M’Cheyne Bible Reading Plan
Guds pagt med Noa
9 Gud velsignede Noa og hans sønner: „Formér jer og bliv mange!” sagde han. „Spred jer over jorden. 2 Dyrene, fuglene og fiskene vil frygte for jer, fordi jeg har givet jer magt over dem. 3 Jeg har givet dem til jer, og I må gerne spise dem såvel som de grønne planter, jeg tidligere har givet jer. 4 Men fordi livet er i blodet, må I ikke spise kød, som stadig indeholder blod. 5 Menneskers livsblod vil jeg kræve hævn for. Ethvert dyr, som dræber et menneske, skal dø. 6 Ethvert menneske, der slår et andet menneske ihjel, skal henrettes for at have myrdet et levende væsen, som er skabt i Guds billede. 7 Formér jer og få mange børn så jeres efterkommere kan brede sig ud over hele jorden.”
8 Derpå sagde Gud til Noa og hans sønner: 9 „Jeg vil oprette min pagt med jer og jeres efterkommere 10 og med alle de dyr, som er kommet ud af arken sammen med jer: 11 Jeg vil aldrig mere sende en oversvømmelse, som udsletter alt liv på landjorden. 12 Og jeg vil give jer et synligt tegn på denne evige pagt, som jeg opretter med jer og alle levende væsener. 13 Jeg har sat min regnbue i skyerne. Den er tegn på mit evigtgyldige løfte til jer og til hele jorden. 14 Når jeg sender regn over jorden, og regnbuen kommer til syne, 15 så vil jeg huske mit løfte til jer og de andre levende væsener: at der aldrig igen vil komme en oversvømmelse, som ødelægger alt liv. 16 Når jeg ser regnbuen i skyerne, vil jeg huske min evige pagt med alle levende væsener på jorden. 17 Regnbuen er tegnet på denne pagt.”
Noas tre sønner
18-19 Noas tre sønner, som var med i arken, hed Sem, Kam og Jafet, og fra dem nedstammer hele jordens befolkning. Det var Kam, der blev stamfar til kana’anæerne.
20 Noa dyrkede jorden, og han var den første, der plantede en vingård. 21 En dag drak han af vinen og blev stærkt beruset, så han smed tøjet og lå nøgen inde i sit telt. 22 Kam kom ind og så sin far nøgen. Han gik straks ud og fortalte sine brødre det. 23 Så tog Sem og Jafet en kappe over skuldrene, gik baglæns ind i teltet og tildækkede deres far. De vendte ryggen til, så de ikke så ham nøgen. 24 Da Noa vågnede og blev ædru, hørte han, hvad hans yngste søn havde gjort. 25 „Gud vil dømme Kana’an og hans efterkommere!” udbrød han. „Lad dem blive slaver for Sems og Jafets efterkommere. 26 Må Herren, min Gud, velsigne Sems slægt, og må kana’anæerne trælle for dem. 27 Må Gud give Jafets slægt meget land, må de trives som Sems slægt, og må kana’anæerne også trælle for dem.”
28 Noa levede endnu 350 år efter oversvømmelsen. 29 Han var 950 år gammel, da han døde.
Noas slægt
10 Efter oversvømmelsen fik Noas tre sønner, Sem, Kam og Jafet, selv sønner. Det følgende er en liste over disse sønner og deres efterkommere.
2 Jafets sønner hed Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Meshek og Tiras. 3 Gomers sønner hed Ashkenaz, Rifat og Togarma. 4 Javans sønner hed Elisha, Tarshish, Kittim og Rodanim. 5 Fra Jafets efterkommere nedstammer de folkeslag, som bosatte sig i kystlandet og på øerne, hver med deres eget område og sprog.
6 Kams sønner hed Kush, Mitzrajim, Put og Kana’an,[a] 7 Kush fik sønnerne Seba, Havila, Sabta, Rama og Sabteka. Ramas sønner hed Saba og Dedan.
8 Kush havde også en efterkommer ved navn Nimrod. Han var en heltemodig kriger 9 og en enestående jæger. Det er fra ham, man har udtrykket: „En mægtig jæger som Nimrod.” 10 Nimrods rige bestod først af byerne Babel,[b] Erek, Akkad og Kalne i landet Shinar. 11 Senere erobrede han Assyrien, hvor han byggede byerne Nineve, Rehobot-Ir, Kala 12 og Resen, som blev rigets hovedstad og ligger mellem Nineve og Kala.
