19 Pilatus lod nu Jesus piske, ² og derefter flettede soldaterne en krans af tornede grene, satte den på hovedet af ham som en slags kongekrone og kastede en purpurrød kappe om ham. ³ Efter tur gik de hen til ham og sagde: „Længe leve jødernes konge!” Samtidig slog de ham i ansigtet.

⁴ Pilatus gik igen ud til de jødiske ledere, som stod og ventede udenfor. „Jeg vil føre ham ud til jer nu,” sagde han, „for at I skal vide, at jeg ikke finder ham skyldig i nogen forbrydelse.” ⁵ Så kom Jesus ud med tornekronen på hovedet og purpurkappen over sig. „Se, her er han!” sagde Pilatus.

⁶ Så snart ypperstepræsterne og det jødiske vagtmandskab så ham, råbte de: „Korsfæst ham, korsfæst ham!” „Så må I selv gøre det!” sagde Pilatus. „Jeg finder ham ikke skyldig!” ⁷ Jøderne svarede: „Ifølge vores lov skal han dø, fordi han har kaldt sig selv for Guds Søn.”

⁸ Ved de ord blev Pilatus bange. ⁹ Han førte Jesus ind i borgen igen og spurgte ham: „Hvor kommer du egentlig fra?” Men Jesus gav ham intet svar. ¹⁰ „Hvorfor svarer du mig ikke?” fortsatte Pilatus. „Er du ikke klar over, at jeg har magt til at sætte dig fri og til at lade dig korsfæste?” ¹¹ Jesus svarede ham: „Du havde slet ingen magt over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra. Derfor er der større skyld hos dem, der har overgivet^[a] mig til dig.”

¹² Derpå forsøgte Pilatus at få Jesus løsladt, men de jødiske ledere råbte: „Sætter du ham fri, er du ikke kejserens ven! For den, der udråber sig selv til konge, gør oprør mod kejseren.”

¹³ Da Pilatus hørte det, førte han igen Jesus udenfor og satte sig i dommersædet på den stenlagte terrasse, der på hebraisk kaldes „Gabbata”. ¹⁴ Klokken var omkring seks om morgenen,^[b] og det var dagen før den sabbat, som faldt i påskeugen.^[c] Pilatus vendte sig til de jødiske ledere: „Her er jeres konge!” sagde han. ¹⁵ „Væk med ham!” skreg de. „Væk med ham—korsfæst ham!” „Ønsker I virkelig, at jeg skal korsfæste jeres konge?” indvendte Pilatus. „Vi har ingen anden konge end kejseren,” råbte ypperstepræsterne.

¹⁶ Så udleverede Pilatus Jesus til at blive korsfæstet, og soldaterne førte ham bort.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere^(A)

¹⁷ Jesus bar selv sit kors til det sted, der kaldtes „Hovedskalsstedet”, på hebraisk „Golgata”. ¹⁸ Dér korsfæstede de ham. Samtidig korsfæstede de to andre mænd, og deres kors blev rejst, et på hver sin side af Jesu kors. ¹⁹ Pilatus havde fået lavet et skilt med teksten: „Jesus fra Nazaret—jødernes konge”, og det blev anbragt på korset. ²⁰ Teksten var skrevet på hebraisk, latin og græsk, og skiltet blev læst af mange mennesker, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå tæt ved byen. ²¹ Men ypperstepræsterne henvendte sig til Pilatus og sagde: „Du må ændre teksten på det skilt. I stedet for ordene ‚jødernes konge’ skal du skrive: ‚Denne mand påstod at være jødernes konge.’ ” ²² „Hvad jeg skrev, det skrev jeg!” svarede Pilatus kort.

