Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 97

Guds hellighed og magt

97 Herren er konge, lad jorden juble!
    Lad de fjerne lande glæde sig!
Skyer og mørke omslutter ham,
    retfærdighed og ret er hans trones grundvold.
Foran ham kommer der en ild,
    som opbrænder alle hans fjender.
Hans lyn oplyser verden,
    jorden ser det og bæver.
Bjergene smelter af frygt foran ham,
    for han er den Almægtige, jordens Herre.
Himlene udråber hans godhed,
    folkene ser hans herlighed.
De, som beder til afguder, bliver til skamme,
    de praler af deres håbløse guder,
        men alle afguder bliver underlagt Herren.
Jerusalem skal høre det og glæde sig,
    Judas byer skal fryde sig,
        for du, Herre, er en retfærdig dommer.
Du er den højeste magt i verden,
    ingen guder kan måle sig med dig.

10 I, der elsker Herren, skal tage afstand fra det onde,
    for han beskytter dem, der adlyder ham,
        han redder dem ud af de gudløses kløer.
11 De retsindige oplever Guds lys,
    de oprigtige har grund til at glæde sig.
12 Glæd jer i Herren, I retskafne,
    lovsyng hans hellige navn.

2 Mosebog 33:12-17

Herrens herlighed

12 Moses sagde til Herren: „Du har sagt, at jeg skal føre folket af sted, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig. Du har også sagt, at du accepterer mig, og at du holder af mig. 13 Hvis det virkelig er sandt, så lær mig mere om dig selv, så jeg bedre kan forstå dig og fortsat leve, som du ønsker. Husk på, at det folk, som jeg skal lede, er dit eget folk.”

14 Da sagde Herren: „Jeg vil være med jer og føre jer til det sted, hvor I kan slå jer ned.” 15 „Hvis du ikke var med os, var der ingen grund til at gå et skridt videre!” svarede Moses. 16 „Hvem vil tro, at du har forkærlighed for mig og Israels folk, hvis ikke du går med? Hvad fortrin har vi ellers frem for jordens øvrige folkeslag?” 17 Herren svarede: „Jeg vil gøre, hvad du beder om, for jeg holder af dig, og du er min ven.”

Aabenbaringen 22:6-9

Afsluttende ord

Derpå sagde englen til mig: „Det, du har hørt og set, er troværdigt og sandt. Gud, Herren, som giver profeterne sin Ånd, sendte sin engel for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske. Hør efter! Jeg kommer snart! Velsignet er den, der tager de profetiske ord i denne bog til sig.”

Jeg, Johannes, er den, som hørte og så disse ting. Da jeg havde hørt og set det hele, kastede jeg mig ned for fødderne af englen for at hylde ham. Men han sagde til mig: „Nej, gør det ikke! Jeg er Guds tjener ligesom du og de andre profeter og alle dem, der tager ordene i denne bog til sig. Giv al ære til Gud!”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.