Belønningen for lydighed

26 I må ikke lave afguder eller tilbede stenstøtter og udskårne billeder i træ eller sten, for jeg er Herren, jeres Gud.

² I skal overholde loven om sabbatsdagen og vise respekt for min helligdom, for jeg er Herren.

³ Hvis I adlyder mine befalinger og nøje overholder mine love, ⁴ vil jeg sende regn til rette tid, så jorden giver gode afgrøder, og træerne bugner med frugt. ⁵ Når vinhøsten nærmer sig om efteråret, vil I endnu ikke være færdige med at tærske korn, og når tiden kommer til at så jeres vinterkorn, vil I endnu ikke være færdige med at høste vindruerne. Adlyder I mig, vil jeg give jer rigeligt med mad og love jer tryghed i landet, ⁶ for jeg vil give jer fred, og I skal lægge jer til ro uden frygt. Jeg vil jage de vilde dyr bort og sørge for, at landet ikke hærges af krig. ⁷ I skal jage jeres fjender på flugt, og I skal forfølge dem og hugge dem ned. ⁸ Fem af jer vil være nok til at jage 100 fjender på flugt—og 100 af jer nok til 10.000! Fjenderne skal falde for jeres sværd.

⁹ Adlyder I mig, vil jeg hjælpe jer og gøre jer til et stort folk, for da vil jeg opfylde mine pagtsløfter til jer. ¹⁰ Jeres høst skal blive så stor, at I må smide den gamle høst ud for at få plads til den nye. ¹¹ Jeg vil bo midt iblandt jer, og jeg vil ikke lade jer i stikken. ¹² Jeg vil holde til hos jer, og I skal være mit folk, ¹³ for jeg er Herren, jeres Gud, som førte jer ud af Egyptens land, så I ikke længere skulle være slaver. Jeg har fjernet slaveåget fra jeres skuldre og givet jer jeres værdighed og selvrespekt tilbage.

Straffen for ulydighed

¹⁴ Men hvis I ikke vil lytte til mig og ikke adlyder mine befalinger, ¹⁵ hvis I bryder min pagt ved at foragte mine love og forskrifter, ¹⁶ så vil jeg give jer hvad I fortjener: Jeg vil straffe jer med sygdom og pest, som skal fylde jer med rædsel og tage livsmodet fra jer. Da er det forgæves, at I tilsår jeres marker, for jeres fjender skal spise afgrøderne. ¹⁷ Jeg vil være imod jer, så jeres fjender vil besejre jer og tage magten fra jer. Da bliver I forvandlet til et frygtsomt folk, der flygter blot ved tanken om fjender.

¹⁸ Hvis det ikke hjælper, og I stadig ikke vil adlyde mig, da vil jeg straffe jer syv gange værre for jeres synd. ¹⁹ Jeg vil knække jeres stolthed ved at holde regnen tilbage, så jorden bliver hård som sten, ²⁰ og uanset hvor hårdt I knokler, er jeres arbejde forgæves: Afgrøderne vokser ikke, og frugttræerne blomstrer ikke.

²¹ Hvis det ikke hjælper, og I stadig sætter jer op imod mig og nægter at adlyde mig, så vil jeg straffe jer endnu syv gange værre for jeres synd: ²² Jeg vil sende vilde dyr imod jer, og de skal drive rovdrift på jeres børn og jeres kvæg. Jeg vil tynde ud iblandt jer, så vejene ligger øde hen.

²³ Hvis det ikke hjælper, og I stadig står mig imod og ikke vil tage ved lære, ²⁴ da vil jeg stå jer imod og straffe jer syv gange værre for jeres synd: ²⁵ Fordi I har brudt min pagt, vil jeg hævne mig på jer ved at sende fjender imod jer. Søger I tilflugt i byerne, vil jeg sende epidemier imod jer, så I bliver nødt til at overgive jer til fjenderne. ²⁶ Der vil blive en sådan mangel på korn, at ti husstande må deles om det, der kan bages i en enkelt ovn. Brødet vil blive delt ud i småstykker efter vægt, og I vil ikke blive mætte af det.

