M’Cheyne Bible Reading Plan
Josias befaler, at der skal holdes påske igen(A)
35 Josias bekendtgjorde nu, at der skulle fejres påske i Jerusalem på den 14. dag i årets første måned. På den dag skulle påskelammene slagtes. 2 Som en del af forberedelserne indsatte han præsterne i deres tjeneste og opmuntrede dem til at tage vare på deres arbejde i templet. 3 Til levitterne, som skulle undervise Israels folk og var indviet til at tjene Herren, sagde han: „Da pagtens ark nu står i det tempel, Salomon fik bygget, og da I derfor ikke længere skal bruge tid og kræfter på at bære rundt på den, skal I i stedet bruge jeres tid på at tjene Herren og hans folk, Israel. 4 I skal fordele arbejdet efter de skiftehold, som kong David og hans søn Salomon i sin tid etablerede, og som bygger på, hvilke slægter I kommer fra. 5 Hvert hold skal så tage opstilling på deres angivne plads og hjælpe dem, der kommer for at ofre i templet. 6 I skal slagte påskelammene og sørge for at være indviet til tjeneste, så I kan hjælpe hele folket, mens I følger alle forskrifterne i Moses’ lov.”
7 Kongen skænkede personligt 30.000 stykker småkvæg, enten lam eller gedekid, samt 3000 stykker hornkvæg til festen. 8 Kongens embedsmænd og andre ledere gav også rundhåndet af, hvad de ejede, til præsterne, levitterne og de øvrige festdeltagere. Hilkija, Zekarja og Jehiel, som havde overopsyn med templet, forærede præsterne 2600 stykker småkvæg og 300 stykker hornkvæg. 9 De levitiske ledere Konanja, hans brødre Shemaja og Netanel, Hashabja, Jeiel og Jozabad skænkede 5000 stykker småkvæg og 500 stykker hornkvæg til levitterne.
10 Da alle forberedelser til påskefesten var fuldført, stillede præsterne sig på deres post i templet, og levitterne tog opstilling i hold, som kongen havde befalet. 11 Levitterne slagtede påskelammene og gav det opsamlede blod til præsterne, der stænkede det på alteret, mens levitterne flåede og parterede dyrene. 12 De dele, der skulle bringes som brændofre, blev givet til familieoverhovederne, som så bragte dem til præsterne til ofring ifølge forskrifterne i Moses’ lov. De andre dyr blev på tilsvarende måde slagtet, flået og parteret i løbet af ugen. 13 De dele fra påskelammet, som folk måtte spise, blev stegt og givet til folk. Kødet fra de øvrige dyr blev derimod kogt i gryder, kar og pander og derefter givet til folket. 14 Da folket havde fået deres påskelam, tilberedte levitterne påskelammet til sig selv og præsterne, der hele dagen havde haft travlt med at ofre fedtet og det, der ellers skulle brændes på brændofferalteret.
15 Sangerne, som kom fra Asafs slægt, var på plads ifølge de regler, som kong David, Asaf, Heman og profeten Jedutun århundreder forinden havde bestemt. Portvagterne stod vagt, og de behøvede ikke at forlade deres post, for andre levitter klarede påskeofferet for dem.
16 Sådan blev der holdt påske for Herren den dag efter alle forskrifterne. Lammene blev slagtet og brændofrene bragt på det store alter, som kong Josias havde befalet. 17 Alle de israelitter, som boede i Jerusalem eller var rejst derhen, tog del i påskefesten, som de næste syv dage efterfulgtes af de usyrnede brøds fest. 18 Ikke siden profeten Samuels tid havde man fejret påske i Israel efter alle forskrifterne. Ingen konge før Josias havde holdt en så storslået påskehøjtid sammen med præsterne, levitterne og folk fra hele Jerusalem, Juda og Israel. 19 Denne begivenhed fandt sted i kong Josias’ 18. regeringsår.
Resten af Josias’ regeringstid(B)
20 Nogle år efter at Josias havde restaureret templet, var kong Neko af Egypten på vej mod Karkemish ved Eufratfloden med sin hær. Josias drog ud med sin hær for at standse ham, 21 men Neko sendte følgende besked til Josias: „Denne krig angår ikke dig, judæerkonge! Lad mig være, så jeg kan koncentrere mig om at bekæmpe min fjende, for Gud har sagt, at jeg skal skynde mig. Lad være med at komme på tværs af Guds planer, ellers bliver du dræbt.”
