M’Cheyne Bible Reading Plan

19 Da brød kongen sammen og gik grædende op på taget over porten. „Åh, min søn Absalom! Min søn, min søn Absalom!” hulkede han. „Gid jeg var død i dit sted, Absalom—min søn, min søn!”

Joab går i rette med David

² Der gik straks bud til Joab om, at kongen græd og sørgede over Absalom, ³ og da det rygtedes i hæren, hvor fortvivlet kongen var over sin søns død, blev glæden over sejren vendt til sorg. ⁴ Alle krigerne luskede tilbage til byen, så skamfulde, at man skulle tro, de var flygtet fra kampen.

⁵ Imens sad kongen med ansigtet begravet i hænderne og hulkede: „Åh, min søn Absalom! Absalom, min søn, min søn!”

⁶ Da gik Joab til kongen og sagde: „I dag har vi frelst dit liv, og vi har reddet dine sønner, dine døtre, dine koner og medhustruer. Hvorfor opfører du dig, som om vi havde gjort noget forkert? ⁷ Du sætter åbenbart større pris på dine fjender end dine venner! Havde Absalom været i live, ville det ikke have gjort dig noget, om alle vi andre var døde! ⁸ Gå nu ud og ønsk krigerne til lykke, for jeg sværger ved Herren, at hvis du ikke gør det, deserterer de alle sammen i løbet af natten, og så vil det sidste blive værre for dig end det første!”

⁹ Så gik kongen ud og satte sig i byporten, og da rygtet spredtes, at kongen var kommet ud, samledes alle hans krigere foran ham. Absaloms hær var allerede flygtet og vendt hjem.

David vender tilbage til Jerusalem som konge

¹⁰ Nu begyndte man at diskutere situationen ud over hele landet: „David frelste os fra vores værste fjender, filistrene!” sagde folk til hinanden. „Ganske vist valgte vi Absalom til konge, og han jog David bort, ¹¹ men nu er Absalom død. Lad os derfor udråbe David til konge igen!”

^12-13 Da David hørte, hvad folk snakkede om, sendte han præsterne Zadok og Ebjatar til Judas ledere med følgende besked: „Hvorfor er I så længe om at slutte op om mig? Nordriget har besluttet sig, og nu mangler vi bare jer—til trods for, at jeg tilhører jeres stamme! ¹⁴ Og sig til Amasa: Jeg sværger på, at du skal være min hærfører i stedet for Joab! Jeg er ikke din onkel for ingenting.”

¹⁵ På den måde fik David Judas ledere over på sin side, og de vedtog, at David igen skulle være deres konge. De bad ham derfor komme tilbage til Jerusalem sammen med alle sine folk.

¹⁶ Da kongen på hjemvejen kom til Jordanfloden, var Judas ledere samlet ved Gilgal for at byde ham velkommen og eskortere ham over floden. ¹⁷ Selv Shimi, benjaminitten fra Bahurim, sluttede sig til judæerne for at gå kongen i møde, ¹⁸ og han havde 1000 mand fra sin egen stamme med sig. Ziba, Sauls tjener, og hans 15 sønner og 20 tjenestefolk var også hurtigt taget over Jordanfloden for at møde kongen på den anden side. ¹⁹ Så da han ankom til vadestedet, stod de parate for at eskortere ham og hans familie over.

Da kongen skulle til at gå over floden, kastede Shimi sig ned foran ham ²⁰ og bad: „Herre konge, tilgiv mig det, jeg gjorde, dengang du forlod Jerusalem! Vil du ikke nok glemme det? ²¹ Jeg ved, at jeg var ond imod dig dengang, men jeg er den første fra Nordrigets område, der er kommet her i dag for at byde dig velkommen hjem!”

²² Abishaj brød ind: „Nej, Shimi fortjener døden, fordi han forbandede Herrens salvede!”