²⁷ Men hvis det ikke hjælper, og I stadig nægter at adlyde mig, ²⁸ da vil jeg give min vrede frit løb og straffe jer syv gange værre for jeres synder: ²⁹ I skal blive tvunget til at spise kødet af jeres egne sønner og døtre! ³⁰ Jeg vil vælte de statuer og ødelægge de røgelsesaltre, I har bygget rundt omkring på højene for at dyrke jeres afguder. Jeg vil lægge jeres lig i bunker oven på jeres afguders ‚lig’. Ja, jeg vil vende mig bort fra jer i afsky. ³¹ Jeg vil lægge jeres byer øde, nedbryde jeres offersteder og nægte at tage imod røgelsesofre. ³² Og ikke nok med det: Jeg vil lægge hele jeres land øde og lade jeres fjender overtage det, mens de undrende er vidne til den straf, jeg sender over jer.

³³ I vil opleve en frygtelige krig, og jeg vil sprede jer blandt fremmede folkeslag. Jeres land skal lægges øde, og jeres byer skal jævnes med jorden. ^34-35 Da skal jorden langt om længe få fred og hvile. Og den skal få godtgjort alle de år, I udpinte den. Den skal ligge brak i den tid, I opholder jer som fanger i fjendens land. I den tid skal jorden opleve fred og ro. Det skal være den sabbatshvile, jeg godtgør den, fordi I udpinte den ved at overtræde budet om sabbatåret.

^36-37 Og de af jer, som overlever krigen, skal pines af frygt og bekymring i landflygtigheden. Selv lyden af et blad, der hvirvles af sted for vinden, skal få jer til at fare sammen og flygte, som var der en hær i hælene på jer. I skal falde over jeres egne ben og snuble over hinanden i vild forvirring, selv om der ikke er nogen, som forfølger jer. I kan ikke klare jer mod jeres fjender. ³⁸ I vil dø blandt fremmede folkeslag og blive begravet i fremmed jord. ³⁹ Den sidste rest af overlevende skal sygne hen i fortvivlelse i fjendeland som følge af deres egen og deres forfædres ulydighed.

⁴⁰ Til sidst vil de så angre deres egen og deres forfædres oprør og utroskab imod mig. De vil erkende, at fordi de først vendte ryggen til mig, ⁴¹ måtte jeg vende ryggen til dem. Det var grunden til, at jeg førte dem i eksil i fjendeland. Når deres stolte, uomskårne hjerter til sidst ydmyger sig, og de accepterer den straf, jeg måtte sende over dem som følge af deres ulydighed, ⁴² da vil jeg mindes mine løfter til Abraham, Isak og Jakob, og jeg vil føre dem tilbage til det land, jeg lovede dem. ⁴³ Men i mellemtiden skal landet opleve fred og hvile, for jeg godtgør landet de tabte sabbatter, mens folket i eksil må afsone straffen for at have forkastet mine love og forskrifter. ⁴⁴ På trods af det onde, de har gjort, vil jeg dog ikke forkaste dem fuldstændigt og udrydde dem helt, for derved ville jeg helt annullere min pagt med dem. Jeg er stadig Herren, deres Gud. ⁴⁵ For at redde den sidste rest vil jeg opfylde mine løfter til forfædrene om at være deres Gud. Jeg førte jo deres forfædre ud af Egypten og ind i landet for øjnene af mange folkeslag. Jeg er Herren.”

⁴⁶ Det var alle de love, forskrifter og anvisninger, som Herren gav Israels folk gennem Moses på Sinaibjerget.

Regler for gaver til Herren og deres løskøbelse

27 Herren sagde til Moses: ² „Sig til Israels folk, at hvis et menneske er blevet givet eller giver sig selv til Herrens tjeneste som følge af et særligt løfte, kan dette menneske købes fri mod følgende betaling: ³ 50 shekel for en mand mellem 20 og 60 år, ⁴ 30 shekel for en kvinde, ⁵ 20 shekel for en dreng mellem 5 og 20 år, 10 shekel for en pige, ⁶ fem shekel for en dreng mellem en måned og fem år, tre shekel for en pige, ⁷ 15 shekel for en mand over 60 år; og ti shekel for en kvinde over 60 år. ⁸ Men hvis den, der aflagde løftet, ikke har råd til at betale det forlangte beløb, skal han føre personen til præsten, og præsten skal vurdere, hvor meget den pågældende kan betale.

