M’Cheyne Bible Reading Plan
Joshafats kongedømme
19 Da kong Joshafat var kommet uskadt hjem til sit palads i Jerusalem, 2 gik profeten Jehu, søn af Hanani, hen til ham og sagde: „Var det rigtigt af dig at hjælpe de gudløse og slutte forbund med dem, som har vendt sig fra Herren? Fordi du handlede sådan, skal Herrens vrede ramme dig. 3 Noget godt har du dog gjort, for du har fjernet Asherapælene i hele landet og søgt Herren af et oprigtigt hjerte.”
4 Efter denne episode koncentrerede Joshafat sig om Jerusalem og sit eget land. Han rejste ikke igen til Israel, men drog omkring blandt sit folk, fra Be’ersheba i syd til Efraims bjergland i nord, og opfordrede folket til at holde sig til Herren, deres fædres Gud. 5 I alle landets større byer udnævnte han dommere 6 og sagde til dem: „Pas på, når I dømmer, for det er Herren og ikke mennesker, I skal stå til regnskab for. Han vil give jer visdom til at dømme retfærdigt. 7 Vær gudfrygtige og døm, som Herren vil, for han tolererer ikke uretfærdige domme, bestikkelse eller partiskhed.”
8 Også i Jerusalem indsatte Joshafat nogle levitter, præster og slægtsoverhoveder som dommere i religiøse og civile retssager. 9 „Som dommere skal I have ærefrygt for Herren,” sagde han til dem. „I skal dømme ærligt og redeligt. 10 Når nogle dommere fra de andre byer overdrager en vanskelig sag til jer—hvad enten det drejer sig om drab eller overtrædelse af Guds love og forordninger—skal I vejlede dem og hjælpe dem til at dømme retfærdigt, så de ikke pådrager sig skyld ind for Herren, og så I og jeres kollegaer ikke rammes af Guds vrede. Gør I det, har I intet at frygte.
11 Ypperstepræsten Amarja skal have det afgørende ord i alle religiøse sager, mens Judas guvernør, Zebadja, søn af Ishmael, skal have det afgørende ord i alle civile sager. Levitterne skal hjælpe jer med det administrative arbejde. Vær frimodige i opgaven, og må Herren være med dem, der gør det rette.”
Herren gav Juda sejr over Moab og Ammon
20 Nogen tid senere gjorde tre folkeslag sig klar til at føre krig mod Juda. Det var moabitterne og ammonitterne, hjulpet af nogle af meunitterne.[a] 2 Kong Joshafat fik at vide, at en mægtig hær havde samlet sig i Edom på den anden side af Det Døde Hav, og at den allerede var nået frem til Hatzetzon-Tamar. (Som nu kaldes En-Gedi.) 3 Joshafat blev rystet over denne nyhed og besluttede at søge hjælp hos Herren. Derfor udråbte han en faste i hele Juda. 4 Fra hele landet kom folk til Jerusalem for sammen med kongen at bede Herren om hjælp.
5 Joshafat stod frem i den nye forgård i Herrens hus foran hele forsamlingen og bad denne bøn: 6 „Herre, vores fædres Gud, du som regerer i Himlen og over alle jordens riger. Du har den højeste magt, og ingen kan besejre dig. 7 Vi har hørt, hvordan du drev de andre folkeslag ud af dette land, dengang dit folk kom hertil. Vi ved, at du gav dette land til din ven Abrahams efterkommere for evigt. 8 Her slog dit folk sig ned og byggede dette tempel for dig. 9 Dengang sagde de: ‚Hvis der kommer en ulykke over os, hvad enten det er fjendehære, pest eller hungersnød, så vil vi komme til dette tempel, hvor du bor, og bede dig om hjælp, så du kan gribe ind og redde os.’
10 Se nu! Vi bliver angrebet af en stor hær fra Ammon, Moab og Seirs bjerge. Det er de folkeslag, du ikke tillod vores forfædre at udrydde på vej op fra Egypten. Derfor gik de i en bue uden om dem og lod dem være. 11 Se nu, hvad de gør til gengæld. De er kommet for at jage os ud af det land, du har givet os i eje. 12 Åh, Gud, du må standse dem. Vi står magtesløse over for så mægtig en hær og ved ikke, hvad vi skal gøre, men vi stoler på din hjælp.”
