Book of Common Prayer
Hele skabningen skal lovsynge Herren
148 Halleluja!
Lad Herrens pris lyde fra himlen.
Lovsyng ham, I, der hører hjemme i det høje.
2 Pris ham, I engle,
lad den himmelske hærskare lovsynge ham.
3 Pris ham, sol og måne,
lovsyng ham, alle I blinkende stjerner.
4 Pris ham, I højeste himle,
lovsyng ham, I vande højt over skyerne.
5 I skal alle prise Herren,
for I er skabt på hans befaling.
6 Han gav jer hver jeres faste plads
ved en befaling, som ikke kan trækkes tilbage.
7 Lad Herrens pris lyde fra jorden,
lovsyng ham, alle I havets skabninger.
8 Pris ham, lyn og hagl, sne og tåge,
lovsyng ham, I vinde, der udfører hans befalinger.
9 Pris ham, I bjerge og bakker,
lovsyng ham, I frugttræer og cederskove.
10 Pris ham, både rovdyr og husdyr,
lovsyng ham, I krybdyr og fugle.
11 Pris ham, I jordens konger,
lovsyng ham, alle I fyrster og ledere.
12 Pris ham, I unge mænd og unge piger,
lovsyng ham, både I børn og I ældre.
13 I skal alle prise Herren, for han er større end alt andet.
Han har al magten i himlen og på jorden.
14 Han har ført sit folk frem til sejr,
han har givet sine tjenere grund til glæde,
det er Israel, som står hans hjerte nær.
Halleluja!
Guds folks triumf
149 Halleluja!
Syng en ny sang for Herren,
pris ham i de gudfrygtiges forsamling.
2 Israel, glæd dig over din Skaber,
Jerusalem, bryd ud i takkesang for din konge.
3 Pris ham ved at danse af glæde,
lovsyng ham med tamburiner og lyrer.
4 Herren fryder sig over sit folk,
han kommer de ydmyge til undsætning.
5 Lad de gudfrygtige fryde sig over sejren,
juble af glæde natten igennem.
6 Med lovsang til Gud i hjerte og mund,
og et tveægget sværd i hånden,
7 fuldbyrder de Guds dom over nationerne
og udfører straffen over de fremmede folkeslag.
8 De lægger fjendernes konger i lænker
og stormændene i fodjern.
9 De udfører den dom, der er afsagt,
men Guds trofaste tjenere vil blive æret.
Halleluja!
Afsluttende lovsang
150 Halleluja!
Pris Gud i hans helligdom,
pris ham i hans himmelske bolig.
2 Pris ham for hans underfulde handlinger,
pris ham for hans overvældende magt.
3 Pris ham med det kraftige vædderhorn,
pris ham med harpe og lyre.
4 Pris ham med tamburiner og dans,
pris ham med strengeinstrumenter og fløjte.
5 Pris ham med kraftige cymbler,
som får det hele til at runge.
6 Alt, hvad der er liv i, skal prise Herren.
Halleluja!
Den almægtige Guds godhed
113 Halleluja!
Pris Herren, alle hans tjenere,
lovpris den almægtige Gud!
2 Hans er æren,
både nu og i al evighed.
3 Alle mennesker på jorden[a]
bør lovprise Herren, den Almægtige.
4 Herren er ophøjet over alle jordens folk,
hans herlighed fylder universet.
5 Ingen når på højde med Herren, vor Gud,
han sidder på sin trone i Himlen.
6 Han må bøje sig frem
for at kigge ned på himmelrummet og jorden.
7 Han løfter de hjælpeløse op fra støvet,
han giver de fortvivlede nyt mod.
8 Han ærer dem som kongebørn,
bænker dem på hæderspladsen.
9 Han giver den barnløse kvinde børn,[b]
gør hende til en lykkelig mor.
Halleluja!
Herren hjælper sit folk
114 Da Israels folk forlod Egypten,
hvor de havde levet blandt et fremmed folk,
2 blev de Herrens ejendomsfolk,
de blev hans eget, hellige folk.
3 Havets vandmasser flygtede fra dem,
Jordanfloden holdt sig ærbødigt tilbage.[c]
4 Bjergene sprang rundt som væddere,
bakkerne var kåde som lam.
5 Hvad går der af dig, hav, siden du flygter?
Jordanflod, hvorfor holder du dig tilbage?
6 Hvorfor springer I bjerge som væddere?
Bakker, hvorfor er I kåde som lam?
7 Når jorden står overfor den Almægtige, må den skælve,
ryste af angst for Israels Gud,
8 han, som gav drikkevand fra en ørkensten,
gjorde klippevæg til kildevæld.
