Jesus bliver født

2 På den tid befalede den romerske kejser Augustus, at der skulle foretages en folketælling i hele kejserriget. ² Denne folketælling foregik før den, som fandt sted, mens Kvirinius var guvernør i Syrien.^[a]

³ Alle tog af sted for at lade sig indskrive på listerne i den by, de stammede fra, ⁴ og da Josef var af Kong Davids slægt, måtte han rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, Davids fødeby. ⁵ Han var nødt til at tage sin forlovede, Maria, med sig, selv om hun var højgravid.

⁶ Mens de opholdt sig i Betlehem, kom det tidspunkt, hvor hun skulle føde. ⁷ Maria fødte sin søn, den førstefødte. Hun svøbte ham i et tæppe og lagde ham i en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset^[b] var optaget.

Englene og hyrderne på marken

⁸ Samme nat lå nogle hyrder under åben himmel og vogtede får på marken uden for byen. ⁹ Pludselig stod der en engel foran dem, og hele landskabet lå badet i et strålende lys fra Guds herlighed. Hyrderne blev forskrækkede, ¹⁰ men englen beroligede dem. „Vær ikke bange!” sagde han. „Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket: ¹¹ I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre. ¹² Det her skal være et tegn for jer: I vil finde et lille barn, som ligger i en krybbe, indsvøbt i et tæppe.”

¹³ I det samme brød himlen ud i jubel. En hær af engle lovpriste Gud med følgende sang:

¹⁵ Da englene igen var vendt tilbage til Himlen, sagde hyrderne til hinanden: „Lad os gå ind til Betlehem og se, hvad der er sket, det, som Gud har fortalt os om.” ¹⁶ Så skyndte de sig ind til byen, hvor de fandt det sted, hvor Maria og Josef boede, og de fandt barnet, som lå i krybben. ¹⁷ Hyrderne fortalte nu, hvad englen havde sagt om barnet, ¹⁸ og alle, som hørte deres beretning, var forundrede. ¹⁹ Maria tog alle ordene til sig og tænkte ofte senere på, hvad der var sket den nat. ²⁰ Hyrderne vendte glade tilbage til fårene på marken, imens de lovpriste Gud for alt, hvad de havde set og hørt. Det var jo sket, som englen havde sagt.

Simeon velsigner Jesus i templet

²¹ Da drengen en uge senere skulle omskæres, fik han navnet Jesus. Det var det navn, englen havde givet ham, før han blev undfanget i sin mors liv.

^22-24 Ifølge Toraen skal en kvinde, som har født, gennemgå en renselsesceremoni, og der skal bringes et offer i templet.^[d] Endvidere står der skrevet, at enhver førstefødt søn skal tilhøre Gud.^[e] Josef og Maria gik derfor op til templet i Jerusalem, da tiden var inde, for at bringe det foreskrevne renselsesoffer, dvs. et par turtelduer eller blot to unge duer. Samtidig tog de barnet med for at indvi ham til at tjene Gud.

²⁵ I Jerusalem boede der en mand ved navn Simeon. Han var en mand, der omhyggeligt fulgte Guds lov og længselsfuldt ventede på Israels Messias. Han var fyldt med Helligåndens kraft, ²⁶ og Ånden havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle dø, før han havde set den Frelser, som Gud havde lovet at sende. ²⁷ Netop den dag, da Josef og Maria kom for at indvi barnet Jesus, som Toraen foreskrev, havde Helligånden givet Simeon den indskydelse, at han skulle gå op i templet, ²⁸ og der mødte han dem så. Han tog straks den lille i sine arme og begyndte at lovprise Gud på følgende måde:

²⁹ „Herre, endelig kan jeg som din tjener gå bort i fred, som du har lovet mig. ^30-31 For nu har jeg set ham, som skal være alle folkeslags frelser, ³² ham, som er det lys, der bringer ny indsigt til mennesker og ære til dit folk, Israel.”

³³ Josef og Maria stod overvældede og hørte på alt det, der blev sagt om Jesus. ^34-35 Så velsignede Simeon dem og sagde til Maria: „Det barn vil blive årsag til fald for mange blandt Israels folk, men andre vil blive hjulpet. Han vil afsløre menneskers inderste tanker, og mange vil hade ham for det. Til sidst vil sorgen gennemtrænge dit hjerte som et sværd.”

³⁶ Der var på det tidspunkt i Jerusalem også en gammel profet ved navn Anna. Hun var datter af Fanuel og tilhørte Ashers stamme. Efter syv års ægteskab ³⁷ havde hun levet som enke, og nu som 84-årig var hun altid at finde i templet. Under faste og bøn tjente hun Gud dag og nat. ³⁸ Hun havde stået i nærheden og brød nu ud i tak til Gud. Derefter fortalte hun om barnet til alle, som længtes efter Jerusalems befrielse.

³⁹ Da Jesu forældre havde opfyldt alt, hvad der var foreskrevet i Guds lov, vendte de tilbage til deres hjemby, Nazaret, i Galilæa. ⁴⁰ Der voksede Jesus op, og han blev en moden og klog dreng. Det var tydeligt, at Guds velsignelse var over ham.

Jesus som tolvårig i templet

⁴¹ Josef og Maria rejste hvert år til Jerusalem for at være med til påskefesten. ⁴² Da Jesus var blevet 12 år gammel, fik han lov til at komme med for første gang. ⁴³ Da højtidsdagene var forbi, begyndte Josef og Maria på rejsen tilbage til Nazaret, men Jesus blev i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. ⁴⁴ Den første dag tænkte de ikke over hans fravær, fordi de regnede med, at han var sammen med nogle venner blandt de øvrige rejsende. Men da han ved aftenstid endnu ikke var dukket op, søgte de efter ham blandt familie og venner. ⁴⁵ Da han ikke var at finde nogen steder, vendte de om og brugte den næste dag til at rejse tilbage til Jerusalem.

⁴⁶ På den tredje dag fandt de ham i templet, hvor han sad fordybet i samtale med dem, der underviste i Toraen. ⁴⁷ De undrede sig alle over hans kloge spørgsmål og den måde, han svarede på. ⁴⁸ Hans forældre vidste ikke, hvad de skulle tænke, da de fandt ham siddende blandt alle de lærde, men så udbrød hans mor: „Jamen, dreng dog! Hvordan kunne du gøre sådan imod os? Din far og jeg har været så urolige for dig, og vi har ledt efter dig alle vegne!”

⁴⁹ „Hvorfor har I ledt efter mig alle vegne?” spurgte Jesus. „Vidste I ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?” ⁵⁰ Men de forstod ikke, hvad han mente med det.

⁵¹ Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret og var lydig imod dem. Siden hen spekulerede Maria tit på det, han havde sagt. ⁵² Jesus voksede både åndeligt og fysisk og var vellidt af Gud og mennesker.

1 ^1-3 Højtærede Teofilus!

Der er mange, som har berettet om de begivenheder, der har fundet sted iblandt os, og vi har hørt det fortalt af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og senere forkyndte os Guds ord. Når jeg nu har sat mig for at gennemgå det alt sammen og nedskrive det for dig i rækkefølge, ⁴ er det, for at du kan blive overbevist om pålideligheden af det, du er blevet undervist om.

Johannes Døbers mirakuløse undfangelse

⁵ Dengang Herodes^[a] regerede over jødernes land, var der en jødisk præst ved navn Zakarias. Han hørte til Abijas skiftehold^[b] blandt præsterne. Hans kone, Elisabet, var efterkommer af Aron, ligesom han selv var. ⁶ De var retskafne mennesker og efterlevede Guds lov til punkt og prikke. ⁷ Men de havde ingen børn, for Elisabet kunne ikke få børn, og nu var de begge oppe i årene.

