Ruths troskab imod No’omi

1 ^1-2 Engang under dommertiden i Israel blev landet ramt af en voldsom hungersnød. En mand ved navn Elimelek af Efrat-slægten flyttede derfor fra Betlehem i Juda til Moabs land for at bo der som fremmed sammen med sin kone, No’omi, og deres to sønner, Malon og Kiljon. ³ Mens de boede i Moab, døde Elimelek, så No’omi sad alene tilbage med sine to sønner. ^4-5 De to unge mænd fandt sig hver en kone blandt moabitterne. Malon giftede sig med en pige, der hed Ruth, og Kiljon giftede sig med Orpa. Da de havde boet i Moab i hen ved ti år, døde både Malon og Kiljon, og No’omi var nu helt alene—uden mand og børn.

^6-7 På den tid fik hun at vide, at Herren havde forbarmet sig over sit folk, så der igen var mad at få i Juda. Derfor besluttede hun at forlade Moab og vende tilbage til sit hjem i Betlehem. Sammen med sine to svigerdøtre begav hun sig af sted ad vejen til Juda.

⁸ Da de havde gået et stykke tid, sagde No’omi til sine svigerdøtre: „Det er bedst, I går hjem til jeres forældre. Må Herren vise jer sin godhed på grund af den godhed, I har vist mod mine to sønner og mig, ⁹ og må han hjælpe jer begge til at blive gift igen og få et godt og trygt hjem.” Så kyssede hun dem farvel, og de brast i højlydt gråd.

¹⁰ „Men vi vil gerne følge med dig hjem til dit folk!” sagde de to unge kvinder.

¹¹ „Nej, I må hellere vende tilbage til jeres eget folk,” svarede No’omi. „Jeg har jo ikke andre sønner, I kan blive gift med. ¹² Derfor er det bedst, at I vender tilbage til jeres familier. Jeg er for gammel til at gifte mig igen—og selv om jeg gjorde, og jeg blev gravid og fødte sønner med det samme, ¹³ ville I så vente til de blev voksne? Nej, mine piger! For mig er det mere bittert end for jer, for det er Herrens hånd, som har ramt mig med denne tragedie!”

¹⁴ Så græd de igen. Orpa kyssede nu sin svigermor farvel og vendte om for at gå tilbage til sit barndomshjem, men Ruth ville ikke forlade No’omi.

¹⁵ „Se, din svigerinde er allerede på vej tilbage til sit folk og sin gud,” sagde No’omi. „Du må hellere følge med.”

¹⁶ Men Ruth svarede: „Tving mig ikke til at forlade dig! Hvor du går hen, vil jeg gå med. Dit hjem skal være mit hjem, dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. ¹⁷ Og når jeg engang dør, vil jeg begraves ved din side. Må Herren straffe mig, hvis jeg tillader noget andet end døden at skille os!”

¹⁸ Da No’omi så, at Ruth var fast besluttet på at gå med, holdt hun op med at forsøge at overtale hende. ¹⁹ De to fortsatte så rejsen og ankom til Betlehem.

Der blev røre i hele byen ved deres ankomst.

„Jamen, er det ikke No’omi?” udbrød byens kvinder.

²⁰ Men No’omi sagde: „Kald mig ikke længere No’omi^[a]—kald mig hellere Mara!^[b] Den almægtige Gud har gjort mit liv bittert. ²¹ Da jeg rejste herfra, havde jeg hele min familie, men nu vender jeg alene tilbage. Kald mig ikke No’omi, for Herren har dømt mig og ladet denne tragedie ramme mig!”

²² Således vendte No’omi tilbage til Betlehem, og hun havde sin svigerdatter med fra Moabs land. Byghøsten var netop begyndt, da de ankom.

Boaz’ venlighed imod Ruth

2 Der var en velstående mand i Betlehem, som hed Boaz. Han var af samme slægt som Elimelek og derfor i familie med No’omi.

