M’Cheyne Bible Reading Plan

Guds profet fra Juda

13 Herren havde imidlertid sendt en profet fra Juda til Betel, og mens Jeroboam stod og var klar til at tænde ilden til røgelsesofferet, ² råbte denne profet: „Du alter! Hør, hvad Herren siger: En dreng skal fødes i Davids slægt og få navnet Josias. Han vil komme her og ofre de afgudspræster, som tænder offerild på dig. Da skal der brændes menneskeknogler på dig. ³ Og som tegn på, at mit budskab er fra Herren, vil alteret om lidt revne, så asken vælter ud på jorden.”

⁴ Da kong Jeroboam hørte, hvad profeten råbte imod det nye alter i Betel, pegede han på ham og råbte til vagterne: „Grib ham!” Men øjeblikkelig stivnede hans arm, så han ikke kunne trække den til sig igen, ⁵ og samtidig revnede alteret, så asken spredtes på jorden—nøjagtig som profeten havde sagt.

⁶ Forfærdet råbte kongen til profeten: „Gå i forbøn for mig og bed Herren, din Gud, om at gøre min arm normal igen!” Så bad profeten til Herren, og kongens arm blev normal igen. ⁷ Derpå sagde kongen:

„Tag med mig hjem for at få noget at spise. Jeg vil også give dig en gave.”

⁸ Men profeten svarede: „Om du så gav mig det halve kongerige, ville jeg ikke tage imod det! Og jeg vil hverken spise eller drikke noget på dette sted. ⁹ Herren har sagt, at jeg hverken må tage imod noget at spise eller drikke og heller ikke rejse tilbage ad den vej, jeg kom.” ¹⁰ Derefter gik profeten bort ad en anden vej.

¹¹ Nu boede der imidlertid en gammel profet i Betel, og hans sønner havde overværet det hele. De skyndte sig hjem og fortalte deres far, hvad profeten fra Juda havde sagt og gjort.

¹² „Hvilken vej gik han?” spurgte den gamle profet. Så fortalte de ham det.

¹³ „Skynd jer!” sagde han. „Se at få sadlet mit æsel!” Og da de havde sadlet æslet, ¹⁴ red han efter profeten. Han indhentede ham ved et egetræ, hvor han sad og hvilede sig.

„Er du profeten fra Juda?” spurgte den gamle mand.

„Ja, det er jeg,” svarede han.

¹⁵ „Tag med mig hjem og få noget at spise!”

^16-17 „Nej,” svarede han, „det kan jeg ikke, for jeg må hverken spise eller drikke, så længe jeg er her. Herren har udtrykkeligt advaret mig imod det, og han befalede mig også at rejse en anden vej hjem, end den jeg kom ad.”

¹⁸ Men den gamle mand insisterede: „Jeg er selv profet, og en engel kom til mig og sagde, at jeg skulle tage dig med hjem og give dig noget at spise og drikke.” Men det var løgn alt sammen.

¹⁹ Så gik profeten fra Juda med den gamle mand hjem, og han spiste og drak.

²⁰ Men pludselig, mens de sad og spiste ved bordet, kom Herrens ord til den gamle profet, ^21-22 og han råbte til profeten fra Juda: „Herren siger, at fordi du var ulydig og stik imod hans klare befaling lod dig overtale til at spise og drikke her, skal du dø, og dit lig vil ikke blive lagt i dit familiegravsted.”

²³ Efter måltidet sadlede den gamle mand sit æsel og lod profeten ride af sted på det. ²⁴ Men han var ikke nået ret langt, før en løve sprang op, rev ham af æslet og bed ham ihjel. Derefter blev både løven og æslet stående og kiggede på ham. ²⁵ Nogle forbipasserende så liget ligge ved vejen, mens løven bare stod og kiggede på det. Da de nåede ind til Betel, hvor den gamle mand boede, fortalte de om den mystiske hændelse.

²⁶ Da den gamle profet hørte om det, udbrød han: „Jamen, det må være den profet, som var ulydig imod Herrens befaling. Det er en straf fra Herren, at han blev revet ihjel af en løve.” ²⁷ Så tilføjede han henvendt til sine sønner: „Gør et æsel klar!” Det gjorde de så, ²⁸ hvorefter han red af sted.

