Chronological

23 Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde: ² På Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne. ³ Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke. ⁴ Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem på Menneskenes Skuldre;men selv ville de ikke bevæge dem med en Finger. ⁵ Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene; thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne på deres Klæder store. ⁶ Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Måltiderne og på de fornemste Pladser i Synagogerne ⁷ og lade sig hilse på Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene. ⁸ Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders Mester, men I ere alle Brødre. ⁹ Og I skulle ikke kalde nogen på Jorden eders Fader; thi een er eders Fader, han, som er i Himlene. ¹⁰ Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders Vejleder, Kristus. ¹¹ Men den største iblandt eder skal være eders Tjener. ¹² Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes. ¹³ Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gå ikke derind, og dem, som ville gå ind, tillade I det ikke. ¹⁴ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I opæde Enkers Huse og bede på Skrømt længe; derfor skulle I få des hårdere Dom. ¹⁵ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drage om til Vands og til Lands for at vinde en eneste Tilhænger; og når han er bleven det, gøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt så slemt, som I selv ere. ¹⁶ Ve eder, I blinde Vejledere! I, som sige: Den, som sværger ved Templet, det er intet; men den, som sværger ved Guldet i Templet, han er forpligtet. ¹⁷ I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Guldet eller Templet, som helliger Guldet? ¹⁸ Fremdeles: Den, som sværger ved Alteret, det er intet; men den, som sværger ved Gaven derpå, han er forpligtet. ¹⁹ I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Gaven eller Alteret, som helliger Gaven? ²⁰ Derfor, den, som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt det, som er derpå. ²¹ Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som bor deri. ²² Og den, som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Trone og ved ham, som sidder på den. ²³ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I give Tiende af Mynte og Dild og Kommen og have forsømt de Ting i Loven, der have større Vægt, Retten og Barmhjertigheden og Troskaben. Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine. ²⁴ I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen! ²⁵ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det udvendige af Bægeret og Fadet; men indvendigt ere de fulde af Rov og Umættelighed. ²⁶ Du blinde Farisæer! rens først det indvendige af Bægeret og Fadet, for at også det udvendige af dem kan blive rent. ²⁷ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I ere ligesom kalkede Grave, der jo synes dejlige udvendigt,men indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed. ²⁸ Således synes også I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed. ²⁹ Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige: ³⁰ Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været delagtige med dem i Profeternes Blod. ³¹ Altså give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem, som have ihjelslået Profeterne. ³² Så gører da også I eders Fædres Mål fuldt! ³³ I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom?

³⁴ Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skulle I slå ihjel og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i, eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad, ³⁵ for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er udgydt på Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias's, Barakias's Søns,Blod, hvem I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. ³⁶ Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt. ³⁷ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. ³⁸ Se, eders Hus lades eder øde! ³⁹ Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!"

20 Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham. ² Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?" ³ Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det: ⁴ Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?" ⁵ Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke? ⁶ Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet." ⁷ Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra. ⁸ Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."

⁹ Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider. ¹⁰ Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. ¹¹ Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort. ¹² Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud. ¹³ Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham. ¹⁴ Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor. ¹⁵ Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem? ¹⁶ Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!" ¹⁷ Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? ¹⁸ Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse." ¹⁹ Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

²⁰ Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. ²¹ Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed. ²² Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?" ²³ Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig? ²⁴ Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens." ²⁵ Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er." ²⁶ Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

²⁷ Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde: ²⁸ "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom. ²⁹ Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs. ³⁰ Ligeså den anden. ³¹ Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn. ³² Men til sidst døde også Hustruen. ³³ Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru." ³⁴ Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; ³⁵ men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. ³⁶ Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn. ³⁷ Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. ³⁸ Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle." ³⁹ Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel." ⁴⁰ Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

⁴¹ Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn? ⁴² David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, ⁴³ indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. ⁴⁴ Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"

⁴⁵ Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene: ⁴⁶ "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne, ⁴⁷ de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."

21 Men idet han så op, fik han Øje på de rige, som lagde deres Gaver i Tempelblokken. ² Men han så en fattig Enke. som lagde to Skærve deri. ³ Og han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke lagde mere i end de alle. ⁴ Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde."

⁵ Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke Sten og Tempelgaver. sagde han: ⁶ "Disse Ting, som I se - der skal komme Dage, da der ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes." ⁷ Men de spurgte ham og sagde: "Mester! når skal dette da ske? og hvad er Tegnet på, når dette skal ske?" ⁸ Men han sagde: "Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er kommen nær. Går ikke efter dem! ⁹ Men når I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette må først ske, men Enden er der ikke straks." ¹⁰ Da sagde han til dem: "Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige imod Rige. ¹¹ Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra Himmelen. ¹² Men forud for alt dette skulle de lægge Hånd på eder og forfølge eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld. ¹³ Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd. ¹⁴ Lægger det da på Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke, hvorledes I skulde forsvare eder. ¹⁵ Thi jeg, vil give eder Mund og Visdom, som alle eders Modstandere ikke skulle kunne modstå eller modsige. ¹⁶ Men I skulle endog forrådes af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slå nogle af eder ihjel. ¹⁷ Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld. ¹⁸ Og ikke et Hår på eders Hoved skal gå tabt. ¹⁹ Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle. ²⁰ Men når I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstår, at dens Ødelæggelse er kommen nær. ²¹ Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere inde i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere på Landet, skulle ikke gå ind i den. ²² Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal opfyldes. ²³ Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød på Jorden og Vrede over dette Folk. ²⁴ Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes. ²⁵ Og der skal ske Tegn i Sol og Måne og Stjerner, og på Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen, ²⁶ medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes. ²⁷ Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen Herlighed. ²⁸ Men når disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til." ²⁹ Og han sagde dem en Lignelse: "Ser Figentræet og alle Træerne; ³⁰ når de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at Sommeren nu er nær. ³¹ Således skulle også I, når I se disse Ting ske, skønne, at Guds Rige er nær. ³² Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend det er sket alt sammen. ³³ Himmelen og Jorden skulle forgå; men mine Ord skulle ingenlunde forgå. ³⁴ Men vogter eder, at eders Hjerter ikke, nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, så hin dag kommer pludseligt over eder som en Snare. ³⁵ Thi komme skal den over alle dem, der bo på hele Jordens Flade. ³⁶ Og våger og beder til enhver Tid, for at I må blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestå for Menneskesønnen." ³⁷ Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han ud og overnattede på det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. ³⁸ Og hele Folket kom årle til ham i Helligdommen for at høre ham.