Add parallel Print Page Options

Jesus viser sin magt til at tilgive synder(A)

Jesus og disciplene gik derpå op i båden og sejlede hjem til Kapernaum. Efter at de var nået i land, kom nogle mænd bærende med en lam mand på en båre. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: „Fat mod, min ven! Dine synder er dig tilgivet.”

„Hvad bilder han sig ind?” tænkte nogle af de skriftlærde. „Det er da en hån imod Gud.”

Men Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I ondt? Hvad er lettest at sige: ‚dine synder er tilgivet’ eller: ‚rejs dig op og gå på dine ben’? Jeg vil nu vise jer, at Menneskesønnen[a] har magt på jorden til at tilgive synder. Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: ‚Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!’ ” Manden rejste sig da og gik sin vej.

Da folk så det, blev de fyldt af ærefrygt og lovpriste Gud, som havde givet et menneske en sådan magt.

Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster(B)

Da Jesus gik videre, fik han øje på en mand, der sad og opkrævede told til den romerske besættelsesmagt. Han hed Mattæus. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Mattæus rejste sig straks op og fulgte med ham som en af hans disciple.

10 Senere blev Jesus og disciplene inviteret til at spise i Mattæus’ hjem. Også en del skatteopkrævere og andre „syndere” var inviteret med. 11 Farisæerne var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan jeres læremester få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”

12 Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. 13 Tænk over, hvad det skriftord betyder: ‚Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre.’[b] Det er syndere, jeg er kommet for at invitere til at vende om fra deres synd. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”

Jesus kommer med en ny lære(C)

14 En dag kom Johannes Døbers disciple til Jesus og spurgte: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både vi og farisæerne gør det?”

15 Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke sørge og faste, så længe de er sammen med ham. Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.

16 Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at hvis man gjorde det, ville lappen krympe og rive det gamle tøj i stykker. 17 Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges, og vinen går til spilde. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. På den måde bevares begge dele.”

Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde(D)

18 Mens Jesus talte, kom en af byens ledende mænd hen til ham, faldt på knæ foran ham og sagde: „Min datter er lige død. Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, vil hun blive levende igen.”

19 Jesus og disciplene rejste sig og gik med ham.

20 Undervejs skete det imidlertid, at der kom en kvinde bagfra og rørte ved kvasten på Jesu bedesjal. Hun havde lidt af vedvarende blødninger i 12 år, 21 og hun tænkte: „Hvis bare jeg får rørt ved hans sjal, bliver jeg helbredt.”

22 Jesus vendte sig om og sagde til hende: „Vær ved godt mod, min ven! Din tro har reddet[c] dig.” Fra det øjeblik var kvinden rask.

23 Da Jesus kom til lederens hjem og så det jamrende grædekor og hørte begravelsesmusikken, 24 sagde han: „Forsvind herfra! Pigen er ikke død. Hun sover bare.” De lo ad ham alle sammen. 25 Da flokken omsider var kommet udenfor, gik Jesus ind og tog pigen ved hånden, og hun rejste sig op, som om intet var hændt.

26 Nyheden om det mirakel gik som en løbeild over hele egnen.

To blinde mænds tro

27 Da Jesus gik derfra, fulgte to blinde mænd efter ham. De råbte: „Du Davids Søn,[d] hav barmhjertighed med os!” 28 De fulgte med helt ind i huset, hvor Jesus boede. „Tror I, at jeg kan gøre det mirakel for jer?” spurgte Jesus.

„Ja, Herre!” svarede de.

29 Så rørte han ved deres øjne og sagde: „Som I tror, skal det ske.” 30 Derefter kunne de begge se.

Jesus forbød dem at sige det til nogen, 31 men de gik alligevel ud og fortalte om ham i hele den egn.

Jesus helbreder en dæmonbesat mand, som ikke kunne tale

32 Da de var gået, kom der nogen med en mand, som ikke kunne tale, fordi han havde en dæmon i sig. 33 Jesus uddrev dæmonen, og straks kunne manden tale. Folk var slået af forundring. „Noget sådant har man aldrig før set i Israel!” sagde de. 34 Men farisæerne sagde: „Det er ikke ved Guds hjælp, men ved de onde ånders fyrste, at han driver dæmoner ud.”