13 Mitzrajim blev stamfar til luditterne, anamitterne, lehabitterne, naftuhitterne, 14 patrusitterne, kasluhitterne (som filistrene stammer fra) og kaftoritterne. 15 Kana’ans ældste søn hed Sidon og blev stamfar til sidonitterne. Han blev også stamfar til hittitterne, 16 jebusitterne, amoritterne, girgashitterne, 17 hivvitterne, arkitterne, sinitterne, 18 arvaditterne, zemaritterne og hamatitterne. 19 Kana’anæernes slægter bredte sig efterhånden, så deres grænser nåede fra Sidon i nord til Gerar og Gaza i syd—og østpå til Sodoma, Gomorra, Adma og Sebojim ved Lasha. 20 Alle disse folk er Kams efterkommere, opregnet efter deres slægter, sprog og territorier.
21 Sem, der var storebror til Jafet,[c] fik også en række sønner, og han blev gennem Eber stamfar til hebræerne. 22 Sems sønner var Elam, Ashur, Arpakshad, Lud og Aram. 23 Arams sønner hed Utz, Hul, Geter og Mash. 24 Arpakshad blev far til Shela, som blev far til Eber. 25 Eber fik to sønner. Den første søn hed Peleg,[d] for det var på hans tid, at jordens befolkning adskiltes i forskellige sproggrupper og spredtes ud over jorden. Den anden søn hed Joktan, 26 og han blev far[e] til Almodad, Shelef, Hazarmavet, Jera, 27 Hadoram, Uzal, Dikla, 28 Obal, Abimael, Saba, 29 Ofir, Havila og Jobab. 30 Joktans efterkommeres område strækker sig fra Mesha til Sefar i bjergene mod øst. 31 Disse folk er Sems efterkommere, opregnet efter deres slægter, sprog og territorier.
32 Alle disse etniske grupper nedstammer altså fra Noas sønner. Efter oversvømmelsen blev jorden befolket med disse folkeslag.
Jesus viser sin magt til at tilgive synder(A)
9 Jesus og disciplene gik derpå op i båden og sejlede hjem til Kapernaum. 2 Efter at de var nået i land, kom nogle mænd bærende med en lam mand på en båre. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: „Fat mod, min ven! Dine synder er dig tilgivet.”
3 „Hvad bilder han sig ind?” tænkte nogle af de skriftlærde. „Det er da en hån imod Gud.”
4 Men Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I ondt? 5 Hvad er lettest at sige: ‚dine synder er tilgivet’ eller: ‚rejs dig op og gå på dine ben’? 6 Jeg vil nu vise jer, at Menneskesønnen[a] har magt på jorden til at tilgive synder. Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: ‚Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!’ ” 7 Manden rejste sig da og gik sin vej.
8 Da folk så det, blev de fyldt af ærefrygt og lovpriste Gud, som havde givet et menneske en sådan magt.
Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster(B)
9 Da Jesus gik videre, fik han øje på en mand, der sad og opkrævede told til den romerske besættelsesmagt. Han hed Mattæus. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Mattæus rejste sig straks op og fulgte med ham som en af hans disciple.
10 Senere blev Jesus og disciplene inviteret til at spise i Mattæus’ hjem. Også en del skatteopkrævere og andre „syndere” var inviteret med. 11 Farisæerne var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan jeres læremester få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”
12 Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. 13 Tænk over, hvad det skriftord betyder: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre.’[b] Det er syndere, jeg er kommet for at invitere til at vende om fra deres synd. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”
Jesus kommer med en ny lære(C)
14 En dag kom Johannes Døbers disciple til Jesus og spurgte: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både vi og farisæerne gør det?”
15 Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke sørge og faste, så længe de er sammen med ham. Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.
16 Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at hvis man gjorde det, ville lappen krympe og rive det gamle tøj i stykker. 17 Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges, og vinen går til spilde. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. På den måde bevares begge dele.”
Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde(D)
18 Mens Jesus talte, kom en af byens ledende mænd hen til ham, faldt på knæ foran ham og sagde: „Min datter er lige død. Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, vil hun blive levende igen.”