²³ „Lad mig være i fred, Zerujas sønner!” svarede David. „I siger mig altid imod. Nej, i dag skal ingen lide døden. Lad os hellere feste, for i dag er jeg igen blevet konge i Israel!” ²⁴ Så vendte David sig om mod Shimi og svor: „Du skal ikke dø!”

^25-26 Også Mefiboshet, Sauls barnebarn, var kommet ned fra Jerusalem for at modtage kongen. Lige siden den dag David flygtede fra Jerusalem, og til han nu kom tilbage, havde Mefiboshet sørget over kongens skæbne og hverken vasket sine fødder eller sit tøj eller klippet sit skæg.

„Hvorfor fulgte du ikke med mig ud af Jerusalem, Mefiboshet?” spurgte kongen.

²⁷ Han svarede: „Herre konge, min tjener Ziba har løjet om mig. Jeg befalede ham at sadle mit æsel, så jeg kunne følge kongen, men han adlød mig ikke, og så havde jeg ikke noget valg, fordi jeg er lam. ²⁸ I stedet bagtalte han mig ved at påstå, at jeg nægtede at tage med. Men herre konge, du handler på Guds vegne, og derfor må du gøre, som du synes bedst. ²⁹ Både jeg selv og resten af min familie kunne lige så godt være blevet henrettet af dig, men i stedet viste du mig den ære at være blandt de udvalgte, der får lov at spise ved dit bord. Jeg kan ikke forvente flere nådesbevisninger fra din side.”

³⁰ „Javel,” svarede David, „i så fald skal Ziba afstå det halve af ejendommen til dig.”

³¹ „Nej, giv ham bare det hele,” svarede Mefiboshet. „Jeg er bare glad for, at du er kommet tilbage i god behold!”

^32-33 Barzillaj fra Gilead, der havde givet kongen og hæren mad under deres eksil i Mahanajim, havde ledsaget kongen fra Rogelim til Jordanfloden. Barzillaj var en meget gammel mand, omkring 80 år, og han var meget rig.

³⁴ „Følg med mig over floden og slå dig ned i Jerusalem,” sagde kongen til ham. „Jeg skal nok sørge for dig!”

³⁵ „Nej tak,” svarede han, „det er jeg for gammel til. ³⁶ Jeg er nu 80 år gammel og har for længst mistet appetitten på livet. Mad og vin smager mig ikke længere, og jeg kan ikke høre, når der bliver sunget og spillet. Nej, der er ingen grund til, at jeg skal ligge kongen til byrde. ³⁷ At ledsage dig over floden er ære nok for mig! ³⁸ Derefter vil jeg vende tilbage og dø i min hjemby, så jeg kan blive begravet der, hvor min mor og far ligger. Tag i stedet min søn Kimham med dig, herre konge. Måske kan du gøre noget for ham.”

³⁹ „Godt,” svarede kongen, „så tager jeg Kimham med mig. Lad mig da vise min taknemmelighed mod ham i stedet for. Jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om.”

⁴⁰ Kongen og resten af følget gik nu over Jordanfloden. Derefter omfavnede kongen Barzillaj til afsked og velsignede ham, hvorefter Barzillaj vendte tilbage, hvor han kom fra. ⁴¹ Kongen tog Kimham med sig til Gilgal, hvor det meste af Juda og det halve af Nordriget var mødt op for at byde ham velkommen.

Judæerne og israelitterne kommer i klammeri

⁴² Nogle af mændene fra Nordriget beklagede sig til kongen over, at det udelukkende var mænd fra Juda, der havde fået den ære at eskortere ham, hans familie og alle hans mænd over Jordanfloden.

⁴³ „Og hvad så?” indvendte judæerne. „Kongen hører jo til Judas stamme! Er det noget at være vred over? Har vi måske udnyttet vores fortrin ved at søge kongens særlige gunst?”

