1 Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde. ² Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham; ³ og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner. ⁴ Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig. ⁵ Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

⁶ Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for Herren, og iblandt dem kom også Satan. ⁷ Herren spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede Herren: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs." ⁸ Herren spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde." ⁹ Men Satan svarede Herren: "Mon det er for intet, Job frygter Gud? ¹⁰ Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet. ¹¹ Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!" ¹² Da sagde Herren til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra Herrens Åsyn.

¹³ Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus, ¹⁴ kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og Aseninderne græssede i Nærheden; ¹⁵ så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det." ¹⁶ Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det." ¹⁷ Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det." ¹⁸ Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus; ¹⁹ og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det." ²⁰ Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad ²¹ og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage. Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!" ²² I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.

2 Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for Herren, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham. ² Herren spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede Herren: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs." ³ Herren spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!" ⁴ Men Satan svarede Herren: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv! ⁵ Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!" ⁶ Da sagde Herren til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

⁷ Så gik Satan bort fra Herrens Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse, ⁸ Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

⁹ Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!" ¹⁰ Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

¹¹ Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham. ¹² Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder. ¹³ Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store.

3 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag, ² og Job tog til Orde og sagde: ³ Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!" ⁴ Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem! ⁵ Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den! ⁶ Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal! ⁷ Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den! ⁸ De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan"; ⁹ dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg, ¹⁰ fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

¹¹ Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød? ¹² Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die? ¹³ Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred ¹⁴ blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser, ¹⁵ blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv. ¹⁶ Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se! ¹⁷ Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, ¹⁸ alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst; ¹⁹ små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

²⁰ Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv, ²¹ dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte, ²² som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav ²³ en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? ²⁴ Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand. ²⁵ Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. ²⁶ Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

4 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: ² Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? ³ Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft. ⁵ Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

⁶ Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb? ⁷ Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under? ⁸ Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. ⁹ For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til. ¹⁰ Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud; ¹¹ Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

¹² Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken ¹³ i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker; ¹⁴ Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv; ¹⁵ et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop. ¹⁶ Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme: ¹⁷ "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? ¹⁸ End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl, ¹⁹ endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet! ²⁰ De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde. ²¹ Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."