Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 51

Bøn om tilgivelse

51 1-2 Til korlederen: En sang af David, efter at profeten Natan havde konfronteret ham med hans affære med Batsheba.

Vær mig nådig, oh, Gud, og tilgiv mig,
    for du er barmhjertig og trofast.
Forbarm dig over mig og tilgiv min synd,
    så jeg kan begynde på en frisk.
Jeg ved, at jeg har handlet forkert,
    min synd plager mig dag og nat.
Det er først og fremmest dig, jeg har syndet imod,
    det er dine bud, jeg har overtrådt.
Du anklager mig med rette,
    din dom er retfærdig.
Jeg har været en synder fra fødslen af,
    været skyldig, siden jeg blev undfanget.
Du ønsker at se et oprigtigt hjerte,
    du længes efter at lære mig visdom.
Stænk vand på mig og rens mig fra min skyld,
    så jeg bliver ren som nyfalden sne.
10 Jeg føler mig knust på grund af din straf,
    men jeg ser frem til at blive glad igen.
11 Bliv ikke ved at stirre på min synd,
    men tilgiv mig og udslet min skyld.
12 Giv mig et rent hjerte, oh, Gud,
    og skab en ny ånd i mit indre.
13 Skub mig ikke væk fra din nærhed,
    tag ikke din Helligånd[a] fra mig.
14 Lad mig igen glædes over din frelse,
    og giv mig et lydigt hjerte.
15 Så vil jeg lære syndere dine bud,
    så de omvender sig til dig.
16 Lad mig ikke dø, selv om jeg er skyldig i drab,
    men frels mig, så jeg kan synge om din tilgivelse.
17 Giv mig noget godt at fortælle om,
    så jeg kan lovprise dig og give dig ære.
18 Du er ikke interesseret i slagtofre,
    mine brændofre formilder dig ikke.
19 Det offer, du ønsker, er en ydmyg ånd,
    du længes efter at se et angrende hjerte.

20 Se også i nåde til Zion.
    Genopbyg Jerusalems mure.
21 Derefter kan du glæde dig over vore ofre,
    både brændofre og helofre.
        Vi vil ofre vore tyre på dit alter.

Salme 69:1-23

Nødråb til Gud

69 Til korlederen: En sang af David. Synges til melodien „Liljerne”.

Red mig, Gud, for jeg er ved at drukne,
    vandet når mig allerede til halsen.
Jeg er som sunket i et bundløst hul,
    jeg leder forgæves efter fodfæste.
Jeg er kommet ud på det dybe vand,
    snart skyller bølgerne hen over mig.
Jeg er udmattet af at råbe om hjælp,
    min hals er hæs og tør,
mine øjne er trætte af at stirre
    og vente på hjælp fra min Gud.

De, som hader mig uden grund,
    er flere end hårene på mit hoved.
De ønsker at gøre det af med mig,
    selv om jeg er ganske uskyldig.
De beskylder mig for at stjæle
    og forlanger det stjålne tilbage.

Gud, du kender mig og mine tåbeligheder,
    mine fejl kan ikke skjules for dig.
Almægtige Gud, lad ikke dem, som stoler på dig,
    tabe modet på grund af mine trængsler.
Åh, Israels Gud, lad ikke dem, som søger din hjælp,
    opgive håbet på grund af mine problemer.

Jeg udsættes for hån, fordi jeg tjener dig.
    Det er derfor, jeg bliver gjort til grin.
Mine søskende vil ikke kendes ved mig,
    de ser mig som en fuldstændig fremmed.
10 Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.
    Den hån, som ramte dig, ramte også mig.

11 Når jeg faster for Herren,
    håner de mig.
12 Når jeg sørger i sæk og aske,
    synger de smædeviser om mig.
13 Byens ledere taler nedsættende om mig,
    fulde folk synger spottesange.
14 Jeg beder til dig om hjælp, Herre,
    se i nåde til mig, Gud.
Du er en kærlig og trofast Gud.
    Hør min bøn og hjælp mig.
15 Træk mig op af det dybe dynd,
    lad mig ikke synke helt til bunds.
Red mig fra dem, der hader mig,
    lad mig ikke drukne i dybet.
16 Lad ikke bølgerne begrave mig.
    Lad ikke dybet opsluge mig.
    Lad ikke døden få det sidste ord.
17 Svar mig, Herre, for din trofastheds skyld,
    hjælp mig i din store nåde.
18 Vend dig ikke bort fra din tjener,
    skynd dig at redde mig ud af min nød.
19 Kom til mig og frels mig,
    fri mig fra mine fjenders magt.

20 Du ved, hvad de siger om mig,
    hvordan de håner og spotter mig.
Du kender mine fjender,
    og du ved, hvad de siger.
21 Deres hån har taget så hårdt på mig,
    at jeg fuldstændig har mistet modet.
Ingen havde medlidenhed med mig,
    ingen var villig til at trøste mig.
22 De ville have mig til at spise deres giftige mad,
    og de ville slukke min tørst med sur vin.
23 Må deres fester føre dem i fælden,
    så de bliver fanget og får løn som forskyldt.

Jeremias 12:1-16

Gud må straffe sit troløse folk

12 Herre, jeg ved godt, at retten altid er på din side i hvilken som helst sag. Men tillad mig alligevel at stille nogle spørgsmål angående retfærdighed: Hvordan kan det være, at det går de gudløse godt? Hvordan kan de troløse trives og være trygge? Du har sat dem her på jorden, plantet dem som træer. Du lader dem slå rod, trives og bære frugt. De nævner dit navn, men er i virkeligheden ligeglade med dig. Herre, du kender mine inderste tanker og motiver, du ved, at jeg ærer og adlyder dig. Vil du ikke holde dom over de onde, trække af sted med dem som hjælpeløse får, der føres til slagtning? De onde tror ikke på, at du ser, hvad de laver. Græsset visner, dyr og fugle dør på grund af ondskaben i landet. Hvor længe skal det fortsætte?