22 Men Josias ville ikke lytte til den advarsel, som Gud gav ham gennem Neko. Han førte sin hær til kamp på sletten ved Megiddo. Af sikkerhedshensyn tog han dog sin kongedragt af, før kampen begyndte. 23 Alligevel blev han ramt af en dødbringende pil. „Hurtigt,” råbte han til sine livvagter, „tag mig væk fra fronten. Jeg er hårdt såret.”
24 Mændene skyndte sig at bære ham over i en anden stridsvogn, og derefter kørte de ham hjem til Jerusalem, hvor han døde kort efter. Han blev begravet i det kongelige gravsted tæt ved sine forfædre, og hele Juda og Jerusalem sørgede over hans død.
25 Profeten Jeremias digtede en sørgesang over kong Josias. Siden har mange sangere, både mænd og kvinder, sunget denne sørgesang, og den er nedskrevet i bogen med klagesange.
26-27 Resten af kong Josias’ liv og virke fra begyndelsen til enden, inklusive hans iver efter at tjene Herren og følge Toraen i et og alt, er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog.
En ny himmel og en ny jord
21 Derefter så jeg en ny himmel og en ny jord, for den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var der ikke mere. 2 Jeg så den hellige by, det ny Jerusalem, være på vej ned fra Himlen parat til at tage imod sine indbyggere som en brud, der har smykket sig og er parat til at møde sin brudgom. 3 Så hørte jeg en høj stemme fra tronen: „Se! Guds bolig er nu hos menneskene. Han vil bo sammen med dem, og de skal være hans folk. 4 Han vil tørre hver en tåre af deres kind, og der skal ikke længere være død eller sorg, skrig eller smerte. Alt det gamle er forbi.”
5 Han, der sad på tronen, sagde: „Se, jeg gør alting nyt!” Og han fortsatte: „Skriv det ned, for det er troværdige og sande ord.” 6 Så sagde han til mig: „Nu er det sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og afslutningen. De, der tørster, vil jeg frit lade drikke af kilden med det livgivende vand. 7 De, der sejrer, vil få del i alt dette. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mine børn. 8 Men de, der mangler tillid til og tro på Gud, de afskyelige mennesker og voldsmændene,[a] de, der lever i seksuel synd, de okkulte og de, der dyrker afguder, og alle løgnerne—deres plads er i søen, der brænder med ild og svovl. Det er den anden død.”
Det ny Jerusalem
9 En af de syv engle, der havde hældt de syv sidste plager ud over jorden, kom hen til mig og sagde: „Kom! Jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru.” 10 Så førte han mig i ånden op på et stort og højt bjerg, hvorfra han viste mig den hellige by, Jerusalem, som var på vej ned fra Guds Himmel. 11 Den var fyldt med Guds herlighed og strålede som en kostbar ædelsten, som en krystalklar diamant. 12 Bymuren var meget høj. Den havde 12 porte, og ved hver port stod der en engel. Portene havde som indskrift navnene på Israels 12 stammer. 13 Tre porte vendte mod øst, tre mod nord, tre mod syd og tre mod vest. 14 Byens mur havde 12 grundsten, og navnene på Lammets 12 apostle stod skrevet på dem.
15 Den engel, som talte med mig, havde en målestok af guld for at kunne opmåle byen, dens porte og dens mur. 16 Byens grundflade var en firkant, og den var lige så bred, som den var lang. Han opmålte byen med målestokken og fandt, at den var 12.000 stadier[b] i hver retning, både længde, bredde og højde. 17 Derefter målte han muren til at være 144 alen[c] efter menneskemål, som også er det mål, englen brugte. 18 Muren var bygget af jaspis, og byen selv var af rent guld, der skinnede som krystalglas. 19 Bymurens grundsten var prydet med følgende 12 ædelsten: Jaspis, safir, agat, smaragd, 20 onyks, karneol, krysolit, beryl, topas, krysopras, hyacinth og ametyst. 21 De 12 porte var 12 perler, og hver port var lavet af en eneste perle. Byens gader var af rent guld, klart som glas.