⁴⁴ „Jamen Nordriget består af ti stammer,” svarede de andre. „Derfor har vi meget mere krav på kongen, end I har! Hvorfor har I da ikke indbudt os? Var det måske ikke os, der oprindelig ønskede at få kongen tilbage?”

Judæerne gav svar på tiltale, så det endte med et større skænderi mellem judæerne og dem fra Nordriget.

Guds kraft udfolder sig bedst i magtesløshed

12 Selvom det lyder som tåbeligt praleri, så lad mig alligevel gå videre og fortælle om de syner og åbenbaringer, Herren har givet mig.

^2-3 For 14 år siden skete der noget for et menneske, som hører Kristus til. Han blev løftet op og ført til den tredje himmel. Jeg ved ikke, om kroppen var med, eller det kun var ånden. Gud alene ved det! Dog ved jeg, hvem det menneske var. ⁴ Han kom til Paradis, hvor han hørte ufattelige ting, som det ikke er op til et menneske at tale om. ⁵ Den oplevelse er nok værd at fremhæve, men jeg vil ikke fremhæve det, jeg selv formår. Hvis jeg skal fremhæve noget i mig selv, bliver det kun min afmægtighed. ⁶ Hvis jeg fik lyst til at prale af noget, kunne jeg godt gøre det uden at være en tåbe, for det ville jo være sandt. Men jeg foretrækker at lade være, for at ingen skal have højere tanker om mig, end de får ved at se og høre mig, ⁷ ikke mindst på grund af de store åbenbaringer, jeg har fået.

For at jeg ikke skulle blive hovmodig, fik jeg derfor en „torn i kødet”, et Satans sendebud, til at slå mig i ansigtet. ⁸ Tre gange har jeg bedt Herren om, at den måtte blive fjernet. ⁹ Men han sagde til mig: „Min nåde er dig nok, for min kraft når sit mål gennem magtesløshed.” Derfor vil jeg hellere fremhæve min magtesløshed, for at kraften fra Kristus kan virke gennem mig. ¹⁰ Derfor kan jeg se det gode ved at være magtesløs, ved at blive mishandlet og lide nød, ved at blive forfulgt og være i vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.

Paulus’ omsorg for korinterne

¹¹ Nu blev jeg så en tåbe—men det var jer, der tvang mig til det! Kunne I ikke have sagt noget godt om mig? Selvom jeg intet er i mig selv, så står jeg ikke tilbage for jeres „superapostle”. ¹² Med stor udholdenhed har jeg virket som apostel iblandt jer, og beviset på min aposteltjeneste er de tegn, undere og vældige gerninger, der er sket. ¹³ Det eneste, jeg ikke har gjort, er at ligge jer til byrde, således som jeg ellers gør i de andre menigheder. Mon I kan tilgive mig det?

¹⁴ Det er nu tredje gang, jeg gør mig parat til at besøge jer, og det skal stadig ikke koste jer noget. Jeg er ikke interesseret i jeres penge, men i jer selv! Det er jo ikke børnene, der skal lægge penge til side til forældrene, men forældrene, der skal sørge for børnene. ¹⁵ Jeg er kun glad for at kunne give mig selv til jer. Ja, jeg vil ofre alt for jeres skyld. Elsker I mig mindre, jo mere jeg elsker jer?

¹⁶ Vil I ikke indrømme, at jeg aldrig har ligget jer til byrde? Men nu siger man alligevel, at jeg var snu nok til at føre jer bag lyset og udnytte jer. ¹⁷ Men hvordan? Har nogen af de medarbejdere, jeg sendte til jer, udnyttet jer? ¹⁸ Jeg bad Titus om at besøge jer og sendte en anden medarbejder med. Mon Titus har udnyttet jer? Umuligt! Vi er nemlig ledet af samme Ånd og følger samme spor.

