Book of Common Prayer
Lovsang efter helbredelse
30 En sang af David, som blev sunget ved templets indvielse.
2 Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.
Mine fjender fik ikke lov at triumfere over mig.
3 Herre, min Gud, jeg råbte om hjælp,
og du helbredte mig.
4 Du reddede mig fra den sikre død,
kaldte mig tilbage fra gravens rand.
5 Syng for Herren, I, som adlyder ham!
Pris hans hellige navn!
6 Hans vrede varer et øjeblik,
men hans nåde bringer livet tilbage.
Den gråd, der lyder om natten,
afløses af glæde om morgenen.
Selvsikkerhedens fristelse
7 Jeg blev selvsikker og mente,
jeg kunne klare det hele.
8 Men det var jo din nåde,
der gjorde mig til det, jeg var.
Så da du vendte dig fra mig,
blev jeg grebet af panik.
9 Jeg råbte til dig, Herre,
tryglede dig om nåde.
10 „Hvad opnår du ved, at jeg dør?
Hvad gavner det, at jeg lægges i graven?
Kan en død synge lovsange
eller fortælle om din trofasthed?
11 Hør på mig, Herre, og vær mig nådig.
Herre, kom og hjælp mig.”
12 Da vendte du min sorg til glæde,
tog min sørgedragt og klædte mig i festtøj.
13 Nu kan jeg synge af glæde,
fra nu af vil jeg altid takke dig.
Bekendelse og tilgivelse
32 En visdomssang[a] af David.
Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
hvis synderegister er slettet.
2 Lykkelige er de mennesker,
som Herren ikke tilregner skyld,
de, som er oprigtige af hjertet.
3 Før jeg var villig til at indrømme min skyld,
havde jeg det helt elendigt.
Jeg sukkede dagen lang.
4 Dag og nat lå din hånd tungt på mig,
jeg følte mig trykket som under en hedebølge.
5 Så bekendte jeg omsider min synd for dig,
søgte ikke længere at skjule mine forseelser.
Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.”
Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.
6 Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig,
så længe der endnu er tid.
Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem,
er du parat til at redde dem.
7 Herre, du er mit skjulested,
du skærmer mig fra ulykke.
Derfor vil jeg juble af glæde.
8 Jeg vil instruere og undervise dig,
jeg vil vise dig den vej, du skal gå.[b]
Jeg vil give dig min personlige vejledning.
9 Vær ikke trodsig som heste og æsler,
der skal tvinges med tømme og bidsel,
når de ikke vil komme til dig.
10 De gudløse har mange problemer,
men de, der stoler på Herren,
oplever hans trofaste nåde.
11 Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige.
Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.
Bøn i eksil
42 Til korlederen: En visdomssang[a] af Koras slægt.
2 Som hjorten tørster efter rindende vand,
sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
3 Jeg længes efter at se den levende Gud,
hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
4 Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
„Hvor bliver din Gud af?”
5 Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
det var festdage med glædesråb og lovsang.
6 Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
7 Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
ved foden af Hermonbjerget.
8 Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
Jeg råber til dig fra min dybe nød,
jeg håber at overdøve vandfaldets torden.
9 Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
Hver nat synger jeg lovsange til ham.
Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
„Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
43 Gud, tag dig af min sag,[b]
red mig fra ugudelige mennesker.
Frels mig fra falske og onde folk.
2 For du er min tilflugt, Gud!
Hvorfor har du forkastet mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?
3 Send dit lys og din sandhed,
så de kan lede mig frem
og føre mig til din bolig,
til Zions hellige bjerg.
4 Så vil jeg gå hen til dit alter, Gud,
du, som fylder mig med glæde,
og dér vil jeg takke dig med harpespil.
Oh, Gud, min Gud!
5 Jeg siger til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
Fremtidige assyriske angreb
8 Derpå sagde Herren til mig: „Tag en stor tavle og skriv med tydelig skrift navnet: Maher-Shalal Hash-Baz.[a] 2 Gør det med to pålidelige mænd som vidner: Urija, som er præst, og Zekarja, Jeberekjas søn.”
3 Derefter gik jeg ind til min hustru, og hun blev gravid og fødte en søn. Da sagde Herren til mig: „Kald ham Maher-Shalal Hash-Baz, 4 for endnu inden drengen har lært at sige ‚mor’ eller ‚far’, vil assyrerkongen plyndre Damaskus’ rigdomme og røve Samarias skatte.”