²³ Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, fordelte de fire af hans fem klædningsstykker imellem sig—et stykke til hver. Men Jesu kjortel var uden sammensyninger, vævet i ét stykke fra øverst til nederst. ²⁴ Da sagde de: „Det er en skam at rive den i stykker. Lad os hellere kaste lod om, hvem der skal have den.” Da soldaterne gjorde det, gik endnu et skriftord i opfyldelse: „De delte mine klæder mellem sig og trak lod om min kjortel.”^[d]

²⁵ Imens det foregik, stod Jesu mor og hans moster i nærheden af korset. Den Maria, som var gift med Klopas, og Maria Magdalene var der også. ²⁶ Da Jesus så sin mor stå ved siden af den discipel, som han holdt særlig meget af, sagde han til hende: „Han skal være din søn.” ²⁷ Og til disciplen sagde han: „Hun skal være din mor.” Fra da af tog den discipel sig af hende.

Jesus dør^(B)

²⁸ Jesus vidste, at alt nu var fuldført. Så sagde han: „Jeg er tørstig.” Det blev opfyldelsen af endnu et skriftord.^{[e] 29} Nu stod der en beholder med billig, sur vin i nærheden. En af de tilstedeværende soldater dyppede en svamp i vinen, satte den på en stang og rakte den op til Jesus.

³⁰ Da han havde smagt på den sure vin, sagde han: „Det er fuldbragt!” og han bøjede hovedet og udåndede.

³¹ Alt det her fandt sted dagen før den højhellige påskesabbat. De jødiske ledere ville gerne undgå, at de tre korsfæstede mænd blev hængende til offentlig beskuelse sabbatten over. De bad derfor Pilatus om at give ordre til, at mændenes ben skulle brækkes, så de hurtigt ville dø. ³² Så kom soldaterne og brækkede benene på de to mænd, der var korsfæstet sammen med Jesus, ³³ men da de kom til Jesus, så de, at han allerede var død. Derfor brækkede de ikke hans ben, ³⁴ men en af soldaterne stak i stedet et spyd i siden på ham, og der flød vand og blod ud.

³⁵ Det, jeg her har fortalt, har jeg set med mine egne øjne, og alt, hvad jeg siger, er sandt. Jeg kan stå inde for, at det er sandhed, og jeg fortæller det, for at I skal tro det. ³⁶ Også den sidste hændelse var en opfyldelse af Skriftens ord, der siger: „Ingen af hans knogler må brækkes,”^{[f] 37} og: „De vil se på ham, som de har gennemboret.”^[g]

Jesus lægges i graven^(C)

³⁸ Kort efter henvendte Josef fra Arimatæa sig til Pilatus. Josef var en af Jesu disciple, men ikke åbenlyst, for han var bange for de jødiske ledere. Han bad om tilladelse til at tage Jesu lig ned, og det gav Pilatus ham lov til. Da han tog det ned, ³⁹ var Nikodemus også med. Det var ham, der var kommet til Jesus om natten. Han medbragte 30 kilo salve, en blanding af myrra og aloe. ⁴⁰ De to mænd svøbte Jesu lig ind i linnedklæder sammen med den vellugtende salve, sådan som det var skik ved en jødisk begravelse. ⁴¹ Det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, lå i nærheden af en have, hvor der var en nyudhugget grav, som endnu aldrig var blevet brugt. ⁴² Da de skulle skynde sig at blive færdige, inden sabbatten begyndte ved solnedgang, og da den grav lå i nærheden, lagde de ham i den.

Jesus genopstår^(D)

20 Tidligt søndag morgen, mens det endnu var mørkt, gik Maria Magdalene ud til graven, og hun opdagede, at stenen var rullet fra indgangen. ² Derfor skyndte hun sig tilbage til Simon Peter og den anden discipel, som Jesus holdt særlig meget af, og sagde til dem: „Der er nogle, der har taget Herren væk fra graven, og vi ved ikke, hvor de har gjort af ham.”