13 Alle Judas mænd stod foran Herrens tempel med deres koner og børn. 14 Da kom Herrens Ånd over Jahaziel,[b] en af levitterne fra Asafs slægt.
15 „Lyt til mig, kong Joshafat og alle Judas og Jerusalems indbyggere,” råbte han. „Herren siger: Vær ikke bange! Lad jer ikke skræmme af denne mægtige hær, for det er ikke jeres kamp, men Guds! 16 I morgen skal I rykke frem mod dem. De kommer ad vejen op til Zitz, og I vil kunne se dem for enden af dalen, der fører ud til Jeruels ørken. 17 I skal ikke kæmpe mod dem, men blot tage opstilling og se på, at Herren giver sejr. Judas og Jerusalems indbyggere, vær ikke bange og tab ikke modet! I morgen skal I gå dem i møde—og Herren vil være med jer.”
18 Ved disse ord faldt kong Joshafat på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse, og Judas og Jerusalems indbyggere gjorde det samme. 19 Derefter rejste levitterne af Kehats og Koras slægter sig og brød ud i en højlydt lovsang til Herren, Israels Gud.
20 Tidligt næste morgen gjorde de klar til at drage ud i ørkenen i retning af Tekoa.[c] Joshafat opmuntrede dem med følgende ord: „Lyt til mig, Judas og Jerusalems indbyggere! Stol på Herren jeres Gud, så skal det lykkes for jer! Stol på hans profeter, så vil det gå jer vel!”
21 Efter at have rådført sig med folkets ledere besluttede Joshafat at lade sangerne gå foran soldaterne. De skulle lovprise Herren for hans hellighed og herlighed med ordene: „Lovet være Herren! Hans trofasthed varer til evig tid!”
22 Under deres sang og lovprisning skabte Herren panik blandt fjendernes hære, så de begyndte at hugge hinanden ned. 23 Først dræbte ammonitterne og moabitterne i fællesskab dem fra Seirs bjerge, hvorpå de begyndte at slå hinanden ihjel. 24 Da judæerne nåede frem til udkigsposten oven for ørkenen, lå der døde kroppe så langt øjet rakte—ikke en eneste af fjenderne var undsluppet! 25 Kong Joshafat og hans soldater gik ud for at samle byttet ind, og de fandt så meget i form af forsyninger, udstyr og kostbarheder, at det tog dem tre dage at samle det hele sammen. 26 På den fjerde dag samledes de i dalen og lovpriste Herren for sejren. Derfor kaldes dalen den dag i dag for Berakadalen.[d]
27 Derefter vendte judæerne med kong Joshafat i spidsen tilbage til Jerusalem—begejstrede over, at Herren havde givet dem sejr over deres fjender. 28 Triumftoget gik gennem byen og nåede frem til templet akkompagneret af harper, lyrer og trompeter. 29 Og da de omkringboende folk hørte, at Herren havde besejret Israels fjender, blev de grebet af frygt for Gud. 30 Derefter var der ro i landet, for Gud gav Joshafat fred til alle sider.
Et sammendrag af Joshafats regeringstid(A)
31 Joshafat var konge i Judas land. Han var 35 år, da han kom til magten, og han regerede i Jerusalem i 25 år. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilhi. 32 Han fulgte sin fars eksempel og adlød Herren, 33 men det lykkedes ham ikke at udrydde offerstederne på højene rundt omkring i landet, ej heller at få folket til helhjertet at følge Herren, deres forfædres Gud.
34 Hvad der ellers skete under hans regeringstid er beskrevet af profeten Jehu, søn af Hanani, og er optegnet i Israels kongers krønikebog.
