M’Cheyne Bible Reading Plan
50 Josef kastede sig over sin døde far og græd og kyssede ham. 2 Derefter gav han sine bedemænd ordre til at balsamere liget. 3 Balsameringen tog 40 dage, og der var landesorg i Egypten i 10 uger.
4 Da sørgetiden var forbi, henvendte Josef sig til Faraos rådgivere og bad dem tale hans sag. 5 „Sig til Farao, at min far lod mig sværge på, at jeg ville opfylde hans sidste ønske,” forklarede Josef. „Min far sagde til mig, at når han var død, skulle jeg bringe hans lig tilbage til Kana’an og begrave ham i den hule, hvor hans forfædre ligger begravet. Derfor er jeg nødt til at tage af sted og begrave min far. Når det er gjort, vil jeg straks vende tilbage hertil.”
6 Farao gav Josef lov til at rejse. „Tag du bare af sted og begrav din far, som du har lovet,” sagde han.
7 Så tog Josef af sted med et større følge af Faraos rådgivere og højtstående embedsmænd. 8 Han tog også sine brødre og deres familier med. Men de lod deres mindre børn og fåre- og kvægflokke blive tilbage i Goshens land. 9 Det var således et større følge af vogne og ryttere, som ledsagede Josef.
10 Da de kom til tærskepladsen ved Atad nær ved Jordanfloden, holdt de en højtidelig sørgeceremoni, hvor de begræd Josefs far i syv dage. 11 Senere kaldte de lokale indbyggere, kana’anæerne, det sted Abel-Mitzrajim,[a] for de sagde: „På dette sted holdt egypterne dyb sorg!” 12 Således gjorde Jakobs sønner, som deres far havde befalet dem: 13 De bragte hans lig ind i Kana’ans land og begravede ham i hulen ved Makpela, som Abraham havde købt for at bruge den til familiegravsted. 14 Derefter vendte Josef tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem, som var fulgt med ham til hans fars begravelse.
Fuld forsoning mellem Josef og hans brødre
15 Efter at deres far var død, blev Josefs brødre ængstelige. „Måske bærer Josef nag og vil hævne sig på os for alt det onde, vi har gjort imod ham,” sagde de til hinanden. 16-17 Derfor sendte de følgende budskab til Josef: „Før sin død pålagde din far os at give dig følgende besked fra ham: ‚Tilgiv dine brødre for alt det onde, de har gjort imod dig.’ Derfor beder vi, som er din fars Guds tjenere, om du vil tilgive os!” Da Josef hørte de ord, brød han sammen og græd.
18 Derefter kom hans brødre personligt til ham og bøjede sig for ham. „Vi er dine slaver,” sagde de.
19 Men Josef svarede: „I skal ikke være bange for mig. Er jeg måske Gud, så jeg skulle dømme og straffe jer? 20 Selvom jeres hensigter var onde, ved jeg, at Guds hensigt var at vende det til noget godt, for han gav mig den position, jeg har i dag, så jeg kunne redde mange menneskers liv. 21 Nej, I må ikke være bange. Jeg vil personligt tage mig af jer og jeres familier.” Han forsøgte på alle måder at berolige og opmuntre dem med venlige ord.
Josefs død
22 Josef og hans brødre og deres familier blev boende i Egypten. Josef var efterhånden blevet 110 år gammel, 23 og han nåede at se sin søn Efraims børnebørn og Manasses søn Makirs børn. Han betragtede sine børnebørn som sine egne.
24 „Jeg skal snart dø,” sagde Josef til sine brødre, „men Gud vil helt sikkert føre jer ud af Egypten og bringe jer tilbage til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.” 25 Så fik Josef sine brødre til at sværge på, at de ville opfylde hans sidste ønske: „Når Gud leder jer tilbage til Kana’an, så skal I tage mit lig med.”
26 Derefter døde Josef i en alder af 110 år. Han blev balsameret og lagt i en kiste.
Johannes Døbers budskab(A)
3 1-2 I kejser Tiberius’ 15. regeringsår fik Johannes, Zakarias’ søn, som holdt til i ødemarken, et budskab fra Gud. Landet var besat af romerne, og Pontius Pilatus var guvernør i Judæa. Herodes Antipas regerede i Galilæa, hans bror Filip i Ituræa og Trakonitis, mens Lysanias regerede i Abilene. Annas og Kajfas var jødernes ypperstepræster.