Høsten er stor

35 Jesus gik nu omkring til alle byer og landsbyer i hele den egn. Hvor han end kom frem, underviste han i synagogerne og forkyndte de gode nyheder om Guds rige. Overalt helbredte han mennesker for alle slags sygdomme og lidelser. 36 Når han så på skarerne, blev han fyldt af medlidenhed, for de var mishandlede og nedbrudte. De var som får uden hyrde. 37 Og han sagde til sine disciple: „Høsten er stor, men arbejderne er få. 38 Bed derfor ham, der har ansvaret for høsten, om at sende flere arbejdere ud for at få høsten ind.”

Jesus udsender de 12 apostle(E)

10 Jesus kaldte nu 12 af sine disciple til sig og gav dem autoritet til at uddrive onde ånder og til at helbrede alle slags sygdomme og lidelser. Her er navnene på de 12 apostle: Simon, der senere fik navnet Peter; Andreas, der var bror til Simon; Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus; Filip; Bartolomæus; Thomas; Mattæus, som var skatteopkræver; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; Simon Frihedskæmper[e] og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus.

Derefter sendte Jesus de 12 apostle af sted med følgende instrukser: „I skal ikke tage ind i samaritanernes byer eller gå til de fremmede folkeslag, men gå hellere til de fortabte får af Israels folk. Fortæl dem, at Guds rige nu er kommet. Helbred de syge, oprejs de døde, gør de spedalske raske og driv dæmonerne ud. I har fået det for intet. Giv det for intet. I skal ikke tage penge med, 10 ingen taske med ekstra tøj og sandaler—ja, ikke engang en vandringsstav. Den, der arbejder, har lov til at forvente, at der bliver sørget for ham.

11 Når I kommer ind i en by eller en landsby, så spørg efter en gudfrygtig person, som er villig til at invitere jer indenfor. Bliv i det hjem, indtil I tager videre til den næste by. 12 Når I kommer ind i huset, skal I sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ 13 Hvis det virkelig er et gudfrygtigt hjem, så vil jeres fred hvile over det. Hvis ikke, så vil freden vende tilbage til jer. 14 Men hvis der i en by ikke findes en eneste, som vil høre på jer, så ryst byens støv af jeres fødder, når I forlader stedet. 15 Det siger jeg jer: Sodoma og Gomorra med al deres ondskab og ugudelighed vil stå sig bedre på dommens dag end dem, der nægter at tage imod jer.

Forfølgelser forude(F)

16 Jeg sender jer ud som får iblandt ulve. Vær ærlige, men ikke dumdristige. 17-18 I vil blive arresteret og slæbt for retten på grund af jeres tro på mig. I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive anklaget og stillet for både konger og guvernører. Det vil give jer god anledning til at fortælle dem om mig, så budskabet også når ud til den slags folk. 19 Når I bliver stillet for en dommer, så lad være med at spekulere på, hvad I skal sige til jeres forsvar, for I vil få de rette ord i rette tid. 20 Det er nemlig ikke jer, der skal tale—men jeres himmelske Fars Ånd vil tale gennem jer.

21 Søskende vil angive hinanden—også selv om det koster de angivne livet. Forældre vil forråde deres egne børn, og børn vil gå imod deres forældre og være årsag til, at de bliver henrettet. 22 Ja, mange vil hade jer på grund af jeres tro på mig. Men den, der holder ud til det sidste, vil blive frelst. 23 Når forfølgelsen imod jer sætter ind i én by, så flygt videre til den næste, for det siger jeg jer: I når ikke igennem alle Israels byer, før Menneskesønnen kommer.

24 Husk at en lærling ikke står over sin mester—en tjener står ikke over sin herre. 25 Lærlingen må acceptere, at det går ham som hans mester—og tjeneren, at han deler skæbne med sin herre. Når jeg, der er jeres mester, bliver kaldt for Djævelen selv, hvad vil de så ikke kalde jer?

