Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
137 Du er retfærdig, Herre, og retvise er dine Lovbud. 138 Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre. 139 Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord. 140 Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det. 141 Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke. 142 Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed. 143 Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst. 144 Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve!
14 Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg opfylder den Forjættelse, jeg udtalte om Israels og Judas Hus. 15 I hine Dage og til hin Tid lader jeg en Retfærds Spire fremspire for David, og han skal øve Ret og Retfærd i Landet. 16 I hine Dage skal Juda frelses og Jerusalem bo trygt, og man skal kalde det: Herren vor Retfærdighed. 17 Thi så siger Herren: David skal ikke fattes en Mand til at sidde på Israels Huss Trone. 18 Og Levitpræsterne skal aldrig fattes en Mand til at stå for mit Åsyn og frembære Brændoffer, brænde Afgrødeoffer og ofre Slagtoffer.
19 Og Herrens Ord kom til Jeremias således: 20 Så siger Herren Hvis min Pagt med Dagen og Natten brydes, så det ikke bliver Dag og Nat, når Tid er inde, 21 da skal også min Pagt med min Tjener David brydes, så han ikke har nogen Søn til at sidde som Konge på sin Trone, og med Levitpræsterne, som tjener mig. 22 Som Himmelens Hær ikke kan tælles og Havets Sand ikke måles, således vil jeg mangfoldiggøre min Tjener Davids Afkom og Leviterne, som tjener mig.
23 Og Herrens Ord kom til Jeremias således: 24 Har du ikke lagt Mærke til, hvorledes dette Folk siger: "De to Slægter, Herren udvalgte, har han forkastet!" Og de smæder mit Folk, fordi det i deres Øjne ikke 1ner er et Folk. 25 Så siger Herren: Hvis jeg ikke har fastsat min Pagt med Dag og Nat, givet Love for Himmel og Jord, 26 så vil jeg også forkaste Jakobs Afkom og min Tjener David og ikke af hans Afkom tage Herskere oer Abrabams, Isaks og Jakobs Afkom; thi jeg vender deres Skæbne og forbarmer mig over dem.
1 Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja: 2 Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!
3 Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, 4 som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! 5 Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus. 6 Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide; og vort Håb om eder er fast, 7 efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, således ere I det også i Trøsten. 8 Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet. 9 Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de døde, 10 han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os, 11 idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som er bevist os.