19 Jesus og disciplene rejste sig og gik med ham.
20 Undervejs skete det imidlertid, at der kom en kvinde bagfra og rørte ved kvasten på Jesu bedesjal. Hun havde lidt af vedvarende blødninger i 12 år, 21 og hun tænkte: „Hvis bare jeg får rørt ved hans sjal, bliver jeg helbredt.”
22 Jesus vendte sig om og sagde til hende: „Vær ved godt mod, min ven! Din tro har reddet[c] dig.” Fra det øjeblik var kvinden rask.
23 Da Jesus kom til lederens hjem og så det jamrende grædekor og hørte begravelsesmusikken, 24 sagde han: „Forsvind herfra! Pigen er ikke død. Hun sover bare.” De lo ad ham alle sammen. 25 Da flokken omsider var kommet udenfor, gik Jesus ind og tog pigen ved hånden, og hun rejste sig op, som om intet var hændt.
26 Nyheden om det mirakel gik som en løbeild over hele egnen.
To blinde mænds tro
27 Da Jesus gik derfra, fulgte to blinde mænd efter ham. De råbte: „Du Davids Søn,[d] hav barmhjertighed med os!” 28 De fulgte med helt ind i huset, hvor Jesus boede. „Tror I, at jeg kan gøre det mirakel for jer?” spurgte Jesus.
„Ja, Herre!” svarede de.
29 Så rørte han ved deres øjne og sagde: „Som I tror, skal det ske.” 30 Derefter kunne de begge se.
Jesus forbød dem at sige det til nogen, 31 men de gik alligevel ud og fortalte om ham i hele den egn.
Jesus helbreder en dæmonbesat mand, som ikke kunne tale
32 Da de var gået, kom der nogen med en mand, som ikke kunne tale, fordi han havde en dæmon i sig. 33 Jesus uddrev dæmonen, og straks kunne manden tale. Folk var slået af forundring. „Noget sådant har man aldrig før set i Israel!” sagde de. 34 Men farisæerne sagde: „Det er ikke ved Guds hjælp, men ved de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.”
Høsten er stor
35 Jesus gik nu omkring til alle byer og landsbyer i hele den egn. Hvor han end kom frem, underviste han i synagogerne og forkyndte de gode nyheder om Guds rige. Overalt helbredte han mennesker for alle slags sygdomme og lidelser. 36 Når han så på skarerne, blev han fyldt af medlidenhed, for de var mishandlede og nedbrudte. De var som får uden hyrde. 37 Og han sagde til sine disciple: „Høsten er stor, men arbejderne er få. 38 Bed derfor ham, der har ansvaret for høsten, om at sende flere arbejdere ud for at få høsten ind.”
Ezras reaktion på de blandede ægteskaber
9 Kort tid efter kom Judas ledere til mig og fortalte, at folket og endda nogle af præsterne og levitterne ikke havde holdt sig adskilt fra de kana’anæere, hittitter, perizzitter, jebusitter, ammonitter, moabitter, egyptere og amoritter, som boede i landet, og at de havde antaget nogle af deres afskyelige skikke. 2 Judæiske mænd havde indgået ægteskab med kvinder fra disse gudløse folkeslag, og de havde tilladt deres sønner at gifte sig med piger fra disse folk. Derved var Guds hellige folk blevet urent, og lederne havde oven i købet været de første til at være utro mod Herren.
3 Da jeg hørte det, flængede jeg i fortvivlelse mit tøj, rev mig i håret og skægget og satte mig ned, stum af sorg og smerte. 4 De, som havde dyb respekt for Israels Guds befalinger til sit folk, og som frygtede Guds straf på grund af den synd, som var begået, kom og sad hos mig. Sådan sad vi overvældet af sorg, indtil det var tid at bringe aftenofferet. 5 Så rejste jeg mig i mit flængede tøj, og skamfuld vendte jeg mig til Herren. Jeg faldt på knæ, løftede hænderne til Herren, min Gud, 6 og råbte: „Åh min Gud, jeg skammer mig over at løfte mit ansigt til dig, for vi står i synd til halsen, vores synd er himmelråbende. 7 Vores folks historie er fra ende til anden en sørgelig beretning om synd og frafald, og derfor blev vi og vores konger og præster konstant overfaldet, plyndret, sendt i eksil og hånet af ugudelige konger lige til i dag. 8 Men nu har vi oplevet din nåde, idet du har ladet den lille rest, der er tilbage af os, undslippe slaveriet og endnu engang bosætte os i det hellige land. Du har tændt håbets lys i vores øjne og givet os nyt mod efter vores slavetilværelse. 9 Selvom vi var slaver, svigtede du os ikke, men gjorde de persiske konger venligt stemt over for os. Du gav os kræfter til at genopbygge templet og opnå din beskyttelse i Jerusalem og Judas land.
