Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
137 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. 2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile. 3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" 4 Hvor kan vi synge Herrens Sange på fremmed Grund? 5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! 6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
7 Herre, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" 8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! 9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
16 Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt, thi Fjenden er blevet for stærk.
17 Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød Herren hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til Afsky. 18 Herren, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger. 19 Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet fandt de. 20 Se, Herre, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og inde Døden. 21 Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved, dem gå det som mig! 22 Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte er sygt.
2 Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser, 3 vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed; 4 men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget. 5 Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham. 6 Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden. 7 Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Her ren, 8 en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.
9 Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, 10 den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst. 11 Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje.