Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

12 På hin Dag skal du sige: Jeg takker dig, Herre, thi du vrededes på mig; men din Vrede svandt, og du trøstede mig. ² Se, Gud er min Frelse, jeg er trøstig og uden Frygt; thi Herren er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. ³ I skal øse Vand med Glæde af Frelsens Kilder ⁴ og sige på hin Dag: Tak Herren, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendt blandt Folkene, kundgør, at hans Navn er højt! ⁵ Lovsyng Herren, thi stort har han øvet,lad det blive kendt på den vide Jord! ⁶ Bryd ud i Fryderåb, Zions Beboere, thi stor i eders Midte er Israels Hellige!

59 Se, for kort til at frelse er ej Herrens Arm, Hans Øre er ikke for sløvt til at høre. ² Eders Brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders Synder skjuler hans Åsyn for jer, så han ikke hører. ³ Eders Hænder er jo sølet at Blod, eders Fingre sølet af Brøde; Læberne farer med Løgn, Tungen taler, hvad ondt er. ⁴ Med Ret stævner ingen til Doms eller fører ærligt sin Sag. Man stoler på tomt, taler falsk, man undfanger Kval, føder Uret. ⁵ Slangeæg ruger de ud, og Spindelvæv er, hvad de væver. Man dør, hvis man spiser et Æg, en Øgle kommer frem, hvis det knuses. ⁶ Deres Spind kan ej bruges til Klæder, ingen hyller sig i, hvad de laver; deres Værk er Ulykkesværk, og i deres Hænder er Vold; ⁷ deres Fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit Blod; deres Tanker er Ulykkestanker; hvor de færdes, er Vold og Våde; ⁸ de kender ej Fredens Veje, der er ingen Ret i deres Spor; de gør sig krogede Stier; Fred kender ingen, som træder dem. ⁹ Derfor er Ret os fjern, og Retfærd når os ikke; vi bier på Lys se, Mørke, på Dagning, men vandrer i Mulm; ¹⁰ vi famler langs Væggen som blinde, famler, som savnede vi Øjne, vi snubler ved Middag som i Skumring, er som døde i vor kraftigste Alder; ¹¹ vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt som Duer; vi bier forgæves på Ret, på Frelse, den er os fjern. ¹² Thi du ser; vore Synder er mange, vor Brøde vidner imod os: ja, vi har vore Synder for Øje, vi kender såvel vor Skyld: ¹³ Vi faldt fra og fornægtede Herren, veg langt bort fra vor Gud, vor Tale var Vold og Frafald, og vi fremførte Løgne fra Hjertet. ¹⁴ Retten trænges tilbage, Retfærd står i det fjerne, thi Sandhed snubler på Gaden, Ærlighed har ingen Gænge; ¹⁵ Sandhedens Plads står tom, og skyr man det onde, flås man. Og Herren så til med Harme, fordi der ikke var Ret;

³ Vi ere skyldige altid at takke Gud for eder, Brødre! som tilbørligt er, fordi eders Tro vokser overmåde, og den indbyrdes Kærlighed forøges hos hver enkelt af eder alle, ⁴ så at vi selv rose os af eder i Guds Menigheder for eders Udholdenhed og Tro under alle eders Forfølgelser og de Trængsler, som I udstå, ⁵ et Bevis på Guds retfærdige Dom, for at I kunne agtes værdige til Guds Rige, for hvilket I også lide; ⁶ hvis ellers det er retfærdigt for Gud at give dem Trængsel til Gengæld, som trænge eder, ⁷ og eder, som trænges, Hvile med os ved den Herres Jesu Åbenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle, ⁸ med Lueild, når han tager Hævn over dem, som ikke kende Gud, og over dem, som ikke lyde vor Herres Jesu Evangelium, ⁹ de, som jo skulle lide Straf, evig Undergang bort fra Herrens Ansigt og fra hans Vældes Herlighed. ¹⁰ når han kommer for på hin Dag at herliggøres i sine hellige og beundres i alle dem, som have troet; thi troet blev vort Vidnesbyrd til eder.

¹¹ Derfor bede vi også altid for eder, at vor Gud vil agte eder Kaldelsen værdige og med Kraft fuldkomme al Lyst til det gode og Troens Gerning, ¹² for at vor Herres Jesu Navn må herliggøres i eder, og I i ham. efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Nåde.