Font Size
Job 1-4
Bibelen på hverdagsdansk
Job 1-4
Bibelen på hverdagsdansk
Jobs rigdom og gudfrygtighed
1 En mand ved navn Job boede i området Utz.[a] Han var en retskaffen og gudfrygtig mand, der gjorde sit bedste for ikke at synde imod Gud. 2-3 Han havde syv sønner og tre døtre, og han var meget rig. Han ejede 7000 får, 3000 kameler, 500 par okser, 500 hunæsler samt et stort antal tjenestefolk, så han var den rigeste mand i området øst for Israel.
4 Jobs sønner elskede at holde fest på omgang hos hinanden. De inviterede altid deres tre søstre med, og der blev spist og drukket i flere dage. 5 Hver gang en sådan fest var forbi, sendte Job bud efter dem, for at de kunne gennemgå en renselsesceremoni. Han stod op tidligt om morgenen og bragte et brændoffer for hver af dem for at bede Gud om tilgivelse, hvis de i festens kådhed var kommet til at synde mod Gud og i tankerne havde forbandet ham.
Gud tillader Satan at sætte Job på prøve
6 En dag, da englene[b] trådte frem for Herren, var også Satan[c] iblandt dem.
7 „Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.
„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.
8 „Nå, det har du,” fortsatte Herren. „Lagde du mærke til min tjener Job? Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd.”
9 „Det er da klart,” indvendte Satan. 10 „Du har jo altid holdt hånden over ham og hans familie og alt, hvad han ejer. Du har velsignet ham på alle måder. Se bare, hvor rig han er blevet! 11 Men prøv engang at tage hans rigdom fra ham, så skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”
12 Da svarede Herren: „Gør, hvad du vil, med hans rigdom, Satan, men du må ikke gøre ham selv fortræd.”
Så gik Satan bort fra Herren.
13 Ulykken ramte Job en dag, hvor hans sønner og døtre holdt fest hjemme hos den ældste bror. 14-15 Først kom en mand løbende hen til Job og råbte: „Da vi var ved at pløje med okserne, og æslerne gik og græssede i nærheden, overfaldt sabæerne[d] os pludselig! De stjal alle dyrene og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”
16 Mens han endnu talte, kom en anden mand løbende med følgende besked: „Der brød et uvejr løs, og lynene slog ned og dræbte både fårene og hyrderne. Jeg var den eneste, der undslap.”
17 Mens han endnu talte, kom en tredje mand løbende med flere dårlige nyheder: „Vi blev pludselig overfaldet af tre kaldæiske røverbander, som stjal alle kamelerne og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”
18 Mens han endnu talte, kom en fjerde mand løbende med den værste besked af alle: „Dine sønner og døtre var samlet til fest i din ældste søns hus. 19 Men pludselig kom en kraftig ørkenstorm og rystede huset så voldsomt, at det styrtede sammen og begravede dine børn. De omkom alle, og jeg var den eneste, der undslap.”
20 Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt. 21 „Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!”
22 På trods af denne tragedie syndede Job ikke. Han anklagede ikke Gud for det, der var sket.
Job sættes på en endnu strengere prøve
2 Kort tid efter trådte englene igen frem for Herren, og Satan var iblandt dem.
2 „Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.
„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.
3 „Lagde du mærke til min tjener Job?” spurgte Herren. „Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd. Han har bevaret sin gudhengivenhed, selvom du udfordrede mig til at lade dig skade ham uden grund.”
4 „Han har endnu ikke mærket noget på sin egen krop,”[e] svarede Satan. „Mennesker vil gøre alt for at bevare livet. 5 Hvis du rammer ham på hans egen krop, skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”
6 „Gør, hvad du vil, Satan,” svarede Herren. „Men du må ikke tage livet af ham.”
7 Derpå gik Satan sin vej og sørgede for, at Job blev plaget af ondartede bylder fra top til tå. 8 Den stakkels Job satte sig ud på askedyngen og skrabede sine bylder med et potteskår.
9 Da sagde hans kone til ham: „Holder du stadig fast ved din gudhengivenhed? Forband dog Gud og dø!”
10 Men Job svarede: „Sikke noget snak! Skal vi kun tage imod det behagelige fra Gud, og ikke det ubehagelige?”
På trods af alle sine lidelser anklagede Job ikke Gud med et eneste ord.