3 Johannes forlod så ørkenområdet og vandrede omkring i nærheden af Jordanfloden. Der forkyndte han, at folk skulle vende om fra deres ondskab og lade sig døbe for at få tilgivelse for deres synder. 4 Dermed gik følgende ord af profeten Esajas i opfyldelse:
„Der lyder en røst i ødemarken:
‚Ban vej for Herren!
Gør vejen klar til hans komme!
5 Hver dal skal fyldes op,
hvert bjerg og hver høj skal jævnes ud.
De krogede veje skal rettes ud,
og de ujævne stier glattes.
6 Og alle skal se Guds frelse.’ ”[a]
7 Johannes råbte til de mange mennesker, som strømmede til for at lade sig døbe: „Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf? 8 Bevis med jeres liv, at I er villige til at vende jer bort fra jeres synder! Det hjælper jer ikke at sige: ‚Vi er da børn af Abraham’.[b] Lad mig fortælle jer noget: Gud kan forvandle stenene der til børn af Abraham! 9 Øksen ligger allerede klar ved foden af træerne, og ethvert træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden.”
10 „Jamen, hvad skal vi da gøre?” spurgte de.
11 Johannes svarede: „Den, som har to kjortler, skal give den ene til den, der ingen har. Og den, der har mad at spise, skal dele med den, der intet har.”
12 Der kom også nogle skatteopkrævere[c] for at blive døbt. „Hvad med os?” spurgte de. „Hvad skal vi gøre?”
13 „I skal være ærlige!” svarede Johannes. „I må ikke opkræve mere i skat end det beløb, I har fået besked på.”
14 „Og os,” spurgte en flok betjente.[d] „Hvad med os?”
„Misbrug ikke jeres magt til at presse penge af folk,” svarede han. „Lad være med at arrestere nogen på falsk grundlag i håb om at modtage bestikkelse, men vær tilfredse med den løn, I får!”
15 Da alle folk var i forventning om, at Messias snart skulle komme, var de spændt på, om det kunne være Johannes, der var den lovede frelser. 16 Men Johannes sagde: „Jeg døber jer med vand, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler. Han vil døbe jer med Helligåndens kraft og med ild. 17 Han har kasteskovlen i hånden, klar til at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.”
18 Sådan forkyndte Johannes det gode budskab og gav sine tilhørere mange formaninger om at leve efter Guds vilje. 19 Men da han irettesatte Herodes, fordi han levede sammen med sin brors kone, Herodias, og for alt det onde, han derudover foretog sig, 20 føjede Herodes endnu en forbrydelse til sit synderegister. Han satte Johannes i fængsel.
Jesus bliver døbt med vand og Helligånd(B)
21 Mens Johannes endnu var på fri fod og døbte folk, kom Jesus også og blev døbt. Da han derefter stod og bad, åbnede himlen sig, 22 og Helligånden dalede ned over ham i skikkelse af en due. Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Du er min elskede Søn, og dig er jeg fuldt ud tilfreds med!”[e]
Jesu stamtavle(C)
23 Jesus var cirka 30 år, da han begyndte at træde offentligt frem. Folk anså ham for at være Josefs søn. Han var efterkommer[f] af Eli, 24 som var søn af Mattat. Mattat var søn af Levi, som var søn af Melki. Melki var søn af Jannaj, som var søn af Josef. 25 Josef var søn af Mattatias, som var søn af Amos. Amos var søn af Nahum, som var søn af Esli. Esli var søn af Naggaj, 26 som var søn af Mahat. Mahat var søn af Mattatias, som var søn af Shimi. Shimi var søn af Josek, som var søn af Joda. 27 Joda var søn af Johanan, som var søn af Resa. Resa var søn af Zerubbabel, som var søn af Shealtiel. Shealtiel var søn af Neri, 28 som var søn af Melki. Melki var søn af Addi, som var søn af Kosam. Kosam var søn af Elmadam, som var søn af Er. 29 Er var søn af Josva, som var søn af Eliezer. Eliezer var søn af Jorim, som var søn af Mattat. Mattat var søn af Levi, 30 som var søn af Simeon. Simeon var søn af Juda, som var søn af Josef. Josef var søn af Jonam, som var søn af Eljakim. 31 Eljakim var søn af Melea, som var søn af Menna. Menna var søn af Mattata, som var søn af Natan. Natan var søn af David, 32 som var søn af Isaj. Isaj var søn af Obed, som var søn af Boaz. Boaz var søn af Salma, som var søn af Nahshon, 33 Nahshon var søn af Amminadab, som var søn af Admin. Admin var søn af Arni, som var søn af Hetzron. Hetzron var søn af Peretz, som var søn af Juda. 34 Juda var søn af Jakob, som var søn af Isak. Isak var søn af Abraham, som var søn af Tera. Tera var søn af Nakor, 35 som var søn af Zerug. Zerug var søn af Reu, som var søn af Peleg. Peleg var søn af Eber, som var søn af Shela. 36 Shela var søn af Kenan, som var søn af Arpakshad. Arpakshad var søn af Sem, som var søn af Noa. Noa var søn af Lemek, 37 som var søn af Metusalem. Metusalem var søn af Enok, som var søn af Jered. Jered var søn af Mahalalel, som var søn af Kenan. 38 Kenan var søn af Enosh, som var søn af Set. Set var søn af Adam, som var søn af Gud.