26 Men I skal ikke være bange for dem, for alt, hvad der er skjult nu, vil blive åbenbaret engang. 27 Hvad jeg fortæller jer i det skjulte, skal I fremsige offentligt. Hvad der hviskes jer i øret, skal I proklamere, så alle kan høre det. 28 Vær ikke bange for dem! De kan kun slå kroppen ihjel, men jeres sjæl kan de ikke dræbe. I må hellere frygte ham, som kan sende både krop og sjæl i Helvede.

29 Hvad sælges et par spurve for? Nogle få mønter. Alligevel er der ikke en eneste spurv, som falder til jorden, uden at jeres Far ved om det. 30 Selv hårene på jeres hoved har Gud tal på. 31 Vær ikke bange. I er mere værd end mange spurve.

32 De, der åbent og offentligt vedkender sig mig, vil jeg også åbent vedkende mig over for min Far i Himlen. 33 Men de, der offentligt nægter at kendes ved mig, vil jeg heller ikke kendes ved over for min Far i Himlen.

34 At jeg er kommet til denne jord, betyder ikke, at der fra nu af er fred og ingen fare. Nej, der vil blive splid, helt ind i familiens inderkreds, som der står skrevet:

35 ‚En søn vil vende sig imod sin far,
    en datter gøre oprør imod sin mor,
    en svigerdatter imod sin svigermor.
36 Man får sin egen familie til fjender.’[f]

37 Den, der elsker sin far eller mor mere end mig, er ikke værdig til at være min discipel. Og den, der elsker sin søn eller datter mere end mig, er ikke værdig til at følge mig. 38 Den, der ikke er villig til at give afkald på sit eget liv[g] for at følge mig, er mig ikke værd. 39 Den, der klamrer sig til livet her på jorden, vil miste det evige liv. Men den, der er parat til at give afkald på sit jordiske liv for min skyld, skal leve for evigt.

40 De, der tager imod jer, tager imod mig. Og de, der tager imod mig, tager imod Gud, som sendte mig. 41 De, der tager imod en profet, fordi profeten er sendt af Gud, skal få samme løn som profeten. Og de, der tager imod et menneske, der tilhører mig, fordi det tilhører mig, skal få samme løn. 42 Det siger jeg jer: Den, der giver bare et glas koldt vand til den ringeste af mine disciple, fordi det er en discipel af mig, skal ikke gå glip af sin løn.”

Footnotes

  1. 9,6 „Menneskesønnen” er ikke den bedste oversættelse, men vi har holdt fast ved den på grund af traditionen. Udtrykket betegner en, der ligner et menneske uden at være et almindeligt menneske, og det henviser til synet i Daniels Bog 7,13-14, hvor Guds Søn, Messias, ses i Himlen i form af et menneske. Jesus bruger titlen „Menneskesøn” om sig selv for på en lidt kryptisk måde at betegne sig selv som den Messias, profetierne talte om skulle komme.
  2. 9,13 Hos. 6,6.
  3. 9,22 Det græske ords grundbetydning er „redning”, men ordet kan i forskellige sammenhænge indebære at blive helbredt eller at blive reddet i åndelig forstand, dvs. „frelst”.
  4. 9,27 Ved at bruge en af titlerne for Messias, nemlig Davidssønnen, viser de to blinde mænd deres tro på, at Jesus var den ventede Messias.
  5. 10,4 Denne Simon kaldes også Kananæeren fra et aramæisk ord, der betyder „den kampivrige, den revolutionære”. Han kaldes også Zelot efter det tilsvarende græske ord.
  6. 10,36 Frit citat fra Mika 7,6.
  7. 10,38 Ordret står der: „Den, der ikke tager sit kors op.” Den dødsdømte måtte selv bære overliggeren til korset det sidste stykke vej, før han blev hængt op på det. Denne talemåde henviser derfor til at være villig til at dø.