Jobs tre venner
11 Da Jobs tre venner hørte om de tragedier, der havde ramt ham, aftalte de med hinanden, at de ville tage hen for at trøste og opmuntre ham. De tre venner var Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Zofar fra Na’amat. 12 Da de kom til Job, kunne de næsten ikke genkende ham, så frygtelig så han ud. De brast i gråd, rev flænger i deres tøj og kastede støv op i luften. 13 Så satte de sig på jorden ved siden af ham uden at sige et ord, for de kunne se, at han havde store smerter. I syv dage, dag og nat,[f] sad de og led sammen i tavshed.
Job ønsker, han aldrig var blevet født
3 1-2 Til sidst brød Job tavsheden:
3 „Forbandet være den nat, jeg blev født,
det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’
4 Lad den nat forblive i det skjulte,
blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.
Lad den blive dækket af glemslens mørke,
5 ja, gid mørket ville tage den i sig igen.
Gid tågen ville skjule den,
og skyerne dække den.
6 Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,
ja, rive den ud af kalenderen.
Lad den ikke tælles blandt årets dage,
lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
7 Lad den blive til trøstesløs tomhed,
en nat, hvor ingen glæder sig.
8 Lad troldmændene forbande den,
de, som tør vække Livjatan.[g]
9 Lad dens morgenstjerne formørkes,
lad den forgæves vente på daggry,
lad den aldrig få morgenrøden at se.
10 For den hindrede ikke min fødsel,
skånede mig ikke for ulidelige smerter!
11 Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv
eller udåndede, så snart jeg var født?
12 Min mor burde aldrig have taget sig af mig.
Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.
13 Jeg ville hellere have været død,
så jeg kunne sove i fred i min grav,
14 blandt konger og jordens herskere,
der byggede sig gravkamre i ørkenen,
15 blandt fyrster, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
16 Var jeg dog bare et dødfødt barn,
som aldrig havde set dagens lys.
17 I døden bliver de gudløse stille,
dér kan de trætte hvile ud.
18 Dér har selv fangerne fred,
hører ikke længere vagternes råben.
19 Dér deler de fattige skæbne med de rige,
slaven er sin herres lige.
20 Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,
der lever i smerte og elendighed?
21 De søger uden held efter døden,
som var den en sjælden skat.
22 De råber højt af glæde,
når de endelig når deres grav.
23 Hvorfor lader Gud mig leve,
når jeg er uden fremtid og håb?
24 Jeg sukker dagen lang i min elendighed,
kun jamren kommer over mine læber.
25 Det, jeg frygtede allermest, er sket,
mine værste drømme er blevet til virkelighed.
26 Jeg er rastløs og uden ro,
dybt begravet i min smerte.”
Elifaz’ første tale til Job
4 Da svarede Elifaz:
2 „Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3 Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
4 Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5 Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
6 Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
7 Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
Straffer Gud en retskaffen mand?
8 Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
også må høste, hvad de har sået.
9 Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
hans vredes pust gør det af med dem.
10 En løve kan brøle, så meget den vil,
ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
han brækker med lethed løvens tænder.
11 Da dør selv den stærkeste løve af sult,
dens unger må klare sig selv.
12 Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
13 Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
14 Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
15 et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
16 Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
17 ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18 Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19 Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20 der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
21 Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
Footnotes
- 1,1 Dette område menes at ligge i det nuværende Jordan, ikke langt fra Amman.
- 1,6 Ordret: „Guds sønner”, som her henviser til de overnaturlige væsener, Gud skabte og brugte som sine sendebud og tjenere. Det samme gælder for Job 2,1 og 38,7.
- 1,6 Navnet „Satan” betyder „modstander, anklager”.
- 1,14-15 Sabæerne boede øst for Det Røde Hav og er bl.a. kendt fra dronningen af Saba.
- 2,4 Ordret: „hud for hud”. Meningen er uklar.
- 2,13 Ordret: „syv dage og syv nætter”, men der var faktisk kun seks nætter i denne syv dages periode.
- 3,8 Livjatan er enten en nu uddød dyreart eller et mytisk uhyre som billede på ondskaben.
Job 1-4
New International Version
Job 1-4
New International Version
Prologue
1 In the land of Uz(A) there lived a man whose name was Job.(B) This man was blameless(C) and upright;(D) he feared God(E) and shunned evil.(F) 2 He had seven sons(G) and three daughters,(H) 3 and he owned seven thousand sheep, three thousand camels, five hundred yoke of oxen and five hundred donkeys,(I) and had a large number of servants.(J) He was the greatest man(K) among all the people of the East.(L)
4 His sons used to hold feasts(M) in their homes on their birthdays, and they would invite their three sisters to eat and drink with them. 5 When a period of feasting had run its course, Job would make arrangements for them to be purified.(N) Early in the morning he would sacrifice a burnt offering(O) for each of them, thinking, “Perhaps my children have sinned(P) and cursed God(Q) in their hearts.” This was Job’s regular custom.