35 På et tidspunkt indgik kong Joshafat forbund med kong Ahazja af Israel, der var en ond konge. 36 I fællesskab byggede de i Etzjon-Geber nogle store handelsskibe, der skulle sejle til Tarshish.[e] 37 Men Eliezer fra Maresha, søn af Dodavahu, profeterede mod Joshafat: „Fordi du har allieret dig med kong Ahazja, vil Herren ødelægge det, du har bygget op!” Derfor forliste skibene og nåede aldrig frem til Tarshish.
Det syvende segl brydes til dom over jorden
8 Da Lammet brød det syvende segl, blev der stilhed i Himlen i cirka en halv time. 2 Jeg så, at de syv engle, som stod foran Gud, hver fik rakt en trompet. 3 En anden engel kom og stillede sig ved det guldbelagte røgelsesalter[a] foran tronen med et røgelseskar af guld. Han fik en masse røgelse, som han skulle ofre på røgelsesalteret sammen med bønnerne fra Guds folk. 4 Det gjorde han, og fra alteret steg duften af røgelse sammen med gudsfolkets bønner op til Gud. 5 Derefter fyldte englen røgelseskarret med gløder fra alteret og hældte indholdet ud over jorden. Da brød et voldsomt uvejr løs med lyn og torden, og der kom et kraftigt jordskælv. 6 De syv engle med de syv trompeter gjorde sig nu parate til at blæse i dem.
De fire første trompeter indvarsler hver deres dom over jorden
7 Da den første engel blæste i sin trompet, blev noget, der lignede hagl og ild, blandet med blod, kastet ned mod jorden. Det fik en tredjedel af landjorden til at stå i flammer. Skove og træer brændte op, og alle planter blev svedet af.
8 Da den anden engel blæste i sin trompet, blev noget, der lignede et mægtigt, brændende bjerg, kastet i havet. 9 Da blev en tredjedel af havet blodrødt. En tredjedel af alt liv i havet døde, og en tredjedel af alle skibe på havet blev ødelagt.
10 Da den tredje engel blæste i sin trompet, styrtede en mægtig stjerne som en brændende fakkel ned fra himlen. Den forurenede en tredjedel af alle jordens floder og kilder. 11 Stjernens navn er „Malurt”, fordi en tredjedel af alt vand på jorden blev bittert som malurt, og mange mennesker døde af at drikke det.
12 Da den fjerde engel blæste i sin trompet, blev en tredjedel af solen, en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne ramt, så de mistede en tredjedel af deres lys. Dagen mistede en tredjedel af sit lys og det samme gjorde natten.
13 Derefter så jeg en ørn, der fløj hen over himlen, og jeg hørte den skrige: „Et tredobbelt ‚ak og ve’ over dem, der bor på jorden, når de tre sidste engle blæser i deres trompeter.”
Templet skal bygges ved Guds Ånds kraft
4 1-10 „Hvad betyder stenen og øjnene?” spurgte jeg englen, der forklarede tingene for mig.[a] „Ved du ikke det?” spurgte han. „Nej,” svarede jeg. Så forklarede englen det: „De syv øjne på stenen er Herrens øjne, som ser alt, hvad der sker på jorden. Det er et budskab fra Herren til Zerubbabel: ‚Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd!’ siger Herren, den Almægtige. Det bjerg af modstand, som ligger foran Zerubbabel, skal blive jævnet med jorden. Og når han sætter den sidste sten på plads i det nye tempel, vil folket råbe af glæde: ‚Herren har vist sin nåde imod os!’ Det var Zerubbabel, der lagde fundamentet til det nye tempel, og han vil også komme til at fuldføre det, siger Herren. Når det sker, vil folket indse, at det er Herren, den Almægtige, der har sendt mig. De, som ringeagtede den spæde begyndelse, vil glæde sig, når de ser det færdige tempel.”
Guldlysestagen med de to oliventræer
Så var det, som om jeg faldt i søvn, og jeg så et nyt syn. Englen, som før havde talt til mig, kom hen og vækkede mig. „Hvad ser du nu?” spurgte han. „Jeg ser en lysestage af rent guld,” svarede jeg. „Den har syv olielamper og en beholder foroven, hvorfra olien løber ned til lamperne gennem syv rør. Jeg ser også to oliventræer, et på hver side af oliebeholderen.” 11 Så spurgte jeg englen: „Hvilken betydning har de to oliventræer, der står på hver sin side af lysestagen? 12 Og hvad betyder de to gyldne oliestrømme, som løber fra træerne ned til beholderen?” 13 „Ved du ikke, hvad de betyder?” sagde han. „Nej,” svarede jeg. 14 „Det er de to, som er udvalgt og salvet med Guds Ånd til at tjene jordens Herre.”