Da han lidt senere fandt profetens lig på vejen, stod løven og æslet der stadig og kiggede. Løven havde hverken ædt ham eller angrebet æslet. ²⁹ Da tog den gamle profet liget og lagde det på æslet, hvorefter han vendte tilbage til byen for at sørge over den døde og begrave ham. ³⁰ „Åh, min stakkels ven!” sagde han og lagde den døde i sin egen grav.

³¹ Derefter sagde han til sine sønner: „Når jeg dør, skal I lægge mig ved siden af ham, ³² for han var en sand profet! Hans dom over afgudsdyrkelsen her i Betel og de andre altre rundt omkring i Samaria skal gå i opfyldelse.”

³³ Men trods det, der var sket, opgav Jeroboam ikke sin ondskab—tværtimod, han udnævnte flere præster blandt den almindelige befolkning, så afgudsdyrkelsen omkring offerstederne blomstrede mere end nogen sinde. Enhver, som havde lyst, kunne blive præst. ³⁴ På grund af denne store synd blev hele Jeroboams slægt senere udryddet fra jordens overflade.

4 Kære venner, jeg elsker jer og længes efter jer, I som er min glæde og sejrskrans. Hold fast ved Herren, sådan som jeg har undervist jer om.

En specifik formaning til enighed

² Jeg opfordrer alvorligt Euodia og Syntyke til med Herrens hjælp at nå til enighed! ³ Og jeg beder dig, min trofaste kollega,^[a] om at hjælpe disse to kvinder, der så tappert har stridt sammen med mig i forkyndelsen af det gode budskab sammen med Clemens og de øvrige medarbejdere, hvis navne er indskrevet i livets bog.

Forskellige formaninger

⁴ Vær altid glade i jeres tro på Herren! Jeg siger igen: Vær glade! ⁵ Lad alle mærke, at I har et venligt sind. Herren er nær.^{[b] 6} Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn. ⁷ Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand, vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.

⁸ Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det, man værdsætter og taler godt om, ja alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose. ⁹ Lev efter det forbillede, I har i mig, og den undervisning, I har modtaget fra mig. Så vil fredens Gud være med jer.

Paulus takker for den gave, Epafroditus kom med

¹⁰ Jeg priser Herren og er inderlig taknemmelig for, at jeres omsorg for mig er blomstret op igen, og for den gave, I har sendt mig. Jeg ved godt, at I hele tiden har ønsket at hjælpe mig, men at I ikke havde mulighed for det. ¹¹ Det er ikke, fordi jeg led nogen nød, for jeg har lært at være tilfreds med det, jeg har. ¹² Jeg ved, hvad det vil sige at klare mig med lidt, såvel som hvordan det er at have overflod. Jeg har lært hemmeligheden ved at være tilfreds i enhver situation, hvad enten jeg kan spise mig mæt eller må sulte, hvad enten jeg har overflod eller lider mangel. ¹³ Alt dette kan jeg klare ved den styrke, Kristus giver mig. ¹⁴ Men det var smukt af jer at hjælpe mig i min vanskelige situation.

¹⁵ I ved, at dengang jeg kom til jer med budskabet om Kristus og så siden rejste videre og forlod Makedonien, var I, kære filippere, den eneste menighed, der støttede mig økonomisk. ¹⁶ Selv da jeg var i Thessaloniki, sendte I mig ikke mindre end to gange, hvad jeg havde brug for. ¹⁷ For mig er det ikke selve gaven, der er det vigtigste, men den stadigt voksende belønning, I kan se frem til at få engang.

¹⁸ Jeg takker for den rundhåndede gave, Epafroditus kom med fra jer, og nu har jeg rigeligt. Det var som en offergave fra jer med en liflig duft, som Gud har glædet sig over. ¹⁹ Og min Gud vil af sin herlige rigdom gennem Jesus Kristus give jer alt, hvad I har brug for. ²⁰ Lovet være Gud, vores Far, i al evighed! Amen.

Afsluttende hilsener

²¹ Hils alle, som tilhører Jesus Kristus. Lederne her sender jer også deres hilsener. ²² Jeg skal også hilse fra alle de andre kristne her, og især fra dem, der er i kejserens tjeneste. ²³ Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd.