6 One day the angels[a](R) came to present themselves before the Lord, and Satan[b](S) also came with them.(T) 7 The Lord said to Satan, “Where have you come from?”
Satan answered the Lord, “From roaming throughout the earth, going back and forth on it.”(U)
8 Then the Lord said to Satan, “Have you considered my servant Job?(V) There is no one on earth like him; he is blameless and upright, a man who fears God(W) and shuns evil.”(X)
9 “Does Job fear God for nothing?”(Y) Satan replied. 10 “Have you not put a hedge(Z) around him and his household and everything he has?(AA) You have blessed the work of his hands, so that his flocks and herds are spread throughout the land.(AB) 11 But now stretch out your hand and strike everything he has,(AC) and he will surely curse you to your face.”(AD)
12 The Lord said to Satan, “Very well, then, everything he has(AE) is in your power, but on the man himself do not lay a finger.”(AF)
Then Satan went out from the presence of the Lord.
13 One day when Job’s sons and daughters(AG) were feasting(AH) and drinking wine at the oldest brother’s house, 14 a messenger came to Job and said, “The oxen were plowing and the donkeys were grazing(AI) nearby, 15 and the Sabeans(AJ) attacked and made off with them. They put the servants to the sword, and I am the only one who has escaped to tell you!”
16 While he was still speaking, another messenger came and said, “The fire of God fell from the heavens(AK) and burned up the sheep and the servants,(AL) and I am the only one who has escaped to tell you!”
17 While he was still speaking, another messenger came and said, “The Chaldeans(AM) formed three raiding parties and swept down on your camels and made off with them. They put the servants to the sword, and I am the only one who has escaped to tell you!”
18 While he was still speaking, yet another messenger came and said, “Your sons and daughters(AN) were feasting(AO) and drinking wine at the oldest brother’s house, 19 when suddenly a mighty wind(AP) swept in from the desert and struck the four corners of the house. It collapsed on them and they are dead,(AQ) and I am the only one who has escaped to tell you!(AR)”
20 At this, Job got up and tore his robe(AS) and shaved his head.(AT) Then he fell to the ground in worship(AU) 21 and said:
“Naked I came from my mother’s womb,
and naked I will depart.[c](AV)
The Lord gave and the Lord has taken away;(AW)
may the name of the Lord be praised.”(AX)
22 In all this, Job did not sin by charging God with wrongdoing.(AY)
2 On another day the angels[d](AZ) came to present themselves before the Lord, and Satan also came with them(BA) to present himself before him. 2 And the Lord said to Satan, “Where have you come from?”
Satan answered the Lord, “From roaming throughout the earth, going back and forth on it.”(BB)
3 Then the Lord said to Satan, “Have you considered my servant Job? There is no one on earth like him; he is blameless and upright, a man who fears God and shuns evil.(BC) And he still maintains his integrity,(BD) though you incited me against him to ruin him without any reason.”(BE)
4 “Skin for skin!” Satan replied. “A man will give all he has(BF) for his own life. 5 But now stretch out your hand and strike his flesh and bones,(BG) and he will surely curse you to your face.”(BH)
6 The Lord said to Satan, “Very well, then, he is in your hands;(BI) but you must spare his life.”(BJ)
7 So Satan went out from the presence of the Lord and afflicted Job with painful sores from the soles of his feet to the crown of his head.(BK) 8 Then Job took a piece of broken pottery and scraped himself with it as he sat among the ashes.(BL)
9 His wife said to him, “Are you still maintaining your integrity?(BM) Curse God and die!”(BN)
10 He replied, “You are talking like a foolish[e] woman. Shall we accept good from God, and not trouble?”(BO)
In all this, Job did not sin in what he said.(BP)
11 When Job’s three friends, Eliphaz the Temanite,(BQ) Bildad the Shuhite(BR) and Zophar the Naamathite,(BS) heard about all the troubles that had come upon him, they set out from their homes and met together by agreement to go and sympathize with him and comfort him.(BT) 12 When they saw him from a distance, they could hardly recognize him;(BU) they began to weep aloud,(BV) and they tore their robes(BW) and sprinkled dust on their heads.(BX) 13 Then they sat on the ground(BY) with him for seven days and seven nights.(BZ) No one said a word to him,(CA) because they saw how great his suffering was.