Konfrontationen med de jødiske ledere forstærkes
7 Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa. Han holdt sig borte fra Judæa, fordi de jødiske ledere dér var ude på at slå ham ihjel. 2 Men løvhyttefesten, en af de årlige jødiske højtider, nærmede sig, 3 og Jesu brødre opfordrede ham til ikke kun at vandre rundt i Galilæa, men at tage ned til Judæa. „Tag med ned og gør nogle flere mirakler, så også dine tilhængere dér kan se dem,” sagde de. 4 „Du bliver aldrig berømt, så længe du gemmer dig i den her afkrog af verden. Hvis du ønsker at blive kendt, må du profilere dig selv noget mere!” 5 Ikke engang hans egne brødre troede på ham.
6 Jesus svarede: „For mig er tiden endnu ikke kommet, men I kan gøre, hvad I vil, hvornår I vil. 7 Denne verdens mennesker har ingen grund til at hade jer, men de hader mig, fordi jeg konfronterer dem med deres synd og ondskab. 8 I kan godt rejse op til festen, men jeg går ikke med jer, for min tid er endnu ikke kommet.” 9 Så tog de af sted, mens Jesus blev i Galilæa.
10 Noget senere tog Jesus også af sted, men i al hemmelighed. 11 Under festen søgte de jødiske ledere efter ham. „Hvor bliver han af?” spurgte de hinanden. 12 Han var byens store samtaleemne. „Han er et godt menneske,” hviskede nogle. „Nej, han vildleder folk,” var der andre, der mente. 13 Ingen turde tale højt om ham af frygt for de jødiske ledere.
14 Midt under den ugelange fest kom Jesus ind på tempelpladsen og underviste de mange mennesker, der flokkedes om ham.
15 De jødiske ledere var der også. „Hvordan kan han kende Skrifterne så godt?” spurgte de undrende hinanden. „Han er jo ikke skriftlærd.”
16 „Min undervisning kommer ikke fra mine egne tanker, men fra ham, som sendte mig,” var Jesu svar. 17 „Enhver, der er villig til at gøre Guds vilje, vil finde ud af om det, jeg siger, kommer fra Gud, eller det bare er mine egne tanker. 18 Den, der fremfører sine egne tanker, ønsker selv at blive æret, men jeg ønsker at ære ham, som sendte mig. Derfor siger jeg sandheden uden nogen form for selviskhed.”
19 Jesus fortsatte med at tale til de jødiske ledere: „Har Moses ikke givet jer Toraens lovbud? Men ingen af jer overholder dem. Hvorfor vil I slå mig ihjel?”
20 „Du er ikke rigtig klog!” protesterede de omkringstående. „Hvem vil slå dig ihjel?”
21 Jesus ignorerede dem og fortsatte, henvendt til de jødiske ledere: „I undrer jer alle over, at jeg udførte et enkelt mirakel på en sabbat. 22 Men hvad gør I selv? Overtræder I ikke den samme lov ved at omskære jeres sønner på sabbatten? I forklarer jeres overtrædelse med, at Moses har forordnet, at omskærelsen skal finde sted nøjagtig syv dage efter fødslen—ja, egentlig kommer den forordning ikke fra Moses, men den stammer helt tilbage fra patriarkerne.[a] 23 Hvis det altså er tilladt at foretage omskærelse på et menneskes krop på en sabbat, for at Toraens bud ikke skal blive overtrådt, hvorfor hidser I jer så op over, at jeg på en sabbat gør et menneske rask? 24 Hold op med at dømme så overfladisk. Døm retfærdigt!”
