Book of Common Prayer
Den almægtige Konge
24 En sang af David.
Jorden og alt, hvad der er på den, tilhører Herren,
hele verden og alle, som bor i den.
2 Han grundlagde jorden på verdenshavene,
dens fundament lagde han på havets dyb.
3 Hvem kan stige op på Herrens bjerg?
Hvem har lov at gå ind i hans helligdom?
4 De, som har rene motiver og gør det gode,
som ikke tilbeder afguder eller sværger falsk.
5 Sådanne mennesker bliver velsignet af Gud
og nyder godt af hans trofasthed og godhed.
6 Kun de må komme ind i Herrens nærhed
og tilbede Jakobs Gud.
7 Luk de ældgamle døre vidt op,
gør plads i byens indgangsport,
så den almægtige Konge kan komme ind.
8 Hvem er den almægtige Konge?
Det er Herren, som er stærk og mægtig.
Det er Herren, som vinder enhver kamp.
9 Luk de ældgamle døre vidt op,
gør plads i byens indgangsport,
så den almægtige Konge kan komme ind.
10 Hvem er den almægtige Konge?
Det er Herren, som styrer alt.
Han er den almægtige Konge.
Lovprisning til skabningens Herre
29 En sang af David.
Pris Herren, hele himlens hær,
for han har al magt og herlighed.
2 Giv Herren den ære, der tilkommer ham,
kom til hans trone i tilbedelse.
3 Hans røst runger over de sorte skyer,
den Almægtige tordner fra sin himmel.
4 Der er styrke i hans stemme,
han taler med umådelig kraft.
5 Hans stemme splintrer de største træer,
knækker Libanons stolte cedre.
6 Den får Libanon og Hermon til at hoppe,
som var de kalve eller unge tyre.
7 Når Herren taler,
springer lynene frem.
8 Hans røst får landet til at skælve,
selv Kadeshørkenen begynder at ryste.
9 Hans råb får træerne til at bøje sig,
og bladene falder til jorden.
Alle i hans helligdom råber: „Giv ære til Gud!”
10 Han herskede over syndfloden,
han er Konge over alt til evig tid.
11 Han styrker sit folk,
velsigner det med fred.
Guds storhed og menneskets værdighed
8 Til korlederen: Brug strengeinstrumenter.[a] En sang af David.
2 Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!
Ingen i verden kan måles med dig.
Universets vidundere viser din storhed.
3 Du har udvalgt småbørn til at lovprise din herlighed[b]
for at lukke munden på dine modstandere.
4 Når jeg ser op mod himlen, dine hænders værk,
månen og stjernerne, som du har skabt,
5 hvad er da et menneske, at du bekymrer dig om det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
6 Du skabte det kun lidt ringere end det guddommelige,[c]
gav det kongelig ære og værdighed.
7 Du gav mennesket ansvar for dit skaberværk,
det blev sat som hersker over alle ting,
8 over får og kvæg og vilde dyr,
9 fugle, fisk og alt havets liv.
10 Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!
Ingen i verden kan måles med dig.
I Guds hus
84 Til korlederen: Brug et strengeinstrument.[a] En sang af en af Koras efterkommere.
2 Hvor herlig er din bolig,
Almægtige Gud!
3 Min sjæl længes efter at være i dit tempel,
alt i mig glæder sig over den levende Gud.
4 Spurvene bygger rede tæt ved dit alter,
svalerne slår sig ned dér og får unger.
De ønsker at være i din nærhed, Herre,
min almægtige konge og Gud.
5 Velsignede er de, der bor i dit hus,
for de kan altid synge lovsange til dig!
6 Velsignede er de, der søger styrke hos dig,
som af hjertet ønsker at komme til dit bjerg.
7 Skal de end vandre gennem tårernes dal,
forfrisker du dem med dit kildevand,
de mættes af regnens velsignelser.
8 Deres styrke forøges og vokser,
de træder frem for Gud på Zions høj.
9 Hør mig, Herre, almægtige Gud,
lyt til min bøn, du Israels Gud.
10 Se i nåde til din udvalgte konge,
hjælp ham, som beskytter dit folk.
11 Én dag i din helligdom er bedre
end tusinde dage andre steder.
Hellere være dørvogter i Guds hus
end have overflod i de gudløses telte.
12 For Herren er vores sol og skjold,
han giver nåde og herlighed.
De, der er ærlige og oprigtige,
nægter han intet godt.
13 Almægtige Herre,
velsignede er alle, der stoler på dig.
Josvas afskedstale til folket og pagtslutningen
24 Derefter samlede Josva alle Israels stammeledere, dommere og administratorer i Sikem, hvor de trådte frem for Guds ansigt.
2 Da sagde Josva til folket: „Herren, Israels Gud, siger: Jeres forfar Tera, Abrahams og Nakors far, boede på den anden side af Eufratfloden, hvor man dyrkede fremmede guder. 3 Men jeg udvalgte Abraham og førte ham ind i Kana’ans land, hvor jeg gav ham talrige efterkommere gennem hans søn Isak. 4 Isak gav jeg sønnerne Jakob og Esau. Esau fik området omkring Seirs bjerge, mens Jakob og hans familie tog til Egypten.