Lovsang som tak for sejr[a]
118 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Syng med, Israels menighed:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
3 Syng med, Arons præsteslægt:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
4 Syng med, alle I, der kender Herren:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
5 I min nød bad jeg til Herren,[b]
han svarede og satte mig fri.
6 Herren er med mig, så jeg vil intet frygte.
Hvad kan mennesker gøre mig?
7 Herren hjælper mig,
han besejrer alle mine fjender.
8 Det er bedre at stole på Herren
end at sætte sin lid til mennesker.
9 Det er bedre at søge hjælp hos ham
end at stole på stormænd og fyrster.
10 Jeg var omringet af fjendtlige hære,
men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
11 De kom imod mig fra alle sider,
men i Herrens kraft sejrede jeg over dem.
12 De sværmede om mig som bier,
de blussede op som ild i en bunke kvas,
men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
13 Jeg blev angrebet hårdt og var ved at bukke under,
men Herren kom mig til undsætning.
14 Herren hjalp mig og gav mig styrke,
han gav mig sejr over mine fjender.
15 Der høres jubel og sejrsråb i de gudfrygtiges telte:
„Herren gav os sejr!
16 Herren er stor og mægtig!
Det var ham, der gav os sejren!”
17 Jeg er ikke død, jeg lever stadig.
Jeg vil fortælle, hvad Herren har gjort.
18 Selv om Herren satte mig på en hård prøve,
skånede han dog mit liv.
19 Luk helligdommens porte op,
så jeg kan gå ind og lovsynge Herren.
20 De porte fører ind til Guds nærhed,
kun de gudfrygtige kan gå derind.
21 Jeg takker dig, Herre,
for du hørte min bøn og gav mig sejr.
22 Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.[c]
23 Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.
24 Det er Herrens dag i dag,
kom, lad os juble og fryde os.
25 Herre, hjælp os, når vi er i nød,
red os og giv os fremgang!
26 Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.
Vi velsigner jer fra Herrens hus.
27 Herren er vor Gud, og han har givet os glæde.
Lad folk komme i festligt optog
til alterets horn med flettede grene.[d]
28 Du er min Gud, og jeg vil takke dig.
Jeg vil fortælle om din storhed og magt.
29 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid!
Den første påske
12 Mens de stadig var i Egypten, sagde Herren til Moses og Aron: 2 „Fra nu af skal denne måned være den første måned i jeres kalender. 3 Bekendtgør for hele folket, at på den 10. dag i denne første måned skal hvert familieoverhoved udvælge et lam eller et gedekid til ofring. 4 Hvis en familie er for lille til at spise et helt dyr, kan den dele det med en anden familie i nabolaget, afhængigt af hvor mange medlemmer der er i hver familie, og hvor meget den enkelte kan spise. 5 Dyret skal være et etårs handyr—enten et lam eller et gedekid—og det må ikke have nogen fysisk defekt. 6 Pas godt på det indtil om aftenen på den 14. dag i samme måned. Da skal hver familie slagte deres offerdyr. 7 De skal tage noget af blodet og smøre det på dørkarmen i de huse, hvor offerdyret spises. 8 Den aften skal I alle spise kødet med usyrnet brød og bitre urter til. 9 Kødet må ikke spises råt eller kogt, men kun helstegt, altså med hoved, lår og indmad. 10 Gem ikke noget af det til næste dag, men det, som ikke bliver spist den aften, skal I brænde inden det bliver morgen.
11 I skal spise det i al hast—iført jeres rejsetøj, så I er parat til øjeblikkeligt at begive jer ud på en lang rejse. I skal have vandresko på og vandrestav i hånden, for det er Herrens påskefest.
12 Den nat vil jeg gå gennem Egypten og slå alle de førstefødte sønner og de førstefødte handyr ihjel. Jeg vil besejre alle Egyptens guder, for jeg er Herren! 13 Blodet, som I har smurt på dørkarmene, vil være et tegn. Når jeg ser blodet, vil jeg gå forbi[a] det hus, så ingen af jer dør, når jeg straffer Egypten.
14 Den dag skal I altid mindes fra slægt til slægt. Hvert år skal I fejre påskefest for Herren.
9 Vågn op, Herre, og vis din magt. Rejs dig og ifør dig al din kraft som i ældgamle dage, da du fældede Egyptens uhyre og gennemborede Nilens drage. 10 Var det ikke dig, der skabte en vej gennem havet, som dit befriede folk kunne gå på?
11 Herrens befriede folk skal vende hjem. De går med jubel mod Zion. De fyldes med fryd og varig glæde. Lidelse og jammer er forbi.
Messias som Ordet fra Gud
1 I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.[a] 2 Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. 3 Alt blev til gennem det Ord, ja uden det blev intet af det til, som nu findes. 4 Ordet havde Livet i sig, og det Liv blev menneskenes Lys. 5 Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.