⁸ En dag, da Zakarias var i færd med sin tjeneste i templet, for det var hans hold, der havde tjeneste i den uge, ⁹ tilfaldt det ham ved lodtrækning at gå ind i det hellige rum i templet for at bringe røgelsesofferet. ¹⁰ Imens han var i færd med det, stod en stor forsamling af jøder ude i tempelgården og bad, som de plejede, når der brændtes røgelse. ¹¹ Pludselig fik Zakarias inde i templet øje på en engel, der stod på højre side af røgelsesalteret, ¹² og det gjorde ham skrækslagen.

¹³ „Vær ikke bange, Zakarias!” sagde englen. „Jeg er kommet for at fortælle dig, at Gud har hørt dine bønner. Din kone Elisabet vil få en søn, som du skal kalde Johannes. ¹⁴ Han vil blive til stor glæde for dig selv og mange andre, ¹⁵ for han vil blive en af Guds største tjenere. Han må aldrig drikke vin eller øl, og han vil blive fyldt med Helligåndens kraft,^[c] allerede før han bliver født. ¹⁶ Mange af Israels folk vil vende om fra deres ondskab og søge Herren, deres Gud, når de hører ham tale. ¹⁷ Johannes vil træde frem i profeten Elias’ ånd og kraft. Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og hjælpe de ulydige til at forstå visdommen i at gøre Guds vilje. Han vil gøre folket parat til at møde Herren.^[d]”

¹⁸ „Det har jeg svært ved at tro,” indvendte Zakarias. „Jeg er jo en halvgammel mand, og min kone er også godt oppe i årene. Giver du mig et tegn, så jeg kan tro på det?”

¹⁹ Englen svarede: „Jeg er Gabriel, Guds betroede tjener, og han har sendt mig herhen for at fortælle dig den gode nyhed. ²⁰ Men fordi du tvivlede på, hvad jeg sagde, vil du få det tegn at blive stum. Du vil ikke kunne sige et eneste ord, før barnet er født. Men det, jeg har sagt, vil ske til den fastsatte tid!”

²¹ Forsamlingen udenfor stod og ventede på, at Zakarias skulle komme ud til dem, og de undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. ²² Da han endelig kom ud, kunne han ikke få et ord frem, og folk forstod, at han havde haft et syn i templet. Han forsøgte med tegn og fagter at forklare, hvad der var sket.

²³ Efter at Zakarias havde fuldført sin tjenesteuge i templet, vendte han tilbage til sit hjem. ²⁴ Og det varede ikke længe, før Elisabet blev gravid, hvorefter hun holdt sig inden døre i fem måneder.

²⁵ „Det er Gud, der har gjort det!” udbrød hun. „Han har været nådig imod mig og taget min skam bort.”^[e]

Den mirakuløse undfangelse af Jesus, Guds Søn

²⁶ Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, ²⁷ hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt. ²⁸ Da Gabriel kom til hende, sagde han: „Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.” ²⁹ Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være.

³⁰ „Vær ikke bange, Maria,” sagde englen, „for du er udvalgt af Gud. ³¹ Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. ³² Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, ³³ og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.”

³⁴ „Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?” spurgte Maria. „Jeg har jo ikke nogen mand.”^[f]

³⁵ Englen svarede: „Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. ³⁶ Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. ³⁷ Intet er umuligt for Gud.”

³⁸ „Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,” udbrød Maria. „Lad det blot ske, som du har sagt.” Så forlod englen hende.

Maria besøger Elisabet

^39-40 Maria tog nu af sted til Judæas højland, til den by, hvor Zakarias boede, for hun ville besøge Elisabet. ⁴¹ I samme øjeblik Elisabet hørte Marias fredshilsen, sparkede barnet inde i hendes mave, og hun blev fyldt med Helligåndens kraft.

⁴² „Maria!” råbte hun glædestrålende, „hvor er du en velsignet kvinde, og velsignet er det barn, du venter. ⁴³ Hvilken ære, at min Herres mor kommer og besøger mig. ⁴⁴ Netop da jeg hørte din fredshilsen, hoppede barnet inden i mig af fryd. ⁴⁵ Du er velsignet, fordi du troede på, at Gud ville opfylde det løfte, han gav dig.”

Marias lovprisning

⁴⁶ Maria brød nu ud i en lovprisning til Gud:

⁵⁶ Maria blev hos Elisabet i omtrent tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.

Johannes Døbers fødsel

⁵⁷ Dagen kom, hvor Elisabet skulle føde, og hun fik en dreng. ⁵⁸ Familie og naboer fik hurtigt den gode nyhed at vide, og alle glædede sig over Guds godhed mod hende.

⁵⁹ Ugedagen^[g] efter kom slægt og venner for at deltage i omskærelsesceremonien. Alle regnede med, at drengen skulle hedde Zakarias som sin far, ⁶⁰ men Elisabet sagde: „Nej, han skal hedde Johannes!”^[h]

⁶¹ „Hvorfor?” udbrød de. „Der er ikke én i hele familien, der hedder sådan.” ⁶² Så spurgte de med tegn og fagter barnets far, hvad han ønskede, drengen skulle hedde. ⁶³ Han bad om en tavle, og til alles store overraskelse skrev han: „Drengens navn er Johannes.”

⁶⁴ I samme øjeblik kunne Zakarias tale igen, og han begyndte at lovprise Gud. ⁶⁵ Naboerne blev slået af forundring, og beretningen herom gik fra mund til mund over hele Judæas højland. ⁶⁶ Alle, der hørte om det, undrede sig og sagde: „Hvad mon Gud har for med den dreng?” De mirakler, der var sket, gjorde det klart, at Gud havde særlige planer med ham.

⁶⁷ Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede:

⁸⁰ Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.

Jesus bliver født

2 På den tid befalede den romerske kejser Augustus, at der skulle foretages en folketælling i hele kejserriget. ² Denne folketælling foregik før den, som fandt sted, mens Kvirinius var guvernør i Syrien.^[i]

³ Alle tog af sted for at lade sig indskrive på listerne i den by, de stammede fra, ⁴ og da Josef var af Kong Davids slægt, måtte han rejse fra Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa, Davids fødeby. ⁵ Han var nødt til at tage sin forlovede, Maria, med sig, selv om hun var højgravid.

⁶ Mens de opholdt sig i Betlehem, kom det tidspunkt, hvor hun skulle føde. ⁷ Maria fødte sin søn, den førstefødte. Hun svøbte ham i et tæppe og lagde ham i en krybbe i staldrummet, for gæsteværelset^[j] var optaget.

Englene og hyrderne på marken

⁸ Samme nat lå nogle hyrder under åben himmel og vogtede får på marken uden for byen. ⁹ Pludselig stod der en engel foran dem, og hele landskabet lå badet i et strålende lys fra Guds herlighed. Hyrderne blev forskrækkede, ¹⁰ men englen beroligede dem. „Vær ikke bange!” sagde han. „Jeg er kommet for at fortælle jer en stor og glædelig nyhed, som angår hele folket: ¹¹ I nat er jeres Frelser født i Davids by. Det er Messias, og han er jeres herre. ¹² Det her skal være et tegn for jer: I vil finde et lille barn, som ligger i en krybbe, indsvøbt i et tæppe.”

¹³ I det samme brød himlen ud i jubel. En hær af engle lovpriste Gud med følgende sang:

¹⁵ Da englene igen var vendt tilbage til Himlen, sagde hyrderne til hinanden: „Lad os gå ind til Betlehem og se, hvad der er sket, det, som Gud har fortalt os om.” ¹⁶ Så skyndte de sig ind til byen, hvor de fandt det sted, hvor Maria og Josef boede, og de fandt barnet, som lå i krybben. ¹⁷ Hyrderne fortalte nu, hvad englen havde sagt om barnet, ¹⁸ og alle, som hørte deres beretning, var forundrede. ¹⁹ Maria tog alle ordene til sig og tænkte ofte senere på, hvad der var sket den nat. ²⁰ Hyrderne vendte glade tilbage til fårene på marken, imens de lovpriste Gud for alt, hvad de havde set og hørt. Det var jo sket, som englen havde sagt.

Simeon velsigner Jesus i templet

²¹ Da drengen en uge senere skulle omskæres, fik han navnet Jesus. Det var det navn, englen havde givet ham, før han blev undfanget i sin mors liv.