² En dag sagde Ruth til No’omi: „Lad mig gå hen og samle nogle af de aks op, som høstfolkene efterlader på marken. Måske er der en venlig landmand, som vil hjælpe os.”

„Det er en god idé, min datter!” svarede No’omi.

³ Så gik Ruth ud på en mark, der viste sig at tilhøre Boaz. ⁴ Mens hun opholdt sig på marken, kom Boaz derud fra Betlehem. „Gud velsigne jer!” sagde han til høstfolkene, og de svarede: „Gud velsigne dig, herre.” ⁵ Så spurgte han formanden: „Hvem er den unge pige derovre?”

⁶ „Det er den pige fra Moab, som No’omi bragte med hertil,” lød svaret. ⁷ „I morges bad hun om tilladelse til at følge efter høstfolkene og samle aks op. Hun har samlet ihærdigt siden da, lige bortset fra en kort hvilepause i skyggen.”

⁸ Derefter gik Boaz over til Ruth. „Hør, min pige,” sagde han, „du er velkommen til at samle alle de aks, du har brug for, her på min mark, så du ikke behøver gå andre steder hen. Følg bare efter de piger, der binder neg på min mark. ⁹ Jeg skal nok sige til de unge mænd, at de ikke må genere dig. Når du er tørstig, skal du bare gå hen og drikke af det vand, de øser op fra brønden.”

¹⁰ Ruth faldt på knæ, bøjede ansigtet mod jorden foran Boaz og sagde: „Hvorfor er De så god mod mig? Ved De ikke, at jeg er en fremmed her?” ¹¹ „Jo,” svarede Boaz, „og jeg ved også, at du har forladt din far og mor i dit hjemland for at slutte dig til et fremmed folk. Jeg har hørt om den trofasthed, du har vist din svigermor, siden din mand døde. ¹² Må Herren, Israels Gud, under hvis vinger du har søgt ly, belønne dig for det.”

¹³ „Tak for Deres godhed, herre,” udbrød Ruth. „De har talt venligt til mig og opmuntret mig, selv om jeg ikke har krav på noget fra Deres side.”

¹⁴ Da frokostpausen kom, kaldte Boaz på Ruth: „Kom herhen og spis sammen med os. Du kan dyppe brødet i vinen, hvis du vil!” Så satte hun sig sammen med høstfolkene og spiste. Boaz rakte hende noget ristet korn, så hun fik alt det, hun kunne spise og havde mad til overs.

¹⁵ Da hun var gået tilbage til arbejdet, sagde Boaz til sine unge mænd: „I må ikke hindre hende i at samle aks mellem negene. ¹⁶ Tværtimod, når I skærer en håndfuld korn af med seglen, skal I lade nogle af stråene falde til jorden, så hun kan samle aks fra dem. Og lad være at genere hende!” ¹⁷ Så samlede Ruth aks resten af dagen. Da hun om aftenen slog kernerne fra aksene, var der en hel sæk^[c] byg. ¹⁸ Hun bar kornet ind til byen og gav det til sin svigermor, som også fik det, hun havde levnet af sin frokost.

¹⁹ „Det var dog utroligt!” udbrød No’omi. „Hvor har du samlet alt det korn? Hvor har du været i dag? Må Herren velsigne den mand, som viste dig en sådan venlighed!” Derefter fortalte Ruth sin svigermor, hvordan det var gået. „Den mand, som ejer marken, hvor jeg samlede aks i dag, hedder Boaz,” sagde hun.

²⁰ „Gud velsigne ham!” udbrød No’omi begejstret. „Herren har virkelig bevist sin trofasthed både imod os og din afdøde mand! Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han vil helt sikkert hjælpe os.”

²¹ „Han opfordrede mig faktisk til at komme tilbage og holde mig til hans høstfolk, indtil hele marken er høstet!” tilføjede Ruth.