⁹ Har man lovet Herren et af de dyr, der kan anvendes som offerdyr, kan det ikke købes fri. Når det først er lovet til Herren, er det blevet hans ejendom. ¹⁰ Når løftet skal indfries, kan man ikke bytte det lovede dyr med et andet, hvad enten det er et ringere eller et bedre dyr. Kommer man med et andet dyr end det lovede, skal begge dyr tilfalde Herren.

¹¹ Har man lovet Herren et af de dyr, der ikke kan anvendes som offerdyr, skal man føre dyret til præsten, ¹² så han kan vurdere dets pris, og den vurdering kan ikke ankes. ¹³ Ønsker giveren nu at løskøbe dyret, kan han gøre det ved at betale vurderingssummen plus 20 procent.

¹⁴ Har nogen lovet at give sit hus til Herren, skal præsten vurdere husets værdi, og den vurdering kan ikke ankes. ¹⁵ Hvis giveren ønsker at tilbagekøbe huset, skal han betale vurderingssummen med et tillæg på 20 procent.

¹⁶ Har nogen lovet at give et stykke af sin slægtsjord til Herren, skal jordens pris vurderes efter, hvor meget såsæd, der skal bruges til at tilså jordstykket med byg, 50 shekel pr. tønde^[a] såsæd. ¹⁷ Dette beløb skal gælde, hvis jorden bliver givet i et jubelår. ¹⁸ Men sker det efter et jubelår, skal vurderingssummen udregnes i forhold til antallet af de årsafgrøder, der er tilbage indtil næste jubelår, så beløbet bliver reduceret. ¹⁹ Ønsker giveren senere at tilbagekøbe sit jordstykke, skal han betale vurderingssummen med et tillæg på 20 procent. ²⁰ Men hvis han ikke køber jorden tilbage inden jubelåret, eller hvis præsten allerede har solgt den videre, kan jorden ikke senere købes tilbage af den oprindelige ejer. ²¹ Når jubelåret kommer, og jordstykket gives fri, skal den tilhøre Herren og overdrages til præsternes brug.

²² Hvis nogen har købt et stykke jord, som ikke er hans egen slægtsjord, og ønsker at give jorden til Herren, ²³ skal præsten vurdere jordens værdi efter, hvor lang tid der er til jubelåret. Giveren skal så i stedet for jorden straks betale et beløb svarende til præstens vurderingssum. ²⁴ Når jubelåret kommer, skal jorden overdrages den oprindelige ejer, som i sin tid solgte den. ²⁵ En shekel sølv skal vejes efter den standardvægt, der bruges i helligdommen.^[b]

²⁶ Ingen kan give den førstefødte kalv eller det førstefødte lam eller kid til Herren, for det førstefødte tilhører i forvejen Herren. ²⁷ Men hvis det førstefødte dyr er af den slags, der ikke kan bruges som offerdyr, skal ejeren betale præsten vurderingsprisen med et tillæg på 20 procent, og hvis ejeren ikke vil løskøbe dyret, skal præsten sælge det til en anden for vurderingssummen. ²⁸ Men alt, som betingelsesløst er helliget Herren, hvad enten det drejer sig om mennesker, dyr eller arvet jord, kan ikke købes tilbage eller sælges, for det er helligt og tilhører Herren ubetinget. ²⁹ Hvis et menneske er skyldig til døden, kan det ikke købes fri mod at betale en løsesum. Det menneske skal dø.

³⁰ En tiendedel af landets korn- og frugthøst er helliget Herren og tilhører ham. ³¹ Hvis nogen ønsker at betale med rede penge i stedet, skal han betale vurderingssummen med et tillæg på 20 procent. ³² Også hver tiende af jeres hornkvæg og småkvæg skal gives til Herren. ³³ I må ikke skele til om dyrene er gode eller dårlige, når I betaler jeres tiende til Herren. Et lovet dyr kan ikke senere ombyttes med et andet. Kommer nogen med et andet dyr, skal begge dyr tilfalde Herren, og de kan ikke købes fri med penge.”