5 Jeg gav jer Moses og Aron som ledere, og jeg bragte frygtelige plager over Egypten, hvorefter jeg førte mit folk ud af landet. 6 Men egypterne satte efter dem med deres heste og vogne, og da jeres forfædre var kommet til Det Røde Hav, 7 råbte de til mig om hjælp, og jeg satte mørke mellem dem og egypterne. Jeg lod havet skylle over alle egypterne, så de druknede for øjnene af Israels folk. Derefter vandrede folket omkring i ørkenen i mange år.
8 Til sidst førte jeg jer ind i amoritternes land på østsiden af Jordanfloden. De rykkede ud imod jer, men jeg tilintetgjorde dem og overgav landet til jer. 9 Da rykkede kong Balak af Moab ud imod jer og lejede Bileam til at forbande jer. 10 Men det ville jeg ikke tillade. I stedet tvang jeg ham til at velsigne jer, så I blev reddet fra hans forbandelser.
11 Derefter krydsede I Jordanfloden og kom til Jeriko. Jerikos mænd tog kampen op imod jer, og det samme gjorde mange andre folk: amoritterne, perizzitterne, kana’anæerne, hittitterne, girgashitterne, hivvitterne og jebusitterne. Hver især kæmpede de imod jer, men jeg tilintetgjorde dem alle. 12 Jeg sendte frygt og forvirring[a] foran jer, så jeres fjender blev panikslagne, også de to amoritterkonger. Det var ikke jeres sværd og buer, som skaffede jer sejr. 13 Det var mig, som gav jer et land, I ikke havde slidt med at opdyrke, og byer, I ikke selv havde bygget—de byer, som I bor i nu. Jeg gav jer frugten af landets vinmarker og olivenlunde, skønt I ikke havde haft besværet med at plante dem.”
14 Josva fortsatte: „Vis nu ærefrygt for Herren og tjen ham af et oprigtigt og sandt hjerte. Udryd de afguder, som jeres forfædre dyrkede, mens de boede hinsides Eufratfloden og i Egypten. Tilbed Herren alene. 15 Hvis ikke I vil tjene Herren, så beslut jer i dag for, hvilke andre guder I vil tjene. Skal det være de guder, som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Eufratfloden? Eller skal det være de guder, som blev dyrket her i amoritternes land, som I nu har overtaget? Men jeg og min familie, vi vil tjene Herren!”
23 De aftalte et tidspunkt for et møde, og på den fastsatte dag kom et større antal mennesker til det sted, hvor Paulus boede. Han underviste dem grundigt om Guds rige og søgte ud fra Toraen og de profetiske bøger at overbevise dem om, at Jesus er Messias. Han begyndte undervisningen om morgenen og fortsatte lige til aften.
24 Nogle lod sig overbevise af Paulus’ ord, men andre ville ikke tro det. 25 Da de tog derfra, diskuterede de indbyrdes frem og tilbage. Paulus havde sluttet med at sige: „Helligånden havde ret, da han gennem profeten Esajas sagde til jeres forfædre:
26 Sig til dette folk:
‚I hører, men forstår dog intet.
I ser, men fatter dog intet.’
27 For dette folk går rundt med lukkede øjne,
så de intet ser.
De har ørerne tilstoppede,
så de intet hører.
Deres hjerter er tillukkede,
så de ikke føler anger eller skyld.
Derfor kommer de ikke til mig,
så jeg kan helbrede dem.[a]
28 Derfor kan jeg fortælle jer, at når I ikke vil høre, bliver budskabet om Guds frelse bragt ud til de ikke-jødiske folkeslag—og de vil høre efter!”[b]
30 De næste to år boede Paulus nu i det hus, han havde lejet, og han tog imod alle, som besøgte ham. 31 Han fortsatte med at forkynde om Guds rige, og han underviste frimodigt om Herren Jesus Kristus, uden at nogen forsøgte at hindre ham i det.
Jesus er herre over sabbatten(A)
23 En dag, da det var sabbat, gik Jesus og hans disciple langs en kornmark, og mens de gik, plukkede disciplene nogle aks og spiste kernerne. 24 Nogle af farisæerne irettesatte Jesus: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”
25 „Har I aldrig læst om, hvad David gjorde, da han og hans mænd kom i nød og blev sultne?” svarede Jesus. 26 „På den tid da Ebjatar var ypperstepræst, gik David hen til Guds hus, og han og hans mænd spiste af de hellige brød, som egentlig kun præsterne havde lov til at spise af.”
27 Så tilføjede han: „Sabbatten blev til for menneskets skyld—mennesket blev ikke til for sabbattens skyld. 28 Altså er Menneskesønnen herre over sabbatten.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.