²² „Vidunderligt!” jublede No’omi. „Gør endelig, som han har sagt! Hold dig hele tiden til hans høstpiger! Man ved aldrig, hvad du kunne komme ud for, hvis du gik andre steder hen.”

²³ Så holdt Ruth sig til Boaz’ høstfolk resten af byghøsten—og hele hvedehøsten med.

Ruth søger ly under Boaz’ vinger

3 En dag sagde No’omi til Ruth: „Mit barn, det er vist på tide, at jeg hjælper dig med at få en mand og et hjem, hvor du kan have det godt. ² Hør her: Boaz er en af vores nærmeste slægtninge. Han har været så god imod os og ladet dig samle aks i overflod på hans mark. Jeg ved, at han renser byg ude på tærskepladsen i aften! ³ Hør nu godt efter: Tag dig et bad, tag lidt parfume på og dit pæneste tøj og gå så ud til tærskepladsen. Sørg for, at han ikke ser dig. Lad ham spise og drikke i fred. ⁴ Læg mærke til, hvor han lægger sig til at sove, og når han har lagt sig, går du hen og løfter kappen væk fra hans fødder, og så lægger du dig der. Derefter skal han nok sige dig, hvad du skal gøre.”

⁵ „Jeg vil gøre alt, hvad du siger,” svarede Ruth.

⁶ Samme aften gik hun ud mod tærskepladsen, hvor Boaz arbejdede. ⁷ Da Boaz havde spist et godt måltid mad, lagde han sig veltilfreds ned ved siden af en dynge korn og faldt i søvn. Ruth listede sig forsigtigt hen til ham, løftede kappen væk fra hans fødder og lagde sig der. ⁸ Midt om natten vågnede Boaz med et sæt og blev meget forbavset over, at der lå en kvinde ved hans fødder.

⁹ „Hvem er du?” udbrød han.

„Det er Ruth, Deres tjenerinde!” svarede hun. „Jeg søger ly under Deres vinger,^[d] fordi De er en nær slægtning, og De har ansvar for at tage Dem af mig.”

¹⁰ „Gud velsigne dig, min pige!” udbrød han. „Den godhed, du nu viser, er større end alt det andet, du har gjort. Du har ikke satset på nogen af de unge mænd, hverken fattig eller rig. ¹¹ Du kan være sikker på, at jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om, min pige! Alle ved, hvor storsindet en kvinde du er. ¹² Det er rigtigt, at jeg er en nær slægtning og har ansvar for dig, men der er en, som er nærmere beslægtet, end jeg er, og står først i rækken. ¹³ Bliv nu liggende til det bliver lyst, så vil jeg tale med ham i morgen. Hvis han ønsker at tage ansvaret for dig, så får han dig. Hvis han ikke er interesseret, så er jeg det i hvert fald, det sværger jeg på! Men bliv nu liggende til i morgen tidlig!”

¹⁴ Så blev hun liggende ved hans fødder til næste morgen, men allerede inden det var lyst nok til at nogen kunne genkende hende, stod hun op. Boaz havde nemlig sagt: „Ingen må vide, at der har været en kvinde på tærskepladsen i nat!”

¹⁵ Inden Ruth gik, sagde Boaz: „Kom med dit sjal og hold det frem!” Så øste han seks mål byg op i sjalet, bandt hjørnerne sammen og gav hende det på ryggen, hvorefter han selv gik ind til byen.

¹⁶ „Hvordan gik det så?” spurgte No’omi, da hun hørte Ruth komme ind ad døren. Så fortalte Ruth sin svigermor hele historien og gav hende kornet. ¹⁷ „Boaz sagde, at jeg ikke skulle komme tilbage til dig med tomme hænder!” forklarede hun.

¹⁸ „Nu må vi bare tage den med ro og vente og se, hvad det her ender med,” sagde No’omi. „Men du kan være sikker på, at den mand ikke giver op, før sagen er afgjort, formentlig allerede i dag!”

