Book of Common Prayer
Om at blive forrådt af sine venner
55 Til korlederen: En visdomssang af David. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.
2 Hør min bøn, Gud,
lyt til mit råb om hjælp.
3 Hør mig og svar mig.
Jeg er ude af mig selv
og ryster af skræk.
4 Mine fjender gør mig bange
med deres voldsomme trusler.
De er rasende på mig
og klar til angreb.
5 Mit hjerte banker helt vildt,
dødsangsten overmander mig.
6 Jeg er grebet af skræk og rædsel,
jeg er lammet af frygt.
7 Jeg ville ønske, jeg havde vinger som en fugl,
så jeg kunne flygte og finde fred.
8 Jeg ville flyve langt bort,
slå mig ned i ødemarken og blive der.
9 Jeg ville skyndsomst søge ly
for det voldsomme uvejr.
10 Skab forvirring hos dem, Herre,
og forstyr deres planer.
Der er oprør og ufred i byen.
11 Der går vagter på bymuren dag og nat,
men den virkelige fare kommer indefra.
12 Der er vold og mord overalt,
trusler og bedrageri breder sig uhæmmet.
13 Hvis det var en fremmed, der rasede imod mig,
kunne jeg bedre holde det ud.
Hvis jeg blev hånet af mine fjender,
kunne jeg løbe væk fra dem.
14 Men det var dig, som jeg troede var min ven,
du var min følgesvend og min fortrolige.
15 Vi delte hinandens hemmeligheder,
vi fulgtes ad i festoptoget til Guds hus.
16 Gid du ville sende dem i døden, Gud,
for ondskaben har fyldt deres sind.
17 Jeg vil råbe til min Gud,
og Herren vil redde mig.
18 Morgen, middag og aften vil jeg klage min nød,
og han vil høre min bøn.
19 Han vil redde mig fra mine angribere,
selv om der er mange, der kæmper imod mig.
20 Gud, som hersker fra fortids dage,
vil høre mig og ydmyge dem.
De nægter jo at forandre sig,
de frygter ikke Gud.
21 Min ven forrådte mig,
han brød sit løfte.
22 Hans tale var glat som olie,
men han havde bagtanker om oprør.
Hans ord var bløde som smør,
men de blev snart til skarpe dolke.
23 Kast din byrde på Herren,
så vil han bære den for dig.
Han lader ikke de gudfrygtige bukke under.
Aldrig i evighed.
24 Gud, send de onde bedragere i afgrunden,
mordere og løgnere skal dø i deres ungdom.
Men jeg sætter min lid til dig.
Herrens trofasthed og hjælp
138 En sang af David.
Jeg takker dig, Herre, af hele mit hjerte,
lovsynger dig i alles påhør.[a]
2 Jeg bøjer mig i tilbedelse mod din helligdom,
jeg priser dig, for du er trofast og sand.
Du er ophøjet over alt andet,
og dit ord står urokkeligt fast.
3 Du svarer mig, når jeg råber om hjælp,
giver mig livsmod og styrke igen.
4 Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
når de hører de ord, du taler.
5 Ja, de skal synge om dine undere,
og give dig den ære, som tilkommer dig.
6 Selv om du er så umådelig stor,
tager du dig af de svage og ydmyge,
men de stolte skubber du fra dig.
7 Når jeg står i problemer til halsen,
er du med mig og redder mit liv.
Du holder fjendernes vrede i skak,
frelser mig ved din vældige kraft.
8 Du fører mig igennem til sejr.
Din trofaste kærlighed varer ved.
Opgiv mig ikke,
men fuldend dit værk.
Guds storhed og omsorg
139 Til korlederen: En sang af David.
Herre, du ved alt om mig,
du kender mit hjerte til bunds.
2 Du er klar over alt, hvad jeg gør,
du kender mine inderste tanker.
3 Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten,
du lægger mærke til al min færden.
4 Du ved, hvad jeg vil sige,
før jeg kan nå at åbne munden.
5 Du omgiver mig på alle sider,
lægger din skærmende hånd på mig.
6 Det er næsten for godt til at være sandt.
Jeg fatter ikke din uendelige godhed.
7 Jeg når aldrig uden for din rækkevidde,
hvor jeg end er, er du nær hos mig.
8 Farer jeg op til himlen, da møder du mig der.
Stiger jeg ned i dødsriget, da møder du mig der.
9 Flyver jeg mod øst på morgenrødens vinger,
rejser jeg mod vest over det store hav,
10 så vil din hånd også lede mig der,
din højre hånd holde mig fast.
11 Bad jeg mørket om at skjule mig,
befalede jeg dagen at blive til nat,
12 så ville mørket ikke være mørkt for dig,
for nat eller dag gør ingen forskel.
13 Du har skabt mig som den, jeg er,
du formede mig i min mors mave.
14 Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt,
dit skaberværk er fantastisk.[b]
15 Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte,
da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke.
16 Mens jeg endnu var et foster, så du mig.
Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog,
længe før jeg så dagens lys.
17 Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud,
de overgår langt, hvad jeg kan fatte.
18 Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet.
Jeg ville aldrig nå til ende med dem.[c]
19 Jeg ville ønske, du ville udrydde de gudløse,
få de morderiske mænd til at lade mig være i fred.
20 De vanærer dit navn og håner dig,
de er blasfemiske og taler ondt om dig.