^22-24 Ifølge Toraen skal en kvinde, som har født, gennemgå en renselsesceremoni, og der skal bringes et offer i templet.^[l] Endvidere står der skrevet, at enhver førstefødt søn skal tilhøre Gud.^[m] Josef og Maria gik derfor op til templet i Jerusalem, da tiden var inde, for at bringe det foreskrevne renselsesoffer, dvs. et par turtelduer eller blot to unge duer. Samtidig tog de barnet med for at indvi ham til at tjene Gud.

²⁵ I Jerusalem boede der en mand ved navn Simeon. Han var en mand, der omhyggeligt fulgte Guds lov og længselsfuldt ventede på Israels Messias. Han var fyldt med Helligåndens kraft, ²⁶ og Ånden havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle dø, før han havde set den Frelser, som Gud havde lovet at sende. ²⁷ Netop den dag, da Josef og Maria kom for at indvi barnet Jesus, som Toraen foreskrev, havde Helligånden givet Simeon den indskydelse, at han skulle gå op i templet, ²⁸ og der mødte han dem så. Han tog straks den lille i sine arme og begyndte at lovprise Gud på følgende måde:

²⁹ „Herre, endelig kan jeg som din tjener gå bort i fred, som du har lovet mig. ^30-31 For nu har jeg set ham, som skal være alle folkeslags frelser, ³² ham, som er det lys, der bringer ny indsigt til mennesker og ære til dit folk, Israel.”

³³ Josef og Maria stod overvældede og hørte på alt det, der blev sagt om Jesus. ^34-35 Så velsignede Simeon dem og sagde til Maria: „Det barn vil blive årsag til fald for mange blandt Israels folk, men andre vil blive hjulpet. Han vil afsløre menneskers inderste tanker, og mange vil hade ham for det. Til sidst vil sorgen gennemtrænge dit hjerte som et sværd.”

³⁶ Der var på det tidspunkt i Jerusalem også en gammel profet ved navn Anna. Hun var datter af Fanuel og tilhørte Ashers stamme. Efter syv års ægteskab ³⁷ havde hun levet som enke, og nu som 84-årig var hun altid at finde i templet. Under faste og bøn tjente hun Gud dag og nat. ³⁸ Hun havde stået i nærheden og brød nu ud i tak til Gud. Derefter fortalte hun om barnet til alle, som længtes efter Jerusalems befrielse.

³⁹ Da Jesu forældre havde opfyldt alt, hvad der var foreskrevet i Guds lov, vendte de tilbage til deres hjemby, Nazaret, i Galilæa. ⁴⁰ Der voksede Jesus op, og han blev en moden og klog dreng. Det var tydeligt, at Guds velsignelse var over ham.

Jesus som tolvårig i templet

⁴¹ Josef og Maria rejste hvert år til Jerusalem for at være med til påskefesten. ⁴² Da Jesus var blevet 12 år gammel, fik han lov til at komme med for første gang. ⁴³ Da højtidsdagene var forbi, begyndte Josef og Maria på rejsen tilbage til Nazaret, men Jesus blev i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. ⁴⁴ Den første dag tænkte de ikke over hans fravær, fordi de regnede med, at han var sammen med nogle venner blandt de øvrige rejsende. Men da han ved aftenstid endnu ikke var dukket op, søgte de efter ham blandt familie og venner. ⁴⁵ Da han ikke var at finde nogen steder, vendte de om og brugte den næste dag til at rejse tilbage til Jerusalem.

⁴⁶ På den tredje dag fandt de ham i templet, hvor han sad fordybet i samtale med dem, der underviste i Toraen. ⁴⁷ De undrede sig alle over hans kloge spørgsmål og den måde, han svarede på. ⁴⁸ Hans forældre vidste ikke, hvad de skulle tænke, da de fandt ham siddende blandt alle de lærde, men så udbrød hans mor: „Jamen, dreng dog! Hvordan kunne du gøre sådan imod os? Din far og jeg har været så urolige for dig, og vi har ledt efter dig alle vegne!”

