Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
137 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. 2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile. 3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" 4 Hvor kan vi synge Herrens Sange på fremmed Grund? 5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! 6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
7 Herre, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" 8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! 9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
5 Herre, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel! 2 Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse. 3 Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre. 4 Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde. 5 Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile. 6 Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød. 7 Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld. 8 Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem. 9 Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd. 10 Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue. 11 De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer. 12 Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle. 13 Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge. 14 De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg. 15 Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg. 16 Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
17 Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt: 18 For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der. 19 Du, Herre, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone. 20 Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage? 21 Omvend os, Herre, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum! 22 Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
12 Og den følgende Dag; da de gik ud fra Bethania, blev han hungrig. 13 Og da han så et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han derhen, om han måske kunde finde noget derpå, og da han kom til det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid. 14 Og han tog til Orde og sagde til det: "Aldrig i Evighed skal nogen mere spise Frugt af dig!" Og hans Disciple hørte det.
20 Og da de om Morgenen gik forbi, så de, at Figentræet var visnet fra Roden af. 21 Og Peter kom det i Hu og siger til ham; "Rabbi! se, Figentræet, som du forbandede, er visnet." 22 Og Jesus svarede og siger til dem: "Haver Tro til Gud! 23 Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft dig op og; kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske. 24 Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I have fået det, så skal det ske eder.