Book of Common Prayer
Bøn for nationens genopbygning
80 Til korlederen: En sang af Asaf. Synges til melodien „Pagtens lilje.”
2 Hør os, du Israels Hyrde,
du, som leder dit folk med omsorg,
du, som troner blandt hellige keruber,
bøj dig og lyt til vor bøn.
Træd frem i magt og stråleglans.
3 Hjælp Efraim, Benjamin og Manasse.
Stå frem i din vælde og red os.
4 Genopret dit folk, Gud.
Se i nåde til os og frels os.
5 Herre, almægtige Gud,
hvor længe vil du blive ved at være vred?
Hvor længe er du døv for vore bønner?
6 Du gav os sorg i overflod,
tårer i rigeligt mål,
7 vore nabofolk foragter os,
vore fjender ler ad os.
8 Genopret dit folk, almægtige Gud.
Se i nåde til os og frels os.
9 Du tog os som en ung vinstok fra Egypten,
jog folkeslag bort, så vi kunne få plads.
10 Du beredte jorden for din vinstok,
den slog rod og spredte sig over landet.
11 Den bredte sig ud over bjergene,
dækkede de mægtige cedertræer.
12 Den bredte sine ranker til Middelhavet
og nåede helt op til Eufratfloden.
13 Hvorfor har du nedbrudt vingårdens gærde,
så alle og enhver kan plukke af druerne?
14 Skovens vildsvin gnaver af planterne,
de vilde dyr æder af druerne.
15 Vend dit ansigt imod os, almægtige Gud!
Se i nåde til os fra din himmel.
Tag dig af din mishandlede vinstok.
16 Genopliv det skud, du plantede, det folk, du udvalgte.
17 Din vinstok er nu hugget ned og brændt.
Dit folk er bukket under for din vrede.
18 Velsign det folk, som vil tjene dig,
den nation, som du selv har udvalgt.
19 Så skal vi aldrig svigte dig mere.
Genopret dit folk,
så vi igen kan påkalde dit navn.
20 Genopret dit folk, almægtige Herre.
Se i nåde til os og frels os.
Når Gud tilsyneladende ikke svarer
77 Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.
2 Jeg råber til Gud uden ophør.
Jeg håber, han hører min bøn.
3 Jeg er i nød og søger hen til min herre.
Hele natten løfter jeg hænderne i bøn til ham.
Jeg har ikke ro i min sjæl, før han svarer.
4 Jeg tænker på Gud og stønner i min nød,
jeg sukker af længsel efter hans hjælp.
5 Jeg kan ikke sove, før han griber ind.
Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede.
6 Jeg mindes de gamle dage,
den tid, som nu er forbi.
7 Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten.
Nu sidder jeg og spørger mig selv:
8 Har Herren forkastet mig for evigt?
Vil han aldrig igen være nådig?
9 Er hans trofasthed opbrugt?
Gælder hans løfter ikke længere?
10 Har Gud glemt at være god?
Har han lukket sit hjerte i vrede?
11 Jeg kan ikke udholde den tanke,
at den Almægtige skulle have mistet sin magt.
12 Jeg husker miraklerne i gamle dage,
de fantastiske ting, Gud gjorde engang.
13 De er altid i mine tanker,
jeg kan ikke lade være at grunde over dem.
14 Du er helt speciel, Gud,
ingen guder kan måles med dig.
15 Du er undernes og miraklernes Gud,
du viste din magt, så alverden hørte om det.
16 Du befriede dit folk med din vældige styrke,
det var Jakobs og Josefs slægt.
17 Havet så dig og trak sig tilbage af frygt,
Det Røde Hav skælvede ved synet af dig.
Havdybet rystede af skræk,
18 skyerne sendte strømme af regn.
Tordenen rullede hen over himlen,
dine lynpile fløj til alle sider.
19 Tordenen rumlede som vognhjul,
lynene oplyste himlen.
Hele jorden rystede og bævede.
20 Du banede en vej gennem havet,
du vandrede igennem de vældige vande,
men du efterlod dig ingen fodspor.
21 Som en fårehyrde førte du dit folk,
Moses og Aron var dine hjælpere.
Bøn om Israels redning og hævn over fjenden
79 En sang af Asaf.
Åh, Gud, fjenderne har invaderet dit eget land.
De har gjort din helligdom uren
og lagt Jerusalem i ruiner.
2 Dine dræbte tjenere blev gribbenes føde,
de gudfrygtiges kroppe blev ædt af vilde dyr.
3 Blodet flød i Jerusalems gader,
der er ingen tilbage til at begrave de faldne.
4 Nabolandene håner og foragter os,
vi er blevet til spot for vore omgivelser.
5 Hvor længe vil du straffe os, Herre?
Hvor længe vil din harme brænde som ild?
6 Udøs hellere din vrede over de gudløse folk.
Straf dem, der ikke tilbeder dig.
7 Fjenden har nu ødelagt dit udvalgte folk,
de har lagt byen og landet i ruiner.
8 Straf os ikke for vore forfædres synder.
Skynd dig at vise din nåde og barmhjertighed.
Er vi ikke blevet ydmyget nok?
9 Hjælp os, for du er vor Gud og Frelser.
Du er jo en trofast og nådig Gud.
Tilgiv vores synd og red os,
for du er en trofast og nådig Gud.