⁴⁹ „Hvorfor har I ledt efter mig alle vegne?” spurgte Jesus. „Vidste I ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?” ⁵⁰ Men de forstod ikke, hvad han mente med det.

⁵¹ Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret og var lydig imod dem. Siden hen spekulerede Maria tit på det, han havde sagt. ⁵² Jesus voksede både åndeligt og fysisk og var vellidt af Gud og mennesker.

Johannes Døbers budskab^(A)

3 ^1-2 I kejser Tiberius’ 15. regeringsår fik Johannes, Zakarias’ søn, som holdt til i ødemarken, et budskab fra Gud. Landet var besat af romerne, og Pontius Pilatus var guvernør i Judæa. Herodes Antipas regerede i Galilæa, hans bror Filip i Ituræa og Trakonitis, mens Lysanias regerede i Abilene. Annas og Kajfas var jødernes ypperstepræster.

³ Johannes forlod så ørkenområdet og vandrede omkring i nærheden af Jordanfloden. Der forkyndte han, at folk skulle vende om fra deres ondskab og lade sig døbe for at få tilgivelse for deres synder. ⁴ Dermed gik følgende ord af profeten Esajas i opfyldelse:

⁷ Johannes råbte til de mange mennesker, som strømmede til for at lade sig døbe: „Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf? ⁸ Bevis med jeres liv, at I er villige til at vende jer bort fra jeres synder! Det hjælper jer ikke at sige: ‚Vi er da børn af Abraham’.^[o] Lad mig fortælle jer noget: Gud kan forvandle stenene der til børn af Abraham! ⁹ Øksen ligger allerede klar ved foden af træerne, og ethvert træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden.”

¹⁰ „Jamen, hvad skal vi da gøre?” spurgte de.

¹¹ Johannes svarede: „Den, som har to kjortler, skal give den ene til den, der ingen har. Og den, der har mad at spise, skal dele med den, der intet har.”

¹² Der kom også nogle skatteopkrævere^[p] for at blive døbt. „Hvad med os?” spurgte de. „Hvad skal vi gøre?”

¹³ „I skal være ærlige!” svarede Johannes. „I må ikke opkræve mere i skat end det beløb, I har fået besked på.”

¹⁴ „Og os,” spurgte en flok betjente.^[q] „Hvad med os?”

„Misbrug ikke jeres magt til at presse penge af folk,” svarede han. „Lad være med at arrestere nogen på falsk grundlag i håb om at modtage bestikkelse, men vær tilfredse med den løn, I får!”

¹⁵ Da alle folk var i forventning om, at Messias snart skulle komme, var de spændt på, om det kunne være Johannes, der var den lovede frelser. ¹⁶ Men Johannes sagde: „Jeg døber jer med vand, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler. Han vil døbe jer med Helligåndens kraft og med ild. ¹⁷ Han har kasteskovlen i hånden, klar til at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.”

¹⁸ Sådan forkyndte Johannes det gode budskab og gav sine tilhørere mange formaninger om at leve efter Guds vilje. ¹⁹ Men da han irettesatte Herodes, fordi han levede sammen med sin brors kone, Herodias, og for alt det onde, han derudover foretog sig, ²⁰ føjede Herodes endnu en forbrydelse til sit synderegister. Han satte Johannes i fængsel.

Jesus bliver døbt med vand og Helligånd^(B)

²¹ Mens Johannes endnu var på fri fod og døbte folk, kom Jesus også og blev døbt. Da han derefter stod og bad, åbnede himlen sig, ²² og Helligånden dalede ned over ham i skikkelse af en due. Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Du er min elskede Søn, og dig er jeg fuldt ud tilfreds med!”^[r]

Jesu stamtavle^(C)

