satser ikke på det, der hører den synlige verden til, men på det, der hører den usynlige verden til. Den synlige verden er jo snart forbi, men den usynlige varer evigt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.