Mange almindelige mennesker accepterer, at Jesus er Messias
25 Jerusalems indbyggere var i vildrede:
—Er det ikke ham, de vil slå ihjel? 26 Hvordan kan han så stå her og tale på et offentligt sted, uden at de siger et ord til ham?
—Mon vores ledere har accepteret, at han er Messias?
27 —Det kan han ikke være, for alle ved jo, hvilken by han kommer fra. Men når Messias viser sig, vil ingen vide, hvor han kommer fra.
28 „Nå, så I kender mig og ved, hvor jeg kommer fra!” råbte Jesus til dem. „Jeg kan fortælle jer, at det er den sande Gud, som har sendt mig. Ham kender I ikke, 29 men jeg kender ham, fordi jeg var hos ham, og det er ham, der har sendt mig til jer.”
30 Efter den udtalelse var de jødiske ledere parate til at arrestere ham med det samme. Men ingen lagde hånd på ham, for den af Gud fastsatte tid var endnu ikke kommet. 31 Dog var der mange i folkeskaren, der var parate til at tro på ham, og de gik rundt og sagde til hinanden: „Når Messias kommer, mon han så vil gøre flere undere, end den mand her har gjort?”
Farisæerne vil gerne have Jesus arresteret
32 Da farisæerne hørte, hvad der blev hvisket i krogene, fik de ypperstepræsterne med på at sende tempelvagten hen for at arrestere ham.
33 Da sagde Jesus: „Endnu en kort tid skal jeg være hos jer. Derefter vender jeg tilbage til ham, der udsendte mig. 34 I vil lede efter mig, men I vil ikke kunne finde mig, for I kan ikke komme derhen, hvor jeg er.”
35-36 De jødiske ledere spurgte undrende hinanden: „Hvad mener han? Hvor mon han vil tage hen, så vi ikke skulle kunne finde ham? Mon han vil rejse til udlandet og prædike for de græsktalende eksiljøder?”
Løftet om Helligåndens komme til dem, der tørster
37 På den sidste og største højtidsdag under løvhyttefesten trådte Jesus frem og råbte: „De, der tørster, kan komme til mig for at få noget at drikke! 38 Skriften siger, at vand skal strømme frem over det tørre land.[b] Sådan bliver det for dem, der kommer til tro på mig: Fra deres indre skal det livgivende vand strømme frem.” 39 Med det „livgivende vand” mente Jesus Helligåndens kraft, som de, der var kommet til tro på ham, senere skulle få. Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var vendt tilbage til den himmelske herlighed.
Er Jesus Messias eller ej?
40 Da folket hørte ham råbe disse ord, udbrød nogle: „Den mand må være den store Profet, vi har ventet på!” 41 Andre sagde: „Han er Messias!” Atter andre: „Umuligt! Messias kommer ikke fra Galilæa. 42 Siger Skriften ikke, at han skal nedstamme fra David, og at han skal komme fra Betlehem, hvor David blev født?” 43 Der var således delte meninger om, hvem Jesus var. 44 Nogle forlangte ham arresteret, men det skete ikke.
Nikodemus forsvarer Jesus over for farisæerne
45 Tempelvagtmandskabet, der var blevet sendt hen for at arrestere Jesus, vendte tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne med uforrettet sag. „Hvorfor pågreb I ham ikke?” spurgte man dem.
46 „Aldrig har noget menneske talt, som han gør,” svarede de.
47 „I er altså også blevet vildledt!” råbte farisæerne. 48 „Er der måske en eneste af farisæerne eller de andre jødiske ledere, der tror på, at han er Messias? 49 Men den uvidende hob, som ikke kender Toraen, de er under Guds dom.”
50 Her brød Nikodemus ind. Det var ham, der havde opsøgt Jesus, og han var selv farisæer: 51 „Det er slet ikke lovligt at dømme en mand, medmindre man først foretager en nærmere undersøgelse af, hvad han har gjort, og han har fået lov til at forsvare sig.”
52 „Du er måske også fra Galilæa?” hånede de. „Slå op i Skriften og se efter. Der står ingen steder om en profet, der skal komme fra Galilæa.”
53 Derefter gik de hver til sit,[c]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.