²³ Jesus var cirka 30 år, da han begyndte at træde offentligt frem. Folk anså ham for at være Josefs søn. Han var efterkommer^[s] af Eli, ²⁴ som var søn af Mattat. Mattat var søn af Levi, som var søn af Melki. Melki var søn af Jannaj, som var søn af Josef. ²⁵ Josef var søn af Mattatias, som var søn af Amos. Amos var søn af Nahum, som var søn af Esli. Esli var søn af Naggaj, ²⁶ som var søn af Mahat. Mahat var søn af Mattatias, som var søn af Shimi. Shimi var søn af Josek, som var søn af Joda. ²⁷ Joda var søn af Johanan, som var søn af Resa. Resa var søn af Zerubbabel, som var søn af Shealtiel. Shealtiel var søn af Neri, ²⁸ som var søn af Melki. Melki var søn af Addi, som var søn af Kosam. Kosam var søn af Elmadam, som var søn af Er. ²⁹ Er var søn af Josva, som var søn af Eliezer. Eliezer var søn af Jorim, som var søn af Mattat. Mattat var søn af Levi, ³⁰ som var søn af Simeon. Simeon var søn af Juda, som var søn af Josef. Josef var søn af Jonam, som var søn af Eljakim. ³¹ Eljakim var søn af Melea, som var søn af Menna. Menna var søn af Mattata, som var søn af Natan. Natan var søn af David, ³² som var søn af Isaj. Isaj var søn af Obed, som var søn af Boaz. Boaz var søn af Salma, som var søn af Nahshon, ³³ Nahshon var søn af Amminadab, som var søn af Admin. Admin var søn af Arni, som var søn af Hetzron. Hetzron var søn af Peretz, som var søn af Juda. ³⁴ Juda var søn af Jakob, som var søn af Isak. Isak var søn af Abraham, som var søn af Tera. Tera var søn af Nakor, ³⁵ som var søn af Zerug. Zerug var søn af Reu, som var søn af Peleg. Peleg var søn af Eber, som var søn af Shela. ³⁶ Shela var søn af Kenan, som var søn af Arpakshad. Arpakshad var søn af Sem, som var søn af Noa. Noa var søn af Lemek, ³⁷ som var søn af Metusalem. Metusalem var søn af Enok, som var søn af Jered. Jered var søn af Mahalalel, som var søn af Kenan. ³⁸ Kenan var søn af Enosh, som var søn af Set. Set var søn af Adam, som var søn af Gud.

Fristelsen i ørkenen^(D)

4 Jesus gik videre fra Jordanfloden, efter at han var blevet fyldt med Helligåndens kraft, og han blev ført rundt i Judæas ødemark under Åndens ledelse, ² mens han i 40 dage blev fristet af Djævelen. I den tid spiste han intet, og henimod slutningen var han meget sulten. ³ Da sagde Djævelen til ham: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til den sten dér, at den skal blive til brød?”

⁴ Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene!’^[t]”

⁵ Derefter tog Djævelen ham med et andet sted hen, og i et glimt viste han Jesus alle verdens lande. ⁶ Så sagde han: „Jeg vil give dig magt over al den herlighed, du ser, for den magt er blevet overdraget til mig, og jeg giver den til hvem, jeg vil. ⁷ Hvis bare du vil falde på knæ og tilbede mig, vil jeg overgive det alt sammen til dig.”

⁸ Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Det er Herren, din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.’^[u]”

⁹ Så tog Djævelen ham med ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren. „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! ¹⁰ Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. ¹¹ De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’^[v]”

¹² Jesus svarede: „Der er sagt: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’^[w]”

¹³ Da Djævelen var nået til ende med sine fristelser, lod han Jesus være i fred, indtil han kunne øjne en ny chance.

Jesus begynder at fortælle om Guds rige rundt om i Galilæa^(E)

¹⁴ Jesus vendte nu tilbage til Galilæa, hvor han vandrede rundt og udførte mange mirakuløse helbredelser ved Helligåndens kraft. Inden længe blev han kendt langt uden for Galilæas grænser. ¹⁵ Han underviste også i synagogerne, og folk talte med beundring om ham.