^3-4 De to disciple løb straks ud til graven. I begyndelsen løb de side om side, men den anden discipel løb hurtigere end Peter og nåede først frem. ⁵ Da han bøjede sig og kiggede ind i graven, så han, at ligklæderne lå der. Men han gik ikke ind i graven. ⁶ Så nåede Peter frem, og han gik derind. Han så også ligklæderne og lagde mærke til, ⁷ at det klæde, som Jesus havde haft over sit hoved, ikke var anbragt ved siden af ligklæderne, men lå foldet sammen på et sted for sig selv. ⁸ Så gik den discipel, som var kommet først til graven, også derind—og da han så det hele, forstod han pludselig, hvad Jesus havde sagt om, hvad der ville ske med ham, og han blev overbevist.^{[h] 9} For indtil da havde de ikke forstået, hvad det betød, når Skriften siger, at han skulle genopstå fra de døde. ¹⁰ Derefter gik de hjem igen.

¹¹ I mellemtiden var Maria vendt tilbage til graven. Grædende bøjede hun sig ned og kiggede ind i gravkammeret, ¹² og der fik hun øje på to engle klædt i hvidt. Den ene sad, hvor Jesu hoved havde været, og den anden der, hvor fødderne havde været.

¹³ „Hvorfor græder du?” spurgte de. „Fordi der er nogle, der har taget min Herre bort,” svarede hun, „og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” ¹⁴ Da hun havde sagt det, vendte hun sig og så Jesus stå der. Men hun genkendte ham ikke.

¹⁵ „Hvorfor græder du?” spurgte Jesus hende. „Hvem leder du efter?” Hun regnede med, at det var gartneren, og sagde derfor: „Hvis det er dig, der har taget ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan gå hen og hente ham.”

¹⁶ „Maria!” sagde Jesus. Hun kiggede på ham og udbrød på hebraisk: „Rabbuni!” (det betyder „Mester”).

¹⁷ „Du skal ikke røre ved mig,” sagde han, „jeg er endnu ikke steget op til min Far. Men gå hen til disciplene og sig til dem, at jeg stiger op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud.”

¹⁸ Maria løb straks hen til disciplene og sagde: „Jeg har set Herren!” Og hun fortalte dem, hvad han havde sagt.

Jesus viser sig første gang for disciplene

¹⁹ Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. „Fred være med jer!” sagde han. ²⁰ Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.

²¹ Jesus sagde igen til dem: „Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.” ²² Derefter åndede han på dem og fortsatte: „Modtag Helligåndens kraft! ²³ Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.”

Jesus viser sig for Thomas og de øvrige disciple^(E)

²⁴ En af de Tolv ved navn Thomas, også kaldet „Tvillingen”, var ikke til stede, da Jesus viste sig for dem. ²⁵ De andre disciple fortalte ham bagefter: „Vi har set Herren!” Men han svarede: „Det tror jeg ikke på! Kun hvis jeg med mine egne øjne får naglemærkerne i hans hænder at se og stikker fingeren i dem, og hvis jeg stikker hånden i hans side, vil jeg tro på det!”

²⁶ Den følgende søndag^[i] var disciplene samlet igen, og nu var Thomas sammen med de andre. Dørene var låst, men pludselig stod Jesus midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!”

²⁷ Så vendte han sig til Thomas: „Kom her med din finger,” sagde han. „Se, her er mine hænder. Kom med din hånd og føl på min side. Tro i stedet for at tvivle!” ²⁸ „Min Herre og min Gud!” udbrød Thomas. ²⁹ „Nu tror du, fordi du har set mig,” sagde Jesus. „Velsignede er de, som ikke har set og alligevel tror.”

Afslutningsord

³⁰ Jesus gjorde mange flere mirakler for øjnene af sine disciple end dem, der er nedskrevet i bogen her. ³¹ Men jeg har skrevet dette, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.

Peters anden mirakuløse fiskefangst

21 ^1-2 Senere viste Jesus sig igen for nogle af disciplene. Det gik sådan til: Simon Peter, Thomas, Natanael fra Kana i Galilæa, Jakob og Johannes samt to andre disciple var samlet ved Galilæasøen.

³ Simon Peter sagde da: „Jeg tror, jeg tager ud og fisker.” „Så tager vi med,” sagde de andre.