Job Speaks
3 After this, Job opened his mouth and cursed the day of his birth.(CB) 2 He said:
3 “May the day of my birth perish,
and the night that said, ‘A boy is conceived!’(CC)
4 That day—may it turn to darkness;
may God above not care about it;
may no light shine on it.
5 May gloom and utter darkness(CD) claim it once more;
may a cloud settle over it;
may blackness overwhelm it.
6 That night—may thick darkness(CE) seize it;
may it not be included among the days of the year
nor be entered in any of the months.
7 May that night be barren;
may no shout of joy(CF) be heard in it.
8 May those who curse days[f] curse that day,(CG)
those who are ready to rouse Leviathan.(CH)
9 May its morning stars become dark;
may it wait for daylight in vain
and not see the first rays of dawn,(CI)
10 for it did not shut the doors of the womb on me
to hide trouble from my eyes.
11 “Why did I not perish at birth,
and die as I came from the womb?(CJ)
12 Why were there knees to receive me(CK)
and breasts that I might be nursed?
13 For now I would be lying down(CL) in peace;
I would be asleep and at rest(CM)
14 with kings and rulers of the earth,(CN)
who built for themselves places now lying in ruins,(CO)
15 with princes(CP) who had gold,
who filled their houses with silver.(CQ)
16 Or why was I not hidden away in the ground like a stillborn child,(CR)
like an infant who never saw the light of day?(CS)
17 There the wicked cease from turmoil,(CT)
and there the weary are at rest.(CU)
18 Captives(CV) also enjoy their ease;
they no longer hear the slave driver’s(CW) shout.(CX)
19 The small and the great are there,(CY)
and the slaves are freed from their owners.
20 “Why is light given to those in misery,
and life to the bitter of soul,(CZ)
21 to those who long for death that does not come,(DA)
who search for it more than for hidden treasure,(DB)
22 who are filled with gladness
and rejoice when they reach the grave?(DC)
23 Why is life given to a man
whose way is hidden,(DD)
whom God has hedged in?(DE)
24 For sighing(DF) has become my daily food;(DG)
my groans(DH) pour out like water.(DI)
25 What I feared has come upon me;
what I dreaded(DJ) has happened to me.(DK)
26 I have no peace,(DL) no quietness;
I have no rest,(DM) but only turmoil.”(DN)
Eliphaz
4 Then Eliphaz the Temanite(DO) replied:
2 “If someone ventures a word with you, will you be impatient?
But who can keep from speaking?(DP)
3 Think how you have instructed many,(DQ)
how you have strengthened feeble hands.(DR)
4 Your words have supported those who stumbled;(DS)
you have strengthened faltering knees.(DT)
5 But now trouble comes to you, and you are discouraged;(DU)
it strikes(DV) you, and you are dismayed.(DW)
6 Should not your piety be your confidence(DX)
and your blameless(DY) ways your hope?
7 “Consider now: Who, being innocent, has ever perished?(DZ)
Where were the upright ever destroyed?(EA)
8 As I have observed,(EB) those who plow evil(EC)
and those who sow trouble reap it.(ED)
9 At the breath of God(EE) they perish;
at the blast of his anger they are no more.(EF)
10 The lions may roar(EG) and growl,
yet the teeth of the great lions(EH) are broken.(EI)
11 The lion perishes for lack of prey,(EJ)
and the cubs of the lioness are scattered.(EK)
12 “A word(EL) was secretly brought to me,
my ears caught a whisper(EM) of it.(EN)
13 Amid disquieting dreams in the night,
when deep sleep falls on people,(EO)
14 fear and trembling(EP) seized me
and made all my bones shake.(EQ)
15 A spirit glided past my face,
and the hair on my body stood on end.(ER)
16 It stopped,
but I could not tell what it was.
A form stood before my eyes,
and I heard a hushed voice:(ES)
17 ‘Can a mortal be more righteous than God?(ET)
Can even a strong man be more pure than his Maker?(EU)
18 If God places no trust in his servants,(EV)
if he charges his angels with error,(EW)
19 how much more those who live in houses of clay,(EX)
whose foundations(EY) are in the dust,(EZ)
who are crushed(FA) more readily than a moth!(FB)
20 Between dawn and dusk they are broken to pieces;
unnoticed, they perish forever.(FC)
21 Are not the cords of their tent pulled up,(FD)
so that they die(FE) without wisdom?’(FF)
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
New International Version (NIV) 
Holy Bible, New International Version®, NIV® Copyright ©1973, 1978, 1984, 2011 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.
NIV Reverse Interlinear Bible: English to Hebrew and English to Greek. Copyright © 2019 by Zondervan.