Jesus forkastes som Messias af sine bysbørn

¹⁶ Da Jesus kom til Nazaret, hvor han var vokset op, gik han den følgende sabbat hen til synagogen, som han plejede. Under mødet blev han bedt om at læse op fra Skrifterne, så han rejste sig, ¹⁷ og man rakte ham profeten Esajas’ bogrulle. Han rullede den ud og læste op fra det sted, hvor der står:

²⁰ Derpå rullede Jesus bogrullen sammen igen, gav den tilbage til synagogetjeneren og satte sig ned for at kommentere det, han havde læst.^[z] Alle i synagogen stirrede spændt på ham. ²¹ „I dag er de skriftord, I lige har hørt, gået i opfyldelse!” begyndte han.

²² Alle fik et godt indtryk af ham, og de var betaget af de vidunderlige ord, der kom fra hans mund. Men at Jesus skulle være Messias,^[aa] det kunne de ikke acceptere. „Jamen, det er jo Josefs søn,” blev de ved med at sige.

²³ Jesus svarede: „I vil sikkert bruge ordsproget: ‚Læge, læg dig selv’ på mig,—og I vil sige: ‚Hvorfor gør du ikke de samme undere her i din hjemby, som du gjorde i Kapernaum?’ ²⁴ Men det siger jeg jer: Ingen profet bliver accepteret som profet i sin hjemby. ^25-26 Tænk på det mirakel, som profeten Elias gjorde for at hjælpe en enke i Zarepta i Sidons land. Der var ellers enker nok i Israel, som trængte til hjælp, for det regnede ikke i tre et halvt år, og der var stor hungersnød i landet, men Elias blev ikke sendt til nogen af dem. ²⁷ Eller tænk på profeten Elisa, som helbredte syreren Na’aman, skønt der var mange spedalske i Israel, der trængte til hjælp.”

²⁸ Da folk i synagogen hørte den udtalelse, blev de rasende. ²⁹ De sprang op og førte Jesus ud af byen, hen mod randen af det bjerg, Nazaret er bygget på. De ville styrte ham ned, ³⁰ men han gik roligt sin vej midt igennem menneskemængden.

Jesu autoritet—hans magt over de onde ånder^(F)

³¹ Jesus slog sig derefter ned i Kapernaum. Den følgende sabbat underviste han i synagogen, ³² og hans ord gjorde dybt indtryk på folk, for han talte til dem med en autoritet, de ikke var vant til.

³³ Nu var der i forsamlingen en mand, der var besat af en ond ånd. Han begyndte at råbe af fuld hals: ³⁴ „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”

³⁵ „Ti stille, og kom ud af ham!” befalede Jesus. Den onde ånd kastede manden til jorden og fór så skrigende ud af ham uden at gøre ham yderligere fortræd. ³⁶ De tilstedeværende blev forfærdede og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvilken utrolig magt! Han taler jo med en sådan autoritet, at selv de onde ånder adlyder ham og farer ud.” ³⁷ Og rygtet om ham gik som en løbeild over hele egnen.

Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme^(G)

³⁸ Fra synagogen gik Jesus hen til Simons hus, hvor Simons svigermor lå med høj feber. Man bad Jesus om at helbrede hende, ³⁹ og han gik hen til hende og befalede feberen at forlade hende. Feberen forsvandt, og hun stod op med det samme og sørgede for mad til dem.

⁴⁰ Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi, kom folk med alle dem, der led af forskellige slags sygdomme. Jesus lagde hænderne på hver enkelt og helbredte dem. ⁴¹ Mange blev befriet fra onde ånder, og når ånderne på hans befaling kom ud, råbte de: „Du er Guds Søn!” Men Jesus ønskede ikke, de skulle røbe, at han var Messias. Derfor befalede han dem at tie stille.

Jesus fortsætter med at fortælle om Gud og helbrede i hele Galilæa^(H)

⁴² Tidligt næste morgen gik Jesus ud til et øde sted. Folk ledte efter ham alle vegne, og da de fandt ham, bad de ham om ikke at forlade dem. Men han sagde: ⁴³ „Jeg må også bringe budskabet om Guds rige til de andre byer. Det er det, jeg er blevet sendt for at gøre.” ⁴⁴ Og han vandrede omkring og forkyndte i landets synagoger.^[ab]