10 Men hvad skal vi nu gøre, Herre? Endnu en gang har vi vendt os bort fra dig og har overtrådt dine befalinger. 11 Profeterne advarede os på forhånd om, at det land, vi skulle tage i besiddelse, var forurenet af den tidligere befolknings afskyelige skikke og fuldt af ugudelighed fra ende til anden. 12 Du advarede os imod at lade vores børn indgå ægteskab med deres børn, og imod at lade os besnære af deres form for velstand. Du lovede, at hvis vi adlød dig, ville vi blive en stærk nation, og vi og vores efterkommere ville for altid få lov at blive boende i landet og nyde dets goder. 13 Du har straffet os for vores ulydighed, dog ikke så hårdt som vi fortjente, for du har i din nåde ladet en rest af os overleve og vende hjem. 14 Men nu har vi igen overtrådt dine befalinger ved at gifte os med folk, som praktiserer afskyelige ting. Vil du nu i din vrede tilintetgøre os fuldstændigt, så der ikke bliver nogen rest tilbage? 15 Åh Herre, Israels Gud, du er en god og retfærdig Gud. Vi står her i dag for dit ansigt som en rest, der har overlevet. Men vi står med en stor synd og kan ikke forvente andet end din straf.”
Saul bliver standset af Jesus
9 Saul var stadig fuld af had til Herrens disciple. Han levede og åndede kun for at få dem alle sammen udryddet. Han opsøgte ypperstepræsten i Jerusalem 2 og bad om at få nogle breve med til synagogerne i Damaskus, så han kunne arrestere dem, som holdt sig til „Vejen”,[a] både mænd og kvinder, og bringe dem til Jerusalem som fanger.
3 Kort før han nåede frem til Damaskus, blev han pludselig omsluttet og blændet af et stærkt lys fra himlen. 4 Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme, der sagde: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?”
5 „Hvem er du, Herre?” spurgte han.
Stemmen svarede: „Jeg er nazaræeren[b] Jesus, som du forfølger! 6 Men rejs dig nu op og gå ind i byen. Dér vil du få at vide, hvad du skal gøre.”
7 De mænd, der var sammen med Saul, stod målløse. De kunne høre, at der var en, der talte til Saul, men de kunne ikke se nogen. 8 Saul rejste sig langsomt op, men da han åbnede øjnene igen, kunne han intet se. Hans ledsagere tog ham ved hånden og førte ham ind til Damaskus. 9 I de næste tre dage kunne han intet se, og han hverken spiste eller drak noget i den tid.
10 I Damaskus boede der en discipel, som hed Ananias. Til ham sagde Herren i et syn: „Ananias!” „Ja, Herre,” svarede han. 11 „Gå hen i Den Lige Gade. Find frem til det hus, der tilhører en mand ved navn Judas, og spørg efter Saul fra Tarsos. Han er ved at bede, 12 og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind til ham og lægge hænderne på ham, for at han kan få sit syn igen.”
13 „Jamen, Herre,” udbrød Ananias, „jeg har hørt så mange fortælle om alle de frygtelige ting, han har gjort mod de troende i Jerusalem. 14 Det siges, at han nu har fået fuldmagt fra ypperstepræsterne, så han kan arrestere alle, der tror på dig.”
15 „Gør det nu alligevel,” sagde Herren, „for jeg har udvalgt ham til at forkynde mit budskab både for Israels folk og for andre folkeslag, endog for konger. 16 Jeg vil vise ham, hvor meget han skal komme til at gå igennem for min skyld.”
