Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

^6-7 På den tid fik hun at vide, at Herren havde forbarmet sig over sit folk, så der igen var mad at få i Juda. Derfor besluttede hun at forlade Moab og vende tilbage til sit hjem i Betlehem. Sammen med sine to svigerdøtre begav hun sig af sted ad vejen til Juda.

⁸ Da de havde gået et stykke tid, sagde No’omi til sine svigerdøtre: „Det er bedst, I går hjem til jeres forældre. Må Herren vise jer sin godhed på grund af den godhed, I har vist mod mine to sønner og mig, ⁹ og må han hjælpe jer begge til at blive gift igen og få et godt og trygt hjem.” Så kyssede hun dem farvel, og de brast i højlydt gråd.

¹⁰ „Men vi vil gerne følge med dig hjem til dit folk!” sagde de to unge kvinder.

¹¹ „Nej, I må hellere vende tilbage til jeres eget folk,” svarede No’omi. „Jeg har jo ikke andre sønner, I kan blive gift med. ¹² Derfor er det bedst, at I vender tilbage til jeres familier. Jeg er for gammel til at gifte mig igen—og selv om jeg gjorde, og jeg blev gravid og fødte sønner med det samme, ¹³ ville I så vente til de blev voksne? Nej, mine piger! For mig er det mere bittert end for jer, for det er Herrens hånd, som har ramt mig med denne tragedie!”

¹⁴ Så græd de igen. Orpa kyssede nu sin svigermor farvel og vendte om for at gå tilbage til sit barndomshjem, men Ruth ville ikke forlade No’omi.

¹⁵ „Se, din svigerinde er allerede på vej tilbage til sit folk og sin gud,” sagde No’omi. „Du må hellere følge med.”

¹⁶ Men Ruth svarede: „Tving mig ikke til at forlade dig! Hvor du går hen, vil jeg gå med. Dit hjem skal være mit hjem, dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. ¹⁷ Og når jeg engang dør, vil jeg begraves ved din side. Må Herren straffe mig, hvis jeg tillader noget andet end døden at skille os!”

¹⁸ Da No’omi så, at Ruth var fast besluttet på at gå med, holdt hun op med at forsøge at overtale hende.

Dommen kommer, selvom den lader vente på sig

3 Det er nu det andet brev, jeg skriver til jer, elskede venner. I dem begge har jeg opfordret jer til at leve med en ren samvittighed ² og huske på, hvad de hellige profeter har sagt for længe siden. I skal også huske at efterleve de påbud fra vores Herre og Frelser, som jeres apostle har undervist jer om.

³ I skal vide, at der i de sidste dage vil komme mennesker, der vil håne jer og følge deres egne ugudelige lyster. ⁴ De vil sige: „Nå, hvad bliver det til med, at Jesus kommer igen? Gud har jo ikke gjort noget siden vores forfædres tid. Verden er, som den har været fra tidernes morgen.” ^5-6 Men de, der siger sådan, lukker øjnene for den kendsgerning, at den Gud, som ved sit skaberord i begyndelsen dannede himlen og lod jorden stige frem af vandmasserne, er den samme Gud, som udryddede hele den daværende, onde verden gennem syndflodens vandmasser. ⁷ Det samme skaberord fra Gud bevarer den nuværende jord og himmel indtil dommens dag, hvor alle oprørske og ugudelige mennesker skal tilintetgøres i en mægtig brand.

⁸ Elskede venner, husk på, at for Gud er én dag som 1000 år, og 1000 år som én dag. ⁹ Det er ikke, fordi Gud er langsom til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener. Men han er uhyre tålmodig over for menneskeheden, fordi han ikke ønsker, at nogen skal gå fortabt, men at alle kan få lejlighed til at tage afstand fra deres synd og tage imod hans frelse.

¹⁰ Herrens dag kommer! Den kommer lige så uventet som en tyv om natten. Da vil himlen forsvinde med et stormsus, stjernebillederne^[a] vil brænde op og blive til intet, og jorden med alt, hvad mennesker har skabt på den, vil brænde op.^[b]