Jobs femte tale: Et svar til Elifaz
16 Job svarede på følgende måde:
2 „Den slags har jeg hørt så tit.
I er nogle kønne trøstere!
3 Er der ingen ende på din elendige tale?
Kunne du ikke finde på noget bedre at sige?
4 Hvis I var i mit sted, og jeg var i jeres,
ville jeg være fristet til at tale på samme måde.
Jeg kunne have holdt en prædiken for jer
og rystet på hovedet af jer.
5 Men jeg vil hellere være andre til opmuntring,
prøve at trøste folk i deres sorg.
6 Jeg kan ikke trøste mig selv ved at tale,
men at tie giver mig heller ingen lindring.
7 Gud har mast mig ned i jorden,
han har udryddet hele min familie.
8 Min elendige tilstand ses som hans straf,
det, han har gjort, som bevis på min skyld.
9 Hans vrede river og rusker i mig.
Han skærer tænder imod mig af raseri.
Hans anklagende øjne gennemborer mig.
10 Folk ser på mig med foragtende blikke,
spottende slår de mig i ansigtet,
alle rotter sig sammen imod mig.
11 Gud har givet mig i gudløses vold,
kastet mig i kløerne på onde mennesker.
12 Jeg levede i fred, indtil han knuste mig.
Han greb mig i nakken og slog mig fordærvet.
Han stillede mig op som en skydeskive,
13 og hans pile kom imod mig fra alle sider.
De gennemborede mine nyrer,[a]
min galde flød ud på jorden.
14 Han huggede mig sønder og sammen,
han slog mig som en kriger, der er gået amok.
15 Jeg sidder klædt i sæk og aske.
Min stolthed ligger knust i støvet.
16 Mit ansigt er rødt af gråd,
jeg har sørgerande under øjnene.
17 Men jeg ved, at jeg er uskyldig,
og at min bøn er oprigtig.
18 Mit blod skal råbe fra jorden,
min bøn om retfærdighed blive ved at runge.
19 Allerede nu har jeg et vidne i Himlen,
en forsvarer, der taler min sag i det høje.
20 Han er min ven og går i forbøn for mig,
for jeg kommer til Gud med tårer i øjnene.
21 Han bønfalder Gud på mine vegne,
som et menneske forsvarer sin ven.
22 Jeg har ikke mange år igen,
og når jeg først er gået bort,
er der ingen vej tilbage.
Job beklager sig over for Gud
17 Mit livsmod er brudt,
mine dage er talte,
og graven venter mig.
2 Jeg er omgivet af folk,
som blot gør nar ad mig.
3 Det er kun dig, der kan hjælpe mig, Gud.
Ingen anden kan løse mit problem,
4 for du har ikke givet dem indsigt til at forstå det.
Derfor bør de ikke hovere over mig.
5 Når nogen lader sin ven i stikken,
rammer straffen hans egne børn.
6 Du har gjort mig berygtet,
én man håner og spytter i ansigtet.
7 Mit blik er sløret af tårer,
jeg er ikke andet end skind og ben.
8 Retskafne folk er bestyrtede over min ulykke
og oprørte over de gudløses fremgang.
9 Men de retsindige lader sig ikke lokke til synd,
de, som har rene motiver, får ny styrke.
Job er frustreret over sine venner
10 Men hvad jer angår, mine venner,
finder jeg ingen visdom i jeres ord.