5 Herren talte igen til mig: 6 „Fordi mit folk har forkastet Shiloas friske vand[b] og foretrækker Arams kong Retzin og Israels kong Peka, 7 vil jeg sende en mægtig oversvømmelse fra Eufratfloden imod dem: Assyrerkongen og hans mægtige hære vil oversvømme landet. Floden vil gå over sine bredder, 8 skylle ind over Judas land og nå helt frem til hovedstaden. Hele ‚Immanuel’s land vil bliver angrebet af fjenden.”
9 Gør blot klar til krig, I folkeslag, men I kan ikke stå jer imod Herren! Hør efter, I fjerne lande. Gør bare alt, hvad I kan. I vil dog blive slået engang. 10 Hold blot krigsråd og indgå alliancer. Det nytter intet, for Gud er med os.
Om at have tillid til Gud
11 Herren opfordrede mig kraftigt til at stå fast og ikke følge flertallet. Henvendt til os, der fulgte ham, sagde han: 12 „I skal ikke kalde noget for en sammensværgelse, bare fordi andre gør det. Bliv ikke grebet af panik som flertallet. 13 Det er mig, I skal respektere, frygte og ære, for jeg er Herren, den Almægtige. 14 Jeg er som en helligdom og et tilflugtssted, men også som en anstødssten, som både Israel og Juda vil snuble over, en fælde, som Jerusalems indbyggere vil blive fanget i. 15 Mange vil snuble og falde over den.
Dovenskab
6 Det, vi siger nu, venner, er en befaling, som vi giver jer i Herren Jesu Kristi navn: Hold jer fra enhver kristen, som lever et uansvarligt liv i lediggang og ikke vil følge de anvisninger, vi har givet jer. 7 I ved jo godt, at I bør følge vores eksempel, og I har aldrig set os drive tiden bort. 8-9 Vi levede ikke på jeres bekostning, selvom vi var berettiget til det, men vi sled og slæbte dag og nat for ikke at ligge nogen af jer til byrde. Det var for at vise jer et godt eksempel 10 og leve efter princippet: „Den, der ikke vil arbejde, fortjener ikke føden.” Det var jo et princip, vi underviste jer om, da vi var hos jer.
11 Alligevel hører vi, at nogle af jer ikke vil arbejde, men spilder tiden med at blande sig i andre folks sager. 12 I Herren Jesu Kristi navn formaner vi disse folk til at arbejde støt og roligt, så de selv kan tjene til føden.
13 I må aldrig blive trætte af at gøre det gode, kære venner. 14 Hvis nogen ikke vil rette sig efter anvisningerne i dette brev, så læg mærke til, hvem det er, og hold jer fra dem. Måske kan det få dem på andre tanker. 15 I skal dog ikke behandle dem som fjender, men prøve at tilrettevise dem som jeres medkristne.
Afsluttende hilsen
16 Vi beder om, at fredens Gud må give jer sin fred, hvad der end sker. Herren være med jer alle.
17 Denne hilsen skriver jeg med egen hånd, sådan som jeg plejer at gøre i alle mine breve for at bevise, at de virkelig kommer fra mig. Sådan er min håndskrift.
18 Herren Jesu Kristi nåde være med jer alle.
Jesus forudsiger, at Peter vil tage afstand fra ham(A)
31 Jesus henvendte sig nu til Simon Peter: „Simon, Satan vil friste jer til fald, 32 men jeg har bedt om, at du ikke skal miste troen. Når du senere hen angrer og omvender dig, da styrk de andre disciple.”
33 „Herre,” svarede Peter, „for dig er jeg villig til at gå i fængsel, ja, til at dø, om det skal være.”
34 „Det siger jeg dig, Peter, inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
Hårde tider forude
35 Derefter spurgte Jesus disciplene: „Da jeg sendte jer ud uden pung eller taske eller ekstra sandaler, kom I da til at mangle noget?” „Nej,” svarede de.
36 „Men nu skal den, som har penge, tage dem med. Den, som har en taske, skal tage den med, og den, som ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe et. 37 Det skriftsted, der siger: ‚Han blev regnet som en synder,’[a] vil snart gå i opfyldelse, for det, der er skrevet om mig, skal nødvendigvis opfyldes.”
38 „Se, Herre! Vi har to sværd!”
„Nok om det,” svarede Jesus.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.