22 Jeg så ikke noget tempel i byen, for templet udgøres af Gud Herren selv, han, som hersker over alle ting, og Lammet. 23 Byen har heller ikke brug for solens eller månens lys, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys. 24 Jordens folkeslag skal leve i det lys, der stråler fra byen, og jordens konger skal give ære til byen. 25 Byens porte bliver aldrig lukket, for der er ingen nat mere. 26 Folkene skal ære og lovprise byen, 27 og der er intet urent i byen og ingen, der lever skamløst eller lyver, for byen er skabt til dem, der er indskrevet i livets bog hos Lammet.
3 Herren, den Almægtige, siger: „Hør efter: Jeg vil sende min udsending i forvejen. Han skal berede vejen for mig. Derefter vil den Herre, I venter på, pludselig komme til sit tempel. Ja, pagtens sendebud, som vil give jer glæde, han kommer helt sikkert.”
2 Når han kommer, betyder det dom over ondskaben. Han er som ilden under en smeltedigel, som et ætsende rensemiddel. 3 Ligesom sølv og guld bliver renset for urenheder i smeltediglen, vil han rense levitterne og præsterne for deres urenhed. Først derefter kan de bringe Herren de rette ofre. 4 Da kan Herren igen glæde sig over at modtage Judas og Jerusalems offergaver som før i tiden.
5 Herren, den Almægtige, siger: „Når jeg kommer, vil jeg uden tøven straffe de ugudelige: dem, der øver trolddom, ægteskabsbryderne, dem, der sværger falsk, dem, der snyder arbejderne for deres løn, dem, der udnytter enkerne og de forældreløse, dem, der bedrager fremmede og udlændinge, ja, alle, der ikke har ærefrygt for mig.
6 Jeg, Herren, har ikke forandret mig. Og der er stadig en rest tilbage af mit folk, Jakobs efterkommere. 7 Lige siden jeres forfædres tid har I haft problemer med at overholde mine befalinger. Vend om og kom til mig, så vil jeg komme jer i møde.
I siger: ‚Vi har da aldrig vendt os bort fra dig!’
8 Men jeg siger: Synes I, det er i orden, at mennesker bedrager Gud? For det er præcis, hvad I har gjort!
‚Hvordan har vi bedraget dig?’ spørger I.
Ved at fratage mig den tiende og de ofre, som tilkommer mig. 9 I har alle bedraget mig, og derfor rammer dommen hele folket. 10 Bring hele min tiende til forrådskammeret, så der bliver rigeligt med mad i mit hus. Sæt mig på prøve, så skal I se, at jeg åbner himlens sluser og overøser jer med velsignelser. 11 Så vil jeg holde græshopperne væk, så jeres marker igen kan give en god høst og jeres vinmarker producere mange vindruer. 12 Og alle folkeslag vil tale om, hvor velsignede I er, for jeres land bliver et dejligt sted at bo, siger Herren, den Almægtige!”
13 Herren siger: „I har kritiseret mig voldsomt.
‚Hvad har vi da sagt?’ spørger I.
14 I har sagt: ‚Det er omsonst at tjene Gud, den Almægtige. Vi får jo ikke noget ud af at overholde hans bud. Og han lægger slet ikke mærke til, hvor meget vi faster. 15 Der er større fordel ved at være selvsikker end ydmyg. De ugudelige har jo heldet med sig. De gør oprør mod Gud og slipper godt fra det.’ ”
16 De, som havde ærefrygt for Herren, talte nu sammen, og Herren hørte, hvad de sagde. Han sørgede for, at deres navne blev nedskrevet i en bog, så deres trofasthed ville blive husket.
17 „Når jeg griber ind,” siger Herren, den Almægtige, „skal de være en del af mit ejendomsfolk. Jeg vil være barmhjertig mod dem, som en far er barmhjertig over for en lydig søn. 18 Til den tid skal man atter kunne se forskel på de retskafne og de gudløse, på dem, der tjener Herren, og dem, der ikke tjener ham.”
19 „Når dommen kommer,” siger Herren, den Almægtige, „vil de selvsikre, ugudelige mennesker blive tilintetgjort som halm, der bliver smidt i en brændende ovn. De bliver brændt rub og stub, så intet er tilbage.
20 Men over jer, som ærer mig, skal min retfærdighed stråle som solen og bringe lægedom. Og I skal danse omkring som forårskåde kalve, der lige er sluppet ud fra stalden. 21 Når jeg griber ind, skal I triumfere over de ugudelige og træde dem ned som støv under jeres fødder,” erklærer Herren, den Almægtige.
Løfte om genoprettelse og Elias’ komme
22 „Husk på de love og forordninger, jeg gav til hele Israel gennem min tjener Moses på Horebs bjerg.