11 Mit livsløb er snart forbi,
og mine ønsker blev ikke opfyldt.
12 I siger, at lyset er ved at bryde frem,
men jeg ser ikke andet end mørke.
13 Jeg ser frem til at blive lagt i graven,
hvor jeg kan hvile mig i dødens mørke.
14 Forrådnelsen bliver som en far for mig,
ormene som en mor eller søster.
15 Hvad mener I om sådan et håb?
Hvem kan få øje på min lykke?
16 Er der håb tilbage, når man ligger i graven?
Har man stadig et håb, når man bliver til støv?”
Det er Guds sag at bedømme sine tjeneres arbejde
4 Altså skal I betragte os som medarbejdere i tjenesten for Kristus, som forvaltere, der har fået indsigt i Guds mysterier. 2 En forvalter skal være trofast og pålidelig i sit arbejde. 3 For mig betyder det kun lidt, om I eller andre mennesker bedømmer min trofasthed i tjenesten. Jeg tør ikke engang stole på min egen bedømmelse i den sag. 4 Skønt jeg ikke er bevidst om, at jeg skulle have gjort noget forkert, så er det i sig selv ikke noget bevis på, at jeg ikke har gjort det. Det tilkommer Herren alene at bedømme mig. 5 Lad derfor være med at drage forhastede slutninger og dømme folk før tiden. Dommen kommer, når Herren kommer! Han vil bringe alt det frem i lyset, der har været skjult i mørket, og han vil åbenbare alle de skjulte motiver, der har været i menneskers hjerter. Da vil Gud give hver enkelt den ros, de fortjener.
Ydmyghed udelukker selvros
6 Både Apollos og jeg har valgt at følge de principper, jeg lige har omtalt, for at vi kan være et eksempel for jer, og for at I kan lære at leve efter de skriftsteder, jeg har citeret ovenfor.[a] I må lære ikke at fremhæve én person over en anden. 7 Hvem har indsigt til at bedømme dig og din indsats? Er det ikke Gud, der har givet dig nåde til at udrette det, som er lykkedes for dig? Vil du tage æren for det, som Gud i sin nåde har givet dig?
8 I har jo overflod på alle måder! I er rige, som jeg ved ikke hvad! Helt uden vores hjælp er I allerede blevet fyrster! Ja, gid I var fyrster, for så kunne vi da regere sammen. 9 Faktisk synes jeg, at Gud har sat os apostle bagerst i rækken som dødsdømte fanger, der i slutningen af sejrherrens triumftog vises frem for både engle og mennesker. 10 Vi anses for tåber, fordi vi tjener Kristus, men I er vise og forstandige. Vi er de svage, men I er de stærke! I bliver æret og set op til, men vi bliver ringeagtet og overset. 11 Vi vandrer fra sted til sted, og vi oplever sult, tørst og kulde. Vi er hjemløse og mishandlede. 12 Vi slider og slæber for at opretholde livet. Når vi bliver hånet, svarer vi ved at velsigne. Når vi bliver forfulgt, finder vi os i det. 13 Når man taler ondt om os, svarer vi venligt. Altid bliver vi behandlet som det skidt, man træder på, som udskud i alles øjne.
14 Jeg skriver ikke det her til jer for at give jer dårlig samvittighed, men for at vejlede jer som mine elskede børn. 15 Der er masser af mennesker, der gerne vil fortælle jer, hvad I skal gøre, men I har ikke mange åndelige fædre. I og med at I tog imod det glædelige budskab om Jesus, som jeg bragte jer, blev jeg jeres åndelige far. 16 Derfor beder jeg jer om at lytte til mig og gøre som jeg.
17 Det er også derfor, jeg har sendt Timoteus til jer med det her brev. Han er en af dem, jeg har vundet for Kristus, og som jeg holder meget af. Han er en trofast Herrens tjener, og han kan undervise jer på samme måde, som jeg gør i de forskellige menigheder.
18 Da jeg ikke kunne komme til jer, blev nogle af jer vældig store i munden. 19 Men jeg kommer snart, om Herren vil, og så vil jeg gerne kunne se Guds kraft i funktion hos jer frem for de mange store ord. 20 Guds rige består jo ikke i ord, men i kraft. 21 Hvad vil I helst? Skal jeg svinge pisken eller komme med den blide kærlighed?
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.