Boaz gifter sig med Ruth

4 Boaz var i mellemtiden gået hen til byporten og havde sat sig der. Da den slægtning, han havde omtalt, kom forbi, kaldte han på ham: „Kom og sæt dig her! Der er noget, jeg vil snakke med dig om!” Det gjorde han så. ² Boaz tilkaldte derefter ti af byens ledere og bad dem om at være vidner. „Sæt jer her!” sagde han, og de satte sig ned. ³ Så sagde Boaz til sin slægtning: „Du kender No’omi, som vendte tilbage fra Moabs land. Hun tænker på at sælge det jordstykke, som tilhørte vores slægtning Elimelek. ⁴ Jeg syntes lige, jeg ville nævne det for dig, så du kan købe jordstykket, hvis du er interesseret; og disse ansete mænd kan være vidner. Lad mig vide med det samme, om du ønsker at købe jorden, for hvis du ikke er interesseret, så vil jeg købe den. Jeg er jo den næste i rækken efter dig.”

Manden svarede: „Godt, jeg køber jorden!”

⁵ Så sagde Boaz: „Hvis du køber jorden fra No’omi, må du naturligvis også gifte dig med enken Ruth fra Moab, så hun kan give sin afdøde mand en arving, og så hans jord senere går i arv til hendes børn.”

⁶ „Det kan jeg ikke gøre!” svarede manden. „Så ville det jo ikke blive min slægts jord. Køb du hellere både jorden og kvinden!”

⁷ På den tid var det skik, at en person trak sin sandal af og gav den til den anden part som en bekræftelse på, at handelen var afgjort. ⁸ Da manden sagde: „Køb du hellere det hele!” trak han derfor sin sandal af og gav den til Boaz.

⁹ Derefter sagde Boaz til vidnerne og de omkringstående: „I er i dag vidner på, at jeg køber den jord, som tilhørte Elimelek og hans sønner. ¹⁰ Samtidig gifter jeg mig med moabitten Ruth, Malons enke. På den måde kan hun få en søn, der kan videreføre den afdødes slægt, sådan at hans navn vil blive husket både i slægten og i byen her.”

¹¹ De ti ledere, der sad i byporten, svarede: „Ja, det er vi vidner på! Må Herren gøre denne kvinde, som du nu har taget til dig, lige så frugtbar som vores stamfar Jakobs koner, Rakel og Lea. Må du få lykke og fremgang her i Betlehem, ¹² og må de efterkommere, som Herren giver dig sammen med denne kvinde, blive lige så talrige som efterkommerne fra din forfar Peretz, som Tamar fødte Juda.”

¹³ Så giftede Boaz sig med Ruth, og hun flyttede hjem til ham. Herren lod hende blive gravid, og hun fødte en søn.

¹⁴ Da sagde byens kvinder til No’omi: „Lovet være Herren, som har givet dig et barnebarn! Må han vinde ære i Israel. ¹⁵ Må han bringe din sjæl trøst og forsørge dig i din alderdom, for han er din svigerdatters søn, hende, der elsker dig så højt og har været mere trofast imod dig end syv sønner!”

¹⁶ Så tog No’omi drengen i sine arme, og hun passede ham, som var han hendes eget barn. ¹⁷ Nabokonerne sagde: „Nu har No’omi fået en søn!” Og de kaldte ham Obed. Han blev senere far til Isaj, som blev far til kong David.

^18-22 Dette er Peretz’ stamtavle: Peretz blev far til Hetzron, som blev far til Ram. Ram blev far til Amminadab, som blev far til Nahshon, som igen blev far til Salma. Salma blev far til Boaz, som blev far til Obed, som igen blev far til Isaj—og Isaj blev far til kong David.