Herren svarede: „Hvis du ikke kan klare at løbe om kap med mennesker, hvordan kan du så løbe om kap med heste? Hvis du giver op i et fredeligt og åbent landskab, hvordan vil du så klare dig mod farerne i Jordandalens krat? Selv din egen familie har slået hånden af dig. De jagter dig med høje råb. Når de taler venligt til dig, skal du ikke tro dem.”

Herren fortsatte: „Jeg opgiver Judas folk, som ellers er mit ejendomsfolk, og jeg udleverer dem til deres fjender. Mit folk raser imod mig som en løve i skoven. Derfor er jeg nødt til at vende dem ryggen. Mit ejendomsfolk bliver hyæners bytte, gribbene flokkes om det. Lad fremmede folkeslag kaste sig over det for at få del i byttet. 10 Fremmede hære skal angribe min vingård. De tramper vinstokkene ned og raserer min ejendom. 11 Den bliver en ødemark, som ingen længere bryder sig om. 12 Over ørkenens nøgne høje kommer de fremmede hære myldrende. De hære jeg sender, hærger landet fra ende til anden, og ingen undslipper. 13 Mit folk såede hvede, men høster torne. De sled til ingen nytte og bliver skuffet over den manglende høst, for jeg vil straffe dem.

14 Men jeg har også et budskab vedrørende de onde nabofolk, der angriber det land, jeg gav mit folk: Ligesom jeg rykker judæerne op fra deres land, vil jeg også rykke nabofolkene op fra deres lande. 15 Men senere vil jeg være barmhjertig og føre dem tilbage til deres egne lande. 16 Hvis de derefter vil antage mig som deres Gud i stedet for Ba’al, skal de få en plads iblandt mit folk.

Filipperne 3:1-14

Advarsel mod jødisk religiøsitet

Venner, glæd jer over at tilhøre Herren! Jeg gentager gerne mig selv for at slå det helt fast for jer.

Vogt jer for de ondskabsfulde mennesker blandt jøderne, der siger, at I skal omskæres for at høre med til Guds folk. Det er jo os, der er Guds folk, os, der tjener Gud i Åndens kraft og sætter al vores lid til, hvad Jesus Kristus har gjort for os og ikke til en religiøs baggrund og tradition.

Skal vi endelig tale om religiøs baggrund, så er der næppe nogen, der har en bedre baggrund end mig. 5-6 Jeg er født israelit og hører til Benjamins stamme. Alle mine forfædre er jøder, og jeg blev omskåret på ugedagen for min fødsel. Som farisæer var jeg fanatisk med hensyn til at overholde den jødiske lov, hvilket resulterede i, at jeg forfulgte de kristne. Jeg opfyldte alle reglerne til punkt og prikke.

Men alt det, som jeg dengang mente, var så vældig værdifuldt, har jeg lært at regne for værdiløst på grund af Kristus. Ja, faktisk regner jeg alt det gamle for at være uden værdi, fordi jeg nu har noget langt bedre. Jeg har nemlig lært Jesus Kristus at kende som min Herre. Derfor har jeg taget afstand fra min tidligere religiøsitet og kasseret den som affald. Nu ønsker jeg kun at blive ét med Kristus. Jeg forsøger ikke længere at opnå Guds accept ved at prøve at overholde den jødiske lov, men sætter min lid til, hvad Kristus har gjort for mig. 10 Derved kan jeg også blive ét med ham i hans lidelser og død og få del i den kraft, der oprejste ham fra de døde. 11 Jeg ser jo frem til at genopstå fra de døde, ligesom han gjorde.

Hold målet for øje

12 Jeg mener ikke, at jeg allerede har forstået det hele eller er blevet fuldkommen. Men jeg bliver ved med at arbejde hen mod det mål, som Kristus gav mig, da han i sin tid greb ind i mit liv. 13 Kære venner, jeg mener som sagt ikke, at jeg har nået målet endnu, men jeg bestræber mig på ikke at se tilbage på det, der ligger bag mig, og kæmper i stedet frem mod det, der ligger foran. 14 Jeg løber frem mod målet for at kunne modtage den himmelske sejrskrans, som Gud har kaldet os til gennem Jesus Kristus.

Johannes 12:9-19

Reaktionen på Lazarus’ opvækkelse

Da folk i Jerusalem hørte, at Jesus var i Betania, gik mange af dem derud—ikke blot for at se Jesus, men også for at møde Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. 10 Ypperstepræsterne besluttede derfor, at de også ville rydde Lazarus af vejen, 11 for på grund af ham gik mange af folkene i byen over til at tro på Jesus.

Jesus rider ind i Jerusalem som jødernes konge(A)

12 Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, 13 og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn—Israels konge!”[a]

14 Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger:

15 „Frygt ikke, Jerusalem!
    Se, din konge er på vej,
        og han rider på et æselføl.”[b]

16 Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.

17 Alle de, der havde været vidne til, hvordan Lazarus var blevet kaldt ud af graven og oprejst fra de døde, havde fortalt om det vidt og bredt. 18 Derfor var det en kolossal menneskemængde, der gik Jesus i møde. 19 Men farisæerne sagde til hinanden: „Se bare, jeres trusler hjælper intet![c] Alle render jo efter ham.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.