6 Et menneske stod frem, sendt fra Gud. Hans navn var Johannes. 7 Han kom for at pege på Lyset, for at alle derigennem kunne komme til tro. 8 Han var ikke selv Lyset, men skulle aflægge vidnesbyrd om Lyset. 9 Det sande Lys var på vej ind i verden. Det bringer lys til ethvert menneske.
10 Ordet kom til denne verden, en verden, han selv havde skabt, men verden ville ikke kendes ved ham. 11 Han kom til sit eget folk, men de tog ikke imod ham. 12 Men dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn. 13 De blev født på ny. Det er ikke en almindelig menneskelig fødsel forårsaget af menneskers beslutning og handling. Det er en guddommelig fødsel.
14 Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed—en herlighed, som den fuldkomne[b] Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.
15 (Og Johannes Døber vidnede om ham. Han råbte sit budskab ud: „Det var ham, jeg mente, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ”)
16 Vi har jo alle fået del i Guds søns herlighed, og vi har oplevet Guds nåde, som overgår alle tidligere udtryk for hans nåde,[c] 17 for Moses bragte os Toraen, men Jesus, den ventede Messias, bragte os den fuldkomne nåde og sandhed.
18 Intet menneske har nogensinde set Gud. Men den fuldkomne Søn,[d] som sidder ved Faderens side, har vist os, hvem han er.
Jesus viser sig for to disciple på vej til Emmaus(A)
13 Samme dag var to disciple på vej til landsbyen Emmaus, der ligger 11 kilometer[a] fra Jerusalem. 14 Mens de gik og snakkede med hinanden om alt det, der var sket, 15 kom Jesus selv og fulgtes med dem. 16 Men de genkendte ham ikke. 17 „Hvad er det, I er så optaget af?” spurgte han.
De standsede og så bedrøvet på ham. 18 Den ene, som hed Kleofas, svarede: „Du må være den eneste i Jerusalem, der ikke ved, hvad der lige er sket.”
19 „Hvad er der sket?”
„Det med Jesus fra Nazaret. Han var en profet, som talte med stor visdom og gjorde mange mirakler. Gud var med ham, og folk var begejstrede for ham. 20 Men ypperstepræsterne og vores ledere arresterede ham og udleverede ham til romerne, for at han kunne blive dømt til døden. Og så blev han korsfæstet. 21 Vi havde ellers håbet, at det var ham, der var Messias, og at han ville befri Israel.”
„Men der er sket mere endnu,” fortsatte Kleofas. „I dag er det nemlig den tredje dag regnet fra den dag, han blev korsfæstet, 22 og nogle af de kvinder, som hører med blandt disciplene, gik tidligt i morges ud til graven, og de har gjort os endnu mere forvirrede. 23 De kom nemlig tilbage og sagde, at hans lig ikke var i graven. De fortalte også, at de havde haft et syn af engle, som sagde, at han lever. 24 Så løb nogle af de andre disciple derud, og de fandt det sådan, som kvinderne havde fortalt. De kunne heller ikke finde Jesu lig!”
25 „Hvor er i tungnemme!” udbrød Jesus. „Hvorfor har I så svært ved at tro på, hvad profeterne har forudsagt? 26 At Messias skulle lide og dø, før han gik ind til sin herlighed, er jo netop Guds plan.” 27 Derpå citerede Jesus stykke efter stykke fra Skrifterne, lige fra Første Mosebog og gennem alle de profetiske bøger, og han forklarede de mange profetiske ord, der handlede om ham.
28 De var nu nået frem til Emmaus, og Jesus ville gå videre, 29 men de bad ham indtrængende om at blive natten over hos dem, for det var allerede sent på eftermiddagen. Han gik derfor med dem hjem. 30 Da de skulle til at spise, tog Jesus brødet, takkede Gud, brækkede det i stykker og gav dem det. 31 Da var det, som om deres øjne åbnedes, og nu kunne de genkende ham. Men i samme øjeblik blev han usynlig for dem.
32 „Var det ikke, som om vores hjerter brændte, mens han gik på vejen og forklarede Skrifterne for os?” sagde de til hinanden. 33 Uden at spilde et øjeblik brød de op og begav sig på vej tilbage til Jerusalem. Dér fandt de både de 11 apostle og de øvrige disciple forsamlede, 34 og de blev modtaget med ordene: „Herren er virkelig genopstået! Simon har set ham!”
35 De to fortalte nu, hvad de havde oplevet på vejen, og hvordan de havde genkendt Jesus, da han brækkede brødet i stykker.
Jesus viser sig første gang for disciplene
19 Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. „Fred være med jer!” sagde han. 20 Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.
21 Jesus sagde igen til dem: „Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.” 22 Derefter åndede han på dem og fortsatte: „Modtag Helligåndens kraft! 23 Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.