³⁴ Det var, mens Moses opholdt sig på Sinaibjerget, at Herren gav ham alle de her love, som skulle gives videre til Israels folk.

Jesus viser sin magt til at tilgive synder^(A)

2 Nogle dage senere kom Jesus igen til Kapernaum, og det blev hurtigt kendt over hele byen, at han var ankommet. ² Det varede ikke længe, før der kom så mange mennesker til det hus, hvor han var, at folk stod langt ud på gaden for om muligt at høre, hvad han havde at sige. ³ Fire mænd kom gående derhen med en lam mand på en båre. ⁴ Da de ikke kunne komme ind til Jesus på grund af mængden af mennesker, gik de op ad trappen til husets flade tag. De fjernede et stykke af taget og firede så båren med den syge mand ned lige foran ham. ⁵ Da Jesus så den tro, som disse mænd havde vist, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet!”

⁶ Nogle af de skriftlærde, som sad der, tænkte ved sig selv: ⁷ „Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”^{[a] 8} Jesus var i sin ånd klar over, hvad de tænkte, og han sagde til dem: „Hvorfor tænker I sådan? ⁹ Hvad er lettest at sige til den lamme mand her: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op, tag din båre og gå på dine ben’? ¹⁰ Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen^[b] har magt på jorden til at tilgive synder.” ¹¹ Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!” ¹² Manden rejste sig, tog sin båre og gik sin vej for øjnene af de forbløffede tilskuere, som straks gav sig til at lovprise Gud for det under, der var sket. „Vi har aldrig set noget lignende!” udbrød de begejstret.

Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster^(B)

¹³ Senere gik Jesus igen ud langs Galilæasøen. En masse mennesker fulgte i hælene på ham, og han underviste dem, mens han gik. ¹⁴ Da han passerede toldstedet, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde der. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Straks rejste Levi sig og fulgte med ham som en af hans disciple.

¹⁵ Derefter blev Jesus og disciplene indbudt til spisning i Levis hjem. Mange skatteopkrævere og nogle af de andre „syndere”, som til stadighed fulgte Jesus, blev også inviteret. ¹⁶ Da nu de skriftlærde blandt farisæerne så Jesus i det selskab, sagde de til hans disciple: „Hvordan kan han få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”

¹⁷ Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. Jeg er kommet for at invitere syndere til at vende om til Gud. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”

Jesus kommer med en ny lære^(C)

¹⁸ En dag, da Johannes Døbers disciple og farisæerne havde en fastedag,^[c] kom der nogle og spurgte Jesus: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både farisæernes og Johannes’ disciple gør det?”

¹⁹ „Brudgommens venner kan da ikke faste og sørge, så længe de er sammen med ham,” svarede Jesus. ²⁰ „Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.

²¹ Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at når den nye lap krymper, river den det gamle tøj i stykker, så hullet bliver endnu værre. ²² Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges—den nye vin går til spilde, og de gamle sække bliver ødelagt. Nej, til ny vin bruger man nye lædersække.”

Jesus er herre over sabbatten^(D)

²³ En dag, da det var sabbat, gik Jesus og hans disciple langs en kornmark, og mens de gik, plukkede disciplene nogle aks og spiste kernerne. ²⁴ Nogle af farisæerne irettesatte Jesus: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”

²⁵ „Har I aldrig læst om, hvad David gjorde, da han og hans mænd kom i nød og blev sultne?” svarede Jesus. ²⁶ „På den tid da Ebjatar var ypperstepræst, gik David hen til Guds hus, og han og hans mænd spiste af de hellige brød, som egentlig kun præsterne havde lov til at spise af.”

²⁷ Så tilføjede han: „Sabbatten blev til for menneskets skyld—mennesket blev ikke til for sabbattens skyld. ²⁸ Altså er Menneskesønnen herre over sabbatten.”