21 Herre, jeg hader enhver, der hader dig,
jeg føler lede ved dem, der er imod dig.
22 Dine fjender er også mine fjender,
jeg hader dem af hele mit hjerte.
23 Undersøg mig og se på mit hjerte, Gud!
Gransk mine motiver og afslør mine tanker!
Josef tyder Faraos drømme
41 To år senere drømte Farao en nat, at han stod på Nilens bred. 2 Pludselig kom der syv smukke og fede køer op af floden og gav sig til at græsse på flodbredden. 3 Derefter kom der endnu syv køer op af floden, men de var grimme og magre. De stillede sig ved siden af de syv første køer på flodbredden, 4 og de syv grimme og magre køer åd de syv smukke og fede køer. I samme øjeblik vågnede Farao.
5 Lidt efter faldt han igen i søvn og havde en anden drøm. Denne gang så han syv fulde og modne aks vokse frem på et og samme strå. 6 Pludselig voksede der syv aks mere frem på strået, men de var tynde og helt indtørrede af østenvinden. 7 De visne aks opslugte de fulde aks. Da vågnede Farao og blev klar over, at han havde drømt noget betydningsfuldt.
8 Drømmene bekymrede ham, så om morgenen sendte han bud efter alle Egyptens vise mænd og drømmetydere og fortalte dem, hvad han havde drømt. Men ingen af dem kunne tyde drømmene for ham. 9 Da tog mundskænken ordet: „Jeg er kommet i tanker om noget, der skete for længe siden,” sagde han til Farao. 10 „Dengang du var vred på hofbageren og mig og kastede os i fængsel, 11 da skete det en nat, at både bageren og jeg havde en drøm, og begge drømme havde en betydning. 12 I fængslet var der en ung hebræisk slave, som arbejdede for livvagtens øverstbefalende. Ham fortalte vi vores drømme, og han tydede dem for os. 13 Og det gik nøjagtig, som han sagde: Jeg fik mit gamle job tilbage, og hofbageren blev henrettet.”
Det er Guds sag at bedømme sine tjeneres arbejde
4 Altså skal I betragte os som medarbejdere i tjenesten for Kristus, som forvaltere, der har fået indsigt i Guds mysterier. 2 En forvalter skal være trofast og pålidelig i sit arbejde. 3 For mig betyder det kun lidt, om I eller andre mennesker bedømmer min trofasthed i tjenesten. Jeg tør ikke engang stole på min egen bedømmelse i den sag. 4 Skønt jeg ikke er bevidst om, at jeg skulle have gjort noget forkert, så er det i sig selv ikke noget bevis på, at jeg ikke har gjort det. Det tilkommer Herren alene at bedømme mig. 5 Lad derfor være med at drage forhastede slutninger og dømme folk før tiden. Dommen kommer, når Herren kommer! Han vil bringe alt det frem i lyset, der har været skjult i mørket, og han vil åbenbare alle de skjulte motiver, der har været i menneskers hjerter. Da vil Gud give hver enkelt den ros, de fortjener.
Ydmyghed udelukker selvros
6 Både Apollos og jeg har valgt at følge de principper, jeg lige har omtalt, for at vi kan være et eksempel for jer, og for at I kan lære at leve efter de skriftsteder, jeg har citeret ovenfor.[a] I må lære ikke at fremhæve én person over en anden. 7 Hvem har indsigt til at bedømme dig og din indsats? Er det ikke Gud, der har givet dig nåde til at udrette det, som er lykkedes for dig? Vil du tage æren for det, som Gud i sin nåde har givet dig?
Jesus er herre over sabbatten(A)
23 En dag, da det var sabbat, gik Jesus og hans disciple langs en kornmark, og mens de gik, plukkede disciplene nogle aks og spiste kernerne. 24 Nogle af farisæerne irettesatte Jesus: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”
25 „Har I aldrig læst om, hvad David gjorde, da han og hans mænd kom i nød og blev sultne?” svarede Jesus. 26 „På den tid da Ebjatar var ypperstepræst, gik David hen til Guds hus, og han og hans mænd spiste af de hellige brød, som egentlig kun præsterne havde lov til at spise af.”
27 Så tilføjede han: „Sabbatten blev til for menneskets skyld—mennesket blev ikke til for sabbattens skyld. 28 Altså er Menneskesønnen herre over sabbatten.”
Jesus helbreder en mand på sabbatten(B)
3 Jesus og disciplene gik ind i en synagoge, og dér var der en mand med en forkrøblet hånd. 2 Farisæerne holdt øje med Jesus for at se, om han ville helbrede manden på en sabbat, for så havde de noget at anklage ham for.
3 Jesus sagde nu til manden med den forkrøblede hånd: „Rejs dig op og stå her i midten.” 4 Derefter spurgte han forsamlingen: „Hvad siger Guds lov? Skal hviledagen bruges til noget godt eller til noget ondt, til at redde liv eller til at ødelægge liv?” Men ingen svarede. 5 Jesus så rundt på forsamlingen, vred og bedrøvet over deres stenhårde hjerter. Så sagde han til manden: „Ræk hånden frem!” Det gjorde han—og straks blev hånden rask.
6 Farisæerne rejste sig øjeblikkeligt og forlod synagogen. Kort efter mødtes de med herodianerne for at drøfte, hvordan de kunne få skaffet Jesus af vejen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.