De gik i båden og sejlede ud, men de fangede ikke noget hele den nat. ⁴ Da det begyndte at blive lyst, fik de øje på en mand inde på bredden. Det var Jesus, men de genkendte ham ikke.

⁵ Han råbte ud til dem: „Har I fanget noget, venner?” „Nej!” råbte de tilbage. ⁶ „Kast nettet ud på højre side af båden!” råbte han til dem. „Så skal I nok fange noget.”

Det gjorde de så—og de kunne umuligt hale nettet ind på grund af alle de fisk, der var i det. ^7-8 Den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, vendte sig til Peter. „Det er Herren,” sagde han. Simon Peter havde taget sin yderkjortel af for bedre at kunne arbejde, og den bandt han nu om livet.^[j] Så hoppede han ud i vandet—mens de andre blev i båden—for de var kun ca. 100 meter fra land. Nettet med de mange fisk trak de efter sig i vandet, mens de roede ind mod land.

⁹ Da båden var nået ind til bredden, sprang de seks disciple i land, og de så, at der var tændt en trækulsild, hvor nogle fisk var ved at blive stegt, og der lå også nogle brød. ¹⁰ Jesus sagde: „Kom nu med nogle af de fisk, I har fanget.” ¹¹ Så vadede Simon Peter i land og trak nettet fuldt af fisk efter sig. Der var 153 store fisk, og nettet var ikke engang gået i stykker. ¹² „Kom nu og få noget at spise,” sagde Jesus. Ingen turde spørge, hvem han var, men de vidste alle, at det måtte være Herren. ¹³ Jesus gik nu rundt og delte brød og fisk ud til dem. ¹⁴ Det var tredje gang, han viste sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde.

Peter siger igen ja til at følge Jesus

¹⁵ Efter at de havde spist, trak Jesus Simon Peter til side og sagde til ham: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre gør?” „Ja, Herre,” svarede Peter, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så pas mine lam,” sagde Jesus.

¹⁶ Jesus gentog spørgsmålet: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” „Ja, Herre,” sagde Peter, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så tag dig af mine får,” sagde Jesus.

¹⁷ For tredje gang spurgte han: „Simon, Johannes’ søn, holder du virkelig af mig?”

Peter blev bedrøvet over, at Jesus stillede det samme spørgsmål tre gange. „Herre, du kender alle ting,” sagde han, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så pas mine får,” sagde Jesus.

¹⁸ Derefter fortsatte han: „Det siger jeg dig, Peter: Da du var ung, bandt du selv et bælte om livet^[k] og gik hvorhen, du ville. Men når du bliver gammel, vil du komme til at løfte armene, og en anden vil binde et reb om livet på dig og føre dig derhen, hvor du ikke har noget ønske om at gå hen.” ¹⁹ Jesus sagde de ord for at tilkendegive, hvordan Peter skulle dø til Guds ære. Derefter sagde Jesus til ham: „Følg mig!”

Jesus og Johannes

²⁰ Peter vendte sig nu om og så, at den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, var på vej hen imod dem. Det var ham, som ved påskemåltidet havde lænet sig op ad Jesu bryst og spurgt: „Herre, hvem er det, som vil forråde dig?” ²¹ Så spurgte Peter: „Hvad med ham, Herre, hvordan skal det gå ham?” ²² „Hvis jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer igen,” svarede Jesus, „hvad angår det så dig? Følg du mig!”

²³ På den måde spredtes det rygte blandt de kristne, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde nu ikke sagt, at han ikke skulle dø. Han sagde: „Hvis jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer igen, hvad angår det så dig?”

Efterskrift

²⁴ Hvad her er skrevet, er altså den discipels vidnesbyrd. Og vi ved, at det, han har fortalt, er sandt.

²⁵ Der er også meget andet, som Jesus gjorde. Men jeg tror, at hvis det alt sammen skulle nedskrives, ville hele verden næppe kunne rumme alle de bøger, som så måtte skrives.