10 Hvorfor skal gudløse folk håne os?
De siger: „Hvor er deres Gud?”
Gør gengæld for drabet på dine tjenere,
så alle i hele verden får det at vide.
11 Lyt til fangernes suk,
red dem, som er dømt til at dø.
12 Tag syvfold hævn på de folkeslag,
som har hånet dig, Herre.
13 Så vil vi takke dig for evigt,
vi, som er dit folk, den hjord, du vogter.
Så vil vi lovprise dig i de kommende generationer.
Advarsel mod at glemme Herren
8 I skal nøje overholde alle de befalinger, jeg i dag pålægger jer. Gør I det, vil I få lov at tage det land i besiddelse, Herren lovede jeres forfædre, og I vil få et godt liv og blive et stort folk. 2 Husk på, hvordan Herren i 40 år førte sit folk gennem ørkenen for at ydmyge dem og sætte dem på prøve, for at se, om de var villige til at adlyde ham. 3 Han ydmygede dem ved først at lade dem sulte og derefter give dem manna, en form for mad, som hverken de eller deres forfædre havde set før, for at lære dem, at et menneske ikke lever af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler. 4 I alle de 40 år blev deres tøj ikke slidt op, og deres fødder ikke opsvulmede. 5 I må forstå, at når Herren straffede dem, gjorde han det til deres eget bedste, nøjagtig som når forældre opdrager deres børn.
6 Adlyd Herren, jeres Guds, befalinger, gå på hans veje og hav ærefrygt for ham. 7 Herren vil føre jer ind i et godt land, et frodigt land med bakker og dale, med floder og kilder, der gennemstrømmer landet, 8 et land med hvede og byg, med vinranker, figentræer, granatæbletræer, oliventræer og honning, 9 et land med masser af føde og uden mangel på noget, et land, hvor der findes jernmalm, og hvor I kan bryde kobber i bjergene. 10 Når I har spist jer mætte i landets overflod, skal I lovprise Herren, jeres Gud, for det gode land, han har givet jer.
Indledende hilsen
1 Dette brev er fra Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener. Jeg skriver til de jødekristne fra de 12 stammer, der bor rundt omkring i verden. Guds fred!
Om prøvelser, udholdenhed og tro
2 Kære venner, når I kommer ud for mange forskellige vanskeligheder og problemer, så glæd jer over det. 3 I ved jo, at når jeres tro[a] prøves, skærper det jeres udholdenhed. 4 Og hvis I ellers holder ud gennem prøvelserne, vil I vokse i modenhed, så I ikke står tilbage på noget område.
5 Hvis I mangler visdom, skal I bede om at få den fra Gud. Gud giver nemlig gerne til alle uden at komme med bebrejdelser. 6 Men I skal bede i tro uden at tvivle. For hvis I vakler i jeres tillid til Gud, er I som havets bølger, der kastes frem og tilbage af stormen, 7-8 eller som en, der står med et ben i hver lejr og går skiftevis i den ene og den anden retning. Beder I på den måde, kan I ikke regne med at få noget fra Herren.
Den himmelske rigdom er langt mere værd end den jordiske
9 De kristne, der har en lav position i samfundet, kan glæde sig over at have en høj position i den åndelige verden. 10 De, der før var rige, kan glæde sig over at være blevet ydmyget, for rigdom forgår som blomster, der visner. 11 Når solen brænder i dagens hede, svides planterne. Blomsterne falmer, og deres pragt forsvinder. Sådan kan rigdom forsvinde, hurtigt og uden varsel.
Gud frister ingen, men lover evigt liv
12 Velsignede er de, der holder ud, når der er modgang, for når de er kommet sejrende igennem, vil de få det evige liv som belønning. Det har Gud lovet alle dem, som elsker ham.
13 Når du bliver fristet til at gøre noget forkert, skal du ikke sige: „Det er Gud, der frister mig.” Gud fristes aldrig til at gøre noget ondt, og han frister heller aldrig nogen til at gøre det. 14 Når du bliver fristet, er det, fordi du bliver tiltrukket af noget, som du i virkeligheden har lyst til. 15 Giver du efter for fristelsen, fører det til synd, og synden fører i sidste ende til død.
Peters åbenbaring om Jesus som Messias(A)
18 En dag var Jesus alene sammen med disciplene, og han tilbragte en tid i bøn. Derefter spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?” 19 De svarede: „Nogle siger, at du er Johannes Døber, andre, at du er Elias, og andre igen, at en anden af de gamle profeter må være genopstået fra de døde.”
20 „Og hvad siger I?” spurgte han. „Hvem tror I, at jeg er?”
„Du er Messias, den frelser, Gud har sendt!” svarede Peter.
21 Jesus forbød dem strengt at omtale ham på den måde over for andre, og han tilføjede: 22 „Menneskesønnen skal igennem mange lidelser og vil blive forkastet af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere. Til sidst dræber de mig, men på den tredje dag[a] bliver jeg oprejst fra de døde.”
Det koster dyrt at følge Guds vilje(B)
23 Så sagde Jesus henvendt til alle, der var hos ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig hver dag, også selv om det koster livet. 24 De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. 25 Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis det selv går fortabt og mister alt? 26 Hvis I fornægter mig og mine ord, så vil jeg, Menneskesønnen, også fornægte jer, når jeg kommer i min Fars og de hellige engles herlighed. 27 Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.