23 Men før den store og alvorlige dom bliver udført, vil jeg sende profeten Elias til jer. 24 Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og børn til at blive forsonet med deres forældre, så ikke alle skal udryddes, når dommen kommer.”
Jesus genopstår(A)
20 Tidligt søndag morgen, mens det endnu var mørkt, gik Maria Magdalene ud til graven, og hun opdagede, at stenen var rullet fra indgangen. 2 Derfor skyndte hun sig tilbage til Simon Peter og den anden discipel, som Jesus holdt særlig meget af, og sagde til dem: „Der er nogle, der har taget Herren væk fra graven, og vi ved ikke, hvor de har gjort af ham.”
3-4 De to disciple løb straks ud til graven. I begyndelsen løb de side om side, men den anden discipel løb hurtigere end Peter og nåede først frem. 5 Da han bøjede sig og kiggede ind i graven, så han, at ligklæderne lå der. Men han gik ikke ind i graven. 6 Så nåede Peter frem, og han gik derind. Han så også ligklæderne og lagde mærke til, 7 at det klæde, som Jesus havde haft over sit hoved, ikke var anbragt ved siden af ligklæderne, men lå foldet sammen på et sted for sig selv. 8 Så gik den discipel, som var kommet først til graven, også derind—og da han så det hele, forstod han pludselig, hvad Jesus havde sagt om, hvad der ville ske med ham, og han blev overbevist.[a] 9 For indtil da havde de ikke forstået, hvad det betød, når Skriften siger, at han skulle genopstå fra de døde. 10 Derefter gik de hjem igen.
11 I mellemtiden var Maria vendt tilbage til graven. Grædende bøjede hun sig ned og kiggede ind i gravkammeret, 12 og der fik hun øje på to engle klædt i hvidt. Den ene sad, hvor Jesu hoved havde været, og den anden der, hvor fødderne havde været.
13 „Hvorfor græder du?” spurgte de. „Fordi der er nogle, der har taget min Herre bort,” svarede hun, „og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” 14 Da hun havde sagt det, vendte hun sig og så Jesus stå der. Men hun genkendte ham ikke.
15 „Hvorfor græder du?” spurgte Jesus hende. „Hvem leder du efter?” Hun regnede med, at det var gartneren, og sagde derfor: „Hvis det er dig, der har taget ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan gå hen og hente ham.”
16 „Maria!” sagde Jesus. Hun kiggede på ham og udbrød på hebraisk: „Rabbuni!” (det betyder „Mester”).
17 „Du skal ikke røre ved mig,” sagde han, „jeg er endnu ikke steget op til min Far. Men gå hen til disciplene og sig til dem, at jeg stiger op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud.”
18 Maria løb straks hen til disciplene og sagde: „Jeg har set Herren!” Og hun fortalte dem, hvad han havde sagt.
Jesus viser sig første gang for disciplene
19 Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. „Fred være med jer!” sagde han. 20 Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.
21 Jesus sagde igen til dem: „Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.” 22 Derefter åndede han på dem og fortsatte: „Modtag Helligåndens kraft! 23 Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.”
Jesus viser sig for Thomas og de øvrige disciple(B)
24 En af de Tolv ved navn Thomas, også kaldet „Tvillingen”, var ikke til stede, da Jesus viste sig for dem. 25 De andre disciple fortalte ham bagefter: „Vi har set Herren!” Men han svarede: „Det tror jeg ikke på! Kun hvis jeg med mine egne øjne får naglemærkerne i hans hænder at se og stikker fingeren i dem, og hvis jeg stikker hånden i hans side, vil jeg tro på det!”
26 Den følgende søndag[b] var disciplene samlet igen, og nu var Thomas sammen med de andre. Dørene var låst, men pludselig stod Jesus midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!”
27 Så vendte han sig til Thomas: „Kom her med din finger,” sagde han. „Se, her er mine hænder. Kom med din hånd og føl på min side. Tro i stedet for at tvivle!” 28 „Min Herre og min Gud!” udbrød Thomas. 29 „Nu tror du, fordi du har set mig,” sagde Jesus. „Velsignede er de, som ikke har set og alligevel tror.”
Afslutningsord
30 Jesus gjorde mange flere mirakler for øjnene af sine disciple end dem, der er nedskrevet i bogen her. 31 Men jeg har skrevet dette, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.