Guds herlighed vender tilbage til templet

43 Derefter førte manden mig tilbage til den ydre østport. ² Pludselig så jeg Israels Guds herlighed komme fra øst med en lyd som et mægtigt vandfald, og hele landskabet lyste op i skæret fra hans herlighed. ³ Det mindede om det syn af Herren, jeg modtog ved Kebarfloden, og senere ved synet af Jerusalems ødelæggelse. Jeg kastede mig ned med ansigtet mod jorden foran ham. ⁴ Imens bevægede Herrens herlighed sig ind gennem østporten og videre ind i templet.

⁵ Så løftede Ånden mig op og førte mig ind i den indre forgård. Herrens herlighed fyldte hele templet. ⁶ Manden, som havde foretaget opmålingerne, stod stadig ved siden af mig, og nu hørte jeg Herren tale til mig inde fra templet: ⁷ „Du menneske, her er min trone, hvor jeg kan sidde midt iblandt mit folk Israel for altid. De og deres konger skal ikke længere vanære mit hellige navn ved åndelig utroskab og ved at tilbede deres livløse afguder på højene.^{[a] 8} De byggede deres afgudstempler side om side med mit tempel, så der kun var en mur imellem, og de tilsmudsede mit hellige navn ved de afskyelige ting, de foretog sig der. Derfor tilintetgjorde jeg dem i min vrede. ⁹ Men nu skal de tage afstand fra deres åndelige utroskab og de livløse afguder, som de bøjede knæ for. Derefter vil jeg bo midt iblandt dem for altid.

¹⁰ Du menneske, giv Israels folk en beskrivelse af templet, dets udseende og grundplan, så de må skamme sig over alle deres synder. ¹¹ Når de så af hjertet angrer det onde, de har gjort, skal du forklare dem templets indretning i detaljer, også de forskellige døre og indgange, så de kan danne sig et billede af det. Forklar dem også alle forskrifterne og reglerne. Skriv det op for dem, så de kan få overblik over det alt sammen, og så de kan overholde mine forskrifter. ¹² Templets vigtigste lov er hellighed. Hele toppen af tempelbjerget skal holdes helligt.”

Det nye brændofferalter

¹³ Det følgende er alterets mål:^[b] Rundt om alteret var der en slags rendesten nede i jorden, som var en halv m dyb og en halv m bred med en kant på 25 cm. ^14-17 Selve alteret var bygget op i tre sektioner. Den nederste sektion var 1 m høj med et grundareal på 8 gange 8 m og en afsats på en halv meter hele vejen rundt ind til mellemsektionen. Mellemsektionen var 2 m høj med et grundareal på 7 gange 7 m og en afsats på en halv meter hele vejen rundt ind til øverste sektion. Den havde også en bort rundt om på 25 cm. Den øverste sektion var selve ildstedet, der var 6 m i kvadrat og 2 m høj. I dens hjørner var der horn, der ragede op over ildstedet. På alterets østside var der en trappe.

¹⁸ Herren sagde: „Du menneske, når alteret er bygget, skal det indvies med brændofre, og der skal stænkes offerblod på det. ¹⁹ Til den tid skal Zadoks efterkommere af Levis stamme, som er mine offerpræster, ofre en ungtyr som syndoffer. ²⁰ De skal tage noget af blodet og smøre det på alterets horn samt på de fire hjørner af midtersektionen og borten udenom. På den måde bliver alteret renset og gjort helligt. ²¹ Derefter skal de tage syndoffertyren og brænde den på det dertil bestemte sted i den ydre forgård.

²² Næste dag skal de ofre en ung gedebuk uden fysiske defekter af nogen art. Den skal også ofres som et syndoffer, og dens blod vil ligesom ungtyrens blod være med til at rense alteret og gøre det helligt. ²³ Når de har fuldført denne renselsesceremoni, skal de ofre endnu en ungtyr og en vædder, begge uden fysiske defekter. ²⁴ De skal bringes hen foran templet, så præsterne kan gnide salt på dem og ofre dem som brændofre til Herren.

^25-26 I syv dage skal der dagligt som syndoffer ofres en gedebuk, en ungtyr og en vædder uden defekter, så alteret kan blive renset og gjort helligt. ²⁷ På den ottende dag, og hver dag fremover, skal præsterne ofre de normale brændofre og takofre på alteret. Så vil jeg acceptere jer og anerkende jer som mit folk, siger Gud Herren.”

Tilbedelse og lydighed

Herren er jordens konge og dommer