Kvinder, der følger med Jesus

8 I den følgende tid fortsatte Jesus sin vandring. Han gik fra by til by og fra landsby til landsby for at forkynde Guds ord og fortælle de gode nyheder om Guds rige. De Tolv var med ² og desuden nogle kvinder, som han havde befriet fra onde ånder og helbredt for forskellige sygdomme. Blandt dem var Maria Magdalene, af hvem Jesus havde uddrevet syv dæmoner, ³ Johanna, Susanna og flere andre, som af egne midler sørgede for mad til den lille flok. (Johanna var gift med Huza, der var hofchef hos Herodes.)

Billedet med jordbunden^(A)

⁴ Folk fra alle byerne i nærheden opsøgte Jesus, og en dag, da en stor folkeskare var samlet, fortalte han følgende historie:

⁵ „En landmand gik ud for at så korn på sin mark. Da han strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, hvor det blev trådt ned, og fuglene kom og spiste det. ⁶ Noget af kornet faldt på stengrund. Så snart planterne kom op, visnede de, for der var for lidt væde i jorden. ⁷ Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte de små kornplanter. ⁸ Men noget af kornet faldt i god jord og gav et udbytte på 100 gange så meget, som der var sået.” Da Jesus var færdig med historien, råbte han: „Lad dem høre, som har øre.”

Guds riges mysterier forklares kun for disciplene^(B)

⁹ Disciplene kom bagefter hen og spurgte Jesus, hvad meningen bag historien var. ¹⁰ Han svarede: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive forklaret, men de andre må nøjes med at spekulere over billedtalen. Derved opfyldes ordet:

Jesus forklarer billedet med jordbunden^(C)

¹¹ Lad mig forklare jer billedtalens betydning: Kornet, der blev sået, er et billede på Guds ord. ¹² Nogle mennesker er som vejen. De hører godt nok Guds ord, men Djævelen kommer og piller de ord væk, som blev sået i deres hjerter, for at de ikke skal komme til tro og få det evige liv. ¹³ Nogle er som stengrunden. Når de hører Guds ord, tager de imod det med glæde. Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når modgangen kommer, giver de op og falder fra. ¹⁴ Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, men de daglige bekymringer og jagten på materielle goder kvæler ordet, så der ingen frugt bliver. ¹⁵ Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og gemmer det i et fint og godt hjerte. De holder ud gennem modgang, og derfor bærer det frugt i deres liv.”

Brug det lys, du har fået^(D)

¹⁶ Jesus fortsatte: „Ingen kunne finde på at tænde en lampe og stille den under en spand eller ind under sengen. Nej, man stiller en lampe højt og frit, så de, der kommer ind, får glæde af lyset. ¹⁷ Det, som er skjult, vil komme frem, så man kan se det. Og det, som er hemmeligt, vil komme ud i lyset og blive kendt.

¹⁸ Pas på, hvordan I bruger det, I hører. De, der gør brug af det lys, de har fået, vil få endnu mere. Men de, der ikke bruger det lys, de har fået, vil miste det, de troede, de havde.”

De, der gør Guds vilje, hører Jesus til^(E)

¹⁹ Engang, da Jesu mor og brødre kom for at tale med ham, kunne de ikke komme ind i huset på grund af de mange mennesker. ²⁰ „Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig,” sagde man til ham. ²¹ Jesus svarede: „Min mor og mine brødre—det er alle dem, der hører Guds ord og handler på det.”

Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig^(F)

²² En dag gik Jesus sammen med disciplene om bord i en båd, og han sagde til dem: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” ²³ De lagde da fra land, og mens de sejlede, faldt Jesus i søvn. Pludselig kom et voldsomt stormvejr hen over søen, og båden tog en masse vand ind, så de kom i livsfare. ²⁴ Disciplene gik hen og vækkede Jesus. „Mester, mester, vi drukner!” råbte de. Da rejste han sig og befalede stormen og bølgerne at lægge sig, og det blev blikstille. ²⁵ Derpå vendte han sig til disciplene og spurgte: „Hvor er jeres tro?”

Med ærefrygt og undren i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og bølgerne adlyder ham!”

Read full chapter