¹⁹ I har måske hele tiden tænkt, at vi skriver alt det her for at forsvare os over for jer? Men sådan forholder det sig ikke! Vi taler som Kristi tjenere, der skal stå til regnskab for Gud, og alt, hvad vi siger og skriver, kære venner, det gør vi for at hjælpe og styrke jer. ²⁰ Jeg er stadig bange for, at når jeg kommer til jer, vil jeg finde jer i en tilstand, som jeg ikke bryder mig om. Så vil I heller ikke blive særlig glade for at høre, hvad jeg har at sige jer! Jeg er bange for, at jeg vil blive vidne til skænderier og misundelse, vrede og egoisme, sårende ord og sladder, hovmod og oprør. ²¹ Jeg er bange for, at Gud igen vil ydmyge mig foran jer, og at jeg kommer til at stå med bedrøvelse på grund af, at mange af dem, der tidligere har begået synder iblandt jer, ikke har vendt sig bort fra deres onde gerninger, såsom urent begær, seksuel synd og anden umoralsk opførsel.

Profetier mod Tyrus

26 I det 11. år af vores eksil, på den første dag i måneden,^[a] sagde Herren til mig:

² „Du menneske, Tyrus godtede sig over Jerusalems fald og mente, at byens ødelæggelse ville blive til gavn for deres handel. ³ Derfor siger Gud Herren: Jeg vender mig imod dig, Tyrus, og lader fremmede folk skylle ind over dig, som havets bølger slår ind over din kyst. ⁴ De ødelægger dine mure og river dine fæstningsværker ned. Jeg fejer støvet bort, så kun den nøgne klippe er tilbage. ⁵ Du bliver en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Jeg har talt, siger Gud Herren. Du bliver bytte for fremmede folkeslag, ⁶ og dine forstæder på fastlandet falder i krigen. Da vil du indse, at jeg er Herren.

⁷ Jeg sender Nebukadnezar, Babylons store konge, imod dig fra nord med en mægtig hær af ryttere og stridsvogne. ⁸ Først falder småbyerne på fastlandet. Så laver han angrebsramper imod dig, bygger belejringsvolde og løfter et lag af skjolde. ⁹ Rambukke vil bryde dine mure ned og jernstænger brække dine tårne i stykker. ¹⁰ Hestenes hove vil rejse en støvsky, der dækker byen, og murene vil skælve ved larmen fra stridsvognene og hestene, når de kører ind gennem hullet i bymuren. ¹¹ Rytterne vil storme frem i dine gader og sable befolkningen ned med deres sværd. Alle dine store stenstøtter bliver væltet omkuld. ¹² Man plyndrer dig for alt af værdi, ødelægger dine prægtige huse og jævner dem med jorden. Stenene og tømmeret havner i havet, ja, selv støvet bliver fejet væk. ¹³ Det er slut med at synge muntre sange og spille sød musik, citeren forstummer. ¹⁴ Du bliver til en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Aldrig igen skal du genopbygges, for jeg, Herren, har talt, og mit ord står ved magt.

¹⁵ Hele kystområdet vil blive rystet, når de hører om de mange sårede og faldne. ¹⁶ Alle fyrsterne langs kysten vil stige ned fra deres troner og lægge deres fornemme kåber til side. De vil sætte sig på jorden i rædsel og ryste af angst. ¹⁷ De vil sørge over dig og synge denne klagesang:

¹⁹ Herren siger: Jeg lægger dig øde som de andre byer, der blev jævnet med jorden. Du bliver overskyllet af havet og skjult under bølgernes brus. ²⁰ Du sendes i graven til fortidens folk, der for længst sank ned i underverdenen. Der kan du ligge blandt gamle ruiner, for du vil aldrig mere blive beboet og opleve det pulserende liv. ²¹ Undergangen rammer dig pludselig, og så eksisterer du ikke mere. Selvom man vil søge efter dig, finder man dig aldrig igen, siger Gud Herren.”

Bøn om Israels genoprettelse

74 En visdomssang^[a] af Asaf