17 Så gik Ananias hen og fandt Saul, lagde hænderne på ham og sagde: „Bror Saul! Herren Jesus, som åbenbarede sig for dig på vejen hertil, har sendt mig, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligåndens kraft.” 18 Straks faldt der noget ligesom skæl fra Sauls øjne, og han kunne se igen, hvorefter han rejste sig og blev døbt. 19 Så spiste han igen og kom hurtigt til kræfter.
Saul i Damaskus
Saul blev hos de Jesus-troende i Damaskus i nogle dage, 20 og i synagogerne begyndte han straks at forkynde, at Jesus virkelig er Guds Søn. 21 Alle, der hørte ham, blev meget forbavsede og spurgte hinanden: „Er det ikke den mand, som i Jerusalem bekæmpede de mennesker, som tror på Jesus? Kom han ikke netop hertil i samme ærinde for at arrestere dem og føre dem som fanger til ypperstepræsten?”
22 Som Saul fik stadig større kraft og indsigt, kunne jøderne i Damaskus ikke klare sig imod ham, når han ud fra Skrifterne beviste, at Jesus virkelig er den ventede Messias.
23 Efter nogen tid besluttede de jødiske ledere at slå ham ihjel. 24 Men Saul blev underrettet om deres planer. Dag og nat holdt man vagt ved byens porte for at få ram på ham. 25 Derfor hjalp nogle af hans disciple ham en nat ud af byen, idet de firede ham ned i en kurv gennem en åbning i bymuren.
Saul i Jerusalem og Tarsos
26 Da Saul senere kom til Jerusalem, prøvede han at komme i forbindelse med de Jesus-troende dér, men de var bange for ham. De troede ikke på, at han virkelig var en discipel. 27 Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene. Han forklarede dem, hvordan Saul på sin rejse havde set Herren, og hvad Herren havde sagt til ham. Han fortalte også, at Saul med stor frimodighed havde forkyndt om Jesus i Damaskus. 28 Fra da af kunne han færdes frit blandt de troende i Jerusalem. Han forkyndte ivrigt budskabet om Jesus. 29 Men så kom han til at diskutere med nogle græsktalende jøder, og de lagde planer om at slå ham ihjel. 30 Da menighedens ledere blev klar over, hvilken fare han befandt sig i, eskorterede de ham til havnebyen Cæsarea, hvorfra de sendte ham med skib til hans hjemby, Tarsos. 31 Derefter havde menighederne i hele Judæa, Galilæa og Samaria en rolig periode. De levede gudfrygtigt til Herrens ære og voksede under Helligåndens vejledning.
Peter udfører to store mirakler
32 Peter rejste meget omkring, og han var engang på besøg i menigheden i Lydda. 33 I den by traf han en mand ved navn Æneas, der var lam og havde været sengeliggende i otte år. 34 Peter sagde til ham: „Æneas! Jesus Messias helbreder dig! Stå op og red din seng!” Og han stod ud af sengen med det samme. 35 Da folk i Lydda og på Saronsletten så Æneas gå rask og rørig omkring, kom mange af dem til tro på Herren.
36 I Joppe var der en discipel ved navn Tabita (det betyder „gazelle”). Hun var altid parat til at give en håndsrækning—også økonomisk. 37 Men så blev hun pludselig syg og døde. Hendes venner gjorde hende i stand til begravelsen og lagde hende i et rum på første sal. 38 Joppe ligger ikke langt fra Lydda, så da disciplene hørte, at Peter var i Lydda, sendte de to mænd af sted for at bede ham om at komme hurtigst muligt. 39 Han tog straks med dem, og så snart de kom til Joppe, førte de ham op til rummet ovenpå. De mange enker, der var samlet dér, kom grædende hen til ham og viste ham de kjortler og andre klædningsstykker, som Tabita havde syet til dem. 40 Peter bad dem alle om at gå udenfor, hvorefter han knælede ned og bad. Så vendte han sig mod den døde og sagde: „Tabita, rejs dig op!” Hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op. 41 Han gav hende hånden og hjalp hende op at stå. Så kaldte han på enkerne og alle de troende, for at de skulle komme ind og se, at hun nu var i live. 42 Beretningen om det mirakel spredtes som en løbeild gennem byen, og mange kom til tro på Herren. 43 Peter blev boende i Joppe et stykke tid hos en garver, der hed Simon.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.